Atuagagdliutit - 16.12.1993, Blaðsíða 18

En kvinde, som man kan se
er blevet ældre, og som har
oplevet nogle af livets skyg-
gesider, sidder i en lænestol
og ser ud til at være glad og
tilfreds. Man kan mærke at
hun tænker på forskelligt,
som gøres mærkbare gen-
nem hendes åsyn. Af og til er
det, som om hun er lige ved
at smile, og af og til som om
hun forbavses. Jeg er helt
sikker på, at hun drømmer
om sine erfaringer i sit liv.
Det sker af og til, at hun
kniber øjnene samme til en
tynd og sort streg. Så kom-
mer der mange små rynker,
begyndende fra øjenkrogene
og spreder sig til tindinger-
ne og kinderne som en lille
og smuk vifte.
På det lille bord ved siden
af hende står et lille kunstigt
juletræ, og ved siden af den
en lille skål næsten fyldt
med forskellige bolsjer. Hun
tager af og til et stykke og
putter det næsten varsomt i
munden. Samtidig drikker
hun kaffe med en klejne til.
Hun holder jul - alene? Nej,
hun er ikke alene. Lige nu
ja, set med almindelige men-
neskers øjne. Men for et par
timer siden var hun hos sin
datter og hendes mand og
deres børn. De var i kirke
om eftermiddagen, sang de-
res elskedejulesalmer, hørte
på bibelens ord, læst dobbel-
sproget af præsten... dejlige
ord, som hun efterhånden
næsten kan udenad... så
glad er hun for dem, at hun,
siden hun begyndte at kom-
me i kirke og holde en kri-
sten jul, altid har anstrengt
sig for at huske dem...
»Vores dygtige præst
sprang et ord over, da han
læste juleevangeliet, gjorde
han ikke?« Havde hun
spurgt dem, da de blev lidt
tavse efter julemiddagen, og
børnene trætte, glade og til-
fredse var bragt i seng.
»Gjorde han det?« Svoger
Thomas spurgte hende for-
bavset med vantro malet i
sit ansigt.
»Det kunne han da ikke...
men jeg har ikke lagt mærke
til det. Men gjorde du...«?
Han fuldendte ikke sætnin-
gen, da han henvendte sig til
sin kone, Louise, som for at
hente hjælp. »Nej, det gjorde
jeg ikke. Præsten er en dyg-
tig mand, han drikker ikke,
hans hukommelse er ikke
ødelagt... nej, jeg lagde ikke
mærke til, at han sprang et
ord over«. Hun er som sin
mand. Hendes datter Louise
ligner sin mand, Thomas.
Begge har ikke lagt mærke
til at præsten begik en lille
fejl...
Den ældre dame, som sid-
der behageligt på den bløde
lænestol - lad mig kalde hen-
de Saffak - rystede næsten
umærkeligt sit hovede...
Har de ikke fulgt rigtigt med
i, hvordan den dejlige juleaf-
tensgudtjeneste skred frem?
Så måtte de da haft deres
sanser rettet mod noget an-
det eller tænkt på andre
ting... Ja, det måtte de... Saf-
fak ligesom rettede sig lidt
op... Ja, gudstjenesterne var
mere larmende, end de ple-
jer at være, børnene var me-
re urolige, synes mere træt-
te, mere uregerlige... kom-
mer Saffak i tanker om... og
hun rystede igen sit hovede,
men dennegang mere
mærkbart, mere bestemt...
Lidt efter satte hun sig til
rette i sin stol. Mon hun ville
ryste uvedkommende tan-
ker og spekulationer væk?
Hun sætter sig til rette, får
sig en mundfuld kaffe, som
efterhånden ikke mere er
varm, og putter et lille bolsje
i sin mund. Så lukker hun
helt øjnene, læner sig mere
tilbage i stolen og begynder
at mindes, helt andre begi-
venheder, som har haft rela-
tion til hendes liv, og som får
hende til at mindes og glæ-
des dengang for en del år si-
den, da hun »holdt sin første
jul«.
Det er ikke første gang
hun mindes sin første jul.
Efterhånden er det blevet til
flere juleaftener, hvor hun
mindes den. Og erindringen
om den, får altid bestemte
begivenheder til at komme
op fra hendes »gemmested«
i hukommelseskommoden,
og det har hun ikke imod.
Det er blevet sådan, at hun
helt og holdent giver sig hen
under følgerækken af disse
begivenheder og forhold,
som skete for hende netop
juleaften.
Hun er et barn af en lampes-
lukningsleg, det har hendes
mor fortalt. Hun har spurgt,
hvad det skulle betyde, og
hun har fået alt forklaret.
Ligeledes har hendes mor
fortalt, at det ikke var me-
ningen, at hun skulle være
blandt de levende. Hun
skulle have været smidt
væk, ligesom hendes store-
søster var blevet kastet ud i
havet, i brændingen. Men
grundet forskellige tilfælde,
små og større begivenheder,
som flettede sig ind i hinan-
den, gjorde, at hun ikke var
blevet smidt i brændingen...
Saffak er jo taknemmelig
for det. Hun nikkede næ-
sten umærkeligt for ligesom
at understrege sine tanker,
at hun er taknemmlig for at
hun ikke var blevet smidt i
havet... livet er dejligt, jo
hun mener det virkelig, livet
er herligt... uanset hvordan
fortiden havde været... eller
måske netop at fortiden for
hendes vedkommende har
været... Livet er skønt, uan-
set hvordan »traditionerne«
havde behandlet én - disse er
nu overstået, for en del år
siden.
Traditionerne? Bevares,
der findes »traditioner«,
menneskelige traditioner,
som i sig selv er agtværdige
nok til at medleves, til at føl-
ges, benyttes, - fordi disse er
skabt af generationers erfa-
ringer... nej, nu må jeg stop-
pe her, ellers springer jeg
helt over indholdet af »den-
gang i min første jul«, den
første jul for mig...
Men det var svært at slip-
pe disse begivenheder så
let... Ganske umærkeligt
bliver den gamle kones tan-
ker om dengang mere og me-
re levende... uklare og nær-
mest disede begivenheder
kommer frem som belyst af
solens stråler, så solskins-
klare, og andre tildragelser i
andre farver, i blålige farver,
så måneskinsklare, selvom
de ligger langt tilbage i ti-
den...
Jeg skulle have haft en
storesøster, som også var et
barn af en lampesluknings-
leg, men min mor kastede
hende i brændingen... jeg er
også et barn af en sådan
leg... jeg skulle også have
været smidt ud i havet...
men det skete ikke. Der er
kommet mennesker med
bud om kærlighed, om næ-
stekærlighed. Og disse men-
nesker har forhindret min
mor i hendes forehavende...
Den gamle kone smiler
ganske tydeligt med lukkede
øjne, og man kan tydeligt se
eller mærke, at hun føler sig
lykkelig i sin nuværende til-
stand. Føler sig lykkelig helt
inde i sit hjerte. Lykke, som
ganske givet er skabt af tek-
nemmehghed.
En kateket var kommet til
deres boplads, udsendt af
missionæren, af præsten i
deres by. Og han, som er de-
res landsmand, og som der-
^UNIS^
RSKBNDUSmiSKOlfN • MANIUSOQ
JuuUi1993
Julen 1993
************************
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
Juullip qaamasuisa atuunnerini ukloq qaangiutilersoq kingumut qivialaarlu-
gu qujassutissaqarluta misigimavugut, taamaattumik ilinniartuutitsinnut
sulisutsinnut, ilinniarrimmullu ajunngitsumik pinnittarsimasunut kikkuu-
galuartunut, attaveqarfigisartakkatsinnullu allanut - qamanngapisumik qu-
jalluta - juullimi pilluarnartumik atugaqarnissassinnik kiissaappatsigit, qa-
nortoq ukioq nutaaq eqqissinartumik tamatsinnut atuunniarili.
I den søde juletid kikker man altid en ekstra gang tilbage på året, der hastigt
rinder ud - og konstaterer, hvor godt vore elever, ansatte i almindelighed, og
Fiskeindustriskolen i særdeleshed er blevet behandlet afalle og enhver,
hvorfor vi ønsker alle vore venner og forretningsforbindelser her ogi udlandet
- en glædelig jul, og et fredeligt nytår.
Inussinersumik Med venlig hilsen
ATI-mi sulisut , Personale på ATI
*****************V******
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
for kender forholdene, var
altså kommet mig i forbøn
og altså forhindret min mor
i hendes tænkte foretagne...
så er jeg kommet hos den
kateketfamilie...
Jeg blev ikke døbt med det
samme. Kateketen ville hel-
lere have, at min mor og an-
dre af min mors familie
skulle have undervisning i
den kristne tro og liv... og de
gjorde det... vi blev døbt ved
pinse tide, jag var 6 år... Vi
begyndte at gå i skole, og en
dag gik vi langt ind i landet
for at plukke lyng til jule-
træ, - forklarede kateketen
os.
I forbifarten kan jeg for-
tælle dig, at jeg - og sikkert
de andre også - meget tidligt
kom til bevidsthed med livet
omkring mig. Vi deltog jo i
alt, hvad de ældre lavede...
trommedans med dens man-
ge variationer, stridssange,
både de morsomme og de al-
vorlige. Der blev ikke hem-
meligholdt noget for os, -
derfor husker jeg godt de
ting, som skete i min tidlig-
ste barndom, - deriblandt
netop denne sommer, dette
efterår og denne vinter,
hvor store ting skete, - også
min »første juleaften«.
Kateketen havde givet os
småjulesalmer, som vi skul-
le sige højt under den børne-
gudstjeneste, som altid, - er-
farede jeg senere - indleder
julehøjtiden. Jeg kunne end-
nu ikke rigtig læse, men ka-
teketen opfordrede os til at
bede vores mere læsekyndi-
ge familiemedlemmer om at
hjælpe os. Min mors bror
hjalp mig. Jeg husker meget
klart og tydeligt, at det var
det andet vers af »qilammit
aqqarpoq inunngorluni«, en
julesalme af en af missionæ-
rerne i Grønland - lærte jeg
senere, »Han steg ned fra
himlen og blev menneske«.
Det andet vers lyder: »Inuu-
voq oqaaseq qilammiusoq,
Guutip ernera, qatannguti-
gaarput asanneqisoq, ataa-
tagilerparput Guuti«. (Or-
det fra himlen kom i menne-
skeskikkelse, Guds søn, han
er vores meget kærlige bro-
der, og Gud bliver vores
far«.
Så lille jeg var og endnu
ikke helt fortrolig med orde-
nes betydning bundfaldt dog
med det samme et par ord
uudslettelig i mit sind: »bro-
der«, »kærlig«, »far«.
Den ældre kone i sin stol
åbnede øjnene og kiggede sig
lidt omkring, som om hun
regnede med at se noget.
Som om hun forventede, at
der skulle være nogen i hen-
des stue... men der var in-
gen. Hun ved at hun er alene
og venter ingen, alligevel
har hun forhåbening om at
»møde« nogen. Jo jo, hun er
i sine tanker - ville så længe
som muligt »dvæle« ved de
enestående begivenheder
dengang, da hun som 6-åri-
ge oplevede sin første julaf-
ten.
Hun sukker, glad og til-
freds, kan man høre... Jeg
blev kristen dengang jeg
blev døbt... hvilken rigdom...
kære Jesus... hendes tanker
begynder ligefrem at sprin-
ge fra det ene til det andet,
bliver helt umulige at dirige-
re, så ivrige bliver de... Nej,
nu skal hun give ordre til
sine tanker om at være roli-
ge, for hun vil mindes sin
første jul, sin første juleaf-
ten med dens mange og helt
utrolige herligheder i fred og
ro... Kære Jesus, modtag
min ringe, men helt ærlige
tak for, at du var blevet
menneske hin nat, da din al-
mægtige og kærlighedsfulde
fader gav lov til det, så det
blev jul her på jorden, også i
vor lille bygd... vores gamle
traditioner blev manet i jor-
den, traditionerne blev søn-
derbrudt og kristendom-
mens kærlighedsbud kom
frem, udråbes og voksede
overalt... da jeg blev flyttet
over hos kateketens, hos
kristne mennesker, da blev
jeg døbt, da jeg begyndte rig-
tigt at gå i skole, da vi gik
efter lyng til juleaftens jule-
træ, jeg fik et salmevers at
lære udenad med de dejlige
ord: »broder«, »kærlig«, »fa-
der«.
Kære medkristne! Den
ældre dames ansigt synes at
blive alvorsfuldt, synes at
ville gøre noget tilgengæld...
kære medkristne, hjælp
mig, eller lad os forenes med
at udråbe vores erfaringer
om livet som kristne, lad os
fortælle vore nærmeste eller
fjernere omgivelser om kri-
stendommens velsignelser...
Efter børnegudstjenesten
deltog vi også i den liturgi-
ske juleaftensgudstjeneste...
kateketen har opøvet et
sangkor... pragtfuld, pragt-
fuld, helt anderledes end
trommesyngeri...
Så fik jeg gaver, julegaver
sagde man... et par glansbil-
leder, visende en familie,
som danser rundt om jule-
træet, et rigtigt træ, ikke
hjemmelavet som vores, -
samt en nissefamilie rundt
om julegrøden, fortalte man
mig... Disse to dejlige glans-
billeder har jeg endnu...
Og så blev min datters ene
barn utilfreds med en af sine
gaver, en lille dukke med det
flotteste tøj, der måtte fin-
des, fordi dukken ikke luk-
ker sine øjene, når man lig-
ger den ned... og min datter
og hendes mand har ikke
lagt mærke til, at præsten
sprang et ord over, da han
læste julens evangelium...
de har altså ikke hørt rigtigt
efter... men hvorfor...?
Stille, vær rolige, mine
tanker... juleaftenshøjtiden
skal I ikke spolere... min før-
ste jul, min første juls rig-
dom hos Gud, som endnu
mere tydeligt kommer frem
hvert jul, skal ikke forstyr-
res af angrebslystne tanker,
som bliver endnu mere
varm, så hun nævnte sal-
mens ord klart og tydeligt...
Hendes første juleaften...
tak min kære Gud... jeg
glemmer det aldrig... og
hjælp mig at kunne huske
dine ord i mit hjerte! Hun
smilede og sagde hviskende:
»Tak min kære Gud, tak for
min første jul og tak for ju-
len i år«!
Hun fik besøg af sin datter
og hendes mand med deres
to børn dagen efter. Og for
første gang fortalte hun dem
om sin første jul. Hendes
børnebørn fik de to glansbil-
leder som arv. - Men først
efter at de lovede at passe
godt på dem, så de ikke blev
væk under verdens hurlum-
hej!