Atuagagdliutit - 16.12.1993, Blaðsíða 24

3888*
/mi,
tv

Historien om Kathrine
»Historien om Kathrine« er en lærerig roman om en
grønlandsk kvindeskæbne i Danmark. Romanen er
skrevet af Maliaraq Vebæk, som selv bor i Dan-
mark i dag. Følg med i AG’s roman hver torsdag.
5. kapitel
Erik og jeg var blevet gift. Vi
havde fået vores egen lejlig-
hed, og vi havde en lille dat-
ter, som hed Emilie. En køn
lille pige, men tynd og bleg.
Hun havde lige lært at gå.
Erik havde intet arbejde.
Vi levede af de penge, han
fik fra sin arbejdsløsheds-
kasse, og så af Emilies bør-
nepenge. Men da vi begge
drak ret meget, blev penge-
ne hurtigt brugt. Når vi ikke
havde penge til at købe øl
for, var vi tit oppe at skæn-
des. For det meste var Erik
ikke hjemme om dagen. Til
at begynde med spurgte jeg
ham, hvor han havde været.
Men han svarede altid det
samme: at han havde været
sammen med nogle kamme-
rater. Så spurgte jeg ikke
mere.
En dag tidligt på foråret,
kom han meget tidligere,
end han plejede. Jeg kunne
høre, at han havde travlt.
Han smækkede døren i og
råbte ind til mig: »Jeg har
fået arbejde!«
Jeg reagerede ikke, for jeg
tænkte, at det nok ikke kun-
ne passe. Hvad kunne han
have fået for arbejde? Han
gør nok grin med mig. Eller
også er han fuld igen. Men
han gentog ude af garagen:
»Kan du ikke høre? Jeg har
fået arbejde.«
Jeg gik ud til ham, og jeg
kunne se, at han ikke løj.
»Er det rigtigt? Hvor? Hvad
skal su lave?« »I Grønland!«
sagde han næsten triumfe-
rende. »Hvor i Grønland?
Skal vi med?«
»Jeg skal bare fremskaffe
en helbredsattest, så skulle
den være sikker. I Qaqor-
toq.« Det var længe siden,
jeg havde set ham smile så-
dan. »Skal vi med?« gentog
jeg og småhoppede af spæn-
ding.
»Du ved godt, Katrine, at
håndværkerne ikke har fa-
milie med på et sommerjob i
Grønland. Hvis I skal med,
skal vi selv betale din rejse
og opholdet deroppe. Hvor-
dan skulle vi få råd til det?«
Da jeg ikke svarede, fortsat-
te han: »Desuden skulle vi
gerne spare noget af min løn
op til vinteren. Det er jo ikke
godtarvide, om jeg får noget
at lave, når jeg kommer
hjem fra Grønland.
'Hvor er du blevet fornuf-
tig!’ tænkte jeg spottende,
og uden at sige noget gik jeg
ud i køkkenet efter nogle øl-
ler.
***
Få dage efter rejste Erik.
Det hele skete så pludseligt,
at der forekom mig uvirke-
ligt. Jeg vidste ikke, at Erik
tidligere på året havde væ-
ret på Grønlands Tekniske
Organisation for at spørge
om arbejde i Grønland. Men
dengang havde de allerede
maskinarbejdere nok. Han
havde alligevel fået sit navn
skrevet op på kontoret, så
han kunne træde til, hvis
nogen skulle falde fra. Alt
det kendte jeg ikke noget til.
Han fortalte mig aldrig no-
get. Jeg vidste heller ikke
noget om, at han havde fået
et brev fra Grønlands Tekni-
ske Oragnisation om, at der
pludselig var brug for ham.
Jeg fik aldrig selv breve, så
jeg så aldrig efter posten.
Amalie og hendes ven var
også i Grønland den som-
mer. Derfor havde jeg ikke

Ukiumi qaangiutilersumi suleqataallu-
arsimanissinnut innuttaasut sinnerlugit
qujavugut, neriulluta ukiumi nutaami
suleqatigiilluaaqqissasugut, taamatullu
juullimik eqqissinartumik ukiortaamillu
pilluarfiusumik kissaallusi.
På vegne af borgerne i Narsaq takker vi
for et godt samarbejde i det forløbne år.
Vi håber om et fortsat godt samarbejde i
det nye år■ og ønsker Jer en glædelig jul
og et lykkebringende nytår.
Komm unalbestyrelsen
Narsaq kommune
spm mange venner at besø-
ge. Jeg var meget alene med
bile Emilie, og jeg tog mig
mere af hende. Før Erik rej-
ste, fik han et lille forskud,
som han gav mig, og da jeg
også lige havde fået børne-
penge, manglede jeg ikke
penge. Men jeg havde ikke
mere lyst til at drikke bare
for at blive beruset som tid-
ligere. Efter nogen tid send-
te Erik også penge fra Grøn-
land. Jeg købte en klapvogn
til Emilie.
Vi gik lange ture hver dag,
Emilie og jeg. En dag kom vi
til en legeplads, hvor Emilie
begyndte at lege, mens jeg
sad på en bænk. Et ældre
ægtepar standsede op ved si-
den af mig. Konen var gøn-
lænder. De hilste venligt og
satte sig på bænken, og sam-
men så vi på Emilie, som var
opslugt af sin leg. Pludselig
rejste hun sig fra sandkas-
sen, kom over til os med en
form med sand i og rakte
den til den fremmede kvinde
og spurgte hende, om hun
ville have kage. Det syntes
det ældre par var meget
morsomt. De blev siddende
længe og snakkede med
Emilie og mig. Og da de gik,
sagde de: »Kom og besøg os,
hvis I har lyst.«
Det ene besøg hos de rare
mennesker blev til mange.
Jeg var lidt flov over, at vi
kom så tit. Men når der gik
nogle dage, hvor vi ikke var
hos dem, begyndte Emilie at
plage: »Mor, hen til de gam-
le!« Og så gik vi derhen,
Hver gang blev vi modtaget
med samme kærlige vel-
komst: »Det var godt, i
kom!«
Når spisetiden nærmede
sig, og jeg ville til at gå, sag-
de de: »I skal da lige have
noget at spise først!« Og så
blev vi der og spiste. De hav-
de altid mad i huset, selv om
det ikke så ud til, at de
havddxe ret mange penge.
Emilie elskede dem, og jeg
følte, at jeg havde fået foræl-
dre.
Den grønlandske kvinde
hed Johanne. Hendes mand
hed Larsen. Hvad han hed
til fornavn, fik jeg aldrig at
vide, for Johanne kaldte
ham kun for Larsen. Larsen
havde været i Grønland som
tømrer for mange år siden.
Dengang var det ikke velset,
at en dansker giftede sig
med en grønlænder. Da Lar-
sen kom hjem til Danmark,
sendte han bud efter Johan-
ne, som han så blev gift med
i København. Siden havde
ingen af dem været i Grøn-
land, men de havde gode
kontakter med grønlændere
i København. De havde in-
gen børn selv, men de kend-
te mange børn, som de el-
skede.
De boede i den indre by på
fjerde sal. Der var altid fred
og hygge hos Johanne og
Larsen. Deres lillebitte leg-
lighed var fyldt med møbler
og nips, og der var altid pin-
ligt rent. Når de fik en gave,
skulle gaven absolut være
fremme på et af møblerne.
Efter at have lært Johan-
ne og Larsen at kende, skete
der en forandring med mig.
Før jeg traf dem, var jeg ret
ligeglad med det hele: hvor-
dan jeg levede, og hvordan
vores hjem så ud, bare der
var øl i huset. Mit forhold til
Erik tænkte jeg ikke over.
Jeg var irreteret på ham,
men jeg ville ikke væk fra
ham. Det eneste, jeg ikke var
ligeglad med, var min lille
datter. Alligevel kunne jeg
ikke ændre min livsform for
hendes skyld.
Men nu fik jeg lyst til at
gøre noget for mit hjem. In-
den Erik kom hjem til efter-
året, ville jeg gøre nogle for-
bedringer, så der kunne væ-
re rigtig hyggeligt, når han
kom. Jeg gjorde grundigt
rent i stuen, lånte johannes
symaskine og syede nye gar-
diner til vinduet. Jeg købte
maling og malede køkkenet.
Der havde aldrig før været
så pænt hos os. Jeg var helt
stolt af mig selv. Jeg havde
heller ikke mere lyst til at
drikke som før. Når Erik
kommer hjem, skal vi be-
gynde et nyt og bedre liv!
tænkte jeg nogle gange. Men
hvor ville det være rart, hvis
jeg fik et brev fra ham, bare
et postkort. For siden han
rejste, havde vi ikke fået et
eneste brev. Men han sendte
penge nogle gange, så vidste
jeg da, at han ikke havde
glemt os.
***
En dag fik jeg besøg af en
grønlandsk kvinde fra Qa-
qortoq, hvor Erik arbejdede.
Jeg kendte hende ikke, men
hun fortalte, at Erik havde
bedt hende besøge mig og
hilse fra ham. Jeg blev glad
og skyndte mig at lave kaffe.
Jeg spurgte hende ud om
Erik, men det var, som om
hun helst ikke ville tale om
ham. Da hun blev der spurg-
te jeg hende, om hun ville
have en øl. Det ville hun ger-
ne. Jeg løb ned til købman-
den efter nogle øller. Da hun
havde fået et par øller, kom
hendes tunge på gled. Hun
fortalte, at Erik havde en pi-
ge i Qaqortoq. Jeg blev me-
get ked af det.
Da min gæst var gået,
hentede jeg flere øller. Jeg
gav mig til at drikke, og jeg
blev efterhånden temmelig
fuld. Jeg var ligeglad med lil-
le Emilie, som gik rundt og
græd. Nu skulle Erik have,
hvad han fortjente! Jeg ville
skrive til ham. Jeg fandt no-
get papir, og selv om jeg næ-
sten ikke kunne skrive
dansk, begyndte jeg at skri-
ve. Bagefter kunne jeg knap
nok huske, hvad jeg havde
skrevet. Men det var i hvert
fald meningen, at der skulle
stå, at han var en rigtig skidt
fyr, og at han ikke skulle
komme hjem til mig, når
han var færdig med sit ar-
bejde i Grønland. At jeg vid-
ste alt om ham, alt det slem-
me, han gjorde i Grønland.
Jeg skrev et langt brev, gen-
tog ordene mange gange,
blandede grønlandske ord
imellem, og sluttede med, at
jeg var ligeglad med ham.
Det passede selvfølgelig
ikke, at jeg var ligeglad med
ham. Jeg var bare jaloux. Se-
nere fortrød jeg, at jeg skrev,
mens jeg var fuld. Men jeg
var så gal på ham. Nu da jeg
endelig var begyndt at leve
lidt ordentligt, så skulle han
ødelægge det hele! Jeg ven-
tede med spænding på hans
svar. Men han svarede al-
drig.
Jeg begyndte at drikke
igen. Jeg opsøgte mine tidli-
gere venner. Og de kom hos
mig. Om jeg var fuld eller
hjemme var ligegyldigt, bare
jeg havde noget at drikke.
Jeg følte ingen dårlig sam-
vittighed. Når min mand var
sådan! Så kunne det også
være 1 ige meget, hvordan
jeg var. Jeg passede ikke
længere Emilie ordentligt.
Når jeg havde gæster, kun-
ne hun aldrig komme til at
sove før sent. Og når jeg
skulle ud, måtte jeg tage
hende med. Hvem skulle el-
lers passe hende? Vi kom ik-
ke mere hos Johanne og
Larsen. De serverede jo al-
drig øl. Så dem gad jeg ikke
besøge. Emilie plagede mig
en tid med. at vi skulle besø-
ge dem, men til sidst holdt
hun op. Jeg håbede, at hun
havde glemt dem. Men det
viste sig, at de gamle ikke
havde glemt os.
En eftermiddag mens jeg
havde et par gæster, ringede
det på døren. Det var Johan-
ne. JEgblev lidt ærgerig, for
jeg havde fået nogle øller og
var beruset. Emilie blev me-
get glad for at se Johanne
igen. Hun fløj hende om hal-
sen.
»Larsen og jeg er blevet så
bekymret for jer. Det er jo så
længe siden, I har været hos
os. I har det forhåbentligt
godt?«
Jeg mumlede noget om, at
vi havde det fint og spurgte
hende, om hun ville have en
øl. Det ville hun ikke. »Men
kaffe? Det vil du vil gerne
have?« Jo, det ville Johanne
gerne, så jeg lavede kaffe til
hende. Emilie ville ikke slip-
pe Johanne.
»Kom snart og besøg os,«
sagde hun, da hun skulle gå.
»Larsen vil blive så glad for
at sejer igen. Han siger hver
dag: ’Mon de kommer idag?’
Vi var bange for, at I var ble-
vet syge.«
Emilie ville absolut med
Johanne. »Jeg vil med, jeg
vil med,« græd hun. »Må
hun ikke godt komme med
mig hjem?« spurgte Johan-
ne. »Jo, men hvordan skal
hun komme hjem igen? Jeg
kan ikke nå at hente hende.«
»Lad hende sove os hos,
hvis du ikke har noget imod
det.« »Det har jeg da ikke.
Men er det ikke for megen
ulejlighed for jer?«
»Ulejlighed?« lo Joihan-
ne, »det vil da kun være hyg-
geligt! Du kan tro, Larsen vil
blive glad.«
Da jeg skulle hente Emilie
hos Johanne og Larsen da-
gen efter, fik jeg pludselig
dårlig samvittighed. Og jeg
havde også tømmermænd.
Jeg havde kun sovet et par
timer. Mit hoved værkede,
og jeg havde kvalme..
Jeg vil tale med Johanne,
tænkte jeg. Jeg vil fortælle
hende, hvorfor jeg var be-
gyndt at drikke. Gode, gam-
le Johanne. Hun vil kunne
forstå mig, Jo, jeg måtte tale
med hende.
Johanne var alene, da jeg
kom. »Larsen er ude at gå en
tur med Emilie,« sagde hun,
»jeg laver kaffe til os. Du
kender Larsen. Han regner
sikkert også med, at der er
kaffe, når han kommer
hjem.« Så gik hun ud i køk-
kenet.
Jeg fik talt med Johanne
om alt det, jer gerne ville.
Jeg var ikke vant til at tale
med ældre mennesker. Min
mor var så stille. Hun talte
kun lidt til os børn og kun
om praktiske ting. Og jeg
var kun en stor pige, da min
far døde. Jeg vidste ikke,
hvordan jeg skulle få be-
gyndt. Men jeg tvivlede ikke
på, at Johanne kunne mær-
ke, at jeg ikke havde det
godt.
Vi drak kaffe, talte ikke
ret meget. Det var mest Jo-
hanne, der sagde noegt af og
til. Så kom Larsen og Emilie
hjem. Allerede mens de gik
op ad trappen, kunne vi høre
dem snakke livligt. Vi hørte
Emilie hvine og le af glæde.
»Larsen fortæller hende nok
en af sine historier,« smilede
Johanne.
»Historien om Katrine«
Fortsættes næste tors-
dag i AG