Atuagagdliutit - 16.12.1993, Blaðsíða 34

%
<
<
Af Q/xron A/T/^11 or
Af Søren Møller,
Manitsoq
Vi bruger vores fritid, som
andre, med at tage på ud-
flugt om sommeren, hvor vi
tilbringer meget tid i en hyt-
te, som vi har bygget for fle-
re år siden øst for Maniitsoq.
I slutningen af april måne-
den tager vi ud til hytten i
weekenderne og stopper
først i slutningen af måne-
den. Når vi begynder vores
ferie, bor vi i hytten i en hel
måned, og i den perioder
samler vi vinterforråd,
blandt andet fisker vi ørre-
der og andre fisk.
I år boede vi også i hytten
hele juli måned. Vi var tre
mennesker, og det var min
kone og jeg samt en dreng på
10 år. Vi veir meget heldige
med vejret i hele perioden.
Når vi bor i hytten, sker det,
at vi sejler et andet sted hen,
hvor vi foretrækker at være,
og det sker, at vi overnatter
i telt.
I sommer sejlede vi til min
fødeby, den nedlagte bygd,
Appamiut. Vi tog afsted tid-
ligt om morgen, og vejret var
så dejligt, at man skulle tro,
at det var bestilt i forvejen. I
gamle dage, skulle vi have
brugt hele dagen til at ro i,
men da vi er i den moderne
tid, var vi i Appamiut i løbet
af en times tid. Vi fortøjrede
båden i »Ilivipalaaq« og slog
teltet op.
Da vi var færdige, blev vi
enige om at gå til Iliversuit,
som er i indlandet. De andre
ikke havde været der før, og
skulle derfor se stedet for
første gang. Vi lavede mad-
pakker og tog afsted mod
indlandet. Vi drog afsted i et
landsskab, hvor jeg havde
taget meget mere end fem
skridt, og som jeg kendte så
godt siden jeg var barn, og
sidenhen som voksen.
Navnene
På vejen fortalte jeg de an-
dre om landskabet og lærte
dem navnene på stederne.
Når fiskerne tog til »Uiluaq-
qat«, »Innap ataa« og »Saa-
mitsaa« for at fange ørreder
gik de på den sti, som vi nu
»Iliversuit« qattorngani tamusserniarallarujugut ualilerlu-
ni sila kiatseruttortoq, taqqavalu kujatitsinni »Sermer-
suut« sermitarasaarlutik qilaap nalaanut tulluaqalutik alia-
naaqutaalluarput. (Ass./Foto: Søren Møller.)
Det var virkelig flot vejr, da vi spiste ved »liversuit«. Bagerst
i billedet kan man se »Sermersuut«, hvor isen matcher til
den blå himmel.
gik på. Vi tog også stien, som
blev brugt af folk, som sam-
lede tørv til brænde, og det
var indlysende, at stien ikke
blev brugt så flittigt mere,
fordi den var groet til med
græs og var næsten usynlig
af den grund.
Det første sted, vi kom til,
kaldes for »Illerusaarfis-
suit«, og den ligger lidt østli-
gere end Appamiut og er i
tidens løb blevet til en sand-
mark. Det siges, at sand-
marken er blevet til, fordi
det sted blev brugt til dans i
gamle dage. Jeg har fået for-
talt, at min bedstefar Nat-
haniel Boassen, som var ka-
teket dengang, spillede på
harmonika, når bygdebebo-
erne skulle danse på mar-
ken, og det kan være, at der
også har været andre, som
spillede til dansen.
Vi gik forbi Alerseq, og gik
op over Nuisarferalak og gik
derefter forbi Alersip tunu-
lia. Så gik vi direkte til Ili-
versuit. Vi gik op langs Ui-
laaqqat Kuuat, og der kon-
staterede vi, at der stadig ik-
ke var kommet opgangsør-
reder. Så gik vi op af Iliver-
suit, og der var varmt og var
fyldt med myg.
Når man ser på Iliversuit
længere udefra, kan man se
store klipper, som er stablet
ovenpå hinanden, og når
man kommer til de store
klippier, kan man se de gra-
ve, som er årsagen til navnet
Iliversuit (de store grave).
De store klipper støder ind i
hinanden foroven, men ind
under er der sprækker, og i
de sprækker ligger gravene.
Gravene
I hver grav ligger tre, fire
eller fem lig sammen, og
selvfølgelig er ligene ikke
andet end knogler. Når man
undersøger kranierne, kan
man konstatere på tænder-
ne, at ligene ikke var så gam-
le, da de døde, men der er
formodentlig også kranier af
ældre mennesker, fordi
tænderne er slidt helt ned.
Der er også knogler fra børn.
Disse grave befinder sig
som sagt i sprækkerne un-
der klipperne. Da jeg var
barn samlede mine bedste-
forældre tørv, som de tørre-
de til vinterforbrug og lagde
dem under klippierne, hvor
gravene endnu i dag befin-
der sig. De blev hentet om
vinteren. Og derfor har jeg
allerede fra barnsben væn-
net mig til gravene.
Når man undersøger dem
nærmere, kan man alligevel
ikke lade være med at tænke
på, hvad deres skæbne har
været. Mon de døde samti-
dig eller begravede man dem
bare til de andre, når nogen
døde? Der er også et stort
spørgsmål, som man allige-
vel ikke kan lade være med
at tænke på: Var de mon
grønlændere eller nordboe-
re? Der er flere kilometer fra
Appamiut til Iliversuit.
Kunne det mon tænkes, at
Appamiut-beboerne havde
slæbt de døde så langt ind
Ullut marluk Appamiuniinnitsinni Appamiorpiaat qatsungasorsuupput. Illukut qullersaa-
ta toqqavikuani »nerisarfigisatsinni« assilisaapput. Taava avannatsinni »Innannguup«
nuuata nalaani qeqertaq uangalleq qattuneq piniartorsuusimasup oqaluppalaat malillugit
anorersuarmik nukiligaasimasup »Mitip« nunarqarlia »Qimatut«. (Ass./Foto: Søren Møl-
ler).
Vi var i Appamiut i to dage, og der var virkeligt flot vejr. Dette billede er taget ved en ruin,
som vi brugte som »spisesal«. Bagved i billedet kan man se øen »Qimatut«yderst til venstre,
hvor storfangeren »Miteq« boede ifølge sagnene.
mod land, og hvordan gjorde
de det om vinteren, hvis det
er tilfældet?
Kiste med mønter
Sidste år besøgte jeg en gam-
mel Appamiut-beboer på al-
derdomshjemmet i Maniit-
soq. Han var flyttet fra Ap-
pamiut til Qipingasoq i sin
tid, men var flyttet til Ma-
niitsoq, og boet på alder-
domshjemmet til sin død i en
meget høj alder. Han fortal-
te mig, at han havde fundet
en kiste med mønter, som
var lige så store som 5-ører.
Han nævnte antallet af
mønterne, men jeg kan ikke
huske, hvor mange han
nævnte, og hvis jeg ikke ta-
ger fejl, havde han solgt dem
meget billigt til en daværen-
de handelsforvalter i Kan-
gaamiut. Han lovede at for-
tælle mig mere, men bekla-
geligvis døde han ikke så
længe efter.
Da vi kom til stedet un-
dersøgte vi klipperne nær-
mere, men fandt ikke noget.
Derefter satte vi os ned og
spiste vore madpakker.
Vejret var vidunderlig stille,
og der var varmt. Det ene-
ste, som var i vejen, var de
små generende skabninger,
som siges at være somme-
rens tegn (myggene). Udsig-
ten var flot. Derfor vældede
minderne frem. Man kunne
se »Avannarlersuarput«
nordfor.
Lige ved siden af kan man
se en lavere fjeldtop, som
bliver kaldt for »Nuisarfik«,
og gud ved, hvor mange gan-
ge jeg har gået over denne
fjeldtop, da jeg var barn og
senerehen da jeg var ung.
Dengang gik vi til »Innap
Ataa« og »Natsiitsoq« for at
fange ørreder. Disse steder
ligger noget afsides, især
når man er til fods, og derfor
var vi væk hjemmefra det
meste af dagen. Jeg kunne
også se »Kuanniaqqat, »Kis-
saviarsuup Inaa«, »Aappila-
nilik« og mange andre sted-
er, og det fik minderne til at
løbe løbsk hos mig. Jeg hav-
de jo gået på disse steder så
mange gange, og jeg kunne
blive ved med at fortælle om
dengang.
Bare jeg var digter
Jeg kunne også se langt ind
mod »Sermersuut«. Jeg
kunne se is, som matcher så
godt med den blå himmel, og
hvis man bare var digter,
kunne man samle en hel del
inspiration bare ved at se på
omgivelserne.
Da vi var færdige med at
spise, gik vi nedad mod Ku-
anniaqqat. Vi gik langs Ui-
luaqqat kuuat, og da vi nær-
mede os kysten, kom vi til en
standsø, som bliver kaldt for
»Nalunnguarfissuaq«. Det
er en mindre standsø med
sandbund, som er dannet af
Uiluaqqat Kuuat. Minderne
væltede atter frem, og jeg
tænkte på de børn, som jeg
havde leget og svømmet
sammen med i søen, men
som nu var gået bort ved dø-
den.
Man kan virkelig se, når
der er lavvande i Uiluaqqat
Kangerluttaat, og da vi var
Sinerissami sinersortut Sermersuut tunoqqullugit ingerla-
gaangamik erinarsuut nuannarineqartoq »avannga tikik-
kukkit Ikkamiut« immaqa isumaannarmikkut appittar-
paat. Tassalu qaqqarsuaq tusaamasaq »Inngik«. (Ass./Foto:
Søren Møller).
Når man sejler bag om Sermersuut vil der nok være nogen,
der i tankerne begynder at synge »avannga tikikkukkit Ik-
kamiut«. Og der er det store berømte fjeld »Innik«.
på. stedet, var det begyndt at Da jeg var ung var vi ude at
blive højvande. Vi gik langs
stranden, hvor vi gik forbi
»Qimatuliveralak« og »Qaq-
qannguupTunulia«, og da vi
begyndte at gå mod vest,
kom vi til kirkegården, som
blev til i begyndelsen af
1940. Der ligger min bedste-
far Nathaniel, som jeg har
nævnt tidligere, og hans hu-
stru Birthe begravet. Der
stod vi lidt, og gik derefter
nedad til vores telt. Det var
sent om eftermiddagen, og
vi gik forbi »Qaqqannguaq«
på vej ned til »Ilivipalaat. Vi
brugte resten af eftermidda-
gen til at undersøge ruiner-
ne.
Da jeg var barn
Lidt længere ude kunne vi
se små øer og fem sunde. Da
jeg var barn brugte min fa-
milie det sydligste sund til at
sætte hvidfiskegarn i. Den-
gang jog de hvidfiskene ind i
sundet og fangede dem med
garnet. Denne fangstmetode
bruges ikke længere, og jeg
har aldrig nået at opleve det,
men efter mine forældres
udsagn, fik de et stort ud-
bytte af denne fangstmeto-
de. Efter min mors udsagn,
fortøjrede man hvidfiskene
på standen, således de kom
frem, når det var lavvande,
og at de kurede på dem i
fuldmåne. Efter udsagnene
oplevede man gode tider
dengang.
Det siges, at man ikke en-
gang var færdige med afliv-
ningen at de hvidfisk, som
jages ind i et sund, før der
blev jaget et andet hold i et
andet sund. I disse gode ti-
der kunne man fange op til
800 hvidfisk, og når der var
så mange, var stranden fyldt
med fortøjrede hvidfisk. Det
kunne ske, at man skar ho-
vedet og spækket af og smed
resten ud i vandet igen.
Det var enorme overflod-
stider. Når det var nytårsaf-
ten var det tradition at gå
rundt og skyde ved husene,
og selv om man håbede på at
få andet end grønlandsk
proviant, kunne det ske, at
man fik mattak, skåret i ski-
ver. Når det skete, kunne
det ske, at det stykke mat-
tak endte som hundefoder.
Minderne
Da vi havde spist aftensmad,
varede det længe, før vi gik i
seng. Da jeg vågnede op næ-
ste morgen før solen stod op,
gik jeg uden at vække de an-
dre. Jeg tog min hund med
og sejlede ud. Jeg ville gen-
opfriske mine gode minder.
fiske hele natten, og kom
først hjem, når solen var ved
at stå op eller når den var
oppe. Dengang kom der røg
af husenes skorstene, fordi
der altid var nogen, der var
tidligt oppe. Det var især det
stille vejr, som understrege-
de erindringen.
Jeg sejlede forbi »Atunn-
gitsoq« og »Ikeralak«, og jeg
sejlede imod det åbne hav
uden at ænse de mange blå-
sider, som jeg sejlede forbi.
Da jeg kom til »Ukiivinn-
guup kitaa« holdt jeg stille
og ventede på solen. Vejret
var uændret og imponeren-
de, men der kom ingen røg
ud af skorstenene. De var jo
også revet ned og lå kun som
ruiner. Der var godt nok to
huse, som stod endnu, men
de var meget forfaldne.
Da jeg havde givet min-
derne frit løb, besluttede jeg,
at jeg ville prøve at fiske. Jeg
fangede ikke noget. Det var
som om, at fiskene var flyt-
tet med, da bygden blev ned-
lagt. Jeg prøvede også min
afdøde bedstefars, Lars Møl-
lers, yndlingsfiskested »Qu-
jagip Karraa«, men der var
jeg lige så uheldig som før.
Derefter stod solen op, ogjeg
tog tilbage til vores telt.
Malik og jeg legede
Da vi havde spist morgen-
mad, blev vi enige om at sejle
til »Narsaq« for at plukke
kvan. Da vi kom til »Niaqor-
nap Kangia« sejlede vi direk-
te ind i sandstranden. Det
var ved at være højvande, og
derfor behøvede vi ikke at
være bekymrede for båden.
Vi fortøjrede den og gik op
for at plukke kvan. Da vi
kom op til kvanene, spiste vi
os mætte, og da vi havde
samlet alt det vi orkede, gik
vi ned igen.
Marianne gik langs stan-
den for at finde brænde,
mens jeg og Malik legede
med vores hund »Pitsak«,
som også svømmede i van-
det. Vejret var virkeligt flot
og varmt, og sandstranden
var så dejlig. Derfor havde vi
det virkelig godt.
Længere ude kunne vi se
et fjeld, som kystskibene sej-
ler forbi mod syd og nord.
Der findes også en sang om
netop det fjeld, der hedder
»Inngik«. Det var ikke før-
stegang, drengen var i »Nar-
saq«. Han var så glad for
stedet, at han havde lyst til
at blive, men vi var tre, da vi
tog afsted ved middagstid,
og det varede ikke længe, før
vi var tilbage i vores hytte i
»Uinilik«.