Atuagagdliutit - 18.08.1998, Blaðsíða 12

12 ■ TIRSDAG 18. AUGUST 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Det skete i den bedste mening
Ny bog afslører en fantastisk - og forfærdelig historie om
fuldstændigt forandret en dag i 1951
22 grønlandske børn, hvis liv blev
NUUK(KK) - Det bliver
ikke et helt normalt klasse-
træf, som på onsdag den 19.
august finder sted på det
grønlandske forlag Atuakki-
orfik i Nuuk og Grønlænder-
nes Hus i København.
Godt nok vil gamle skole-
kammerater fra 1950’ernes
Nuuk mødes og udveksle
minder.
Og de vil have nok at snak-
ke om.
Men baggrunden for, at
disse mennesker, som nu er i
50’erne, blev skolekammera-
ter, er en fantastisk - og for-
færdelig historie.
Selv om den skete i den
bedste mening.
Det er forfatteren Tine
Bryld og forfatteren Per
Folkver, som i bogen »I den
bedste mening« skildrer den-
ne historie, som nok har
været kendt i Grønland og
Danmark, men aldrig i sit
fulde omfang.
Tine Bryld og Per Folkver
har udført et flot stykke
detektivarbejde.
Dels har de fundet frem til
disse børn i Grønland og
Danmark - og Gran Canaria
næsten et halvt århundrede
efter den skæbnesvangre dag
i 1951.
Til sammen har Tine Bryld
og Per Folkver så sammen-
stykket bogen »I den bedste
mening«.
Selv om Tine Bryld aldrig
- heller ikke i sine to andre
bøger med grønlandske
emner »De nederste i Her-
stedvester« og »Abel« fra
1992 - er i tvivl om, hver der
er helte og skurke eller ofre
og forbrydere, er resultatet
blevet en usædvanlig bog.
Grundstammen
- Dette er historien om 22
grønlandske bøm, hvis til-
værelse blev afgørende ænd-
ret i 1951, skriver Tine
Bryld. Ni piger og 13 drenge
blev hentet i små grønland-
ske bysamfund, sat ombord
på et skib og sejlet til Dan-
mark.
Børnene blev udvalgt
blandt dårligt stillede fami-
lier, de var mellem 5 og 8 år
- og de skulle være intelli-
gente.
Hensigten var, at disse
børn skulle lære dansk og
danne grundstammen i det
nye grønlandske skolesystem
- og at der på samme tid blev
ydet en social indsats i fami-
lier uden forsørgere.
Efter halvandet års ophold
i danske plejefamilier, blev
de sejlet tilbage til Grønland
og flyttede - som det første
hold - ind på Dansk Røde
Kors’ nybyggede børnehjem
i Nuuk.
En anden tid
Omkostningerne ved at rive
22 børn op med rode og
omplante dem til et andet
samfund blev store.
I mange tilfælde alt for
store.
Men for at forstå grund-
tanken bag dette eksperiment
med små grønlandske bøm,
skal man prøve at sætte sig
ind i det Grønland, som stod
fortumlet tilbage efter afslut-
ningen af 2. verdenskrig.
Nazisternes besættelse af
Danmark og det amerikanske
militærs aktiviteter under
verdenskrigen, blandt andet
etableringen af en række
lufthavne, betød, at den
grønlandske isolation var
uigenkaldeligt brudt.
Men hvad skulle man sæt-
te i stedet?
Statsminister Hans Hedtoft
rejste i 1948 til Grønland,
hvor han lærte børnene at
synge »Lille Peter Edder-
kop«.
Hvad mere vigtigt var dog,
at Hans Hedtoft også spurgte
de samlede landsråd i Nuuk,
om grønlænderne selv
ønskede landet åbnet og
udbygget til et moderne sam-
fund med alle de følger, det
nu engang vil få.
Efter en døgn betænk-
ningstid svarede de grøn-
landske landsrådsmedlem-
mer fra syd og nord et klart
»Ja« til spørgsmålet, »idet
ønsket blandt befolkningen
om erhvervsøkonomisk og
kulturelt at komme på sam-
me højde med andre nationer
er blevet så stærkt, at lands-
rådet ikke kan siddet det
overhørigt«.
Hans Hedtoft rejste tilbage
til Danmark og nedsatte Den
store Grønlandskommission
med en fyldig repræsentation
fra Grønland til at udforme
retningslinierne for nyord-
ningen.
Netop »nyordning« blev
det ord, som gik igen og igen
i disse brydningstider.
I marts 1950 barsler kom-
missionen med sin betænk-
ning, den såkaldte G-50.
I maj 1950 blev otte nye
love om nyordningen i Grøn-
land udstedt.
En af disse love var skole-
loven, hvor skolevæsenet
blev adskilt fra kirken, og
hvor danskundervisningen
blev styrket. Samtidig blev
der oprettet en 4-årig real-
skole.
En god dansk borger
Augo Lynge, der sammen
med Frederik Lynge skulle
blive de to første grønland-
ske medlemmer af Folketin-
get efter grundlovsændrin-
gen i 1953, skrev i Grøn-
landsposten i 1945:
»Lad os bare sige det
åbent: Vi ønsker en udvik-
ling indenfor det danske rige
til social, politisk, økono-
misk og kulturel ligestillet-
hed. Samme krav, samme
pligter, samme chancer for
danskere som for grønlænde-
re eller med andre ord: Vi
ønsker ud af grønlænderen at
gøre en god dansk borger«.
Med den nye skolelov fra
1950 blev undervisnings-
sproget i realskolen dansk;
undtaget i religion.
Børnene i grundskolen
blev tilbudt en deling i 3.
klasse i grønlandsksprogede
og dansksprogede klasser.
Det sker først på de store
skoler i Qaqortoq, Nuuk og
Aasiaat.
- Med denne beslutning
begynder en sortering, hvor
de mest priviligerende grøn-
lændere lærer det sprog, som
giver adgang til uddannelser-
ne i Danmark og indflydel-
sen i Grønland, skriver Tine
Bryld.
Private organisationer
Og dermed begynder også
historien om de 22 grønland-
ske bøm, som Tine Bryld
beskriver i sin bog »I den
bedste mening«.
Dansk Røde Kors’ Grøn-
landsudvalg spiller en vigtig
rolle i denne historie.
Grønlandsudvalget ville
gerne hjælpe bøm i Grøn-
land, og udvalget sendte den
grønlandskyndige kredslæge
Kai Ludvigsen til Grønland
for at danne sig et overblik
over problemerne.
Kai Ludvigsen kom til
Grønland i en tid, hvor tuber-
kulosen hærgede og gjorde
Kalaaliaqqat 22-t M/S »Disko«-mut ilaallutik Københavnimut tikipput juni 1991.
De 22 grønlandske bøm ankom til København med M/S »Disko« i juni 1951.
mange bøm fader- og moder-
løse.
Den sociale nød var visse
steder forfærdelig i sit
omgang, og især de bøm, der
manglede en eller begge for-
sørgere, var ilde stedt, hvis
der ikke var andre familie-
medlemmer til at tage sig af
dem.
Kai Ludvigsen foreslog
derfor, at Dansk Røde Kors
etablerede et børnehjem i i
Nuuk til disse bøm.
Også en anden privat orga-
nisation, Red Barnet, rørte
på.
Red Barnet ville påtage sig
opgaven at få omkring 20
grønlandske børn til Dan-
mark, hvor de på en ferie-
koloni og senere hos en
dansk plejefamilie kunne
lære dansk.
Børnene skulle så ved til-
bagekomsten til Grønland
danne kernen i den nye 2-
sprogede folkeskole.
Intelligente bøm
Landsrådet drøftede den 20.
juli 1950 forslaget fra Red
Barnet om at sende en snes
børn på et års ophold i Dan-
mark.
Formanden for Lands-
rådet, landshøvding P. H.
Lundsteen oplyste, at det
først og fremmest var for-
ældreløse børn, der skulle
afsted til Danmark.
Var der tale om børn med
forældre, ville det i praksis
kun ske, hvis forældrene selv
anmodede om det, forsikrede
landshøvdingen.
Nogle skeptikere på lands-
rådsmødet frygtede, at bør-
nene ville glemme det grøn-
landske sprog, men det men-
te H. P. Lundsten ikke var et
problem. Børn er jo så lære-
nemme.
Landsrådsformandens for-
slag om at sende 20 børn på
årsophold i Danmark blev
vedtaget med 18 stemmer
mod 4.
På samme møde stemte
alle landsrådsmedlemmer for
et forslag om, at Dansk Røde
Kors etablerede et børne-
hjem i Grønland.
I mødereferatet står der
intet om, at de to punkter er
nøje forbundet.
Men det er de, skal det
senere vise sig.
Det er nemlig planen, at
alle 20 børn efter årsophol-
det, først på en feriekoloni og
om vinteren hos en dansk
plejefamilie, skal flytte ind
på det nye børnehjem i
Nuuk.
Den 1. december 1950 bli-
ver skoledirektøren i Grøn-
land anmodet om finde de 20
bøm, som næste år skal sen-
des til Danmark.
Grønlandsdepartementet i
København skriver:
»Da det er tanken, at de
pågældende børn efter et
1-årigt ophold i Danmark
atter skal opsendes til Grøn-
land og optages på et af Røde
Kors’ forhåbentligt til den tid
etablerede børnehjem og
fortsætte deres skolegang i
de kommende dobbeltspro-
gede skoler, bør der lægges
vægt på, at der udvælges
børn med så høj intelligens-
kvotient som muligt«.
Et tilbud, som man
ikke kan afslå...
Præster og andre øvrigeheds-
folk langs kysten går i vinte-
ren 1950/51 i gang med at
finde de 20 bøm.
Men det er nemmere sagt
end gjort.
Den 1. april 1951 skriver
landshøvding P. H. Lund-
steen bekymret, at »ingen
emner er anmeldt«.
Men så går det hurtigt.
Kort tid efter skriver
skoledirektøren, at der nu er
fundet 22 kvalificerede bøm.
' Børnene kom fra Qullissat,
Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut,
Maniitsoq, Nuuk, Paamiut,
Qaqortoq, Nanortalik, Tasii-
laq og Ittoqqortoormiit.
Tine Bryld har i sin bog »I
den bedste mening« snakket
med familien til de 22 børn;
selv har børnene ikke megen
erindring om baggrunden
for, at netop de skulle afsted
til Danmark.
Mange familiemedlemmer
siger, at der blev lagt pres på
faderen for at lade barnet rej-
se. Nogle troede, at det dreje-
de sig om et ferieophold i
Danmark. Andre havde den
opfattelse, at børnene skulle
på børnehjem i Nuuk.
- Men stort set alle oplyste,
at deres familie ikke var rin-
gere stillet end de fleste
andre. Fattigdommen var
lige stor, skriver Tine Bryld.
Børnene blev hentet af et
skib i foråret 1951 og sejlet
til Danmark med M/S Disko,
som den 7. juni 1951 lagde
til kaj i København.
AG vil i de næste numre
beskæftige sig med, hvordan
det senere er gået disse 22
bøm, som skulle danne ker-
nen i den nye 2-sprogede
skole i Grønland, som med
Augo Lynges ord skulle gøre
en god dansk borger ud af
grønlænderen.
Bogen »I den bedste
mening« bliver præsenteret i
morgen, onsdag, samtidig i
Grønlænderne Hus i Køben-
havn og Atuakkiorfik i
Nuuk. Begge steder vil flere
af børnene, som i dag er i
50’eme, deltage.
Bogen er samtidig oversat
til grønlandsk »Ajunnginner-
paamik isumaqarluta« af
Bolethe Papis.
Tine Bryld:
I den bedste mening
296 sider,
rigt illustreret af
fotografen Per Folkver.