Atuagagdliutit - 03.09.1998, Blaðsíða 18

18 • TORSDAG 1. SEPTEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Inger oqalugiartarsimaqaaq, aallartiaarporlu. Aana apersortikkami oqalugiartoq.
Inger har holdt mange taler i sit liv, og hun begyndte tidligt. Her taler hun ved sin egen
konfirmation.
turel oase.
Den vigtigste funktion er at
være samlingssted for grøn-
lændere, og at kunne tilbyde
de fysiske rammer for kultu-
relle aktiviteter. Mange grøn-
landske foreninger gør brug
af Huset, og det er foreninger-
ne, der står for de fleste arran-
gementer. Det er stort set også
det eneste sted på Sjælland,
hvor det er muligt at spise
sæl- og hvalkød.
Grønlænderhuset har et
budget på cirka fem millioner
kroner, som finansieres af
Hjemmestyret, Frederiksberg
og Københavns Kommune
samt Københavns Amt. Par-
terne hæfter solidarisk. Det
betyder, at vælger en af til-
skudsyderne at spare et beløb,
følger de øvrige med.
Det er for eksempel tilfæl-
det for 1999-budgettet, hvor
ledelsen i Grønlænderhuset
har måttet finde besparelser
for 300.000 kroner. Det be-
tyder, at der ikke ansættes en
ny souschef, ligesom kirke-
kaffen er sparet væk. Sidst-
nævnte kostede 65 arbejd-
dage om året, og i betragtning
af, at de grønlandske forenin-
ger forestår denne ydelse i de
andre grønlandske huse, så er
det trods alt ikke den mest
ubarmhjertige besparelse, når
det nu skal være, mener Inger
Bruun, der gennem sine 25 år
har siddet i næsten alle konto-
rer i Grønlændernes Hus..
Tungt ansvar
- Jeg startede helt forudsæt-
ningsløst, og blev hurtigt flov
over at være dansker. Jeg syn-
tes, at alle ulykker skyldtes
danskerne, mens alt grøn-
landsk var vidunderligt. Det
ansvar hvilede tungt på mine
skuldre.
- Men grønlændere fortalte
mig, at de sagtens kunne kla-
re sig selv, og efterhånden fik
jeg et mere nuanceret syn på
det grønlandsk-danske for-
hold. Men først måtte jeg fin-
de ud af, at det at være lige
ikke er det samme som al
være ens. Jeg troede hell
naivt, at vi var de samme
mennesker, så der var virkelig
noget at lære.
- Når jeg ser tilbage på mit
virke, er det mit håb, at det
sociale arbejde vil blive lettet
ved, at danskerne lærer at leve
med andre folkeslag. Lære, at
det er en berigelse af kulturen,
for i dag er danskerne ikke
særligt åbne over for fremme-
de. Vi tror, at vores måde at
gøre tingene på er den eneste
rigtige, fortæller Inge Bruun,
der som få andre har fulgt den
sociale udvikling blandt grøn-
lændere, hvis liv kom i uba-
lance i Danmark
Falske drømme
- Da jeg startede i »Pooq«,
fandtes der næsten ingen ud-
dannelsesmuligheder i Grøn-
land, så mange unge var nødt
til at uddanne sig i Danmark,
og ikke alle klarede det lige
Inger Bruun eqqissisimaassagaangami assiliivilerluni
angalasarpoq. Aana Qoorngormit assilisimasaasa ilaat.
Inger Bruun, ny leder af Grønlænderhuset i
Grønland, har kæmpet for at få to kulturer til at
indgå i et indre samspil
oplevelserne foruden.
Sådan siger den 52-årige
Inger Bruun, tidligere sous-
chef og nyudnævnt leder af
Grønlændernes Hus i Køben-
havn efter Einar Lund Jensen.
Den 1. september var det til-
lige præcis 25 år siden, den
nyuddannede socialrådgiver
blev ansat i det daværende
Grønlandske Rådgivnings-
center. Det var i 1973. En tid,
der var præget af politisk akti-
vitet og grønlandsk bevidst-
gørelse. Den gang hvor unge
grønlændere blandt andet be-
satte og demonstrerede foran
Ministeriet for Grønland på
Kultorvet i København.
Det var formanden for Det
grønlandske Rådgivningscen-
ter, Angmalortoq Olsen, der
ansatte den 27-årige Inger
Bruun som daglig leder af det
sociale rådgivningskontor
»Pooq«. Medarbejderstaben
bestod af en hel- og deltids-
ansat socialrådgiver og kon-
torassistent, en tolk, fire be-
søgsvenner til hospitalerne,
tre bistandsværger til de ind-
satte i fængslerne samt 29
timelønnede kontaktpersoner
spredt over hele landet.
Uvidenhed fint
At Inger Bruun, der er opvok-
set på Østerbro i København,
og hvis far var lods, ikke
kendte noget som helst til den
grønlandske verden, betragte-
de Angmalortoq Olsen som
en kvalifikation.
- Han sagde ligeud, at jeg
blev ansat, fordi jeg ikke hav-
de nogle forudfattede menin-
ger om Grønland. Det, jeg
havde behov for at vide, skul-
le de andre nok fortælle mig.
Inger Bruun fik de følgende
år den grønlandske verden
helt ind under huden. Allerede
året efter hendes ansættelse - i
1974 - indviede man Grøn-
lænderhuset i Løvstræde, der
såvel den gang som nu er det
afgørende omdrejningspunkt
for de 5.500 grønlændere, der
bor på Sjælland. Selv om
Grønlænderhuset varetager en
række forskellige funktioner,
der groft sagt kan inddeles
med en uddannelsesvejled-
ning, en kultur- og informa-
tionsafdeling og en social-
rådgivning, betragtes stedet
først og fremmest som en kul-

j-_r
INGER BRUUN
- Del har været en indre kamp
med mange konfrontationer.
Det har været svært at få den
grønlandske og danske kultur
bragt sammen. Havde jeg ved
ansættelsen vidst, hvad jeg
skulle igennem, var jeg for-
mentlig løbet skrigende bort.
I dag ville jeg ikke have været
NAR ALT
SKAL LÆRES
FRA GRUNDEN
Når Inger Bruun skal slappe af, hænder det, at hun går på
opdagelse med fotografiapparatet. Her et poetisk billede
hun har taget fra kirken i Qoornoq.
Eqqumeeqqinnaani iikkamut allattuisoqartarpoq.
Ilaanni anngunniagaq isiginnaartumut ilisamartarpoq.
Una Sisimiuniittoq Inger Bruun-imut taamaappoq.
Grafitti dukker op de mærkeligste steder. Og nogen gange
giver budskabet genklang hos beskueren. Det gjorde den her
grafitti i Sisimiut i hvert fald på Inger Bruun.
ASSVFOTO: NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO ASS./FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO