Atuagagdliutit - 21.10.1999, Page 15

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 21. OKTOBER 1999 • 15
i \ 1 å J%t 'dH. "T f BF i
K *
ft
Piumassutsimik eqaarsaarneq, timersorneq kisimi pineqanngitsoq, aammali inuttut ilagiinnissaq.
Frivillig gymnastik, der ikke bare handlede om idræt, men også socialt samvær.
dengang hverken i Grønland
eller Afrika var tilpasset den
teknologiske udvikling. Bør-
nene kom ofte fra småsteder,
der endnu ikke var blevet en
del af det moderne samfund.
Erfaringerne fra Afrika kom
derfor også i livets bog og
blev taget med til Grønland,
hvor de siden gjorde det let-
tere for Bent at forstå bygde-
elevemes baggrund.
Fra syd til nord
- Efter flere ugers dramatisk
hjemrejse, hvor vi kørte 60-
70 miles på sammenbrændte
lejer med nedsat fart og i
kapløb med udløbet af vort
visum, ankom vi til Nairobi,
hvorfra rejsen gik videre til
København. Her landede vi
grundlovsdag 1971 i 28 gra-
ders varme. I Nairobi var der
24, så det var ikke et klima-
chok, vi blev udsat for. Til
gengæld skulle vi i gang med
at bearbejde to års indtryk fra
en kultur, der trods visse lig-
heder var meget anderledes.
- I Nuuk genoptog jeg ar-
bejdet på Qorsussuaq, og
Helene blev efter nogle år
programsekretær ved KNR.
- I 1972 fik vi Ivalu og
havde en række lykkelige år,
indtil Dorte i 1979 blev syg,
nitten år gammel. Hun havde
ondt i maven, og det viste sig
at være noget jeg tror de
kaldte bindevævskræft i bug-
hulen. Den var temmelig
fremskreden, og hun blev
med det samme indlagt til
operation.
- Jeg husker, hvordan vi
sad på operationsgangen på
Sana og ventede på, at Kler-
ke (kirurgisk overlæge
red.), skulle komme ud og
forhåbentlig berolige os med
et glædeligt budskab. Vi hav-
de hørt, at hvis Klerke kom
ud med hænderne i kittel-
lommen og blikket i gulvet,
så var det ikke godt, mens
hvis han med det samme stak
en cigaret i munden og tænd-
te den, så var det godt.
- Enhver vil kunne forstå,
hvor tung og forfærdelig
ventetiden var, og hvordan
humøret sank, da Klerke
kom ud med hænderne i kit-
tellommen.
Dorte blev herefter indlagt
på Finsens, og familien Ris-
ager rev endnu engang telt-
pælene op og rejste til Dan-
mark, først Helene og Dorte
(oktober) - Lisa var allerede i
Danmark - og siden Bent og
resten af ungerne (januar).
- Jeg er taknemmelig for
den hjælp og støtte, jeg fik
fra det grønlandske skole-
væsen, som oven i købet
ansatte mig til at undervise
grønlandske patienter i Dan-
mark, siger Bent med vægt i
stemmen.
Men al godhed til trods
blev Dortes sygdom hurtigt
værre, og på Kiki’s fødsels-
dag 15. januar var det slut.
- Vi var netop kommet
hjem fra Finsens. Dorte sov,
da vi gik, det var jo Kiki’s
fødselsdag, men da vi kom
hjem til lejligheden på Ves-
terbrograde, lå der besked
om, at vi skulle ringe. Dorte
døde umiddelbart efter, at vi
forlod hende.
Blev i Danmark
- Vi havde ikke lyst til at tage
til Nuuk lige med det samme
og rejste året efter til Ilulis-
sat. Fire år senere returnere-
de vi til Nuuk, hvor vi gen-
optog vort gamle arbejde -
for mit vedkommende, indtil
jeg blev pensioneret i 1988.
I mellemtiden var Bent og
Helene vokset fra hinanden
og bor nu hver for sig, hun i
København og han i Bønne-
rup Strand, hvor den gamle
viceinspektør og overlærer
fra Grønland er blevet aner-
kendt som rigtig Bønnerup-
per. Det er ikke mange be-
skåret, som kommer udefra,
men Bent er mere socialt og
musikalsk end de fleste, og
hans beskedne væsen og
kloge kommentarer har vun-
det genklang hos selv de
mest lokalpatriotiske borgere
i den lidt fremmedfjendske
fiskerby.
Derfor er han også blevet
formand for Dagli’ Brugsens
butiksbestyrelse, medlem af
borgerforeningens bestyrelse
og revisor for vandværket,
ligesom han som tekstfor-
fatter stadig er en af de poeti-
ske kræfter bag den årlige
Bønnerup-revy.
Bent ikihngutinilu Svend Grønbæk eqaarsaareerlutik angerlartut. Bent-ip saamimminik tigumiarpaa »kyllingi«, ikinngutigiit
sap. akunneranut ataasiarlutik eqaarsaareerlutik angerlaraangamik kaffmxut akugisartagaat.
Bent og vennen Svend Grønbæk på vej hjem fra gymnastik. 1 venstre hånd har Bent en »kylling«, der skal hældes i kajfen
ved vennernes ugentlige gå-hjem-fra-gymnastik-møde.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO