Læknablaðið - 01.01.1934, Blaðsíða 22

i6
LÆKNABLAÐIÐ
forlöb og ofte iagttages aaret efter det paagældende udbrud. Der kommer
hurtigt aftagen af malkningen, afmagring, krafteslöshed og gangvanskelig-
heder. Det mest iöjnefaldende symptom er, at knoglerne fortykkes, navnlig
ekstremiteternes, men ogsaa kraniets, særlige kæberne, der besættes med
udvækster af meget lös struktur. Med en kniv kan disse knudeformede
belægninger lösnes fra knoglen, uden at denne beskades.
Karakteristisk er, at navnlig unge dyr angribes, at lidelsen ikke er
smitsom og at symptomerne i ikke alt for svære tilfælde svinder, naar
dyret sættes paa stald og fodres med hö, der er bjærget för vulkanud-
bruddet. Afkom af saadanne dyr faar ikke sygdommen.
Foruden disse mere generelle forandringer optræder visse tandsyg-
domme, undertiden aar efter et udbrud. Beskrivelserne varierer en del,
men karakteristisk synes fölgende at være:
1) Fortænderne besætties med gule og sorte pletter, bliver sköre og
smuldrer hen (asketand).
2) Kindtænderne deformeres, idet en eller flere vokser stærkere end
de övrige, besættes med spidse udvækster eller knuder, der gnaver hul i
den modstaaende kæbe og hindrer drövtygningen. Denne lidelse benævnes
gaddur1) og behandles med afbrækning af den fremstaaende tand.
I den patologisk-anatomiske samling paa Landbohöjskolen i Köben-
havn findes en samling knogler stammendö fra faar, sem græssede i nær-
heden af Hekla under det sidste udbrud i 1845. Ved elskværdig imöde-
kommenhed fra prof. Fölger har jeg faaet lejlighed til at undersöge disse
knogler.
Samlingen bestaar af 4 underkæbehalvdele (2 parrede og 2 uparrede),
2 tibiae og 2 metacarper og metatarser. Knogleme stammer fra flere dyr,
öjensynlig udvoksede. Samtlige knogler er sæde for ensartede sygelige
forandringer, nemlig diffuse eller mere begrænsede perionstale aflejrin-
ger af et ejendommeligt poröst, pimpstensagtigt knoglevæv, der er skört
og med en kniv lader sig lösne fra den öjensynlig normale knogle. Led-
fladerne er ikke angrebne. Ved svag forstörrelse giver belægningerne et
meget karakteristisk billede (se fig. 1—6).
Kæberne er stærkt forandrede, navnlig langs underste kant, belægning-
erne er her knudeformede. Tænderne synes derimod normale. Med denne
undtagelse er der god overenssteinmelse mellem præparatene og de fra
iiteraturen hentede beskrivelser af sygdommen.
Lidelsen er utvivlsom en forgiftning, men ligner ingen af de almindelig
* Om gaddur eller gaddjaxl oplyser Sigfús Blöndal i Islensk-Dönsk Ordabók:
„Sygdom hos kreaturer bcstaaende i en abnorm vækst af en eller flere kind-
tænder (sjældnere en af fortænderne) paa grund af en slags betændelse (en slags
periostitis alveolaris), saaledes at den kan skade det modsatte kæbeben, hvilket
kaldes beinskcrt; denne sygdom forekommer navnlig cfter vulkanske udbrud,
naar dyrene har ædt græs, hvorpaa vulkansk aske er faldet, hvilket menes at
foraarsage en forgiftning, som har sygdommen til fölges".
Dr. phil. Blöndal har meddelt mig, at oplysningen rimeligvis stammer íra af-
döde dyrlæge Magnús Einarsson i Reykjavik. Betegnelsen gaddur tyder paa, at
sygdommen er gammel paa Island og stadig har gentaget sig paa samme maade.