Atuagagdliutit - 04.06.1959, Qupperneq 5

SÆLFANGSTEN
OG DENS REGULERING
Af Pli. Rosendahl
Britter (skotter) og tyskere, men
også hollændere begyndte for et par
hundrede år siden at drive sælfangst
i isen vest for Jan Mayen, hvortil de
drægtige grønlandssæler og klapmyds
dengang i millionvis søgte til ynglefel-
tet i sidste halvdel af marts.
Fra 1847 kom også nordmændene til
dette felt.
Fangsten dreves med sejlskibe. Ski-
bene gik til isranden i slutningen af
marts, hvor nedslagtning af sælunger
ne på isen begyndte.
Grønlandssælens unge er ved fødse-
len tynd og mager og har et yderst
tyndt spæklag. Skindet er bedækket
med blødt, lysegult pelshår. Den kal-
des kvitting (whitecoat) og vejer da 3
kg. Når ungen har diet moderen nogle
dage, bliver den fed og rund, og pel-
sen antager en snehvid farve, som
holder sig så længe, den dier mode-
ren, antagelig 12-14 dage. Imidlertid
begynder de hvide pelshår så småt at
løsne sig allerede ca. 6-8 dage efter
fødselen. Ungens skind er efter den tid
ikke længere „hårfast“, og derfor ikke
længere værdifuldt til pelsværk. Efter
diegivningens ophør vejer den 21 kg
og bliver nu overladt helt til sig selv
på isen, hvor den opholder sig endnu
en tid, medens det stærkere hårskifte
foregår og afløses af stride grå hår.
Hårskiftningen tager et par uger, og
ungen begynder at søge vandet. Un-
gen har da tabt en del i vægt, men be-
gynder at ernære sig ved at frådse i
overfladens små krebsdyr. Det er i
den tid, hvor ungerne ikke søger van-
det, at nedslagningen af dem med pig-
hage foregår. Derefter er de genstand
for skudfangst på isen. Ungerne be-
nævnes derefter „gråunger" (blåsider)
i de følgende 2-3 år. Kønsmoden (sort-
sider) bliver de i 3 års alderen.
Klapmydsens unge kastedes den-
gang i sidste halvdel af marts. Den
vejer da ca. 20 kg. Den er ved fødselen
blågrå, og kaldes blågris (blueback),
dette skind er kostbart. Diegivningen
varer 10-12 dage, og ungen når derved
op på 50 kg. Moderen forsvarer sin
unge, hvorfor hele „familien" derfor i
almindelighed bliver skudt ned, når
den træffes på isen. Efter diegivnin-
gen taber den en tid noget i vægt.
Fangsten på sælunger foregår på
den måde, at skibet søger ind i isen,
udkigsmanden kommanderer fangst-
mændene i de retninger, han ser sæl-
unger inde på isen, fangstmændene
springer ned på isen, opsøger ungerne
og dræber dem med pikhagen. Unger-
ne flås på isen eller tages hele om-
bord. Fangsten slæbes sammen i en
bunke, og skibet søger der hen ad for
at hale fangsten på dækket. Alle un-
gerne lader sig roligt nedslå de første
uger, men længere hen i måneden vi-
ser de forsøg på at undslippe. Fang-
sten foregår ofte i 20° kulde. Når intet
andet er at foretage ombord, og tem-
peraturen er positiv, flænses resten af
ungerne, medens skrotterne kastes i
havet.
Fangsten på de voksne sæler fore-
går april og maj,, hvor sælerne atter
søger op på isen for hårfældning. Un-
der ungekastningen, parringen og hår-
skiftningen tærer sælen på spækket
næsten uden at tage føde til sig. Hår-
fældningstiden varer lVs måned. Er
vejret fint og sælens pels helt tør, går
den nødig i vandet. Skibet går til isens
læside. Skytterne går på række frem-
over isen, og når de er på skudhold,
lægger de sig bag skruninger og sky-
der dyrene ned. Disse bliver ikke sky,
så længe den enkelte sæl stille synker
om med kugle gennem hjernen. De
dygtigste skytter kan på den måde
dræbe indtil 50 dyr af et hold. Når fo-
rekomsten er skudt ned, søger skyt-
terne hen til næste hold sæler, og først
da kommer flænserne for at flå dyre-
ne. Skrottet efterlades, og skindene
med spækket på slæbes i dynger, ski-
bet nærmer sig disse for at hive dem
ombord med et specielt spil med liner,
der kan være indtil 1600 meter lange.
Er isen derimod slæk med klarer imel-
lem, sættes bådene i vandet og går til
iskant. Skytterne skyder da fra båden
eller oppe på isen. Når båden har fået
70-80 skind, går den til skibet dermed.
Denne fangstmåde er tidskrævende og
mindre indbringende. Når der er tid
dertil, afspækket skindene. Det tager
3 minutter at afspække skindet af en
voksen sæl, og 2 minutter af en unge.
Frosne skind venter man med at af-
spække til dage uden frost.
Fra 1866 begyndte man at benytte
dampskibe, og i løbet af 8 år var halv-
delen af sælfangerflåden dampskibe.
Disse evnede at gå længere ind i isen.
Når dampskibet fik spor af sæl, fulg-
te det sælflokken til dens yngleplads,
hvor fangsten begyndte, lige så snart
sælen var gået op på isen, ja skytter-
ne begyndte endog at postere sig over
iskanten, således at de drægtige hun-
ner, i det øjeblik de ville op, blev
skudt og med hager halede op og
spækkede, hvorefter ungen blev skå-
ret ud. Dette medførte, at sælerne
skræmmedes og gik længere ind i isen.
Dampskibene fulgte efter, og ved fort-
sat at jage dem, splittedes flokkene
endnu mere og sælen søgte endnu
længere ind — spredt over store om-
råder. Fangsten af unger blev herved
ujævn og ringe, hvorfor dampskibet
ikke fik fuld last af disse, og derefter
måtte supplere med „skudfangst" på
voksne sæler.
Sejlskibene fik således nu næsten
ingen sælunger, og dampskibene for-
ringede også sejlskibenes skudfangst
på de voksne dyr.
Resultatet af dampskibenes indfø-
relse blev i løbet af de følgende 10 år,
at skibene, der før gennemsnitligt
hjembragte 2700 sælunger hver, nu
kun hjembragte 1500. — Fangsten af
voksne sæler holdt sig derimod på ca.
1500 stk. pr. skib..
De rederier i Norge, der beskæftige-
de sig med sælfangst, overvejede da
indbyrdes at blive enige om en regu-
lering af fangsten, men indså, at en
sådan overenskomst ville blive uden
videre nytte, hvis man ikke også i de
øvrige interesserede lande forpligtede
sig på tilsvarende måde. Efter anmod-
ning fra rederierne henvendte den
norske regering sig derefter til den
britiske, der viste sig lige så interes-
seret i oprettelse af mellemfolkelige
regler med de øvrige fangstinteresse-
rede lande.
Den britiske regering fik et møde i
stand i Dundee i 1874, hvor rederne
afgav en resolution om, at ingen måt
te gå ind i isen før en bestemt dato i
begyndelsen af april, at fangsten skul-
le slutte i midten af maj, at andre re-
geringer, der ville drive sådan fangst,
skulle indbydes til at tilslutte sig den-
ne overenskomst, at overtrædelse
skulle straffes med bøder af betydelig
størrelse, der for halvdelen skulle til-
falde mandskabet, der havde angivet
overtrædelsen, medens resten skulle
tilfalde pågældende lands statskasse.
Den britiske regering forelagde for-
slaget for den svensk-norske regering,
og få måneder derefter holdtes et
møde af redere i Tønsberg, hvor man
sluttede sig til det engelske forslag,
dog fandt man, at fangsten skulle be-
gynde nogle få dage før end foreslået
i det britiske forslag. Heri indvilgede
briterne, og begyndelsesdatoen be-
stemtes til den 3. april.
Derimod mente det norske inden-
rigsdepartement, at det ikke var nød-
vendigt at fastsætte en dato for, hvor-
når fangsten skulle ophøre, da yngle-
tiden forlængst var forbi i maj må-
neds midte, og de norske sælfangere
allerede var vendt hjem i begyndelsen
af maj. Dette bøjede briterne sig for.
Storbritannien udstedte da herefter
i 1875 The Seal Fishery Act, der trådte
i kraft i november 1876, og Norge ud-
stedte en lov samme år om fredning
af sæl i Nordishavet. Tyskland udsted-
te tilsvarende lov ligeledes i 1876, og
hollænderne vedtog en lignende lov.
Den britiske regering havde forin-
MODEL S 306
nukagpiarKap tulujua
agdlalersugaK
7-12-16-nigdlo ukiulingnut.
atortugssai:
Kilertat 20 (25) 30-t Kassertut Edelweiss
Kilertat 15 (20) 25-t KaKortut Edelweiss
nuerssautit nr. 2% ama 3
nuerssarnerata sukangåssusigsså:
•sanimut Kitdlat 20t = 5- cm.
ag dialersornera:
nuerssautip sanimut månera 1.
(Kassertumik) silåm. 1 (nuerssagagssaK tu-
nordlingordlugo 1 tiguhiardlugo silåm. 3) u-
ngalusigaK uteKatårdlugo nuerssaut sanimut
nåjuk.
nuerssautip sanimut nånera 2.
Kitdlat tiguinåkit Kåvane maminganilo ti-
gorKåsåput — naligit) silåm. 3, nuerssagag-
ssaK ilingnut tungerdliutitdlugo 1 tiguinar-
dlugo, kingugdleK silåm.
nuerssautip sanimut nånera 3.
(KaKortumik) silåm. 2 (nuerssagagssaK tu-
nordlingordlugo 1 tiguinardlugo, silåm. 3)
ungalfisigaK uteKåtåruk silåmutdlo 2nik i-
nårdlugo.
nuerssautip sanimut nånera 4.
ilungm. 2 (nuerssagagssaK tungerdlingor-
dlugo 1 tiguinardlugo, ilungm. 3). ilungm.
2-nik inåruk.
nuerssautip sanimut nånera 5.
(Kassertumik) silåm. 3 (nuerssagagssaK tu-
nordlingordlugo 1 tiguinardlugo, silåm. 3)
ungalfisigaK nangeKåtåkit silam. lmik nag-
gaserdlugit.
den henstillet til den danske regering
at tiltræde disse aftaler, hvis danske
begyndte sælfangst i området, hvilket
den danske regering erklærede sig
rede til i påkommende tilfælde.
Loven var således ikke nogen fred-
ningslov — givet for vedvarende at
opretholde den størst mulige bestand
og dermed vedvarende udbytte ud i al
fremtid — men gik, som det ses, alene
ud på, at alle skibe skulle have samti-
dig adgang til fangst og dermed størst
mulig chance for storfangst, idet
„fangsten" da ville være Samlet, og
skibene i ro og mag kunne „indtage
ladning".
Loven gjaldt ikke sælfangst ved
Spitzbergen og Nova ja Zemlja, vel
fordi fangsten dér alene dreves med
.sejljagter.
^Området, som lovene angik, frem-
går af hosstående kort (fig. 1).
Om fangstvirksomhedens størrelse
kan oplyses, at i 1866 dreves denne
fra norsk side med 14 sejlskibe og 2
sejlskibe med maskine. Udbyttet var
40.000 ungsæl og 8.000 gammelsæl,
men i 1874 var der 19 sejlskibe og 16
sejlskibe med maskine. I 1868 deltog
15 norske, 22 britiske, 5 danske og 5
tyske skibe i sælfangsten. Norske ski-
be var i 1874 skibe på 200—300 tons
med gennemsnitlig 45 mands besæt-
ning og udstyret med 5—10 fangstbå-
de. Den største norske fangst fandt
sted i 1883 med 106.000 dyr og i 1893
med 105.000 dyr.
Kilder:
Det norske Indenrigsdepartements
indstilling af 6. oktober 1874.
Norsk Odeltings Betænkning af 20.
marts 1876.
Aktstykket til det norske Stortings
forhandlinger.
nuerssautip sanimut nånera 6.
silåm. 1 (nuerss. tungerdlingordlugo 1 ti-
guinardlugo) ungalfisigaK nangeKåtåruk.
nuerssautip sanimut nånera 7.
(KaKortumik) 1 tiguinardlugo (silåm. 3.
nuerss. tunordlingordlugo 1 tiguinardlugo)
ungalfisigaK nangeKåtåruk tiguinagkamigdlo
1-mik nåvdlugo.
nuerssautip sanimut nånera 8.
1 tiguinardlugo (ilungm. 3, nuerss. tunger-
dlingordlugo 1 tiguinardlugo) ungalfisigaK
nangeKåtåruk tiguinagkamik 1-mik nåvdlu-
go.
tunugsså:
Kitdlat 21/£nut 80-nik (120-nik 130-nik (a-
ngissusigsså nautsorssfitigalugo) autdlartitsi-
git Koruårtumik silåm. 1, ilungm. 1 sinilo-
ruk 6 cm-mik portussusilingmik. nuerssautit
nr. 3nut taorsikit- nuerssautitdlo sanimut
nåneråne sujugdlerme Kitdlat 105 (145) 161-
ngortitdlugit. agdlalersornigssåtut 28 (34)
4x1 (5x1) 8—6xl-nik. KumuinaK nuerssa-
ruk 45 (52) 60 cm-mik portåssuseKalernera-
nut. tauva suvigssai inasåput: 3x10 (3X
40 cm-mik nuerssaugit. unigssai inåkit 4—
12)-nik igdlugtut. sivnere 29 (51) 57-t nuer-
ssaungmut avdlamut nukit.
sagsså:
tunuatut nuerssåsaoK 41 (49) 56 cm-mik ta-
kissuseKalernernut. tauva Kitdlat Kiterdlit 21
(41) 51-t nuvilagssånut inåriardlugit sanerai
imikut nuerssåsåput. tuvé tunuatut takitigi-
lerpata åssinganik inasåput.
taligssai:
nuerssautinut nr. 2%-nut 50 (65) 75-nik
autdlartitseriardlutit sinigssånik 7 cm-mik
Koruårtumik nuerssågit. nuerssautit nr. 3-nut
taorseriardlugit nuerssåtip sanimut nåneråne
sujugdlerme Cl (75) 85-ngortikit. agdlaler-
sornigssåtut nangiguk nuerssåtip sanimut
nånerata 8-ssåne igdlugtut 1-mik ilassardlu-
git 91 (11) 127ngorneranut. taligsså 38 (45)
55 cm-mik takissusoKalerpat igdlugtut Kit-
dlanik 4 (6) 8-ni.k inåriardlugo tugdliane
autdlartinere tamaisa 1-mik ilångartåsåput
41 (51) 61-ngorneranut, tauva 2-nik 15-ngor-
neranut, tåukulo atautsikut inårdlugit.
nuvilagsså:
tuvia talerperdlen kateriardlugo 112 (140)
tuvia talerperdlcK kateriardlugo 112 (140)
140nik nuvilånit tigontågit — tåuko nuer-
ssaungmut avdlamut nStatit ilångutdlugit
nuerssautinut nr. 3-nut Kassertumik 4 cm
Koruårtiingordlugo nuerssaruk. Kasungassu-
•rnigdlo inårdlugo.
katiternigsså:
sanerai katiteriardlugit sigtartulingipat tu-
via nuvilålo merssukit talilo ikutdlugit.
5