Atuagagdliutit - 04.06.1959, Síða 7

Film i Grønland
Russisk fredsappel
vinder guldpalmer
1958’s to største filmsensationer nu på grønlandske lærreder
1 den kommende tid vil man i de
grønlandske biografer kunne se to af
1958’s største sensationer på det dan-
ske filmmarked, nemlig den russiske
„Tranerne flyver forbi“ og den engel-
ske „Vinden kan ikke læse". Udeniøv-
rigt at drage sammenligninger mellem
de to film kan det siges, at deres me-
fe under et bombardement kynisk den
fe unge piges afmagt og tager hende
fe med vold. I sin fortvivlelse opgiver
fe hun tilsidst modstanden imod ham.
fe Knuget af skam gifter hun sig med
fe ham, men kommer hurtigt til at
fe hade og afsky ham.
Tatiana Samoilova i „Tranerne flyver forbi".
ning, eller mission, om man vil, er den
samme.
Nemlig at fortælle os, at krig er
vanvid.
I begge film lægges et kærligheds-
forhold mellem to unge til grund for
handlingen. Men hermed ophører sam-
menligningsgrundlaget også.
Alligevel må det anbefales at se
begge film, om ikke for andet, så for
at få et billede af, hvor stor forskel
der er på de virkemidler, moderne
filmteknik råder over.
Den russiske dybt menneskelige
skildring, hvor man koncentrerer sig
om at skabe et stærkt og realistisk
billede af en lille gruppe menneskers
inderste tanker og handlinger, deres
drømme, frygt og håb.
Og den engelske farvestrålende
skildring af et kærlighedsforhold mel-
lem en engelsk officer og en japansk
lærerinde.
☆
„Tranerne flyver forbi". Filmen blev
ved filmsfesten i Cannes smykket med
den højeste udmærkelse, „Guldpal-
merne". Russiske film er sjældne i
Grønland, men de få, der har været
her, har været gode. „Tranerne flyver
forbi" er ingen undtagelse. Handlin-
gen er i korte træk:
fe To menneskers ægte kærlighed
fe til hinanden formørkes af krigsud-
fe bruddet. Han melder sig frivilligt
fe og drager til fronten uden at nå at
fe tage afsked med hende. Hans fæt-
fe ter, der ved hjælp af bestikkelse
fe har undgået indkaldelse, udnytter
fe Det eneste, der holder hende
fe oppe, er håbet om at høre nyt fra
fe fronten. Da underretningen om, at
fe han er faldet kommer, hager hun
fe sig fast i håbet; først da krigen er
fe forbi, og tropperne vender hjem
fe uden ham, ser hun sandheden i øj-
fe nene. Tranerne flyver atter forbi,
fe ingen ved hvorhen, men livet skal
fe gå videre ...
Filmen er neorealistisk, dens freds-
budskab vil nogen sikkert kalde pro-
paganda; men i så fald er det en smuk
og gribende propaganda, der fortjener
at ses og høres. Filmen er forbudt for
børn i Danmark. Den er forsynet med
danske undertekster og indskudte
grønlandske tekststrimler. De med-
virkende er ikke kendt i Grønland. I
hovedrollerne ses: Tatiana Samoilova
og Aleksej Batolov.
☆
„Vinden kan ikke læse" er med Dirk
Bogarde og den japanske skuespiller-
inde Yoko Tani. Instruktøren er Ralph
Thomas, kendt i Grønland fra „Net-
tet strammes" og „Havet over os" ...
Vi bringer her en anmeldelse af fil-
men af Johs. Kirkegaard i tidsski'iftet
„Kirke og Film":
„Dette kunne være blevet en ud-
mærket film om, hvordan øst og vest
burde mødes. Men kærligheden, der
alene kan forene uforsonlige parter,
udarter til en sentimental historie
mellem to unge — den søde japaner-
inde (Yoko Tani) og R.A.F. officeren
(Dirk Bogarde).
Handlingen er henlagt til 1942, da
japanerne trænger frem i Burma. Det
er meget realistisk altsammen. Men
japanerne fremstilles som rene djævle
og englænderne som ditto engle; in-
gen af dem er rigtige mennesker. Her
må man sige fra. Egentlig er man ked
af at skulle sige det: filmen skuffer
som film, d.v.s. som kunstværk — selv
om der er dejlige billeder af indisk
natur og folkeliv, og fotograferingen
er iøvrigt ypperlig."
☆
Der er også grund til at nævne det
snart klassiske amerikanske lystspil
„Han, hun og leoparden" med Cary
Grant og Katharine Hepburn. In-
struktør er Howard W. Hawk („Kun
engle har vinger").
Dr. David Huxby’s livsværk er op-
førelsen af et zoologisk museum. Ef-
ter 4 års slid er det lykkedes ham at
rekonstruere skelettet af en Dinosau-
rus (et kæmpefortidsdyr). Det vil sige,
helt færdigt er det ikke, der mangler
een knogle; men denne ventes dagen
efter — samme dag som han skal gif-
tes med sin sekretær — Alice.
For at sikre museets økonomi spil-
ler David (Cary Grant) golf med en
sagfører — Peabody, der har antydet,
at en af hans klienter muligvis vil
skænke museet en million dollars.
På golfbanen møder David Susan
Vance (Katherine Hepburn). Allerede
fra bekendtskabets begyndelse går
det galt for David; men det er ham
umuligt at slippe af med Susan, især
da hun dagen efter modtager en tam
leopard — Baby — fra sin bror i Bra-
silien. Det er hans, hendes og leopar-
dens meriter, filmen handler om ...
Mr. Allanson på
vej til Thule —
Årets forste turist ville se noget „frisk" — og tog fra Sydaustralien til
Kapisigdlif — uden vanter ☆ Fåreavleren troede, Grønland
var mere primitivt
Huis De bor i Ivigtut, Godthåb, Ka-
pisigdlit, Holsteinsborg, Sarfanguau,
Egedesminde eller Jakobshavn, kan
De ikke have undgået at lægge mær-
ke til ham på et eller andet tidspunkt
i de sidste måneder. En mand midt i
tresserne, i ikke helt nypresset mørkt
jakkesæt, uden overfrakke, halstør-
klæde og vanter, men altid med en
stor bredskygget filthat, — en uhyre
spændstig mand af sin alder, der fær-
des ude tidlig og silde og tilsynela-
dende altid er tilstede, hvor der sker
noget — som gennem sin kamera-sø-
ger interesseret følger lossearbejdet
på havnen eller flænsningen af en
sæl på stranden.
Det er mr. Allanson, — årets første
Grønlands-turist, og velnok også en
af de turister, der er kommet den
længste vej fra for at „opleve" Grøn-
land.
Mr. Allanson er australier — men
tilbringer det mindste af sin tid på sin
fårefarm i Victorialand. I løbet af den
sidste halve snes år har han fartet
verden rundt, — „inden det bli’r for
sent", som han selv udtrykker det.
SarfanguaK — med lydskrift
Han fører omhyggeligt dagbog over
sine rejser, og blader man løst i een
af dem, springer navne som Indien,
New Zealand, Singapore, Kina, Japan,
Afrika, Sovjetunionen, USA, Lapland,
Norge, Sverige, Danmark, Finland,
Storbritannien, Canada, Tahiti, Ton-
ga-øerne og Java frem i een syndig
forvirring.
På bladene for de sidste tre måne-
der står udelukkende grønlandske
stednavne —- alle med lydskrift!
Eskimoer i snehyfter
— Hvordan kom De på den tanke at
dyrke turisme i Grønland?
— Ganske simpelt fordi jeg ville se
noget „frisk"! Alle de lande, jeg har
været i, ligner i grunden hinanden
alt for meget ... så jeg tænkte, da jeg
sidst lagde rejseplaner, at Grønland,
dét måtte da være noget helt for sig
selv.
— Og De er ikke blevet skuffet?
— Bestemt ikke. Grønland er vir-
kelig et land for sig — selv om det er
knap så primitivt, som jeg havde fo-
restillet mig. Jeg troede ærlig talt,
det udelukkende beboedes af eskimo-
er i skindtelte og snehytter, men selv
om jeg jo er blevet belært om noget
ganske andet, — skuffet er jeg be-
stemt ikke blevet. Jeg har oplevet
meget på mine rejser, men jeg tror
roligt at kunne sige, at jeg har fået
mine, om jeg så må sige, stærkeste
indtryk heroppe. Måske fordi Grøn-
land er den diametrale modsætning
til Australien.
— Hvad har været Deres største
oplevelse heroppe?
— Dét er minsandten svært at sige!
(Fortsættes side 25)
En i sin art helt enestående bog er udkommet i Amerika.
Den har væref anmeldf i „Grønlandsposten" af Helge Christensen
Den er skrevet at Peter Freuchen og Finn Salomonsen og hedder
»The Arctic Year«
A month-by-month account of life in the Arctic Zone.
Illustreret med tegninger og kort af Erik Petersen.
438 sider — indbundet i hellærred kr. 44,35.
En bog der fængsler een fra første til sidste blad, både ved sin liv-
fulde og underholdende fortællerkunst og ved sin dybe indtrængen
i det forbavsende rige liv, der rører sig, i denne storslåede, men
ugæstfrie del af verden.
Bestil P. HAASE & SØN
International Boghandel
Løvstræde 8, København K.
7