Grønlandsposten - 01.03.1946, Blaðsíða 2

30
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2 — 1946
Det grønlandske fiskeris tilblivelse og opblomstring.
Grønlands store velgører og ven, professor Ad. S. Jensen, der i aar kan fejre 40 aar s jubilæum for sit
virke i Grønlands tjeneste, fortæller om sine mange interessante undersøgelser
over fiskeriet ved Grønland.
Faa danske videnskabsmænd har spillet en saa di-
rekte og afgørende rolle for den grønlandske befolk-
nings vel som professor Ad. S. Jensen. Paa Grønland
vil man endnu huske dette aarhundredes begyndelse,
hvor professor Ad. S. Jensen i 1906 første gang kom
op til landet og straks fattede en dyb interesse for
den grønlandske befolkning, en interesse, der i de
følgende aar skulde give sig udslag i udvikling af et
helt nyt erhverv, som skulde komme til at betyde
eksistensmulighed og velstand for tusinder af lan-
dets indbyggere.
I dette foraar fylder professor Ad. S. Jensen
80 aar, men endnu er han dagligt at træffe i sit ar-
bejdsværelse paa Zoologisk Museum fuldt optaget af
udarbejdelsen af et større værk om Grønlands fiske-
fauna, der lige siden hans første besøg paa Grønland
har haft hans særlige interesse. Intet i dette værelse
fornægter den roligt arbejdende videnskabsmand.
Overalt staar glas med grønlandske fiskearter, ind-
imellem ligger store stabler at videnskabelige af-
handlinger, særtryk og bøger, hvormed ogsaa reoler,
skuffer og skabe rundt væggene er fyldte. Selve over-
fyldtheden vil straks fortælle, at dette er Zoologisk
Museum
Vi beder professoren fortælle lidt om sit lange
virke i Grønlands tjeneste, og hvorledes han fik in-
teressen for dette arbejde, og det er nu professor Ad.
S. Jensen, der selv fortæller:
— I begyndelsen af aarhundredet blev jeg ansat
som assistent her ved Zoologisk Museum og fik som
opgave at udgive et værk om den grønlandske hlød-
dyrfauna paa grundlag af et allerede eksisterende
men endnu ikke udgivet manuskript. Ved at gennem-
gaa dette arbejde kom jeg af mig selv ind paa et nær-
mere studie over de grønlandske skalbærende blød-
dyr og blev da opmærksom paa, at man ikke skel-
nede skarpt mellem levende indsamlet materiale og
indsamlede døde skaller.
Det var mig saaledes paafaldende, at man var af
den mening, at den mest betydningsfulde musling,
yoldia arctica eller ishavsmuslingen, endnu var al-
mindeligt forekommende ved Grønland, skønt alt,
hvad der fandtes paa museet af denne art, var jord-
fundet. Jeg lagde ogsaa mærke til, at muslinger, som
slet ikke mere lever ved Grønland, fandtes imellem
det jordfundne materiale, for eksempel zirphæa, der
nu kun findes langt sydligere.
Dette førte til, at jeg bad Grønlands-farere samle
saadanne jordfundne skaller, og derved fik jeg helt
oppe fra Christianshaabs distrikt bragt eksemplarer
af zirphæa crispata, en musling, som slet ikke mere
lever ved Grønland, men som har sin nordgrænse
helt nede i Kanada. Paa den ene side havde vi alt-
saa yoldia arctica, der nu lever i det nordligste Grøn-
land, og paa den anden side zirphæa crispata, der nu
kun lever i Kanada. Disse fund førte til, at jeg skrev
en lille afhandling og gjorde opmærksom paa disse
to under helt forskellige klimatiske forhold levende
muslingers forekomst i jordlagene. Der maatte alt-
saa være sket en forandring i Grønlands klima, idet
yoldia arctica maatte stamme fra en tid med istids-
forhold for at uddø efter disse forholds ophør, og
omvendt maatte zirphæa stamme fra en tid med
langt varmere klima end i nutiden for ogsaa at
trække sig tilbage ved denne tids ophør. Efter isti-
den havde vi altsaa haft et varmere klima end i nu-
tiden.
En af vore mest fremragende Grønlands-forskere,
dr. K. /. V. Steenstrup, som selv har rejst meget i
Grønland og givet et vigtigt bidrag til Grønlands ge-
ologi, blev meget optaget af disse tanker, som jeg her
havde fremsat som en teori, og som kom til at falde
i traad med, hvad vi kendte fra Skandinavien, hvor
vi ogsaa har haft en istid efterfulgt af en varmere
periode end i nutiden. Steenstrup var paa det tids-
punkt medlem af kommissionen for Grønlands geo-
grafiske og geologiske udforskning, og han foreslog
nu, at jeg skulde sendes op til Grønland for selv paa
stedet at se, om min teori kunde bære. Foruden
Steenstrup var ogsaa admiral Wandel og kommandør
Gustav Holm medlemmer af kommissionen.
Jeg blev saa indkaldt til et møde og erklærede mig