Grønlandsposten - 01.03.1946, Síða 14

42
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2 — 1946
sæl derimod nær kysten eller iskanten hentes den
ind ved hjælp af en lang kasteline, i enden af hvilken
der sidder et flod med fire jernkroge. Eskimoerne
har opnaaet stor færdighed i at kaste denne line.
— Drives der endnu hvalfangst af nogen betyd-
ning?
— Ja, man fanger baade de store bardehvaler og
hvidhvalen. Bardehvalerne blev tidligere harpuneret
fra konebaadene, men skydes nu mest med kort-
løbede Bøsser med eksploderende projektiler. Hvid-
hvalerne derimod drives ind i laguner, hvor de dræ-
bes flokkevis, eller ogsaa sætter man garn for dem
som i Grønland. Hvalfangsten spiller dog ikke mere
nær den rolle, som den gjorde tidligere, hvor Point
Hope var et af de rigeste hvalfangststeder paa hele
kysten. Endnu spiller hvalrossen en betydelig rolle
som fangstdyr. Naar isen forsvinder hen paa som-
meren, kommer hvalrosserne paa træk sydfra og gaar
op paa kysterne, hvor de skydes og harpuneres. Kø-
det kan opbevares hele sommeren igennem i kød-
grave, der enten lægges i gamle husruiner eller gra-
ves ned under det konstant frosne jordlag. I løbet
af aaret skydes desuden en del isbjørne.
— Bruger man ogsaa derovre isbjørneskind til
bukser, ligesom i Thule?
— Nej, skindene anvendes kun som handelsvare.
Man gaar derimod klædt i sælskind om sommeren
og rensskind om vinteren. Om sommeren er man dog
mere og mere gaaet over til at anvende amerikanske
stoffer fra butikken.
— Hvad rolle spiller pelsdyr jagten derovre?
— Pelsdyr jagten er af stor økonomisk betydning.
Den gaar ind den 16. november og slutter den
10. marts. I den tid flytter en del af beboerne ind i
landet, hvor de har hytter, fra hvilke de passer deres
fælder. Det er især ræve, hvidræve, blaaræve, røde
Alaska-ræve og korsræve, men ogsaa ulve og jærve.
Ræveskindene sælges i butikken, der sælger dem
videre til private handelsmænd eller til skindfirmaer
i Staterne. Ulve- og jærveskind beholder de selv og
bruger dem til kantning paa pelse. Desuden fanger
de ogsaa et lille pelsdyr, jordegernet, hvis skind an-
vendes til pelse.
De oprindelige indlandseskimoer er for det meste
flyttet ned til kysten, fordi renerne forsvandt, men
enkelte er der dog tilbage, de lever især af rensjagt
og fiskeri. Alaska er jo bekendt for sine talrige varia-
tioner af fjeldørreder, der visse steder kan forekom-
me i store mængder.
Administration og undervisning.
— De omtalte før, at den amerikanske regering
paa et kritisk tidspunkt greb ind i udviklingen for
at redde eskimoerne fra undergang. Hvorledes admi-
nistreres landet da nu?
— Den amerikanske regering overdrog i 1890 ar-
bejdet med eskimoernes genrejsning til Bureau of
Education, der straks tog fat paa at oprette skoler,
der blev gjort til centrumer for bopladsernes aande-
lige og økonomiske liv. Det første maal, man satte
sig, var, at alle børnene skulde lære at læse og skrive
engelsk, saaledes at de lettere kunde klare sig mod
de hvide handelsmænd, komme i kontakt med myn-
dighederne og bedre optage moderlandets kultur-
goder. Ved skolerne er der næsten udelukkende ansat
hvide lærere, der ikke behøver at kunne spor eski-
moisk. Børnene bliver straks undervist paa engelsk
fra første dag af. I begyndelsen kan de ikke noget,
men sproget kommer meget hurtigt, og saaledes er
det gaaet til, at nu hele den yngre generation baade
forstaar, taler og skriver flydende engelsk. Der er
ikke tale om, at det eskimoiske sprog derved er gaaet
tabt. Det tales stadig i hjemmene og mellem befolk-
ningen indbyrdes. Det samme vil ogsaa være tilfæl-
det i Grønland, hvis det danske sprog blev indført
deroppe i børneskolerne.
Staten tager sig af og bekoster al undervisning.
Der findes ogsaa enkelte indfødte lærere, men disse
skal da have gennemgaaet den samme uddannelse
som hvide lærere. Nogen mellemting som i Grønland,
hvor der i stor udstrækning anvendes halvt uddan-
nede kateketer eller præster, kendes ikke. Læreren
har desuden et slags overopsyn med alt, hvad der
foregaar paa bopladsen. Er han klog, blander han sig
ikke direkte i noget, men nøjes med at være til hjælp
med raad og daad, naar han bliver anmodet derom.
Der findes ikke nogen tilknytning mellem kirke og
skole som i Grønland. I Amerika kendes statskirken
jo ikke, men alle mulige trosretninger og sekter er
repræsenteret, saaledes ogsaa i Alaska, hvortil
mange forskellige missionsselskaber har sendt deres
missionærer. Dette har været meget uheldigt for
eskimoerne. Da er den grønlandske statskirke langt
at foretrække.
Jeg maa lige nævne, at undervisningen i skolerne
er gratis, og ligeledes er lægehjælpen gratis for be-
folkningen. Den amerikanske regering har overhove-
det ikke nogen indtægter af administrationen.