Grønlandsposten - 01.12.1946, Blaðsíða 15

1. December
GRØNLANDSPOSTEN
241
lige danske hjem, har interessen for Grønland været
meget stor, og der er i Danmark en enestaaende vel-
vilje til at hjælpe Grønland frem til erhvervelse af
dansk civilisation og kultur.
Men de bøger og artikler, som skrives i Danmark
til den danske offentlighed, maa være sandfærdige
beretninger, saa folk kan faa et rigtigt og objektivt
indtryk af forholdene i vort land. Jeg har lige læst
en bog skrevet af Ole Vinding: Grønland 1945. Jeg
vil straks sige, at der staar meget godt i bogen, men
der er visse punkter, som jeg har maattet læse igen-
nem et par gange for helt al forstaa dem. Lad mig
tale rent ud om dem: Bogen burde hedde: Godlhaab
1945. Bogen indeholder mange citater fra visse grøn-
lændere, som Vinding tilfældigt har truffet i Godt-
haab. Nogle af disse udtalelser kan jeg ikke skrive
under paa som almengyldige for os grønlændere.
Forfatteren kan ikke selv grønlandsk og har derfor
kun kunnet tale med den ringe del af den grønland-
ske befolkning,, som kan lidt dansk. Men hvis man
vil skrive en bog om Grønland, maa man ogsaa have
et indgaaende kendskab til den jævne befolkning og
livet ved udsteder og bopladser, og hvad folk der ta-
ler om og tænker. Jeg ved, der er mange unge grøn-
lændere, som har lært en lille smule, som har store
tanker om Grønlands fremtid og ved, hvordan det
hele skal ordnes, men de kender selv for lidt til de
forhold, de taler om. Vil man kritisere Grønlands
Styrelse, maa man ogsaa være inde i alle enkelthe-
der. Først og fremmest har det saaret mig at læse
Vindings omtale af afdøde direktør Daugaard Jensen.
Det er ikke en værdig omtale af den store mand, vi
har haft. De sidste aars udvikling i Grønland fra
begyndelsen af 1900-aarene er Daugaard Jensens
værk, det kan man ikke komme udenom, for eksem-
pel fiskeriets udvikling og indførelse af Grønlands
kommunale forvaltning ude omkring i landet, kom-
muneraad og sysselraad.
Naar jeg skal efterlyse en arvtager til Rink, kan
det kun blive Daugaard Jensen, ja, jeg værdsætter
endog Daugaard Jensen højere end Rink. Daugaard
Jensen interesserede sig meget for den jævne befolk-
ning, hvad blandt andet ogsaa viste sig deri, at han
skaffede Nordgrønland et bogtrykkeri, saa ogsaa
nordgrønlænderne kunde faa deres avis og talerør for
befolkningen, hvad Rink havde givet sydgrønlæn-
derne.
Jeg har gerne villet sige delle om Daugaard Jen-
sen, fordi jeg er blevet stødt over omtalen i nævnte
bog. For det første troede jeg ikke, det var skik i
Danmark at tale saadan om en afdød, og dernæst
ved jeg af egen erfaring, at vi i landsraadet under
krigen har haft det bestemte indtryk, at landsfoge-
den ikke vilde fravige den af Daugaard Jensen fast-
lagte styreform for Grønland. Heldigvis har dette styre
ogsaa været saa fastgroet i vor bevidsthed, at sam-
arbejdet har kunnet bibeholdes og gaa godt krigen
igennem. Den politik, som den danske regering gen-
nem Grønlands Styrelse har ført i Grønland, har
været afpasset efter grønlændernes egen fatteevne.
Daugaard Jensens politik var i et og alt at faa den
jævne befolkning med, og det lykkedes ham.
Ogsaa vi grønlændere, som kender en lille smule
til politik, mener, at vi skylder Daugaard Jensens
Grønlands-politik tak for, at vi har faaet lov til at
udvikle os, saa vi bedre kan følge med i den udvik-
ling, som vi alle ønsker for vort land. Naar man an-
griber Grønlands Styrelse, er det i virkeligheden den
danske stat og dennes politik paa Grønland, man an-
griber, og det fortjener den ikke.
Grønlandske vignetter
•
I en bog, der nylig har set lyset, »Breve fra Vid-
derne« (De Unges Forlag), fortæller Johannes Sang-
toft om sine oplevelser paa Grønland, spændende
jagtskildringer og beretninger om livet blandt grøn-
lænderne. I det ydre fremtræder den med et ganske
banalt, farvet omslag, forestillende en isbjørn, der
dog langt stemningsfuldere træffes paa ny blandt
bogens fotografiske illustrationer.
Hvad der imidlertid her særlig skal gøres op-
mærksom paa, er en række pennetegninger, der som
langagtige vignetter indleder kapitlerne. De skyldes
maleren Fritz Bruzelius, hvis navn forlaget dog i
aabenbar distraktion har undladt at meddele. Der er
energi i disse livfulde og dramatiske fangstscener
og glimt af jægerlivet i isregionerne. Enkelte staar i
gengivelsen lovlig »sort« i tonen, men de bedste vid-
ner i kraft af linieklarheden, det luftige og præcise-
rende i formen om særlige evner hos kunstneren for
bogillustration. De betyder en værdi for bogen. (J. Z.
i »Nationaltidende«).