Grønlandsposten - 01.12.1946, Qupperneq 21

1. December
GRØNLANDSPOSTEN
247
Det maa jo nemlig være Folk, der har bevist, at de
kan leve primitivt og tage, hvad der kommer for.
Engang har jeg, som det vil skønnes, selv med Glæde
villet tage Jobbet, og fremdeles vilde jeg ikke und-
slaa mig, om det kom an paa det, og der ikke fand-
tes nogen bedre. Ja, endnu saa sent som i Efteraaret
1939 ansøgte jeg Laurits Andersens Fond om et Sti-
pendium, der kunde sætte mig i Stand til at sætte
mig ind i Tamrenhold i Lapland, hvor jeg samme
Aar havde været for egen Regning. Det er imidler-
tid et stort Plus, blot det at være en ung Mand, der
kan ventes at kunne holde til det en længere Aar-
række — og kunde man saa maaske ikke vælge Han-
nibal Fencker. Han er endnu i sin bedste Alder, er
barnefødt i Grønland, taler dets Sprog og kan leve,
som det rnaatte kræves. Det kan vist godt siges, at
han tjente sine Sporer uden Dadel paa Jette Bangs
Vinterekspedition fra Ikerasak til Thule og retur i
1938-39, og saa har han ydermere den Fordel, at han
interesserer sig for alle levende Væsener og ikke
mindst for Tamrener, selv om det er mindre kendt,
og han vil være for beskeden til at lufte det.
Men inden vi gaar videre, maa vi tænke os lidt
om. Det maa nemlig være sikkert, at Dyrene indføres
uden Mulighed for at slæbe de Bremser med, som i
saa vid Grad generer deres Fred og nedsætter deres
Huders Værdi. Og i endnu højere Grad maa det vel
overvaages, at det bliver sunde Dyr, der ikke ved at
udbrede mulig Lungetuberkulose eller andet lignende
til Grønlands formentlige raske Bestand af Vildren
kan afstedkomme en uforudset Udryddelse af denne.
Der maa her tages de bedst mulige Forholdsregler.
Men derefter skal de indførte Dyr alligevel hurtigst
muligt hen, hvor Hensigten er, de skal være og gøre
sig Landet nyttigt. I de første mange Aar skal natur-
ligvis alle de fødte Simler have Lov at leve, men
Bukkene kan man vel ret hurtigt tynde ud i. Og
ved Siden af maa der saa leves af forhaandenvæ-
rende Vildt og Fisk samt tilført Proviant.
Hvorvidt man vil benytte Renerne selv til Last- og
Køredyr eller ty til Hundespand er et andet Spørgs-
maal. Hundene er jo langt de mest udholdende, men
kan maaske nok give Anledning til Overfald paa
Renhjordene nu og da. løvrigt kommer det ogsaa til
at spille ind, om Renerne skal sættes ind Nord eller
Syd for den vedtagne Slædehundegrænse.
Hvad der skal ind af Depoter, maa sejles ind til
de mest fordelagtige Pladser langs Fjordene. Der
maa ligeledes være udset egnede Steder, hvor Dyrene
kan drives ned til Slagtning og Forsendelse til Yder-
kysten. I alt Fald til en Begyndelse vil det sikkert
være praktisk, at det nye Erhverv lades mest muligt
i Fred og Ubemærkethed. Noget Vrøvl med passio-
nerede Rensjægere maa selvfølgelig imødeses, selv
om disses Antal er blevet færre og færre og vel stedse
tager af, som Fiskerierne tager til. Maaske gav det
mest Forstaaelse, om Renhjordene snarest gørligt
blev gjort til et Aktieforetagende i Lighed med, hvad
Helge Larsen beretter om er Tilfældet i Alaska. Man
klipper jo dog intet Steds i Verden den Gren af, man
selv sidder paa, og just i Holstensborg og Sukker-
toppens Distrikter maa der findes saa velstillede og
forudseende Grønlændere, at de vil kunne tænkes
som Aktionærer, der gør deres Indskud i Penge og
faar deres Udbytte i Kød og Skind m. m. De betaler
allerede nu indbyrdes disse Ting fra Vildrenerne med
efter grønlandske Forhold høje Priser.
Maalt med tilsvarende Egne i Nord-Europa, Asien
og Nord-Amerika er de Arealer, der haves til Raa-
dighed, vel nok smaa, men alene mellem de to Strøm-
fjorde findes dog ca. 500 danske Kvadratmil isfrit
Land og Syd for Sdr. Strømfjord i Tilslutning her til
yderligere 140 Kvadratmil, saa alt i alt er her dog et
respektabelt samlet Landomraade — og som gennem
historisk Tid er kendt som fint Renland. Rasmus
Muller, hos hvem jeg har hentet disse Tal, beretter
om Folk, der har kunnet skyde 50 Rener om Dagen,
og om andre paa hans egen Tid endnu levende, der
har skudt ca. 600 Stykker paa en Sommer. Ham skyl-
des ogsaa nedenstaaende Sammendrag over det gen-
nemsnitlige Udbytte for en Aarrække i hele Grøn-
land.
I Aarene 1838-55 er nedl. 25,698 Dyr gensn. pr. Sæson
- — 1856-62 - — 8,534 - — - —
- — 1863-93 - — 3,708 — - —
Det viser tydeligt, at Bestanden ikke har kunnet
bære en saa voldsom Beskatning, men beviser tillige,
at Dyrene har været der og kunnet finde Føden —
og saa kan et lignende Antal antagelig fremdeles
trives der. Hvad deres Hyrder angaar, lærer de saa
vel ogsaa at klare sig der, som andre Steder, hvor
Mennesker sætter sig for at ville leve.
Som nævnt tidligere, naar Tidspunktet er modent,
vil der blive sat ind, og nu er man dog naaet saa
vidt, at Sagen er taget med i den nye Grønlands-
Betænkning og saaledes lyst i Kuld og Køn. Lad os
saa faa det i Gang nu, hvor der vitterligt er Kød-
mangel i Grønland, og hvor det spøger i Fremtiden,
hvad man skal ty til, hvis Fiskeriet, som Fagfolk