Grønlandsposten - 01.12.1946, Blaðsíða 19

1. December
GRØNLANDSPOSTEN
245
Mere om Tamren-Hold
Lige siden »Grønlandsposten« begyndte at udkom-
me, har jeg faktisk gaaet og ventet paa en omfattende
Artikel om Tamren-Hold, og da den stadig udeblev,
tillod jeg mig vist endda at anmode Bladets Redaktør
om at afæske Erling Porsild hans Mening, nu han
just tilfældig sad som canadisk Konsul i Godthaab
og fra sin tidligere saa bekendte 3-aarige Drivning
af Rensdyr maalte formodes at ligge inde med god
førslehaands Viden om Emnet. Formodentlig er jeg
dog kommet for sent med mit Forslag, saasom Resul-
tatet fremdeles er udeblevet. Derimod har man saa
hele 2 Gange i Aar beskæftiget sig med Sagen, nemlig
Side 13 og 48, foruden at Bladets Redaktør i et Inter-
view med Museumsinspektor Helge Larsen har fore-
spurgt ham om hans Mening. Dette giver mig Mod til
at fremkomme med mit Bidrag til bedst mulig Be-
lysning af Sagen.
I Sommeren 1923 havde jeg den uforglemmelige
Oplevelse som eneste Europæer (forresten vist baade
før og siden) at deltage i en kangåmiutsk Renjæger -
families maanedlange Omflakken i det store Rens-
dyrfelt ved Bunden af Sdr. Strømfjord. Bortset fra,
at vi fra sidste Tredjedel af Juni til sidst i August
skød 68 Rener, og dog var den af 6 Konebaade i Følge
som fik mindst, havde jeg selvsagt en eminent Lej-
lighed til at lære store Dele af Omraadet at kende og
naturligvis just dem, hvor Rensdyr færdedes og hav-
de Mulighed for at trives. Det kunde ikke andet end
blive mig aabenbart, at disse frodige Stræk om Søer
og Elve, der lyste af Græs og grønne Urter, i Forbin-
delse med Højsletternes Mos- og Lavmarker maatte
kunne bære et stort Tamrenhold, og det begyndte
jeg saa selvsagt at drive Propaganda for blandt de
førende Slægter, da vi kom tilbage til Udstedet. De
lyttede med megen Opmærksomhed efter, hvad jeg
udkastede om at fange Kalve i Maj, hvor de endnu
kunde løbes op, og saa at amme dem hos medbragte
Geder, — og jeg var jo saa ung, at jeg endnu troede
paa, at en Sag stod foran sin Løsning, blot man
havde peget paa dens Mulighed. Jeg kendte endnu
ikke det grønlandske Sinds passive Ro, saa lidt som
jeg havde fattet, at Styrelsen taalmodigl arbejdede
just med dette som en Kendsgerning.
Men da jeg samme Efteraar kom til Danmark, og
der just i forskellige Blade debatteredes livligt om
Grønland som Kvægavlsland, glemte jeg ikke, hvad
jeg havde set, men ydede min Skærv, endda med det
til Følge, at Slagtermestrenes Fagblad optrykte mig
— og øjensynlig saa mine tusindtal store Rensdyr-
flokke rede for Kniven! Vel sagtens var det ved
samme Lejlighed, at jeg indgav nogle Udkast til
Rigsdagens Nedsyltningsafdeling, at jeg kom i For-
bindelse med Knud Rasmussen. Han gav mig i alt
Fald Oplysninger om et amerikansk Firma, der eje-
de ca. 50,000 Tamrener, og hvor jeg vilde kunne
sætte mig ind i Forholdene. Jeg anede endnu ikke
den Gang — og først langt senere — at han selv og
paa langt mere solid Maade havde beskæftiget sig
med Emnet.
Det gik imidlertid helt anderledes, end jeg havde
tænkt, idet Direktør Daugaard-Jensen en Foraarsdag
1925 foreslog mig at tage op til Upernavik for at
danne mig et Skøn over, om der ogsaa der kunde
fanges Hvidfisk efter Stængegarnsprincippet. Og
dermed var saa min Skæbne bestemt til Dagen i Dag.
Paa Oprejsen hændte det sig imidlertid, at den aldrig
emneløse Kaptajn H. F. V. Hansen en Dag kom til
at ironisere over Godtfred Hansens Faareavlsprojek-
ter, og det havde han sikkert faaet Lov til i Fred,
om ikke han havde bemærket, at han selv havde
været med paa Ekspedition inde ved Bunden af Sdr.
Strømfjord sammen med Rigsdagsdelegationen af
1923 og da faaet Syn for det haabløse i Sagen. Saa
kunde jeg ikke tie længere, da jeg nemlig havde lig-
get med min Prismekikkert paa den anden Side af
Elven der og set de Herrer vandre 2V2 Mil op langs
denne for saa at slaa Teltlejr og blive der, til de
næste Formiddag vendte tilbage til »Gertrud Rask«
igen uden at have været borte fra den af hævet Hav-
bund bestaaende Lerslette, hvis tørre Vegetation na-
turligvis intet Indtryk kunde gøre paa et dansk Øje,
hvad Frodigheden om Højlandets Søer og i de elv-
gennemstrømmede Dalstrøg dog sikkert kunde have
gjort. Det fremsatte jeg med ungdommelig Frimo-
dighed og havde virkelig den Tilfredsstillelse, al
selve H. F. V. H. for en Gangs Skyld lav (og vist
aldrig tilgav mig helt). Direktør Daugaard-Jensen
mente vel saa, at nu maatte han holde mig i Bunde