Grønlandsposten - 01.12.1946, Blaðsíða 16

242
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 10 — 1946
Pastor Gerhart Egede fortæller om indtryk
fra Grønland og Danmark
Kort før sidste »Disko«s afgang fra Danmark har
»Grønlandsposten« en samtale med Grønlands-dele-
gationens formand, pastor Gerhart Egede fra Frede-
rikshaab. Vi beder pastor Egede først fortælle lidt
om sig selv, sin barndom og ungdom i Grønland, og
pastor Egede fortæller gerne:
— Jeg er født ved Narssak ved Julianehaab, hvor
far var en af datidens bedste fangere paa egnen. Han
ejede alt, hvad en fanger havde brug for, og jeg er
meget stolt af, at han blandt andet havde det bedste
grønlandske telt i Julianehaab-distriktet og var
ekspert i kajak- og konebaadsbygning. Jeg tror, det
er fra far, at vi brødre har arvet vort praktiske haan-
delav.
Vi var fem drenge og to piger. Mine fire brødre
lever endnu. To er fangere og faareholdere, min bror
Otto har desuden været i landsraadet fra sit treog-
tyvende aar. En bror er fanger ved Narssak, og den
yngste, Niels, har taget seminarieeksamen fra Tøn-
der Seminarium og har været lærer, men er nu pen-
sioneret paa grund af TB.
Min mor var datter af Grønlands salmedigter, Ras-
mus Bertelsen. Det er hendes skyld, jeg blev præst.
Hun fik en god uddannelse. — Tiden kom til at
kræve et haardt arbejde af hende, idet vor far døde
meget tidligt, endnu før jeg var konfirmeret. Vi
drenge maatte da selv forsørge familien, og især var
min ældste bror Otto en dygtig fanger og fangede
meget allerede i tolvaarsalderen.
Der var dengahg en børneskole i Narssak, hvor jeg
fik min første undervisning, men den var ikke me-
get bevendt. I hele min skoletid har jeg saaledes ikke
set noget, der lignede et landkort. Da jeg blev kon-
firmeret, vilde bestyreren i Julianehaab gerne have
mig som udliggerlærling, men allerede da havde jeg
besluttet mig til at blive kateket, og sommeren 1906
sendte daværende pastor Frederik Balle mig til se-
minariet i Godthaab.
Godthaab Seminarium var en stor oplevelse for
mig, men samtidig var det lige ved at tage modet fra
mig, fordi jeg her pludseligt blev stillet overfor saa
meget nyt, som jeg i børneskolen aldrig havde lært
om. Jeg troede i begyndelsen bestemt, at jeg vilde
blive sendt tilbage igen som umulig, men jeg opgav
alligevel aldrig haabet om engang at blive kateket,
saa jeg fortsatte med al min energi.
Vi havde gode lærere paa seminariet, samtidigt
med at jeg var saa heldig at komme ind paa det nye
seminarium, der var ledet af den unge provst Schultz-
Lorentzen. I fire aar havde vi Schultz-Lorentzen som
forstander, der afløstes af Frederik Balle, begge me-
get betydende mænd. Jeg tror, det er de to bedste
forstandere, der har været paa seminariet under hele
dets eksistens.
Paa samme tid kom den store vækkelse i Godthaab,
hvori Schultz-Lorentzen var hovedmanden, og de
bibellæsninger, han holdt paa seminariet for Godt-
haabs befolkning, hører til mit livs største oplevelser.
Da jeg i 1912 afsluttede min seminarieuddannelse
i Godthaab, var jeg en af de to bedste elever, der
skulde sendes til Danmark til videreuddannelse. Den
anden var pastor Karl Heilmann.
Da vi kom til Danmark, fik vi den senere biskop
Ludvigs som lærer og plejefar. Mit ophold i dette
hjem og hans undervisning blev afgørende for hele
mit liv som præst. Vi havde hver dag 3—4 timers
undervisning med undtagelse af sommerferien, i
hvilken jeg altid rejste rundt i Danmark. I del sidste
aar var jeg endda nede i Tyskland med provst Lud-
vigs som rejsefører, vi var en fjorten dages tid paa
fodtur i saxisk Svejts.
I 1914 kom jeg op til Egedesminde og var over-
kateket, før jeg blev ordineret. Tiden i Egedesminde
havde en særlig betydning for mig, idet jeg var med-
hjælper hos nu afdøde provst Knud Balle, og jeg
har siden da altid syntes, at de vordende grønlandske
præster skal have saadant et ophold hos en dyg-
tig og god præst, før de bliver ordinerede.
Da jeg blev ordineret, kom jeg ned lil Frederiks-
dal, som dengang var præstegæld, før Nanortalik
blev oprettet som saadant. Tre aar kom jeg til at til-
bringe i Frederiksdal med pastor Jens Chemnitz som
nabopræst, en mand, som jeg stadigt kalder for en