Atuagagdliutit - 23.05.1957, Blaðsíða 5

huset ansat en efter sigende dygtig
fanger som sygehuskarl. Han havde
både slæde og hunde og var faktisk
lige klar til at gå på fangst. Samtidig
gik der på stedet en tidligere patient,
som ikke mere kunne tåle fangstlivets
strabadser. Han ville gerne arbejde på
sygehuset, og ved at snakke med de
interesserede parter lykkedes det at få
mageskiftet — tilsyneladende til alle
parters tilfredshed.
GRØNLANDS SELVFORSYNING
Jeg nævnte før, at hovedemnet på
mødet med befolkningen i TJmanak
var ræklinger — eller sagt på en an-
den måde spørgsmålet om Grønlands
selvforsyning. Umanak havde masser
af ræklinger — andre steder ville man
gerne købe denne vare, men kunne
ikke få den. Ved et udsted i Thule di-
strikt havde man overflod af kød og
mattak efter en savssat, men kunne
ikke afsætte eller henkoge noget af
fangsten til senere salg.
Jeg ved, at der har været arbejdet
med og stadig arbejdes med dette pro-
blem. Det er meget vanskeligt at løse,
men det ville være meget betydnings-
fuldt, hvis der i højere grad kunne ar-
rangeres bytteforretninger kysten
langs. Jeg ved ikke, hvor meget det
vil betyde i kroner og øre for landet,
men det ville være psykologisk rigtigt
at forsøge — eller rettere at gå videre
med de forsøg, der allerede er i gang
— fordi man herved vil give befolk-
ningen en fornemmelse af, at alle
trækker i samme retning, og at der
findes folk, som sætter pris på den
vare, der produceres.
FLYTNINGER OG BEBOELSES-
HUSE
Flytningerne — ja, mange menne-
sker er jo flyttet til andre og forhå-
bentlig bedre steder i de seneste år, og
der er siden 1950 formodentlig nedlagt
et halvt hundrede små steder. Der er
kommet mere ro over spørgsmålet,
men udviklingen vil medføre og også
nødvendiggøre flere flytninger endnu,
navnlig i syd-distrikterne. Kunsten er
at få skabt steder, som folk står sig
ved at flytte til og som de gerne selv
vil flytte til — men også på dette om-
råde trænges der til oplysning. Be-
folkningen kan godt forstå det fornuf-
tige i en sammenrykning af bosteder-
ne, når man fortæller, at en lærer lige
så godt kan undervise 20 børn som 5
— navnlig når der nu er mangel på
lærerkræfter. Det samme gælder jo
forøvrigt også for fødselshjælpersker
og andre, for ikke at tale om Hande-
lens virksomheder.
Som sagt — folk kan godt forstå det
nyttige i at flytte, bare de selv må få
(Fortsættes på bagsiden)
HVORFOR ER DET SÅDAN?
Det spørgsmål, jeg oftest mødte — og det er
jo ganske naturligt — var: HVORFOR? Hvor-
for er det sådan? Jeg prøvede at besvare
spørgsmålene bedst muligt undervejs, men det
er ganske givet, at dette er et af de områder,
hvor man må sætte kraftigt ind: stadigvæk
fremover i stigende grad at søge at tilfreds-
stille befolkningens behov for oplysning om
baggrunden for det meget nye, der sker og
om på hvilken måde det sker — men navnlig
hvorfor det sker. Det gælder både små og
store ting.
Der skal oplysning til på alle tænkelige må-
der — båndfilm og båndfilmsapparater —
møder med de mennesker, der er sat til at fo-
NÆSTEN 2 måneder varede lands-
høvdingens slæderejse fra Nia-
Kornarssuk i Kangatsiak distrikt
til Thule norddistrikt — og så gik der
nogle dage med at komme fra Godt-
håb til NiaKornarssuk, hvor slæderne
ventede, og en ugestid med et komme
hjem fra Thule til skrivebordet i ad-
ministrationens røde bygning. Ca. 1300
kilometer slædetur målt i luftlinie,
godt 2100 kilometer
efter ruten og 2400
med de afstikkere,
der blev foretaget un-
dervejs.
— Men alt gik plan-
mæssigt, fortæller
landshøvdingen efter
hjemkomsten til
Godthåb i en samtale
med „Grønlandspo-
sten“. For hvert di-
strikt blev der skiftet
slædekørere, og det
var dygtige folk, som
ikke tog nogen chan-
cer. Jeg så ingen
bjørne — desværre —
og jeg faldt ikke igen-
nem isen, selv om
det kunne være sket
nogle gange under-
vejs. Da vi kørte over
Diskobugten mødte vi
nogle slæder, som var
startet kort før os.
Mændene stod ved si-
den af slæderne og
betragtede os hele ti-
den, og da vi kom
hen til dem og spurgte, hvad de ven-
tede på, svarede de: „På at se, om De
faldt igennem". — Det viste sig, at det
var en ganske smal „isvej “, vi kørte
på. Til begge sider var isen strømskå-
ret og usikker.
Mange oplevelser, mange ind-
tryk og mange møder
— Det var en tur, som bød på man-
ge oplevelser, fortsætter landshøvdin-
gen — men egentlig ingen særlig dra-
matiske — og jeg har mange indtryk
med hjem, som jeg håber vil komme
mig til gode i arbejdet i de kommende
år. Forholdene i Nordgrønland er af
en sådan art, at de også bør bedømmes
ved vintertid — så godt det nu kan
lade sig gøre under en rejse gennem
landet. Det ér iøvrigt mit indtryk, at
man langs kysten var glad for — for
en gangs skyld — at få besøg lige
midt i den tid, hvor samkvemmet
mellem de forskellige steder er mindst.
Vi startede fra Godthåb den 21. fe-
bruar — kom ud i hårdt vejr — mødte
senere vestis og måtte vende om — så
der gik næsten en uge, før vi nåede
frem til NiaKornarssuk, hvor der ven-
tede seks slæder — tre til posten og tre til
mig, selv om jeg kun havde bedt om to. Un-
dervejs havde jeg lejlighed til at besøge bl. a.
Sukkertoppen og Holsteinsborg — samt Ag-
KigsserniaK, Agto og IkerassaK. De sidste ste-
der flød de bogstaveligt taget i sæler.
Slædeturen til Egedesminde gik godt. Det
var ikke helt nyt for mig, idet jeg tidligere
har kørt slæde i Thule — og i Egedesminde
formede besøget sig som alle de andre steder
med en masse møder og samtaler — med kom-
munalbestyrelse, bebyggelsesudvalg, lands-
rådsmedlemmer, institutionsledere og for-
eninger. Med befolkningen oplevede jeg en
række spørgeaftener, som jeg var glad for.
Programmet på disse møder var stort set
det samme hvert sted, men problemerne og
navnlig de spørgsmål, der blev stillet, var for-
skellige. Oftest var det på møderne med be-
folkningen de lokale ting, der blev trukket
frem — men sammenlagt giver de et konkret
billede af forholdene, som de er.
restå opgaverne i disse år. Ikke alene
for at få besvaret „hvorfor", men og-
så for at skabe kontakt. For når først
kontakten er der, bliver der spurgt om
mange ting, og ordentlig besked om
tingene betyder større tilfredshed og
større og bedre produktion.
Inspektør Mørk Rasmussen i Thule
fortalte mig, at han under en ferie på
Mallorca en dag så en stabel sække
Mere kontakt,
mere oplysning,
mere forståelse!
Landshøvdingen om nogle af indtrykkene
fra den lange slæderejse
med saltfisk fra Grønland. Han satte
sig ned og fortalte om, hvordan fisken
var blevet til — og det interesserede
folk at høre. På samme måde må man
heroppe sætte sig ned og fortælle be-
folkningen, hvad der sker med fisken
på dens vej fra fiskehuset til Mallor-
ca. Og mange andre ting desuden.
Man må fortælle Nordgrønland om
Sydgrønland og omvendt — om hvor-
dan folk lever og arbejder. Derved
kan man skabe en større fornemmelse
af, at det er de samme mennesker, der
bor i landet. Måske kan nogen få lyst
til at bo et andet sted, når de ved no-
get om, hvordan der er at være, og
måske kan de også få en fornemmelse
af de vanskeligheder, der har præget
landet i disse opbygningsår.
Befolkningen i Grønland har ikke
som andre folk andre steder haft mu-
lighed for gennem en lang opbygnings-
periode at gøre sine egne dumheder
og at drage erfaring deraf. Opbyg-
ningsarbejdet her er i høj grad blevet
tilrettelagt og udført af staten og det
offentlige iøvrigt. Derfor må der oplys-
ning til. Højskolen kan hjælpe til her
— også med at lære eleverne, at man
ikke alene arbejder for sin egen skyld,
men også for samfundets.
FORSORGEN KAN VÆRE FARLIG
AT BRUGE
Som sagt var det forskellige ting,
der blev spurgt om de forskellige ste-
der. I Umanak drejede en del af dis-
kussionen sig om ræklinger, i Jakobs-
havn var det blandt en masse andet
især spørgsmålet om un-
derstøttelsesreglerne der
blev drøftet.
Forsorgen var jo tid-
ligere meget ringe. I de
senere år er der sket en
betydelig forbedring, og
det er kun godt, men jeg
tror, der er en fare for,
at den kan blive brugt i
for stort omfang rundt
om. Det kan være far-
ligt — man skal passe på
ikke at komme ned i en
dal, hvorfra det kan væ-
re svært at komme op
igen. Jeg er ikke sikker
på, vi helt har fundet
balancen på dette områ-
de.
Mit indtryk er, at for
mange af de produktive
kræfter ikke er sat ind
på at producere — at
for mange bare går og
venter på skib. Jeg ved
ikke, om det er teknisk
gennemførligt, men det
ville være meget ønske-
ligt, om man kunne få
flere ind i erhvervsvirksomhed og væk
fra at være håndlangere. Det hænger
iøvrigt sammen med noget, jeg tidlige-
re har sagt — nemlig at det vil være
en lykke for det grønlandske sam-
fund, hvis den store byggevirksomhed
kan gøres færdig hurtigst muligt og
ved hjælp af fremmed arbejdskraft.
Hvis der kommer for mange grøn-
landske håndlangere ud af disse år,
står man en skønne dag i den situa-
tion, at de pågældende ikke mere er
rigtig egnede til produktivt arbejde.
Derfor skal vi være glade for, at den
danske stat i dyre domme sender ar-
bejdskraft herop — og at den betaler
disse mennesker for at rejse til Grøn-
land og gøre arbejdet og så rejse hjem
igen.
I Upernavik er byggeriet f. eks.
snart færdigt, og der er bestemt ikke
brug for flere håndlangere eller hus-
karle — tværtimod. Alt må sættes ind
på, at de fuldt arbejdsdygtige, der har
sådanne stillinger, så vidt muligt byt-
tes om med folk, der er mindre egne-
de til fangst eller fiskeri, f. eks. efter
omstændighederne tidligere tb-patien-
ter. — I Kraulshavn var der på syge-
5