Atuagagdliutit - 23.05.1957, Blaðsíða 26

REJSELÆNGSEL
Jens Kruuse, dr. phil., journalist og
forfatter, må være den ideelle rejse-
kammerat. Ikke fordi han praler af
sine egenskaber i den retning i sin nye
bog „Min kone sidder på kassen"
(Hasselbachs Forlag), men fordi det
lyser ud af hver eneste side af bogen,
at han kan li’ at rejse. Ikke absolut
for at se berømte bygninger og andre
flerstjernede seværdigheder, men for
at komme i kontakt med mennesker
undervejs. Hans rejselyst, hans viden
og hans charmerende måde at fortælle
tingene på, gør bogen til en oplevelse.
Rejseruten er Tyskland—Frankrig—
Italien—Østrig—Tyskland — Danmark,
men det er faktisk kun Frankrig og
Italien, man oplever med Jens Kruu-
ses øjne. Navnlig Tyskland går han
meget let hen over udfra den betragt-
ning, at det er kedeligt, dette land lig-
ger mellem Danmark og civilisationen,
selv om man også der træffer rare
mennesker. Engang imellem kommer
forfatteren i tanker om, at bogen jo
egentlig er en praktisk rejsefører —
og så giver han en række praktiske
rejseråd. Men det er ikke disse saglige
oplysninger, der vækker rejselængslen
i een. Det gør derimod Kruuses be-
skrivelser af sol og landskaber, af byer
og mennesker og vin og mad. Man får
lys til at følge hans rejserute og også
til at bede ham om at være rejsefører.
Og man får lyst til at hilse på værten
og værtinden på hotellet i Arles, hvor
Kruuses rejseselskab boede — madame
og monsieur Pelletan. Om dem for-
tælles bl. a.:
„Monsieur og madame Pelletan sam-
arbejdede naturligvis brillant. Han
skænkede vore Dubonnet’er. Og han
gik med hende på marché, når indkø-
bene skulle gøres. Det var den sidste
dag i Arles. Vi havde pakket Marietta
(bilen), og nu ventede vi kun på mon-
sieur og madame for at sige farvel.
Det var netop den dag, vi forgæves
havde eftersøgt mundstykket til klari-
netten.
Da så vi det pudsige optog. Først
monsieur Pelletan, stor, rolig, stilfær-
dig på sit æsel, så madame, lille, ivrig,
rund og fortryllende, belæsset med
pakker og med indkøbsnet.
Annabeth holder altid med kvinder
i en situation af den art. Hun lod sig
ægge:
Francoise Sagan:
ET USIKKERT SMIL
(Det Schønbergske Forlag).
En ung pige har skrevet denne
bog om en ung pige — og gjort det
med ungdommens charme, men
samtidig med den modne kvindes
evne til at se tingene i perspektiv.
Francoise Sagan er kun først i ty-
verne, men har med denne bog al-
lerede to store sukces’er bag sig.
Den første var „Farlig sommerleg".
„Et usikkert smil" bekræfter den
unge forfatterindes talent.
Hun fortæller om Dominique, en
ung pige i Paris, der ikke rigtigt
ved, hvad hun skal stille op med
sig selv. Hun har en ven, hun går
til forelæsninger, danser, læser —
keder sig og synes ikke, hun kan
finde sig selv eller få kontakt med
livet, der sikkert er dejligt, hvis
man forstår at leve det. Gennem
den midaldrende Luc, en charme-
rende, men desværre gift mand, op-
lever hun kærligheden, flugten til
højderne og det dybe fald fordi hun
ikke forstår at trække den grænse
for sine følelser, som han fra star-
ten har sat.
Historien er fortalt stilfærdigt,
men samtidig meget indtrængende.
Man læser bogen som den roman,
den er, men får noget foræret sam-
men med handlingen: et usikkert
smil...
— Monsieur Pelletan, sagde hun,
hvorfor er det Dem, der rider på æsel
og ikke Deres kone?
Han så mildt og roligt på hende og
svarede stilfærdigt og blidt, uden vre-
de eller afvisning:
— Voyons, madame, min kone har
jo ikke noget æsel!
MILITÆR-IDIOTI
Franz Berliner:
TINGELINGELATER
Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck.
Berliner har tidligere skrevet en del
noveller. Også nogle artikler og kro-
nikker, bl. a. fra Angmagssalik, hvor
han har siddet i nogle år som radio-
telegrafist. „Tingelingelater" er hans
første roman, men den har ikke så lidt
af novelleformen over sig. Forfatteren
fortæller om sine oplevelser som sol-
dat, om livet på og omkring en kaser-
ne, om befalingsmænd og værneplig-
tige og deres oplevelser fra indkaldel-
se til hjemsendelse — men han har
lykkeligvis ikke skrevet den i jeg-
formen.
Bogen er meget velskrevet og let
læst, og den giver gennem sine perso-
ner sit handlingsforløb et realistisk
billede af militær-idioti, som det for-
mer sig på enhver kaserne med ovér-
mænd og undermænd, med stroppe-
ture og øvelser, parader og fratagelse
af nattegn, skulkeri og pligtopfylden-
hed. Man stifter bekendtskab med en
række unge mennesker, som taler
ungdommens sprog og søger at leve en
så normal tilværelse, som det nu kan
lade sig gøre, når man ikke på nogen
måde råder over sig selv.
Bogen, der har fået H. C. Andersen-
Mindemedaljen, er ikke et angreb på
forsvarsviljen, men på det system, den
er kapslet ind i og som kan få selv
den bedste vilje til at forsvinde.
HETITTERNES GÅDE
Det fomylig jubilerende danske na-
tionalmuseum kan snakke med om
den interesse, der fra menigmands si-
de vises arkæologien. Og nationalmu-
seets årbøger taler deres tydelige sprog
om det samme. År efter år gøres der
af amatørarkæologer interessante
fund, og i virkeligheden står national-
museet i stor gæld til interesserede
folk landet over lige fra skolelærere
til tørvearbejdere. At interessen for
disse spørgsmål er udbredt fremgår
også deraf, at populært tilrettelagt
litteratur om arkæologiske opdagelser
erfaringsmæssigt har et stort publi-
kum. Der har været adskillige tilfælde
i de senere år, hvor bøger af denne
kategori har vist sig at få stort salg.
Og det er ikke underligt.
Bøger om arkæologiske udgravnin-
ger og opdagelser, hvad enten de drej-
er sig om fædrenes liv i vort eget land
eller om afdækning af hverdagen hos
historiens store kulturfolk er spæn-
dende stof. Man kan vanskeligt tænke
sig et mere spændende emne end
for eksempel udgravningshistorien
i forbindelse med de ægyptiske
kongegrave. Her er alt, hvad en
modtagelig fantasi kan kræve, — ufor-
færdede videnskabsmænd, der arbej-
der under vanskelige forhold, gamle
forbandelser, og uforglemmelige øje-
blikke, når årtusindernes gemte og
glemte skatte igen bringes for dagens
lys. Med skatte mener vi ikke bare
dem af guld og ædle stene. Men også
de skatte, der måske består af en sam-
ling potteskår for slet ikke at tale om
en stump stentavle med skrifttegn på.
Mennesket, der uforfærdet kaster sit
blik ud i universet, mennesket der u-
forfærdet befatter sig med stjernernes
energiprocesser giver heller ikke op,
når det drejer sig om at genopleve da-
ge, som er skilt fra vore med tusinder
af år.
Resultatet af denne spændende op-
dagerfærd har inden for det sidste år-
hundrede været, at den menneskelige
viden om tidligere slægter, forsvundne
kulturer og forsvundne folk er blevet
større og større.
Interessen for litteratur af denne
art kom klart til udtryk, da C. W. Ce-
rams bog „Fund, Forskere og Fortids-
gåder" for nogle år siden udsendtes.
Nu har Berlingske Forlag udsendt en
ny Ceram bog „HETITTERNES GÅ-
DE". (225 sider, rigt illustreret, kr.
24,75).
Den interesserede læser får hermed
muligheden for endnu en betagende
oplevelse i selskab med erfarne ar-
kæologer. „Hetittemes gåde" er en de-
tktivroman, der nok kan sammenlig-
nes m. h. t. til spænding med de nor-
male detektivromaner. Man starter
ved det udgangspunkt, som man i år-
hundreder havde ladet sig nøje med,
nemlig at Hetitterfolket var nævnt i
Det Gamle Testamente. Andet og
mere vidste man ikke. Mens ægyptere
og babylonere og grækere havde deres
sikre plads i historien, kendte man
altså ikke noget til Hetitterne. Desto
større var overraskelsen, da det viste
sig, at man med Hetitterne havde tag
i et folk af høj kultur, en stormagt i
Forasien. Begyndelsen til afdækningen
af dramaet om et folk i opgang og ud-
slettelse blev gjort for ca. 100 år si-
den, — men rigtigt skred kom der
først i tingene, da det lykkedes for-
skerne at tyde hetitternes skriftsprog.
Nu i dag kan man altså — takket
være udholdende videnskabeligt ar-
bejde gennem et århundrede og takket
være forfatteren til den foreliggende
bog sætte sig behageligt til rette og
deltage i det dramatiske arbejde. Man
kan følge begivenhederne ikke alene i
udgravningrne, men i det gamle kul-
turfolks historie. Man kan sætte sig
hen og finde lighedspunkterne mellem
dengang og nu, — f. eks. i dokumen-
terne mellem statsmændene, affattel-
sen af love og bestemmelser, histori-
ske fortegninger o. s. v.
Berlingske Forlag har udsendt en
bog, der nok er værd at tage med
hjem i læsekrogen...
EN MURSTEN
Murstensromanerne var en overgang
den store mode, — formentlig har no-
get af betagelsen nu lagt sig. Alligevel
vil der vel altid være et publikum til
den langstrakte, jævnt henrullende
roman, hvor man igennem mange si-
der kan følge den hovedperson, som
forfatteren nu har valgt at præsente-
re.
Der er også grund til at tro, at folk
med behov for den slags underhold-
ning vil kunne acceptere Herman
Wouks roman „Stjernen", der er ud-
sendt af Nyt Nordisk Forlag, Arnold
Busck. (499 sider hft. 22,75 kr.).
Der er ingen grund til at gå nærme-
re ind på spørgsmålet om denne bogs
handling. Lad det være nok at sige, at
den drejer sig om en amerikansk pi-
ges historie, hendes drømme om og
kampe for at komme til scenen, hen-
des karrierejag og til slut hendes stil-
færdige falden til ro i et ægteskab, ef-
ter at det er gået op for hende, at
„scenen er skrå", — alt for skrå for
hendes talent.
Når bogen er let læst er det imidler-
tid ikke på grund af handlingen, men
først og fremmest på grund af de nær-
billeder af amerikansk dagligliv og
tankegang, der glimter frem engang
imellem. Navnlig forekommer de af-
snit, hvor hovedpersonens jødiske
milieu beskrives, læseværdige. Forfat-
teren, der vil være kendt for sin bog
„Mytteriet på Caine", er barn af rus-
siske jøder, der indvandrede til USA.
Han kender følgelig de jødiske sam-r
fund i Amerika og kan beskrive dem,
så man tror på beskrivelsen. Disse af-
snit er meget fængslende, sommetider
også meget morsomme. Og alene for
deres skyld kan man tillade sig at ta-
ge murstenen til sig som sin egen.
DYRENES VEN
I Zoologisk Have i København fødes
der hvert år en masse dyrebørn — i
alle størrelser fra elefanter og ned-
efter. De fleste af dem kan heldigvis
klare sig selv — ved hjælp af deres
mor, naturligvis — men det hænder
også, at der fødes dyr så sjældne eller
så sarte, at de må have hjælp udefra.
Det sker også, at moderen dør fra et
nyfødt dyr — og i mange tilfælde har
dyrenes gode ven, fru Irene Rysgaard
trådt til.
Fru Rysgaard blev kendt, da hun
opflaskede bjørneungen Ursula. Både
før og siden har hun taget sig af man-
ge andre dyr, og i bogen „Mik-Mads“,
der er udkommet på Berlingske for-
lag, fortæller hun om en lille kængu-
ru-unge, som hun måtte tage sig af,
fordi dens mor var død.
Bogen er skrevet for børn, men læ-
ses også med glæde af voksne, fordi
forfatterindens kærlighed til dyr ly-
ser ud af dagbogsbladene, som beskri-
ver kampen for at holde liv i den lille
hjælpeløse unge og senere dens man-
ge spilopper.
Mik-Mads var hos sin plejemor i
næsten 4 måneder, og foruden de man-
ge sjove små træk om ungens opvækst
indeholder bogen en masse dejlige
billeder.
ET GLÆDELIGT GENSYN
Gyldendals forlag har genoptrykt
Peter Freuchens bog, „Knud Rasmus-
sen, som jeg husker ham". Denne bog,
der er fortalt for ungdommen, udkom
første gang i 1934, og er med dette fjer-
de oplag ialt trykt i 22.000 eksempla-
rer. Det er med glæde, man påny læ-
ser denne dejlige bog og fordyber sig
i Peter Freuchens fortællerglæde og
-evne. Den del af ungdommen, som
endnu ikke kender noget videre til
’ Knud Rasmussen og hans gerning,
bør benytte bogen som en genvej. Den
er let skrevet, let læst og meget un-
drholdende, men giver samtidig et
uforglemmeligt billede af den mand,
den beretter om.
atuagkat kaldtdlisut nutåt

Baden Powellimik atuagkiaK
(spejderit tungavilissuat)
Orczy: Den røde Pimpernel
(radiokut atuartagaK) :
kr. 5,50
kr. 3,50
Alice Livingstone:
Evelyn Montaultip issertugå ^r. 3,75
pisiariniåkit
niuvertarfmgne
tuniniaissar-
tunilo
pisiarincKarsi-
nåuput
DET GRØNLANDSKE FORLAG
Kalåtdlit-nunane naKiterisitsissarfik
28