Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 23.05.1957, Blaðsíða 26

Atuagagdliutit - 23.05.1957, Blaðsíða 26
REJSELÆNGSEL Jens Kruuse, dr. phil., journalist og forfatter, må være den ideelle rejse- kammerat. Ikke fordi han praler af sine egenskaber i den retning i sin nye bog „Min kone sidder på kassen" (Hasselbachs Forlag), men fordi det lyser ud af hver eneste side af bogen, at han kan li’ at rejse. Ikke absolut for at se berømte bygninger og andre flerstjernede seværdigheder, men for at komme i kontakt med mennesker undervejs. Hans rejselyst, hans viden og hans charmerende måde at fortælle tingene på, gør bogen til en oplevelse. Rejseruten er Tyskland—Frankrig— Italien—Østrig—Tyskland — Danmark, men det er faktisk kun Frankrig og Italien, man oplever med Jens Kruu- ses øjne. Navnlig Tyskland går han meget let hen over udfra den betragt- ning, at det er kedeligt, dette land lig- ger mellem Danmark og civilisationen, selv om man også der træffer rare mennesker. Engang imellem kommer forfatteren i tanker om, at bogen jo egentlig er en praktisk rejsefører — og så giver han en række praktiske rejseråd. Men det er ikke disse saglige oplysninger, der vækker rejselængslen i een. Det gør derimod Kruuses be- skrivelser af sol og landskaber, af byer og mennesker og vin og mad. Man får lys til at følge hans rejserute og også til at bede ham om at være rejsefører. Og man får lyst til at hilse på værten og værtinden på hotellet i Arles, hvor Kruuses rejseselskab boede — madame og monsieur Pelletan. Om dem for- tælles bl. a.: „Monsieur og madame Pelletan sam- arbejdede naturligvis brillant. Han skænkede vore Dubonnet’er. Og han gik med hende på marché, når indkø- bene skulle gøres. Det var den sidste dag i Arles. Vi havde pakket Marietta (bilen), og nu ventede vi kun på mon- sieur og madame for at sige farvel. Det var netop den dag, vi forgæves havde eftersøgt mundstykket til klari- netten. Da så vi det pudsige optog. Først monsieur Pelletan, stor, rolig, stilfær- dig på sit æsel, så madame, lille, ivrig, rund og fortryllende, belæsset med pakker og med indkøbsnet. Annabeth holder altid med kvinder i en situation af den art. Hun lod sig ægge: Francoise Sagan: ET USIKKERT SMIL (Det Schønbergske Forlag). En ung pige har skrevet denne bog om en ung pige — og gjort det med ungdommens charme, men samtidig med den modne kvindes evne til at se tingene i perspektiv. Francoise Sagan er kun først i ty- verne, men har med denne bog al- lerede to store sukces’er bag sig. Den første var „Farlig sommerleg". „Et usikkert smil" bekræfter den unge forfatterindes talent. Hun fortæller om Dominique, en ung pige i Paris, der ikke rigtigt ved, hvad hun skal stille op med sig selv. Hun har en ven, hun går til forelæsninger, danser, læser — keder sig og synes ikke, hun kan finde sig selv eller få kontakt med livet, der sikkert er dejligt, hvis man forstår at leve det. Gennem den midaldrende Luc, en charme- rende, men desværre gift mand, op- lever hun kærligheden, flugten til højderne og det dybe fald fordi hun ikke forstår at trække den grænse for sine følelser, som han fra star- ten har sat. Historien er fortalt stilfærdigt, men samtidig meget indtrængende. Man læser bogen som den roman, den er, men får noget foræret sam- men med handlingen: et usikkert smil... — Monsieur Pelletan, sagde hun, hvorfor er det Dem, der rider på æsel og ikke Deres kone? Han så mildt og roligt på hende og svarede stilfærdigt og blidt, uden vre- de eller afvisning: — Voyons, madame, min kone har jo ikke noget æsel! MILITÆR-IDIOTI Franz Berliner: TINGELINGELATER Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck. Berliner har tidligere skrevet en del noveller. Også nogle artikler og kro- nikker, bl. a. fra Angmagssalik, hvor han har siddet i nogle år som radio- telegrafist. „Tingelingelater" er hans første roman, men den har ikke så lidt af novelleformen over sig. Forfatteren fortæller om sine oplevelser som sol- dat, om livet på og omkring en kaser- ne, om befalingsmænd og værneplig- tige og deres oplevelser fra indkaldel- se til hjemsendelse — men han har lykkeligvis ikke skrevet den i jeg- formen. Bogen er meget velskrevet og let læst, og den giver gennem sine perso- ner sit handlingsforløb et realistisk billede af militær-idioti, som det for- mer sig på enhver kaserne med ovér- mænd og undermænd, med stroppe- ture og øvelser, parader og fratagelse af nattegn, skulkeri og pligtopfylden- hed. Man stifter bekendtskab med en række unge mennesker, som taler ungdommens sprog og søger at leve en så normal tilværelse, som det nu kan lade sig gøre, når man ikke på nogen måde råder over sig selv. Bogen, der har fået H. C. Andersen- Mindemedaljen, er ikke et angreb på forsvarsviljen, men på det system, den er kapslet ind i og som kan få selv den bedste vilje til at forsvinde. HETITTERNES GÅDE Det fomylig jubilerende danske na- tionalmuseum kan snakke med om den interesse, der fra menigmands si- de vises arkæologien. Og nationalmu- seets årbøger taler deres tydelige sprog om det samme. År efter år gøres der af amatørarkæologer interessante fund, og i virkeligheden står national- museet i stor gæld til interesserede folk landet over lige fra skolelærere til tørvearbejdere. At interessen for disse spørgsmål er udbredt fremgår også deraf, at populært tilrettelagt litteratur om arkæologiske opdagelser erfaringsmæssigt har et stort publi- kum. Der har været adskillige tilfælde i de senere år, hvor bøger af denne kategori har vist sig at få stort salg. Og det er ikke underligt. Bøger om arkæologiske udgravnin- ger og opdagelser, hvad enten de drej- er sig om fædrenes liv i vort eget land eller om afdækning af hverdagen hos historiens store kulturfolk er spæn- dende stof. Man kan vanskeligt tænke sig et mere spændende emne end for eksempel udgravningshistorien i forbindelse med de ægyptiske kongegrave. Her er alt, hvad en modtagelig fantasi kan kræve, — ufor- færdede videnskabsmænd, der arbej- der under vanskelige forhold, gamle forbandelser, og uforglemmelige øje- blikke, når årtusindernes gemte og glemte skatte igen bringes for dagens lys. Med skatte mener vi ikke bare dem af guld og ædle stene. Men også de skatte, der måske består af en sam- ling potteskår for slet ikke at tale om en stump stentavle med skrifttegn på. Mennesket, der uforfærdet kaster sit blik ud i universet, mennesket der u- forfærdet befatter sig med stjernernes energiprocesser giver heller ikke op, når det drejer sig om at genopleve da- ge, som er skilt fra vore med tusinder af år. Resultatet af denne spændende op- dagerfærd har inden for det sidste år- hundrede været, at den menneskelige viden om tidligere slægter, forsvundne kulturer og forsvundne folk er blevet større og større. Interessen for litteratur af denne art kom klart til udtryk, da C. W. Ce- rams bog „Fund, Forskere og Fortids- gåder" for nogle år siden udsendtes. Nu har Berlingske Forlag udsendt en ny Ceram bog „HETITTERNES GÅ- DE". (225 sider, rigt illustreret, kr. 24,75). Den interesserede læser får hermed muligheden for endnu en betagende oplevelse i selskab med erfarne ar- kæologer. „Hetittemes gåde" er en de- tktivroman, der nok kan sammenlig- nes m. h. t. til spænding med de nor- male detektivromaner. Man starter ved det udgangspunkt, som man i år- hundreder havde ladet sig nøje med, nemlig at Hetitterfolket var nævnt i Det Gamle Testamente. Andet og mere vidste man ikke. Mens ægyptere og babylonere og grækere havde deres sikre plads i historien, kendte man altså ikke noget til Hetitterne. Desto større var overraskelsen, da det viste sig, at man med Hetitterne havde tag i et folk af høj kultur, en stormagt i Forasien. Begyndelsen til afdækningen af dramaet om et folk i opgang og ud- slettelse blev gjort for ca. 100 år si- den, — men rigtigt skred kom der først i tingene, da det lykkedes for- skerne at tyde hetitternes skriftsprog. Nu i dag kan man altså — takket være udholdende videnskabeligt ar- bejde gennem et århundrede og takket være forfatteren til den foreliggende bog sætte sig behageligt til rette og deltage i det dramatiske arbejde. Man kan følge begivenhederne ikke alene i udgravningrne, men i det gamle kul- turfolks historie. Man kan sætte sig hen og finde lighedspunkterne mellem dengang og nu, — f. eks. i dokumen- terne mellem statsmændene, affattel- sen af love og bestemmelser, histori- ske fortegninger o. s. v. Berlingske Forlag har udsendt en bog, der nok er værd at tage med hjem i læsekrogen... EN MURSTEN Murstensromanerne var en overgang den store mode, — formentlig har no- get af betagelsen nu lagt sig. Alligevel vil der vel altid være et publikum til den langstrakte, jævnt henrullende roman, hvor man igennem mange si- der kan følge den hovedperson, som forfatteren nu har valgt at præsente- re. Der er også grund til at tro, at folk med behov for den slags underhold- ning vil kunne acceptere Herman Wouks roman „Stjernen", der er ud- sendt af Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. (499 sider hft. 22,75 kr.). Der er ingen grund til at gå nærme- re ind på spørgsmålet om denne bogs handling. Lad det være nok at sige, at den drejer sig om en amerikansk pi- ges historie, hendes drømme om og kampe for at komme til scenen, hen- des karrierejag og til slut hendes stil- færdige falden til ro i et ægteskab, ef- ter at det er gået op for hende, at „scenen er skrå", — alt for skrå for hendes talent. Når bogen er let læst er det imidler- tid ikke på grund af handlingen, men først og fremmest på grund af de nær- billeder af amerikansk dagligliv og tankegang, der glimter frem engang imellem. Navnlig forekommer de af- snit, hvor hovedpersonens jødiske milieu beskrives, læseværdige. Forfat- teren, der vil være kendt for sin bog „Mytteriet på Caine", er barn af rus- siske jøder, der indvandrede til USA. Han kender følgelig de jødiske sam-r fund i Amerika og kan beskrive dem, så man tror på beskrivelsen. Disse af- snit er meget fængslende, sommetider også meget morsomme. Og alene for deres skyld kan man tillade sig at ta- ge murstenen til sig som sin egen. DYRENES VEN I Zoologisk Have i København fødes der hvert år en masse dyrebørn — i alle størrelser fra elefanter og ned- efter. De fleste af dem kan heldigvis klare sig selv — ved hjælp af deres mor, naturligvis — men det hænder også, at der fødes dyr så sjældne eller så sarte, at de må have hjælp udefra. Det sker også, at moderen dør fra et nyfødt dyr — og i mange tilfælde har dyrenes gode ven, fru Irene Rysgaard trådt til. Fru Rysgaard blev kendt, da hun opflaskede bjørneungen Ursula. Både før og siden har hun taget sig af man- ge andre dyr, og i bogen „Mik-Mads“, der er udkommet på Berlingske for- lag, fortæller hun om en lille kængu- ru-unge, som hun måtte tage sig af, fordi dens mor var død. Bogen er skrevet for børn, men læ- ses også med glæde af voksne, fordi forfatterindens kærlighed til dyr ly- ser ud af dagbogsbladene, som beskri- ver kampen for at holde liv i den lille hjælpeløse unge og senere dens man- ge spilopper. Mik-Mads var hos sin plejemor i næsten 4 måneder, og foruden de man- ge sjove små træk om ungens opvækst indeholder bogen en masse dejlige billeder. ET GLÆDELIGT GENSYN Gyldendals forlag har genoptrykt Peter Freuchens bog, „Knud Rasmus- sen, som jeg husker ham". Denne bog, der er fortalt for ungdommen, udkom første gang i 1934, og er med dette fjer- de oplag ialt trykt i 22.000 eksempla- rer. Det er med glæde, man påny læ- ser denne dejlige bog og fordyber sig i Peter Freuchens fortællerglæde og -evne. Den del af ungdommen, som endnu ikke kender noget videre til ’ Knud Rasmussen og hans gerning, bør benytte bogen som en genvej. Den er let skrevet, let læst og meget un- drholdende, men giver samtidig et uforglemmeligt billede af den mand, den beretter om. atuagkat kaldtdlisut nutåt Baden Powellimik atuagkiaK (spejderit tungavilissuat) Orczy: Den røde Pimpernel (radiokut atuartagaK) : kr. 5,50 kr. 3,50 Alice Livingstone: Evelyn Montaultip issertugå ^r. 3,75 pisiariniåkit niuvertarfmgne tuniniaissar- tunilo pisiarincKarsi- nåuput DET GRØNLANDSKE FORLAG Kalåtdlit-nunane naKiterisitsissarfik 28

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.