Atuagagdliutit - 23.05.1957, Blaðsíða 13

Læserbreve
OG
X
KLIP
Nogle betragtninger over
Kaj Narups HØJSKOLETANKER
I A/G nr. 6 blev der bragt et indlæg,
hvor Kaj Narup behandlede det for ti-
den aktuelle emne, en grønlandsk
højskole. Jeg tillader mig hermed at
komme med nogle bemærkninger i til-
slutning til Narups ikke uinteressante
synspunkter. Som begyndelse vil jeg
gerne understrege, at jeg ikke har til
hensigt at udtale mig nedsættende om
baggrunden eller ideen til oprettelse
af højskolen, ligesom jeg afgjort ikke
ønsker at hæmme den gode tanke og
den store interesse, der er vist projek-
tet. Men eftersom jeg lige fra starten
har vist afvisende holdning over for
tanken, føler jeg mig berettiget til at
tilslutte mig Narups argumenter.
Det fremgik af mange af indlægge-
ne, at tiden nu er inde til at skabe et
grundlag for at forebygge det i de se-
nere år i Grønland tiltagende åndelige
leddiggængeri såvel blandt unge som
ældre grønlandske mænd og kvinder,
ligesom det påstås, at der må gøres
noget for på en eller anden måde at
vække grønlændernes interesse for
egen trivsel både åndeligt og materi-
elt, og for at få dem i langt højere
grad medansvarlige for landets vel-
færd som helhed. Men jeg tror, udfra
vor nuværende sociale og økonomiske
stilling, at de ovennævnte idealer og
mål er langt mere tidskrævende og
langt mere omfattende, end at en en-
kelt højskole kan indfri dem.
Narup gør opmærksom på, at tiden
ikke er inde til at bygge Grønlands
kulturelle og åndelige stade op, så-
længe den sociale side af grønlænder-
nes tilværelse er så langt tilbage. Jeg
tror, det er for sandt til at blive over-
set. Det er nu engang sådan, at et
folks evne til at frembringe og videre-
føre noget af kulturel værdi først og
fremmest er afhængig af dets evne til
at tilpasse sig landets eksistensbetin-
gelser. Og når vi retter vore øjne til
til livet udenfor de „højt civiliserede"
byer, altså til udstederne og de små
bopladser, hvor befolkningen socialt
og økonomisk stadigvæk hører til de
dårligst stillede i verden, tror jeg, at
oprettelsen af en „skole for livet" vil
bevirke endnu mere forstyrrelse i vort
samfund, hvor der, som Narup og an-
dre før ham udtrykte, findes så store
modsætninger mellem de rige og de
fattige. I hvert fald er det ganske gi-
vet, at tanken om en folkehøjskole for
de allerfleste udstedsboere er noget
ganske fremmed og uvedkommende.
Jeg tror, at der først må skabes bed-
re og mere konstante eksistensbetin-
gelser i Grønland, før vi skal tale om
at forebygge skader for tilværelsens
„åndelige værdier". Vi må give vore
fiskere, fangere og alle vore selv-
erhvervende landsmænd et bedre og
mere solidt produktionsapparat, før vi
skal henvise dem til en kulturel høj-
skole. Jeg kan heller ikke se nogen
sammenhæng mellem motiverne for
oprettelse af folkehøjskole i Danmark
for 100 år siden og med de motiver,
der nævnes for oprettelse af samme
skoler her. Da højskoletanken blev
aktuel i Danmark var al oplysnings-
virksomhed meget ringe i hvert fald
for landboernes vedkommende og
overladt til omvandrende præster og
degne. Og disse pionerer var muligvis
af samme type som Holbergs Per
Degn, eller Henrik Pontoppidans „Is-
bjørnen", og der er en modsætning til
det udmærkede landsomfattende sko-
lesystem og de dygtige skolefolk, vi
nu har i Grønland. Vi har også et
gammelt seminarium, flere efterskoler
og tekniske skoler, der allesammen
står åbne for alle, foruden velorgani-
serede børneskoler, hvis lokaler be-
nyttes til langt ud på aftenen. Nej,
jeg tror ikke, at en så speciel skole
som højskolen bedre kan tjene vort
samfund end de allerede bestående og
erfaringsmæssigt mere forebyggende
skoler, i hvert fald ikke de første 50
år. Og dog må guderne vide, om
grønlænderne til den tid vil være til-
gængelige for „religiøs vækkelse" el-
ler for „litteraturens værdier."
Thi alment, og dog omfattende og
harmonisk oplysningsarbejde selv til
de mindste og fjerneste bopladser er
efter min mening af størst betydning,
og hertil er kateketernes kapacitet en
af de største forudsætninger. Skade er
det, at kateketerne så mange steder
og på så mange områder har dårlige
kår, og alt for mange ekstraforplig-
telser, der hindrer dem i en mere fri
og skabende virksomhed. Jeg har
anelse om, at mangen en god kateket-
mand føler sig som udvist, når han
først har betrådt udstedets jord, og
dette er nok forklaringen på, at kate-
keterne i visse tilfælde har været til-
bøjelige til at hensygne i herlig stag-
nation.
Erik hyberth (Meteore)
HVOR PLACERES DEN
KOMMENDE HØJSKOLE?
Der er kommet adskillige meninger
om dette spørgsmål, ligesom også
landsrådet har fremsat sin mening,
dog uden at nævne noget bestemt sted.
Landets øverste myndigheder har lige-
ledes haft ordet. Man venter altså kun
på, at de, der har det sidste ord om
spørgsmålet, herefter afgør, hvor sko-
len skal placeres.
Der er mange, der har redegjort og
fortalt om højskolens tanke og for-
mål. Lige siden spørgsmålet kom frem
har der været mange indlæg i A/G —
indlæg, man aldrig bliver træt af at
læse. Det er ikke min mening at frem-
komme med udtalelser om selve høj-
skolen og dens tanke, idet jeg håber,
at de, der ved bedre besked, stadig vil
redegøre om sagen. Jeg vil kun een
gang for alle sige, at jeg anser opret-
telsen af en højskole heroppe for at
være af stor betydning.
For mig er det meget ønskeligt, at
den kommende højskole placeres ved
Holsteinsborg. Hvis det er mig, der be-
stemmer, så har jeg en dejlig grund
og et dejligt sted at anbefale — et stort
fladt terræn på bunden af Kanger-
dluarssunguaK, ved den sydlige bred-
de af KugssuaK. Herfra er der den
dejligste udsigt til alle sider — ud
mod fjorden, ja, man kan endog her-
fra se de store søer. Man kan passende
bruge det gamle ordsprog, der siger:
— En by på fjeldet kan ikke skjules.
Holsteinsborgs beliggenhed er den
mest centrale langs kysten. Trafikken
går derfra og dertil. En industriby,
tidligere også på det fiskerimæssige og
desuden et sted, hvorfra det gamle er-
hverv, sælfangsten, er blevet moder-
niseret.
Jeg er af den anskuelse, at Hol-
steinsborg fremtidig vil blive en af de
bedste byer på det erhvervsmæssige
område. Jeg kan fra nu af allerede se
hen til, hvordan et væld af erhververe
kommer hertil fra mange forskellige
steder langs kysten. Og mange vil sik-
kert bosætte sig i Holsteinsborg.
På baggrund af alt dette er det for
mig vigtigt, at skolen, der skal ruske
folket op til dåd, skolen, der åbner
øjnene for fremtiden, og som skal væ-
re ungdommens energikilde materielt
og åndeligt, placeres på et sted, hvor
der praktisk talt findes alle mulighe-
der.
Lad mig til slut sige, at det er mig
en glæde at konstatere, at man vil
skabe den kommende højskole i Knud
Rasmussens navn. Det kan ikke være
mere passende — for den mand kald-
tes med rette for en „god grønlænder"
— „god dansker".
Da Knud Rasmussen i sin tid, midt
i sine velmagtsdage, udførte så mange
rejser, benyttede han Holsteinsborg
faktisk som central for sin ekspeditio-
ner. — Herfra påbegyndte han sine
rejser, og hertil kom han hjem. Dette
argument er måske ikke særlig tungt-
vejende, men kan give anledning til
eftertanke. Det ville være passende at
rejse denne mands „mindesmærke" i
Holsteinsborg. Vi grønlændere har en
stor taknemlighedsgæld til denne
mand. Det vil være sådan alle dage,
og lad mig i denne forbindelse mindes
den udtalelse, som jeg engang frem-
kom med: — Når grønlænderne til sin
tid rigtigt vågner op som folkefærd,
vil de bukke sig for Knuds navn.
Frederik Lennart,
Holsteinsborg.
OM DE STRAFFEDE UNGE
MENNESKER
Lige siden oprettelsen af politi og
domstole i 1951 har det vist sig, at
der var mange straffede blandt unge
mennesker i alderen 15—21 år.
Sådan er det vist de fleste steder i
Grønland. Og dog har man ikke lov
lov til af den grund at regne med, at
de ganske unge er særlig fordærvede,
men de dårlige tilstande skyldes
manglende opdragelse og misforståel-
se af det samfund vi lever i.
Lovovertræderne får imidlertid de-
res straf af de dømmende myndighe-
der og på den måde plejer man at lade
dem forstå, de har gjort noget forkert.
Men det er ikke alene politiets og
domstolens opgave at bekæmpe den
slags ting. Det enkelte menneske
og hele samfundet skal være med, så
de straffede ikke kommer til at blive
en byrde for samfundet.
Når jeg skriver om de unges lov-
overtrædelser, er det ikke for at om-
tale dem som særlig dårlige menne-
sker. Jeg mener: Årsagen til de unges
forbrydelser ligger i milieuet, og det
er i denne forbindelse vigtigt at hæfte
sig ved forældrenes mangelfulde op-
dragelse af deres børn. Vi der lever
idag skal ikke bare tænke på os selv,
men vi har en opgave overfor vore
børn og samfundet som helhed. Allige-
vel kan vi ikke lade være med, når
man ser på samfundet, at nære bange
anelser for fremtiden.
Holger Poulsen i „PaortoK".
KIRKEGÅRDEN
Tak du Gud, min søn, sagde kællin-
gen, at du ikke skal begraves på Hol-
steinsborg kirkegård.
Kirkegården — man kan ikke lade
være med at blive noget vemodig
stemt, når man nævner ordet. Det ta-
ler til os om livets forkrænkelighed.
Til jord skal du blive, er naturens u-
bønhørlige lov, og kirkegården bliver
i årets løb mange gange samlingsste-
det, når et medmenneske stedes til
hvile. Minder om en afdød holdes fri-
ske i menneskesindet år efter år, og
da ikke mindst det sidste minde: jord-
fæstelsen. Når den døde sænkes i gra-
ven fornemmes den sidste afsked. Gid
da erindringer herom ikke altid må se
sådan ud:
Rundt om graven står voksne og
børn og venter på, at kisten bliver
gjort klar til at sænkes. Nogle kaster
et blik ned i den alt for lave grav og
ser ingen bund — men en sø. Vandet
siver ud af jorden, og man kan for-
nemme vandet stige i graven. Da ki-
sten endelig er klar, går nogle ud imel-
lem gravene og finder nogle tomme
konservesdåser. Det er ikke svært. De
ligger overalt. De lægger sig på ma-
ven ved siden af graven og begynder
at øse, men det forslår ikke meget og
nogle forsvinder for at finde noget
bedre at øse med. Imens løsner jorden
sig i gravens sider og smelter ud i
vandet, og de nærmeststående må
skynde sig at rykke lidt væk for ikke
at styrte ned. Omsider er graven øst
nogenlunde tom og den højtidelige
handling begynder. Men husk — brug
kun en kort salme, i modsat fald er
graven fuld igen, inden det sidste vers
har lydt. I det hele taget skulle det nu
gerne gå lidt hurtigt. Da ritualet er
halvvejs gennemgået letter kisten sig
fra gravens bund og begynder at sejle
rundt som en ynkelig båd. Et par
drenge smider sig igen på maven og
begynder med konservesdåserne. Bare
de dog lige kan holde vandet så no-
genlunde væk, sålænge jordfæstelsen
står på. Selv børnene forstår intuitivt
dette og handler derefter. Der skal vi-
ses den døde ære, fornemmer de, og
med de tomme konservesdåser i hæn-
derne udgør de virkelig en slags æres-
vagt. Når de sidste salmetoner er døet
hen, tager mændene fat med skovlene,
og sten og grus får vandet i graven til
at sprøjte til alle sider. Et mudderhul,
et ælte af sand og vand og græstørv
er efter endt arbejde kendetegn på
stedet, hvor den døde blev stedt til
hvile. Pludselig væmmes man og man
løfter blikket, der hidtil har være som
bundet til graven, og blikket rammer
en stor smuk gul bygning, hvis impo-
nerende indre skinner af chrom og
stål. Sygehuset. Og man kommer uvil-
kårlig til at tænke på lignelsen om den
rige mand og Lazarus. På sygehuset
var den døde på sin vis den rige mand,
der fik alle krav opfyldt med hensyn
til pleje og hygiejne, men her på kir-
kegården er han blevet den fattige La-
zarus, der må finde sig i alt.
Folk går hjemad. Man hører i forbi-
farten en bemærkning som: Når jeg
skal begraves vil jeg gerne stensættes
på toppen af en klippe. En anden si-
ger: Kan der ikke gøres noget ved det?
Jo, det kunne der naturligvis godt,
men der bliver ikke gjort noget. Kir-
kegården blev for år tilbage henvist
til dette sumpede og lerfyldte terræn
„der alligevel ikke kunne bruges til
andet". Siden da har man søgt om at
få den drænet og reguleret, men uden
resultat. Men det forlyder dog, at der
i år er bevilget 20,000 kr. Ja, men det
er vel at mærke til samtlige Grønlands
kirkegårde, og for de penge kan der
ikke laves noget særligt. Der sker alt-
så ingen forbedring. Nej. Men hvad
skal vi da gøre? Det eneste du kan
gøre er at gå hjem og bede om du ikke
skal begraves på Holsteinsborg kirke-
gård.
Og nu er folk gået hver til sit. Solen
skinner og blinker i kompressorer og
spader på ingeniørpladsen. Her bliver
jorden drænet og nivelleret og der ar-
bejdes på en forsvarlig indhegning af
pladsen. Arbejdet har stået på i flere
år og gøres grundigt, for biler og ce-
mentblandemaskiner og andre ting
skulle jo gerne stå tørt og godt.
Jens Andersen.
RADIOBATTERIERNE
Bemærkede De indlægget fra Ka-
ngamiut om manglen på 1 Vi volts bat-
terierne? Og tænkte De over, hvilke
perspektiver en sådan mangel inde-
bærer. Det er selvfølgelig ikke blot i
Kangamiut batterierne er udsolgt. I
samtlige udsteder er man så godt som
afskåret fra at aflytte radioens ud-
sendelser; og det bliver ikke spor
bedre, selvom man bygger en meget
kraftig sender i Godthåb. Det eneste
der batter er flere batterier.
(Meteore)
Vi troede alle, vi skulle dø .. .
Under denne overskrift fortæller
læge Valdemar Meier, Odense, om si-
ne oplevelser som skibslæge på „Uma-
nak“s første rejse iår bl. a. følgende i
„Fyns Tidende":
...Samtidig med orkanen var det
frostvejr, og alt isede til, så det var
livsfarligt at færdes på dækket. Tove,
antenner, spil, ja, selv redningsbåde-
ne isede til — redningsbådene var som
kæmpestore isblokke, der overhovedet
ikke havde form af både. Denne ek-
stravægt blev anslået til ca. 300 tons
og gjorde selvfølgelig situationen end-
nu mere farlig ... Det er svært med
ord at beskrive en sådan oplevelse,
den det er endnu vanskeligere at be-
skrive den lettelse, det var, da det u-
mådelige nervepres lettede — et ner-
vepres, som naturligvis var størst for
dem, som havde ansvaret for skibet.
Alle gjorde et enestående arbejde.
Med fare for livet riggedes radioan-
tenneme til under stormen. Mange
satte livet på spil, og en af besætnin-
gen mistede det.
14