Atuagagdliutit - 26.09.1957, Blaðsíða 6

Sommerens diskussion i „Grønlands-
posten" om grønlandske skoleforhold
har bragt mange gode tanker frem,
men måske ikke alle så nye, som man
tror.
Men det gør ikke tankerne mindre
interessante. De trænger måske netop
til at komme frem i lyset igen. — De
linjer, der formentlig bliver de frem-
tidige, er berørte ved adskillige lej-
ligheder. Men det kan virke incite-
rende og forfriskende, at andre er
kommet til de samme resultater — og
ad en anden vej.
Men når dette er sagt, må det også
være rigtigt at fastslå, at den linje,
der i øjeblikket følges, må have sin
chance — ellers får man ikke noget
bevis for, at den eventuelt er forkert!
Og er det ikke netop det, man træk-
ker frem, når kritikken af „F. M.“ i
Danmark imødegås. Den frie Mellem
(F. M.) fik aldrig sin ærlige chance i
de 20 år, den har bestået!
Men hermed berører vi også det øm-
me punkt i dag: „a-linjen“, som de
forskellige artikler i A/G i sommer
om skolen også har gjort det.
Denne „a-linje“ må ikke gå hen at
blive et „F. M.“-problem for os!
Og når man nu er ved det, kan man
lige så godt tage „c-linjen“, som Bent
Gynther omtaler, med. Den kommer
ved de største skoler ganske af sig
selv. Når de store skoler er udbygget,
både lokale- og elevmæssigt, vil de
have 3-dobbelte klasser, og disse pa-
rallelklasser deles da naturligt i a-, b-
og c „linjer".
*
„Beretningen om det grønlandske
skolevæsen 1955-56“ har et temmelig
broget indhold. Her bringes det, som
må formodes at have almen interesse.
DE DOBBBELSPROGEDE SKOLER
„I de dobbeltsprogede skoler fandt
den første deling af børnene i en a-
og b-afdeling (henholdsvis overvejende
grønlandsk- og dansksproget) sted i
1952. Børnene deles fra og med 3.
klasse, og der vil altså i 1957 være
gennemført det første forsøg, som efter
alt at dømme vil lykkes. Per er fra
den grønlandske befolknings side vist
dette forsøg den største interesse, og
et væsentligt træk er det, at forældre-
ne hidtil ganske har overladt til sko-
len at foretage delingen af børnene,
hvilket har lettet forsøgsarbejdet me-
get. Af en årgang kommer ved de på-
gældende skoler knapt halvdelen i fa-
klassen.
-Forsøgets hovedformål er fremme af
danskkundskaberne, og det ser ud til,
at dette mål vil blive nået“.
Det kan her tilføjes, at der i foråret,
ved det første kuld ab-børns udgang
af de 4 dobbeltsprogede skoler, er af-
holdt ensartede skriftlige prøver i
grønlandsk, dansk og regning. Resul-
taterne var interessante. De to af sko-
lerne havde fuldt ud nået, hvad man
kunne forvente var opnåeligt, medens
de to andre skoler lå lidt under de
førstnævnte, hvilket der iøvrigt fra
den ene skoles egen side er givet for-
klaring på — for længe siden!
Man blev nemlig dér klar over, da
der var gået et års tid efter delingen,
at der var taget for mange børn i b-
klassen.
Men at a-linjen giver anledning til
overvejelser, fremgår bl. a. også af
beretningen fra en skoleleder:
Skolelederen beretter med hensyn
til ab-afdelingen: „Mon det ikke efter-
hånden er slået fast, at ab-delingen
har været til uvurderlig gavn for i
hvert fald b-klasserne, sådan som ar-
bejdet er tilrettelagt for dem. Tilbage
står så at bedømme de fordele, som
delingen har givet a-klasserne. Det er
børn, der gennem deres natur og med-
fødte evner hele tiden kræver afveks-
ling, kræver at få noget i hænderne
at arbejde med, kræver at få noget
at se. Det skal indrømmes og tages i
betragtning, at vi i de sidste skoleår
har været ekstra dårligt stillede med
hensyn til at kunne afveksle under-
visningen en smule for disse børn, for-
di det på grund af lokalemangel hver-
ken har været muligt at gennemføre
gymnastik eller sløjd. Der må især i
de to ældste klasser være mulighed
for at gennemføre flere manuelle fag
— og fag, der tager sigte på det prak-
tiske liv. Vi må allerede i de sidste
skoleår kunne lære de store drenge
noget om maskiner og motorer, vel
bedst gennem en fysikundervisning,
der er kombineret med metalsløjd og
fysiksløjd.
Vi må kunne give dem indblik i de
forskellige erhvervsmuligheder, især
fiskeriet, eventuelt ved mere direkte
kontakt med erhvervene, og vi må
ofre tid på at påvirke pigerne til for-
nuftig og god husførelse og hushold-
ning".
Medens således a-linjen må være
under observation og sikkert snart må
have sin egen form, så vil det sikkert
vise sig, at b-linjen straks fra begyn-
delsen havde en form, der førte frem-
ad. Det er ulige lettere at supplere un-
forslag om at få anlagt en skolehave
ved husmoderskolen i Julianehåb. —
Helt rigtigt! Det er prøvet, men hegnet
var for svagt: Børn og unge kunne
komme over! Nu prøves igen, og jord
er sikret i fjor ved aftale med fåre-
avlsbestyreren. Også i NarssaK er sko-
lehave under oprettelse. Ved kostsko-
len i Igaliko vil havebrug blive et vig-
tigt fag.
Der tales iøvrigt i vore dage så me-
get om erhvervsvejledning — altså ud-
over de praktisk betonede fag — om
besøg på værksteder og institutioner
o. lign. Man har i Frederikshåb for-
søgt at udvide også bopladsbørnenes
horisont på dette punkt. — Beretnin-
gen herom fortæller:
„Med skoledirektørens tilladelse
blev der i efteråret 1955 foretaget et
forsøg med „Kvanøskolens" elever,
som gjorde en rejse til Frederikshåb
på sight-seeing. Det fandt sted 25. no-
vember. Båden ankom kl. 10, og efter
en kort modtagelse ved anløbsbroen,
hvor alle skolebørnene fra Frederiks-
håb børneskole var forsamlede, gik
man straks igang med besøg i de for-
nlandske
naturhistorie og historie kun behand-
les under dette fag.
Det er et kolossalt spring for et
barn at komme fra bopladsen som 7—
9 årig ind på den store, fine skole! Da
det iøvrigt kniber for forældrene at
undvære disse to første skoleårgange,
vil en ændring i skoleplanen deroppe
nok medføre, at børnene først kommer
på kostskolen i 9-årsalderen. Men at
det stadig er et stort spring for en lille
bopladsfyr, viser følgende lille histo-
rie i beretningen fra Thule. — Det er
dog ikke et gennemsnitseksempel:
„Vittus kom fra KugarssuaK, hvor
han var det eneste barn over 4—5 år.
Drengen havde ord for at være lidt
tilbage. Ved ankomsten viste det sig,
at han var ualmindelig fri i sin op-
træden, og han havde ingen hæmnin-
ger. Skolemæssigt kunne han intet,
ingen bogstaver eller tal kendte han.
Han blev efter kort tid anbragt i den
lille byskoleklasse, hvor vi havde be-
sluttet at begynde helt fra grunden i
alle fag, selv om flere af eleverne hav-
de gået i skole i et år.
dervisningen i en b- end i en a-klas-
se. Kan børnene blot noget dansk, er
der bøger nok at tage af. Anderledes
i a-klasserne. Og ikke alene er der
lærebøger nok at gå til for b-linjen,
der er også biblioteksbøger, danske
børnebøger. Skolelederen i Julianehåb
skriver herom:
„Bøgerne er af børnene blevet sær-
deles godt modtaget, og mange af bør-
nene har været meget ivrige til at
låne dem. Af børnenes samtaler om
bøgerne og deres iver efter at få andre
børn til at låne de bøger, som de selv
netop har læst, fremgår det tydeligt,
Den første tid gik for Vittus med at
gøre iagttagelser, se de store bygnin-
ger og alt det nye, der fulgte med,
men først og sidst var han optaget af
at være sammen med alle de andre
børn og nyde det. Vi kunne ikke få
ham til at arbejde den første måned.
Han var meget barnlig og lå tilsyne-
ladende flere år tilbage i udvikling.
Han kunne få de underligste indsky-
delser og fulgte dem altid. For eksem-
pel kunne han give sig til at fløjte i
vilden sky midt i en time. Bad man
ham om at holde op, så han mildt for-
Af Skoledirektør M. Gam
at de har forstået en masse af det læ-
ste, og at bøgerne har betydet meget
for dem. Samlingen er ganske for-
træffelig, fordi den indeholder bøger
af meget forskellig sværhedsgrad, så-
ledes at det næsten altid er muligt
for eleverne at finde frem til en bog,
som de kan magte og have fornøjelse
af. Men for at der til stadighed kan
være godt og nyt læsestof for de flit-
tigste elever, må bogsamlingen være
større og suppleres op efter samme
linje, som den første stamme er ind-
købt. Det er bemærkelsesværdigt, at
de gamle „OTA-havregrynsbøger“ med
de mange korte dramatiske fortællin-
ger stadig yndes af børnene, selv om
alle de nye bøger er kommet".
KOSTSKOLEN I THULE
De to år, der er gået, siden skolen
startede, har bragt gode erfaringer.
Tanken med en kostskole deroppe, der
på een gang klarede distriktets skole-
problemer, har vist sig at være rig-
tig, men enkeltheder skal ændres. Det
er problemet ikke at rive børnene ud
af bopladsmiljøet. Og der er unægte-
lig vidt mellem dette og kostskolens
miljø. Men det ser ud til at skulle gå.
Med henblik på diskussionen her i
bladet kunne det nok være af inter-
esse at se, hvilke fag der undervises i
på kostskolen: religion, grønlandsk,
dansk, regning, håndarbejde, sløjd
(tilrettelagt efter stedets krav), skyd-
ning (af hensyn til fanger-erhvervet),
skindarbejde og samfundsorientering
(emneundervisning), hvorfor geografi
bavset på en og holdt op, for et øje-
blik senere at rejse sig fra sin plads
og gå hen til vinduet, hvor han fløj-
tende gav sig til at betragte livet
udenfor.
Efter en god måneds tid begyndte
han at forstå, hvad det drejede sig om
her på stedet. Han begyndte at arbejde
stødvis i perioder, der blev længere og
længere, og resultatet blev godt med
tiden. Han kom i løbet af det halve
år på højde med sine .jævnaldrende og
blev endda til sidst den dygtigste i
klassen.
Det er selvfølgelig ikke alle børne-
ne, der har gennemgået en udvikling
så stor og omfattende som Vittus. Men
man må dog sige, at der hos langt de
fleste er sket forbavsende meget. Bør-
nenes udtryk og hele optræden er ble-
vet friere".
EN VID OG RUMMELIG SKOLE
Det ville i dag give et lidt forkert
billede af den grønlandske skole, hvis
man kun holdt sig til, hvad der står
i undervisningsplanen. Skolen søger at
være vid og rummelig. Undervisnings-
planen giver også mulighed for dette.
Og vi udnytter denne mulighed til det
yderste — måske endda af og til lidt
over muligheden! Ethvert fornuftigt
forslag om praktisk betonet undervis-
ning i noget erhvervsnyttigt bliver
godkendt. Det gælder både børne- og
aftenskole.
Grønlandsposten havde forleden et
skellige institutioner. Under gennem-
gangen af hvert sted deltog institu-
tionslederen og gav en forklaring dels
om det daglige arbejde, dels om hvad
der kræves for at blive ansat ved ved-
kommende institution. Middagsmaden
blev indtaget i „Red Barnets" børne-
have. Kommunen trakterede med so-
davand og kager om eftermiddagen i
forbindelse med besøget på kæmner-
kontoret. Derefter blev Kvanø-børne-
ne sammen med skolebørnene fra byen
inviteret til en filmsforestilling i for-
samlingshuset".
Fra K’utdligssat meddeles:
„Efter aftale med driftsbestyreren
for minen tog man en formiddag der-
ud med alle drengene fra 7. klasse. Alt
blev meget grundigt forevist og for-
klaret, hvilket også tydeligt fremgår
af de stile, drengene skrev efter be-
søget derude. Forældrene har senere
sagt, at de er meget glade for, at deres
drenge har haft lejlighed til at se,
hvordan der arbejdes i minen i dag.
Det er der, de fleste af dem kommer
ud at arbejde senere i livet".
Det er det foreløbige mål, at ab-
linje-tanken kun skal nå til og med
Diskobugten. I distrikterne Umanak
og Upernavik er der andre mål at
stræbe imod — og naturligvis i Thule
og på østkysten. Her må en fanger-
præget fremtid påregnes for drenge-
nes vedkommende. — Skolen søger at
finde en herpå afpasset linje, men
glemmer ikke at tage pigerne med. De
har skindarbejde og skolekøkken for-
uden almindeligt håndarbejde. — I få-
reavlsområdet er der også særlige
skoleproblemer.
I Upernavik øves kajakroning ved
skolen: „Man har haft megen glæde
af kajak-undervisningen, der foregår
hver dag i sommerferien, hvis vejret
tillader det".
Fra Upernavik berettes følgende:
„Fangerundervisningen har været
drevet på følgende måde: — Man be-
gyndte med en gennemgang af skyde-
våben, herunder rensning og vedlige-
holdelse af våben. Derefter skydeteori,
sikkerhedsregler ved skydning og en-
delig skydning med riffel.
Senere fremstillede drengene sæl-
garn og langliner, men kun de sidste
blev sat, da isen på fangstpladserne
var for dårlig. I forbindelse med sæt-
ning og optagning af langliner øvede
6
man slædekørsel. — Drengene stillede
selv med små og større slæder og med
fra to til seks hunde. Samtidig blev de
undervist i at færdes på isen, der jo
som bekendt ofte er meget dårlig om-
kring Upernavik.
I overgangstiden, hvor man ikke kan
færdes på isen, og hvor der ikke kan
sejles, har man haft samaritterkursus.
Distriktslægen har gennemgået og øvet
kunstigt åndedræt med drengene. —
Dette har været taget meget grun-
digt, da der i efteråret var en tragisk
drukneulykke, hvor manden efter læ-
gens udsagn havde haft store chancer
for at klare sig, hvis hans bådfæller
havde haft kendskab til kunstigt ån-
dedræt. Desuden er almindelig nød-
hjælpslære og forbindinger blevet
gennemgået.
Kajakundervisning har været drevet
som tidligere år med alle drenge, der
har haft lyst. En udvidet undervis-
ning af ældste klasse har ikke kunnet
gennemføres på grund af dårligt vejr.
Ved et forældremøde havde man sat
fangerundervisning som særligt punkt
på dagsordenen. Forældrene var me-
get glade for faget, og de ønskede det
som fast fag i ældste klasse.
k o 1 e i
Drengene var meget interesserede i
undervisningen. Skolen kan ikke gøre
drengene til storfangere, men kan in-
teressen for erhvervet vækkes, så er
man kommet et lille stykke i den rig-
tige retning".
„KAGERNE ER DEJLIGE"
Ligeledes berettes fra Upernavik
med hensyn til pigerne:
„Ved et forældremøde, der blev
afholdt i forsamlingshuset i april, vi-
stes filmen om den danske landsby-
skole. Derefter var der kaffebord,
hvortil skolekøkkenet leverede diverse
prøver på sin kunnen. Medens for-
ældrene sad ved kaffebordene, disku-
teredes skole og fag i almindelighed,
og skolekøkken, reparation af tøj og
fangerundervisning i særdeleshed.
Der var udelt tilfredshed med samt-
lige tre nye fag. — Om skolekøkken
faldt der udtalelser som: „Børnene
kan sagtens. De lærer så meget". „Vi
hører så tit, at skolen er bagefter, men
jeg synes, det går godt. Kagerne er
dejlige".
Hvad reparation af tøj angår, var
man meget interesseret i, at også dette
fag skulle fortsætte. Børnene er ble-
vet bedt om at medtage vasket tøj,
som trænger til at stoppes eller lap-
pes".
Skolen anser dét for såre vigtigt, at
forældrene får interesse for skolen,
og den kommer dem direkte i møde
ved at arrangere besøg og møder i
skolen. — Fra Egedesminde skrives
således om klasseforældremødeme:
„Der har i vinterens løb været af-
holdt klasseforældremøder for samt-
lige klasser. Der blev af klasselærerne
gjort rede for skolens arbejde og på-
peget betydningen af samarbejde mel-
lem skole og hjem. Forældrene beså
med interesse de skriftlige arbejder,
arbejdsbøger og tegninger, og man fik
lejlighed til at drøfte såvel almene
problemer som de enkelte elever. —
Møderne var godt besøgt, og selv om
flertallet af forældrene endnu ind-
skrænker sig til at høre og se, blev
der dog rettet spørgsmål om under-
visningen, og emner som danskunder-
visning, regning og religion blev taget
op og belyst og diskuteret.
Forsøget har været gjort i 1952 med
enkelte klasser, men det er første
gang, man har gennemført det med
alle klasser, og resultatet opmuntrer
absolut til gentagelse".
Ved en skole har man dannet elev-
råd og har arrangeret en særlig form
for udflugt:
Ved skolen har der som sædvanlig
været elevråd, som sammen med læ-
rerrådet har holdt nogle møder og iøv-
rigt varetaget forskellige opgaver. En
af dem var dog ny, idet man i år ar-
rangerede en udflugt på slæder for
de ældste klasser til Rodebay. 62 børn
og 6 lærere deltog fordelt på 23 slæ-
der, og turen blev en sukces, som sik-
kert har gode muligheder for at skabe
tradition. De mindre klasser foretog
udflugt til fods til byens omegn".
At der også sker andet i dette di-
strikt viser følgende:
„Med hensyn til distriktet er arbej-
det ved at komme ind i faste ram-
mer. Der er skabt en hel del traditio-
ner, som giver en vis fasthed over
skoleåret, og fællesfølelsen mellem
kateketerne på de forskellige plad-
ser er vokset, hvilket bl. a. kommer
til syne i vandrebogen, hvor hilse-
ner og erfaringer udveksles. •— Der er
god vilje alle vegne, og de fleste ste-
der leveres der hæderligt og ærligt ar-
bejde. Forsøget med at lade en ud-
95 5
stedskateket komme ind til byskolen
for ét år blev med held indledt i det-
te skoleår."
Også østkysten har ladet høre fra
sig med nye småforsøg . Således har
man i Angmagssalik skole en morsom
lille butik; hvor der kun tales dansk
under ekspeditionen; og hvor der reg-
nes på dansk!
DET RIGTIGE PIONERARBEJDE
Er der nu en linje at se i det oven-
for anførte?
Det er i hvert fald et lidt broget ud-
drag af skoleberetningen! Kritikken
vil let kunne falde over netop det
brogede: „Deri er der da ingen linje!"
Måske dog! Der er i hvert fald det
i det, at det viser, vi gør nogle forsøg,
så med det ene, så med det andet:
Hvad passer bedst heroppe? Hvad mon
den del af landet vil være bedst tjent
med, at skolen tager med? — Hvilke
fag ligger godt for børnene? Det prak-
tisk prægede eller det mere teoreti-
ske?
Men vi må ikke blive ved dette!
Når forsøgene har haft deres chan-
ce — og deres tid — så må slaggerne
rystes fra, og det levedygtige arbejdes
ind. Så må „linjen" — eller linjerne,
for der er jo flere, eftersom der er
forskellige landsdele, hver med sit mil-
jø og behov, trækkes klart op.
Men det er det store og meget vig-
tige forsøgs- op pionerarbejde, der af
lærerne i dag gøres rundt om i lan-
det, vi skal følge og støtte, for det bli-
ver grundlaget for skolens fremtidige
form.
SKOLEBYGGERIET
Som afslutning på denne „beret-
ning" vil jeg sige et par ord om skole-
byggeriet.
5 6
Det bliver kun få skoler, der får så
fine faglokaler som gymnastiksal, sko-
lekøkken og naturhistorielokale. Hol-
steinsborg har det, og glæden herover
fremgår af følgende:
„Det har været en fornøjelse at ar-
bejde i de nye lokaler og med de nye
fag, og hvad disse nye fag angår, kan
følgende bemærkes:
Gymnastik: Faget er for så vidt ikke
nyt på stedet, men det er nyt på den
måde, at man aldrig tidligere har haft
gymnastik i alle klasser. Det vigtigste
er, at gymnastikken nu kan efterføl-
ges af bad. Børnene har været meget
glade for faget.
Skolekøkken: Pigerne har været gla-
de for faget. Der er en del sprogvan-
skeligheder i dette fag. En ny lærer-
inde, som ikke har et vist kendskab
til grønlandsk, vil have svært ved at
klare undervisningen tilfredsstillen-
de".
Men det skal bemærkes, at i nye,
lidt større skoler i den nordlige del af
Vestgrønland indrettes der et fagloka-
le af interesse: et skindarbejdslokale.
Disse skoler får også sløjdlokale og
skolekøkken.
Der har været en} del bemærkninger
fremme om gangene i de store skoler,
f. eks. Julianehåb. Gangen i den sidst
opførte skolefløj er bred, endda for-
bavsende bred! Det skal den imidlertid
være, for den fløj er mellemleddet
mellem pige- og husmoderskole og de
kommende tre skolefløje i komplekset.
Gangen bliver til sin tid hovedgen-
nemgangen i hele komplekset. — Den
skal tillige kunne rumme et par hun-
drede børn i dårligt vejr.
Ellers er princippet dette m. h. t.
gangbredde i de største skoler: ikke
bredere end nødvendigt! I Danmark
mindst 3 m, her højst 2,5 m.
Det er forståeligt, at man, når man
ikke kender planerne for et skolekom-
pleks, da ser f. eks. sådan en over-
bred gang som den i Julianehåb i et
falsk lys. Det kan ikke forventes, at
man skal kunne tænke på, at den vil
se helt anderledes naturlig bred ud
den dag, helheden står der. Der er for-
dele ved etapebyggeri, men der er bl.
a. også den hage derved, at en sådan
gang et par år nu står i overdimen-
sion og venter på de andre fløje, hvor-
efter dens funktion og berettigelse
bliver åbenbar for alle. Men sådan må
man alligevel tilrettelægge byggeriet.
Iøvrigt vil jeg gerne til allersidst
præcisere følgende vedrørende skole-
byggeri i Grønland:
De små skoler kan ikke bygges små
nok, for stedet nedlægges måske in-
den længe — og de store skoler kan
ikke bygges store nok, for de vil sik-
kert alle vise sig at blive for små i
løbet af færre år, end vi kunne regne
med.
■
Kapisilingne ukiume inåsuit sikume arssåutut. — Kapisigdlit-ungdom spiller fodbold på isen om vinteren
7