Atuagagdliutit - 26.09.1957, Blaðsíða 17

hurtigt, parat til at tlygte, men den
voldsomme gøen og snerren, han hav-
de ventet, kom ikke. Det var helt un-
derligt, og Tom Blazer blev stående i
mørket og knugede sin taske. I flere
minutter stod han uden at røre sig og
spejdede fremefter gennem mørket og
forsøgte at lokalisere hunden, men op-
gav det; han måtte tage sin chance.
Han tog et skridt fremefter, et til og
et til; pludselig rejste hårene sig på
hovedet af ham af skræk. Noget stort,
vådt og fugtigt rørte ved hans knæ.
Blazer turde næsten ikke ånde, men
stod ubevægelig og stirrede frem gen-
nem mørket. Så følte han pludselig
noget, der fik ham til at gispe af over-
raskelse; en varm, blød tunge gled ind
mellem hans fingre og begyndte at
slikke hans hånd. Tom Blazer rørte
sig ikke. Han var alt for chokeret til
at foretage sig noget. Han stod bare
og følte, hvordan den varme tunge
slikkede hans hånd. Noget inde i ham
kom pludselig i skred, det kom så
hurtigt, at han måtte bide sig i læ-
ben for at bekæmpe det. Et øjeblik
stod han og stirrede ud i luften. Så
sank han ned foran hunden og lagde
armene omkring den. Hunden, en stor,
radmager bastard, der var lænket med
en svær jernkæde til et af de træer,
der førte op til gården, klynkede, peb,
slikkede ham på hænderne og i ansig-
tet og lagde sit store, buskede hoved
ind til hans kind.
Noget stort og mærkeligt, noget
Blazer aldrig før havde følt før, steg
op i ham, det fyldte ham i den grad,
at han fuldstændig glemte, hvad han
var kommet for. Han havde kun øje
for eet: hunden. Her var et varmt og
levende væsen, der kunne lide ham og
appellerede til hans beskyttelsestrang,
en forhutlet og mishandlet skabning
som ham selv. Det var uhørt, fanta-
stisk. Hunde plejede ellers at være
hans værste fjender, når han var ude
på sine natlige togter. Men denne her,
en parasit, en udstødt som han selv,
der stod lænket til et træ en regnfuld,
iskold nat, var tillidsfuldt kommet
ham imøde. Måske følte den instink-
tivt, af de var j samme båd, at de
trængte til hinanden, til en smule
Hunden i mørket
Novelle af Chr. Peters.

EN BROWN & WILLIAMSON CIGARET
FREMSTILLET AF
C

Han valgte det fremragende
VITO BL
Kaumamup såkortussusianut
Cigtftserigair. itsuartortarfia-
gut itsuartuinåsautit — åta-
taussartå åmut tdrdlugo —
tauva KanoK sivisutigissumik
KåumfUdlagtitsivigineKamig-
sså angmarnatalo angnertu-
ssusigsså kisitsisingordlugit
taktisavatit, ajornånginångå-
ragkit sdrdlume nalunaeKu-
taa takuinakasitdlarit. fig-
tueraingnigssat tikivigdlugo
BEWI-AUTOMATime kisitsi-
sit takusinåusavatit. '
Det har indbygget belys-
ningsmåler. De kigger blot i
sogeren, trykker måleknap-
pen ned — slipper igen — og
belysningstid og blændertal
aflæses lige så let, som når
man ser, hvad klokken er.
BEWI-AUTOMATEN fasthol-
der resultatet — lige til næ-
ste måling.
I samme øjeblik, Tom Blazer hørte
hunden hyle, stod han stille og stir-
rede anspændt og mod gården, der
svagt tegnede sine konturer i mørket.
Uden at bevæge sig, stiv og forover-
bøjet, med regnen drivende ned over
sig stod han og lyttede til hundens
tuden og hylen og blev grebet af en
dyb modløshed. Han havde ikke ven-
tet, at Jim Garvers holdt hund. — I
flere dage havde han skjult sonderet
terrænet og ikke hørt endsige set et
glimt af en hund. Jim Garvers måtte
åbenbart holde den indespærret om
dagen og først lukke den ud om af-
tenen. Det var en ubehagelig overra-
skelse for Tom Blazer, som indtil
mindste detalje havle planlagt dette
kup. Han vidste alt om gården, om
dens beboer Jim Garvers, der boede
alene og som var en særling og bund-
nærig, men meget rig. Han vidste, at
han lå inde med store kontante penge-
summer, som han gemte i et alminde-
ligt træpengeskab. -— Det hele havde
været så nemt og ligetil — indtil den
hund begyndte at tude og hyle.
Tom Blazer smilede bittert. Uhel-
det var ude efter ham som sædvanlig.
Han fik aldrig ret meget ud af sine
små natlige ekskursioner. Han var alt
for bange, alt for forsigtig. Han duede
ikke til det håndværk. Det tog også
alt for meget på nerverne, på helbred-
det at sjokke rundt ved nattetide i al
slags vejr og kapre lidt til dagen og
vejen. Han måtte se at slå ind på no-
get andet, noget mere stabilt. Hvad
det så skulle være, vidste han ikke,
for han var ulykkeligvis en skabning,
der holdt mest af at vandre i mørket.
I mørket var han sig selv, følte sig
fri og uafhængig. I mørket kunne han
ånde frit; han behøvede ikke skam-
fuld at slå øjnene ned for menneske-
nes nysgerrige og overraskende blikke,
når de så ham. I mørket var der ingen,
der kunne se hans forvoksede krop,
store hoved og lange arme. Mørket
var hans ven og havde været det,
siden han var barn. Mørket var barm-
hjertigt, det skjulte hans lave, forvok-
sede krop og store, grimme ansigt. I
mørket hørte han ikke kvinder ud-
bryde:
— Du almægtige. Se der! Ligner han
ikke en trold, et forvokset uhyre! Et
forvokset uhyre! Ham, der havde en
sjæl, et stort, bankende hjerte, der
higede efter kærlighed, venlighed, ba-
re et par små ord, som kunne fortælle
ham, at han også var et menneske
med en vis eksistensberettigelse. Hele
sit liv, mange, lange og bitre år, havde
han levet som en udstødt, en paria,
en vanskabning, hvem alles blikke var
rettet imod, og det var resulteret i, at
han havde gjort nat til dag, at han
var blevet den, han var, en tyv, der
listede rundt i mørket og stjal, fordi
lyset og dagen var ham imod.
Tom Blazers tilværelse var trist,
dobbelt trist en nat som denne, hvor
regnen styrtede ned og stormen isnen-
de gik gennem hans tynde klæder. —
Uden Æt bevæge sig, sammensunken,
stiv og apatisk stod han i mørket og
så op mod gården og lyttede til hun-
dens tuden og hylen, der lød klagende
og jamrende i den kolde nat. Blazer
fik pludselig ondt af hunden. — Han
kunne så levende forestille sig, hvor-
dan det måtte være at sidde midt i et
stort, kulsort mørke med en jern-
lænke om halsen, forladt af guder og
mennesker. Måske havde den ikke en-
gang et hus at krybe i ly i. Det kunne
godt ligne Jim Garvers ikke at give
den noget hus. Garvers var kun ude
efter penge, det levende, det, der be-
tød noget, ofrede han ikke en tanke.
Tom Blazer fik pludselig et svagt
håb. Måske kunne han liste forbi hun-
den. Måske var den så optaget af sin
egen elendighed, at den ikke ville
skænke ham nogen opmærksomhed. —
Tom Blazer tog uvilkårligt et skridt
tilbage, som ville han afværge, at han
foretog sig noget så hasarderet. Han
kendte lænkehunde og vidste, at de la-
MILLECEL-FILTER
vede et forfærdeligt spetakel,' hvis
fremmede kom indenfor deres ene-
mærker. Måske fik han ikke alene
Jim Garvers, men hele landsbyen på
nakken.
Tom Blazer var pludselig kommet ud
ud i et svært dilemma. Han løftede
krampagtig op i sin lille taske, hvori
han havde værktøjet, tog et skridt
fremefter, et tilbage, endnu et frem.
Stille og lydløst, næsten bøjet helt
ned til jorden begyndte Tom Blazer at
liste op mod Jim Garvers gård. Han
gik med hver nerve og muskel spændt,
parat til at flygte, hvis hunden skulle
begynde at gø. Han holdt sig inde un-
der træernes skygge, stod stille, bevæ-
gede sig lydløst frem, stod igen stille
med hjertet hamrende i livet.
Pludselig holdt hunden op med at
tude og hyle. Tom Blazer vendte sig
tupat pitsaussut
toKunartugiautigigsut
mamavigsutdlo
MED DET EFFEKTIVE
— fordi optiken er så god.
— igalåminertai pitsagssungmata.
19