Atuagagdliutit - 05.12.1957, Qupperneq 5

upemalersorssuaK, tugtorpagssuit avangniamut ingerdlåt issigtup sineriåne piandartordlutik.
Det bliver snart forår. I lange rækker trækker renen nordover mod tundralandet ved ishavets kyster, hvor kalvene skal fødes i den
lyse forsommer. Flokkene har ofte en simle til leder.
Vi flytter lejren. Det gælder om at
være gunstigt placeret, når vildrenens
store høsttræk fra tundraen i nord
sætter ind mod Brooks Range fjelde-
ne. Det er i slutningen af oktober. Et
fint lag sne over dale og fjeldsider,
nyis langs elvekanter og på de små
søer — den første forjættende stem-
ning af vinter.
Hundene spændes for, og der er vel
nok liv. Telte rives ned, ting pakkes
og tungtlæssede slæder suser afsted.
Det går tværs over Anaktuvuk-elven,
så vandet sprøjter højt om læsset,
mens vi pjasker bagefter. Ved et lavt
vidjekær midt i dalen vokser en ny
boplads i en håndevending.
Vi spejder mod nord. Hver dag ven-
ter vi, at de store flokke af fede ren-
NUNAMIUT lli
AF HELGE INGSTAD
bukke, køer og kalve skal komme som
en strøm gennem dalen, som de plejer.
Men der er kun nogle ganske få dyr at
se. Til sidst står det klart, at dette er
et af de sjældne år, hvor vildrenen
lægger sin høstvandring udenom
Anaktuvuk-passet.
Et hårdt slag. Vi har kun lidt kød,
men det værste er, at vi forbliver
uden forsyning af fedt til vinteren,
for efter parringstiden er okserne
skindmagre. Eskimoerne tager det hele
med humør og siger: „Det nytter ikke
at sørge over det, som der ikke er no-
get at gøre ved.“
Alle får nu travlt med at afslutte
vinterforberedelserne. Jægerne repa-
rerer slæderne og laver nye snesko af
birkegrene, som tidligere er hentet fra
skoven. Kvinderne skynder sig med at
få skindtøjet færdigt og har nok at
gøre, for hver eneste een skal have
nyt fra top til tå. Som garvningsmid-
del bruges renens hjernemasse, ikke
urin som hos kysteskimoerne. Sytrå-
den er dyrets rygsener. Kvinderne er
mestre i deres fag, de syr med små,
faste sting og har et forbavsende hån-
delag til at få skindtøjet til at passe
og se pænt ud.
Nunamiuts vintertøj er det varmeste
og mest praktiske, jeg har brugt i po-
laregnene. Sokkerne er af renskind
med hårene indad. Fodtøjet, kamik-
kerne, er lavet af skindet fra renens
lægben; de når op til lidt under knæet
og hårene vender indad. Mændene
bruger to renskindsanorakker, den ene
uden på den anden. Den nærmest
kroppen har hårene indad, mens den
yderste har hårene udad. Kvinderne
bruger en lang kofte med hårene ind-
ad og gerne overtrukket med blom-
stret bomuldstøj. Mændenes hætter er
kantet med jærvskind, kvindernes
med ulveskind, der står som en strit-
tende ramme om ansigtet. Også buk-
ser og vanter er af renskind.
Sneen falder, kulden tager til, so-
lens kreds bliver stadig lavere og
mørket falder på. Alle driver vi hård
jagt, strejfer langvejs om. Nu og da
møder vi nogle magre okser og klarer
os da så længe med mad. Ofte må vi
„låne“ kød fra hinanden. Er landet
helt tomt omkring os, flytter vi lejren,
og prøver lykken et nyt sted.
Eskimoerne får da travlt med at
sætte sakse og fælder ud for ulv og
jærv. Rask væk jager de også ulven
med bøsse. Når en ulveflok hyler et
sted mellem fjeldene, er det signalet
for eskimoerne til at fare ud af teltene
og jage afsted med sneskoene. Under-
tiden kan de skyde 5—6 ulve af flok-
ken.
Der findes en masse ulve i Brooks
Range fjeldene; de følger renflokkene
og dræber hvert år tusinder af dyr.
Oftest går ulvene i mindre flokke, som
undertiden er på ca. 15—30 i tal. Det
er store dyr, som vejer op til 70 kg.
Farven er grå, rød, sort eller mørke-
blå; de helt hvide ulve er sjældne på
disse kanter.
Eskimoerne fortæller adskillige til-
fælde af hundegalskab blandt ulvene.
En månelys nat blev Paneak vækket
ved, at hundene lavede en forfærdelig
larm. Han greb bøssen og løb ud. Da
kom en ulv med skum om munden
strygende så hurtigt imod ham, at der
knap blev tid til at skyde. Dyret led
af hundegalskab; to af hundene døde
dagen efter.
Disse eskimoer har et indgående
kendskab til vildtet, og før de fik bøs-
se brugte de en række forskellige jagt-
og fangstmetoder. Denne fint udspe-
cialiserede jagtkultur knyttet til ind-
landsdyr, må bygge på meget gammel
tradition og tyder på, at Nunamiut må
have holdt til i indlandet i lang tid.
Den skumrende november sætter
ind. Eskimoerne kalder denne måned
Tarakserovik, d.v.s. tiden da fjeldbuk-
ken jager sin egen skygge, og tror det
er en sau. Solen stryger nu kun som
et tællelys over de øverste hvide fjeld-
toppe. Temperaturen holder sig jævn-
lig omkring 30—40 kuldegrader, nu og
da går den ned til 50—60. Dette er
ikke noget at tale om, hvis ikke det
var for den stadige blæst og de hyp-
pige storme. Det er ikke uden grund,
at eskimoerne kalder vor dal „Den
blæsende dal“.
Solen bliver borte — mørketid. Et
slags grålys er der jo, men nu bliver
jagten sandelig besværlig. Det er van-
skeligt at lokalisere vildtet og ikke
mindre svært at træffe det. Ofte dra-
ger spejdere langvejs væk for at finde
ud af, hvor renmasserne holder til,
men nogle spredte og sky dyr er alt,
hvad de støder på.
For at forøge jagtchancerne flytter
vi nu ofte lejren, som det er skik hæs
Nunamiut. En sådan lejrflytning, hvor
hele folket er på farten med det lidet
de ejer her i verden, er noget af et
syn: teltene rives ned, alt stuves hur-
tigt på slæderne, som surres hårdt, og
hundene lægger sig i selerne. Først
kommer jægerens slæde, som er om-
kring fire og en halv meter lang, tungt
og højt lastet, teltstænger og de mind-
ste børn på toppen. Så følger en næ-
sten lige så stor slæde, som også har
en mægtig last og med konen som
kusk. Hun.har gerne det yngste barn
på ryggen. Så kommer en lille slæde
med træ forspændt med et par hunde
og efter den løber børn, piger og dren-
Mikiunn pisfitiminik ukiorKingnigssånut tornulgalugtimlersOK. aputisiutit tamåko indiåne-
rit pisut inangajagput.
Mikiåna har lavet nye snesko til vinteren. Disse er omtrent den samme type som
indianernes.
indlands-eskimoerne i Nordalaska
Kakinait tugtutarssuarme pilardlåp kigdlingane. tugtut pilangncKartarput uvgorneKartar-
dlutigdlo nunamiormdiit periausitonåt maligtareridgsårdlugo.
Vi var heldige denne gang og skod mange vildrener. Kakinnaii ved siden af en del der
er slagtet. Det er flået og parteret med nøjagtighed efter nunamiuternes gamle metode.
ge, på snesko. Således følger familie
efter familie som et langt, bugtende
tog ind gennem det mørke land. Og et
godt stykke efter traver gerne nogle
halsende småhvalpe, som ikke magter
at holde farten.
Køer ser vi kun lidt til. Hvad ren-
okserne angår, troede vi ikke, at de
kunne blive stort mere magre, men jo.
Hidtil har vi skaffet os fedt ved at
spise marven i lår og lægben, men nu
er det slut med den glæde, for der fin-
des ikke længere nogen marv, kun en
flydende substans. Og kødet er kun
lidt festligt, det smager som mosejord,
plejede Paneak at sige.
De gode måltiders tid er forlængst
forbi, men ikke det gode humør. Som
vi sidder sammen i et af skindteltene
om aftenen går det for sig med sang
og gamle historier, noget jeg senere
skal komme tilbage til. Og børnene
leger på forskellig vis, sådan som vild-
markens børn har leget gennem gene-
rationer.
Det går ikke længere med hele fol-
ket i een lejr, maden slår ikke til, vi
må fordele os over et større jagtområ-
de. Adskillige familier drager af går-
de med alt deres, og omkring en dags-
rejse borte vokser to nye bopladser op.
Selv bliver jeg hos Tulugakmiut ■—■
Ravnefolket.
Fra tid til anden spænder vi hunde-
ne for og tager på visit til en af de an-
dre bopladser. Det er altid eri festlig
begivenhed. Vi er blevet nye for hin-
anden, og mangt og meget er sket i
menneskenes og dyrenes verden, som,
det er morsomt at tale om. Når jeg
sådan kommer kørende til en anden
boplads er børnene de første, der op-
dager slæden, og lystigt råber de ud
over lejren: „Ingstad . kommer!" Når
jeg svinger op, står folket der, og jeg
bliver mødt med glade velkomstsmil.
Det bedst mulige måltid bliver lavet
istand, og vi sætter os i et af teltene
og snakker og spøger og har det så
rart, som mennesker kan have det. —
Lejrens sødeste pige Kibmag er'syg.
En slags kæbebetændelse har medført,
at ansigtet er svulmet voldsomt op; så
breder forgiftningen sig ned over bry-
stet. Hun har høj feber, store smerter
og det hele ser dårligt ud. Hvad skal
vi gøre? Jeg drøfter sagen med Pa-
neak og vi bliver enige om, at vi må
forsøge at skære; på den måde vil en
del materie måske komme ud. Dette er
iøvrigt i overensstemmelse med gam-
mel eskimopraksis, de er godt vant til
at bruge kniven i visse sygdomstil-
fælde.
Jeg lægger da en jagtkniv i en gry-
de og får vandet til at koge. Eskimoer-
ne spørger forbavset, hvad det skal
gøre godt for, og jeg forklarer dem
lidt om desinfektion. De får sig en god
latter over det. Jeg giver så Paneak
kniven, han stryger med fingeren hen
over æggen, og så skærer han. Pigen
skriger uhyggeligt.
Operationen ser ud til at hjælpe
lidt, men et par dage senere er Kib-
mak helt elendig. Vi tror hun skal dø.
Da siger jeg til eskimoerne: De dyg-
tigste hundekørere må straks drage
sydover til Bettles med et telegram til
senderstationen der. Jeg skriver så et
telegram til min ven Bernt Balchen,
som er chef for 10. Rescue i Anchora-
ge og beder ham sende et fly ind i
fjeldene og hente pigen. — I bedste
fald vil slædeturen frem og tilbage
tage fjorten dage, men sandsynligvis
længere, for hundene er magre, og i
skoven kan den dybe sne være for-
tvivlende.
Næste morgen stryger kuskene af-
sted sydover mod indianernes land. —
Ti dage senere durrer et fly over lej-
ren og lander på en lille sø i nærhe-
den. Den syge bliver ført til Fairbanks,
hvor hun senere kom sig.
En aften har Kokinja meget travlt
med at skære et lille stykke ben til.
Jeg spørger, hvad han laver, og han
svarer: „En tand. En lang tand til at
have her". Han peger smilende på en
åbning i overkæbens tandrække, hvor
to fortænder mangler. De er vel slået
ud på en eller anden måde, for ellers
har han førsteklasses tænder.
Det bliver en tand, som en tandtek-
niker kunne være bekendt. Og besyn-
derlig nok får han den også til at sid-
de i kæben; kun når de mest stormen-
de latteranfald kommer over ham,
hænder det, at den falder ud.
Da Kokinja er færdig med sit værk,
siger han: „Du forstår, at jeg behøver
ikke denne tand til at tygge med; den
skal være en vindskærm, sådan at jeg
ikke får kold luft direkte ned i ma-
ven".
En nat sover jeg i Agoks telt. Som
vi sidder og spiser renkød til frokost,
siger han: „Fra i dag af begynder ly-
set at vende tilbage". Jeg spørger ham,
hvordan han ved det, og han beder
mig om at komme med uden for tel-
tet. Vi går ud i den mørke morgen, og
han peger på to små stjerner lige over
fjeldet i nordøst. Dem kalder vi „Ak-
rook", siker han, og første gang de ses,
er det tegn på, at solen har vendt. —
Dette er den 22. december, altså i over-
ensstemmelse med vor almanak.
Vi taler meget om vildrenen i denne
tid. Kokinja, som har stor indsigt i
slægtens kundskaber, siger: „Vent til
månen bliver lille, og ligger som en
kurv på himlen, for da er den fyldt
med rener. Når den så svinger ned
mod fjeldene strømmer vildrenen ud
over landet, — I skal bare se.“ Eski-
moerne fortæller om andre gange,
hvor vildrenen blev borte, undertiden
forsvandt den totalt, og adskillige
mennesker sultede ihjel. Det er ikke
så længe siden flere af disse eskimo-
ers nærmeste døde på denne måde.
Vi tager ikke vor egen situation for
tungt, lader gerne bekymringerne bli-
ve borte i spøg og smil. Men inderst
inde har nok de fleste af os den tanke,
at nu bør vildrenen helst komme, for
stort tyndere bør hverken hundene el-
ler vi blive.
Så er det en sur, blæsende dag. Jeg
sidder i mit rimslåede telt, damper på
piben og lader blikket dvæle ved foto-
grafiet af min lille datter Benedicte,
som er støttet op ad en renknogle.
Pludselig kommer lille Ajakeorsk ho-
vedkulds ind. Stakåndet og med storo
øjne udbryder han: „Tuttu abei: Tuttu
abei!" (masser af vildrener). Jeg træk-
ker anorakken på, vælter ud af teltet,
griber bøssen og jager afsted. De an-
dre jægere er allerede på farten.
Jeg standser på den første top og
kan næsten ikke tro, hvad jeg ser.
Overalt er der vildrener, tusinder af
dem, på dalskråningerne, i dalene og
ned igennem passet er det som en sort
strøm over sneen. Hele landet lever.
Men lavt over fjeldene ligger en
kvart måne som en kurv på himlen.
„Der kan I bare se", siger Kokinja,
„den var vel nok fuld af vildrener, ak-
kurat som jeg sagde".
niortht nunamiormiut sule atortorivdluarpåt, u-
ngasingitsunguamutdlume agdlut ingnangniutigi-
ssarsimagaluardlugo.
Bueboret er stadig i brug hos nunamiuterne. Her
laves huller i sneskoene med den, soin bor bru-
ges et søm. For ikke så længe siden lavede de
også ild med bueboret. Fængstoffct var da vid-
jebomuld.
6
7