Atuagagdliutit - 05.12.1957, Blaðsíða 7

Beretninger fra Grønlands genopdagelse
I et langt, mørkt århundrede var
Grønland gledet ud af Nordens be-
vidsthed, da sult, kulde og sot svæk-
kede Norge, og Danmark kæmpede for
livet mod de nordtyske handelsbyer.
Fra 1410 og århundredet ud var del-
ingen forbindelse mellem de gamle
kolonier i Grønlands fjorde og moder-
landene hinsides Atlanten.
Det behøver ikke at betyde, at der
slet ingen forbindelse var til Europa.
Sørøvere har deres egne love og deres
egen verden. Og dem var der mange
af i de år — fra Sydeuropa især. —
Biscayer, portugisere og andre for
langt af led, og intet spurgtes til vores
tid deraf. Kun et par små glimt — to
pavebreve om nordboerne på Grøn-
land — viser, at der har været for-
bindelse, men hvordan og hvortil mel-
der historien intet om. Kun giver det
et fingerpeg, at de sparsomme efter-
retninger om nordboerne på den tid
når frem til paven og ikke til Køben-
havn eller Bergen.
Og det er tankevækkende, at da den
danske konge endelig i 1476 udruster
en ekspedition med de to søhaner Pi-
ning og Potthorst og sender dem mod
de glemte lande i nord, da er portu-
giserne indblandet i foretagendet. —
Skibet nåede Grønlands Østkyst, men
indbyggerne gik straks til angreb med
pile og spyd, så man fandt det råde-
ligst hurtigt at trække sig tilbage. —
Man gik da videre mod syd og vest —
og nåede Labradors kyst — kun 15
år før Columbus plantede Spaniens
flag på San Salvador! At samme Co-
lumbus opholdt sig på Island netop
i de år, ekspeditionen udgik derfra,
kan jo også kun stemme til eftertanke.
Eskimoerne angreb, meldes der. —
Hvorfor? Enten har de haft dårlige
erfaringer med andre skibe fra Syden,
at de mente det bedst at angribe —
hellere først end sidst. Eller også har
de været med til at udrydde nordboer-
ne så kort forinden, at de måtte be-
tragte et skib fra havet som en hæv-
nende fjende, som man ligeså godt
kunne komme i forkøbet.
Hele denne mærkelige færd er hyl-
let i mystik. Der findes endog be-
retninger om, at Pining og Potthorst
senere slog sig ned som professionelle
sørøvere i farvandene om Island og
Østgrønland, og at de som sømærke
havde et kompas indhugget i en stor
klippe på Østgrønlands kyst. Hvorom
alting er: Der var på et meget tidligt
tidspunkt et dansk initiativ i gang for
at genfinde de tabte bygder — endnu
mens nordboerne har levet på Øster-
bygdens sidste gårde. Og eskimoerne
opførte sig ikke som et uberørt,
uskyldigt naturfolk men som beslut-
somme krigere, der vidste, hvem de
havde for sig.
Denne færd gav blod på tanden —
og i de efterfølgende årtier lagdes der
store planer i København og Oslo. Det
var især den vidtskuende Kristian den
II., som planlagde en stor ekspedition.
Men den modgang, der ramte ham,
kvalte de store planer i fødselen, og i
et par vers af en samtidig dansk vise,
mærker vi, at det vakte skuffelse
mange steder:
Dermed blev Grønland stille og kvær
ingen fik stunder at prøve den færd
for rigets og hvermands serge.
Men Grønland, som lå så langt af led
forsømtes og gjordes slet intet ved
og tiden og årene skride.
Og da man endelig prøver under den
følgende konge, mislykkedes sejlad-
sen:
Thi evnen var ringe og skibene små
thi målte de lade den kurs bestå,
de vare dertil for ringe.
— Det blev englænderne, som kom
først. I 1576 udsendte dronning Elisa-
beth Frobischer for at finde passagen
mod vest og annektere nordlandene.
Uden at vide det fandt han Grønland,
først Østkysten, hvor han landede. —
Indbyggerne flygtede i rædsel, ja,
nogle kastede sig fra høje klipper i
havet. (Unægtelig en anden opførsel
end 100 år tidligere). Deres forladte
hytter var dækket med huder af sø-
dyr, spændt på fire tykke pæle og
heftet til hinanden med sener. Hver
hytte havde to udgange, een mod vest
og een mod syd.
Tilbage ved husene var kun en gam-
mel hæslig kone og en ung svanger
kone med et barn, som de tog med,
mens kællingen blev ført bort, hvad
hun skreg gevaldigt over.
På Vestkysten går de også til land
og får forbindelse med beboerne, som
prøver at lokke sømændene i land,
blandt andet ved at kaste rødt kød på
stranden, som man ellers kaster kød
for hunde. Senere, da dette ikke vir-
ker, prøver de at anbringe en lam
mand på stranden i den tro, at eng-
lænderne ville tage ham som tolk. -—
Det kommer snart efter til kamp på
afstand, idet englænderne skyder med
bøsser, og eskimoerne svarer med
sten og pile, inden de til sidst flygter.
Indbyggerne beskrives således: Tyk-
ke, fede og hurtige. Kvinderne har
glat hår, kastet bag øret. Ansigterne
males blå og gule. De bærer små buk-
ser af sælskind, trukket over hinan-
den. I alle bukserne er der lommer.
Skjorterne er lavet af sæltarme. Som
bælte bruges remme af sælskind, som
stinker og er hæslige.
Deres store fartøjer er af træ-skelet,
betrukket med „hvalskind" og sam-
menføjet med trænagler. De kan bære
20 mand og er syet med tynde sener.
Der laves sejl til dem af sælskind.
I denne Frobischers beretning træ-
der Grønlands indbyggere pludselig
ud i historiens lys igen, og fra da må
vi regne forbindelse for genoprettet.
Allerede få år senere er englænderne
igen på Vestkysten, denne gang er det
Davis, efter hvem Davisstrædet er op-
kaldt, som i tre år besejler Grønland,
fra 1585 til 87. I dagbogsoptegnelserne
fra hans skib får vi et levende indtryk
af det første møde med eskimoerne:
„29. juli 1585: Opdager land på 64
grader, fri for is og meget tempereret.
(Godthåbsegnen). Vi fandt mange far-
bare sunde og gode ankerpladser. Da
vi gik i land på en ø for at finde vand
og brænde, fandt vi spor af menne-
sker, en lille sko og læderstykker syet
sammen med sener. Da vi på en anden
ø var gået op på toppen af en høj
klippe, udstødte landets folk, som hav-
de udspioneret os, en jamrende lyd
og skingrende hyl, som vi først troede
var ulvehyl. Da vi opdagede dem, la-
vede vi støj, dels for at lokke dem til
os, dels for at advare vore folk fra
skibet. Fra skibet kom de nu i land
med musikanter, og dem fik vi til at
spille, idet vi selv dansede til og viste
mange tegn på venskab. Til slut kom
der 10 kanoer fra de andre øer, og to
af dem kom så nær til kysten, hvor vi
var, at de talte til os. Deres udtale
var meget hul, gennem struben, og de-
res tale sådan, at vi ej kunne forstå
den. Dog lokkede vi dem til os ved
venlige omfavnelser og tegn på høf-
lighed. Til slut pegede een af dem op
på solen med sin hånd, hvorefter hån
slog sig så hårdt for sit bryst, at vi
kunne høre slaget. Det gjorde han fle-
re gange.
Vores styrmand blev nu udpeget til
at vise sin opfindsomhed for at vinde
deres venskab. Han slog sig for bry-
stet og pegede på solen på samme må-
de som de. De begyndte nu at fatte
tiltro til ham, og til een af dem, som
kom i land, kastede vi vore huer,
strømper og handsker samt andre ting,
som vi havde hos os. Musikken spille-
de, og vi viste tegn på glæde og dan-
sede. Da natten kom, bød vi dem far-
vel og gik ombord i .vore skibe".
„Da vi næste morgen ikke forhaste-
de os med at komme i land, gik een af
dem op på toppen af klippen og løb
og dansede og viste os et sælskind
samt en anden ting, lavet som en tam-
burin, som han slog på med en stok,
så den gjorde støj som en lille troipme.
Vi tog så til strandbredden, jeg veks-
lede håndtryk med een af dem, han
kyssede min hånd, og vi var meget
fortrolige med dem. — Vi var i stor
gunst hos dem efter dette ene møde,
at vi kunne have fået alt, hvad de
havde. Vi købte fem kanoer af dem,
tøjet på deres krop, som altsammen
var lavet af sælskind og fugleskind,
deres høje støvler, deres bukser, deres
vanter, alt enkelt syet og godt garvet,
således at vi var sikre på, at der
fandtes flere kunstnere imellem dem.
Til varmt vejr var deres klædedragt
forarbejdet af fugleskind med fjerene
på. — De passede meget på hverandre,
thi når vi havde købt både af een,
kom to andre til for at føre ham bort
mellem sig. Det er meget medgørlige
mennesker, fri for argelist eller svig,
men de er afgudsdyrkere og dyrke
solen".
Færden gik videre nordpå, og de
når Nordgrønland: „15. august: I dag
hørte vi hunde, som vi troede var ul-
ve, hyle på kysten, hvorfor vi gik i
land for at dræbe dem. Da vi kom i
land, kom hundene kort efter meget
roligt hen til båden, dog troede vi, de
kom for at angribe, og derfor skød vi
på dem og dræbte to. Om nakken på
een af dem fandt vi et læderhalsbånd,
hvorfor vi forstod, at de var tamme.
Der var tyve ialt, med spidse ører og
lange, buskede haler. Vi fandt også to
slæder, den ene lavet af træ, den an-
den af hvalben, og på toppen af slæ-
derne hang tre hoveder af dyr, de
havde dræbt. Ligeledes fandt vi en
sæl, som var dræbt for ikke længe si-
den, da den var flænset og skjult un-
der stenene".
Snart efter stod man hjemover og
udbredte sig om disse idylliske og ra-
re mennesker, man havde truffet på
Grønlands strande. Men slet så idyl-
lisk blev det nu ikke ved at gå. Næste
år gik Davis igen til Grønland og traf
ved Godthåb sammen med sine venner
fra det foregående år, som også kendte
ham igen". Folket kom stadig til os,
sommetider 100 kanoer på een gang,
medbringende sæl- og hjorteskind,
hvide harer, sæl, lakseyngel, små torsk
tørret lodde samt andet. — Vore folk
i land traf på nogle af indbyggernes
telte, af sælskind sat op mod tømmer,
med store forråd af lodde og sække
med hvaltran, adskillige små afguds-
billeder skåret i træ og andre små-
ting, som de dog intet borttog af. —
De indfødte hjalp os flinkt. Til slut
ønskede jeg at lade vore mænd sprin-
ge omkap med dem, men vore mænd
sprang forbi dem. Derefter gik vi over
til at brydes. Vi fandt, at de var me-
get stærke og smidige med stor fær-
dighed i brydning, thi de kastede nog-
le af vore mænd, der var gode brydere.
Ude på en 0 fandt vi en grav med
flere begravet i, kun dækket til med
sælskind, med et kors lagt over. —
(Hvordan dette gravkors i det heden-
ske Grønland skal forklares, er en gå-
de. Fremmede hvalfangere — gammel
nordbograv — eller blot en graVskik
som eskimoerne har overtaget fra
nordboerne?)
„Når de ønsker at tilkendegive vå-
benhvile med os, holder de hænderne
op mod solen og råber med lav stem-
me: YLYAOUTE. De er meget tilbøje-
lige til at bløde og tilstopper derfor
deres næser med dyrehår eller håret
af et elsdyr."
„De spiser alt kød råt, mest fisk, de
drikker saltvand og spiser gerne græs
og is. De er aldrig ude af vandet, men
lever som fisk. Kun når de overvældes
af uimodståelig søvnighed, lægger de
sig til at sove under en varm klippe.
Det synes iøvrigt som om disse simple
tyvagtige øboere fører krig med dem
på fastlandet, eftersom mange af dem
er meget sårede, hvilke sår de har fået
samme sted at dømme efter de tegn, de
lod os forstå."
„Tyvagtige," skrev han — ja, ind-
byggerne var begyndt at stjæle fra
skibene — træ, jern, de små både, to-
ve, ja endog ankeret. Davis’ folk kræ-
ver dem straffet, men Davis holder
hånden over dem, indtil også han til-
sidst mister tålmodigheden og tilbage-
holder et par af de indfødte på skibet,
indtil ankeret kommer tilbage. Een af
dem bliver på skibet og blev „omsider
en behagelig fælle for os. Jeg gav ham
et nyt sæt tøj efter engelsk snit. Han
ordnede sine spyd og fiskegrejer, pil-
lede værk samt gav nu og da en
håndsrækning ved en tovende. Han
levede af tørret lodde og Newland-
fisk." Han følger med, men hvad der
senere blev af ham, meldes intet om.
Kun at han var sky og tilbageholden-
de, da skibet senere træffer andre folk
længere mod nord.
Mens Davis selv således havde et
godt forhold til befolkningen, kom
hans skibe, som rekognoscerede på
egen hånd i åben strid med landets
folk. Først var de dog gode venner og
spillede endog fodbold med de ind-
fødte. Men ugen efter, den 30. august
1586, melder dagbogen: Idag kom 39
indbyggere med 13 sælskind, og efter
at vi havde modtaget disse skind fra
dem, sendte skipperen tømreren for at
bytte een af de både, vi havde købt af
dem tidligere. De ville tage båden fra
ham med magt, men da de ikke kunne,
kastede de efter os med deres spyd og
ramte en af vore folk med en kaste-
pil, og John Filpe skød en af dem i
brystet med en pil. Og de kom til os
igen, og fire af vore mænd gik ned i
skibsbåden og de kastede med spyd
efter vore mænd. Men vore tog da en
af dem siddende i sin båd ombord i
skibsbåden og han sårede een af dem
med sin kniv. Men vi dræbte tre af
dem i deres både. To af dem blev så-
rede i brystet med pile, og han, som
var ombord i vores båd, blev skudt
med en pil og såret med et sværd og
slået med stave, og vore mænd kaste-
de ham overbord, men indbyggerne
fik fat på ham og bar ham i land på
deres både."
Som man ser — det begyndte at gå
blodigt til. Hvad grunden til den æn-
drede holdning fra begge sider har
været, kan man ikke helt gennemskue.
Man kunne ønske at høre sagen belyst
fra eskimoernes side — meget ville i
så fald nok tage sig anderledes ud.
Men vi må nøjes med den ene parts
beretning og prøve selv at tage fra og
lægge til.
Et fingerpeg om, at også andre fak-
torer kunne spille ind, får vi på dag-
bogens sidste blad, hvor man netop er
stået ud fra Grønlands kyst: 17. aug.:
„Vi mødte et skib til søs — så vidt vi
kunne skønne en basker, som vist var
på hvalfangst. Thi på 52 grader og
deromkring så vi overmåde mange af
dem." . Mads Lidegaard.
9