Atuagagdliutit - 24.12.1957, Blaðsíða 3

JULEN og dens rigdom af glade
begivenheder, der knytter den
til vore hjem og hjerter, er et
gammelt og ofte benyttet emne
i dansk digtning. Det har den
været, og er fremdeles, både i drama-
tisk form, som romaner og fortællin-
ger og endelig udmøntet i sange og be-
vægende vers. I sidste henseende tæn-
kes ikke i denne forbindelse på vore
højt skattede julesalmer, som vi hu-
sker og holder af li-
vet igennem. — Men
derimod på anden , .
skildring af julen i
digtets klædebon —;
et og andet af, hvad
der er skrevet om
årets store højtid,
men ikke tør formo-
des at være kendt af
de mange. De belyser
på forskellig vis, som
tilfældet er med an-
det, der skal fremdra-
ges, den andagt, glæ-
de og store, troskyl-
dighed, som vi Dan-
ske gerne giver ud-
tryk for og frit løb,
når juleklokkerne rin-
ger, når familien sam-
les forventningsfuld
om festens bord, og
når grenen med kær-
ternes stråleglans hil-
ser børnene og alle
os, der er blevet som
børn påny.
På teatret forekom-
mer juleaften med al
dens trylleri i „Nød-
debo Præstegaard" —
den uopslidelige ko-
medie, der er bygget
over romanen af Hen-
rik Scharling, og som
spilles år efter år, når
den tilstundende høj-
tid først i december
sætter sit præg på ga-
debilledet i Køben-
havn. Men vi må over
200 år tilbage for at
finde oprindelsen for
teatrets vedkommen-
de, nemlig til Ludvig
Holbergs „Julestue", der betegnes så-
ledes: „Komødie forestillet på den
danske Skueplads 1724“. Her åbenba-
rer sig dog ikke, som i „Nøddebo
Præstegaard" et tindrende juletræ på
scenen, hvilket nok især skyldes, at
granen med den brogede pynt og lys
på grene var ukendt i Danmark på
Holbergs tid. Den holdt først sit ind-
tog hos os for lidt over hundrede år
siden — på Københavns torveplakat
forekom de første graner til juletræs-
brug endog så sent som i 1869.
Det er forøvrigt i enhver henseende
en ganske anden julestemning end den
velkendte og højt priste, som her i
Holbergs „Julestue" gør sig gældende.
Og heldigvis, må man sige. Man erfa-
rer nemlig, at hele selskabet, fordi der
er kærlighed og skinsyge med i spillet,
bliver bragt på rådstuen. Trods denne
lidet lystige udgang må „Julestuen"
dog ikke forbigås, når der tales om
dansk jul i dansk digtning, især fordi
der i komedien forekommer en del re-
pliker, der fremhæver, at julens
grundstemning var den samme i hine
tider som nu.
Det er hos den aldrende provins-
borger Jeronimus, julestuen skal hol-
des, men han har nok sine grunde til
ikke at ønske den, fordi hans unge
kone, Leonora, vil benytte anledningen
til at træffe Leander, som hun er for-
elsket i. Men faster Magdelone er dybt
rystet over, at højtiden skal glide ufej-
ret forbi. Eet er, hvad der kan hænde
de unge forliebte, noget andet, at man
— hvad mange jo også i vore dage
vil mene — kan udsætte sig i andres
omdømme ved ikke at følge skik men
Sophus Bauditz har her indlagt sig
ikke ringe fortjeneste, og til de mere
yndede hører desuden Leopold Budde
og Vilhelm Bergsøe. Men også skriven-
de damer som Sophie Breum, Nico-
line Bjergby og Ingeborg Vollquartz
eller forgængere af Morten Korch som
Anders J. Eriksholm, Christopher
Boeck og Erich Erichsen har følt sig
draget af juleromantiken og i en ræk-
ke folkekære bøger appelleret til vore
GO
'..: '~i’ . • ........................................... »i. i.,.
Juleaften
— tegnet af
Herluf
Jensenius
dansk digt
lade hånt om den barnlighedens pietet,
der hvælver sig over julens festlighol-
delse. Magdelone udbryder: „Hvad vil
vore naboer tænke om os, når vi in-
gen julestue får i år? De vil tænke,
at vi ere kommet af troen, og se os an
som Tyrker og hedninger". Og hun til-
føjer: „Vort hus vil komme i foragt
over hele Æbeltoft derved"!
Som man ser må allerede den gang
julens traditioner være holdt højt i
ære mellem brave folk, og mon ikke
mange af i dag kender det fra sig selv,
at man jo nok i passende frastand kan
betragte det hele med overbærenhed
eller misfornøjelse; men må overgive
sig på nåde og unåde, når julen er in-
de, om ikke for andet, så for at und-
gå at virke afstikkende og snusfornuf-
tig.
☆
En lang række folkelige forfattere
har indenfor de sidste to generationer
ladet sig friste af julen som midtpunkt
for rørende, ofte ret dramatiske tildra-
gelser af den populære slags, hvad en-
ten de nu forekommer i kortere for-
tællinger eller i romaner med en skov-
ridergård 'eller lignende som hjemsted.
tårer og til de smil, som heldigvis altid
i slige tilfælde skinner igennem og går
af med sejren.
I højere literært plan ligger fra æl-
dre tid Johan Ludvig Heibergs „Jule-
spøg og Nytaarsløjer" fra 1817 og af
Steen Steensen Blicher, dels „Julefe-
rierne" fra 1834 og den velkendte no-
velle „De tre helligaftener" fra 1841.
Den mest gribende danske juleskil-
dring, og den tillige, der uden sam-
menligning har opnået den største be-
rømmelse, såvel hjemme som bogsta-
velig talt i hver verdens afkrog, er H.
C. Andersens eventyr „Den lille pige
med svovlstikkerne", skrevet i no-
vember 1845 på Graasten Slot. Hand-
lingen udspilles ganske vist nytårsaf-
ten, men — som mange vil huske fra
fortællingen — stryger den lille for-
frosne stakkel en tændstik at varme
sig ved, og der sker da det under, at
muren, hun har søgt ly hos, bliver
gennemsigtig, og hun ser da „det dej-
ligste juletræ", hvor „tusinde lys
brændte på de grønne grene og bro-
gede billeder, som de der pynte Bou-
tikvinduerne, saae ned til hende".
Trods sin dybt tragiske udgang giver
denne vidunderlige fortælling et smukt
indblik i, hvad dansk jul i familiens
skød — altså familien med juletræet
— vil sige, et indblik, der virker sær-
lig betagende netop på baggrund af,
hvad der sker derude i kulden og nat-
mørket, mens glæden sidder bænket
i den lune, festlige stue.
Man kan ikke læse denne skildring
af fordums armod og ulykke, uden
uvilkårligt at søge en smule trøst ved
den tanke, at der nu om stunder gen-
nem storstilet julevelgørenhed prøves
på at bringe de fattige og oversete i al
fald så megen hjælp, at de under høj-
tiden ikke skal føle nøden trykkende.
Som et stolt og smukt samlingsmærke
for sådanne bestræbelser rejses der
rundt om i danske byer og i Køben-
havn på Rådhuspladsen et kæmpe-
stort grantræ med lys på grene og
derved med påmindelse om, at nu er
tiden inde til at tænke på dem, der
ikke uden bekymring kan fejre jul.
Jeg har iøvrigt engang skildret dette
således:
Der står en gran og lyser,
i byens hjerte tændt
og i vort eget nynner
en tone gammelkendt ...
En lysende formaning
er trængt i hjertet ind,
har sagt os, hvad vi glemte,
har talt om brodersind.
☆
En anden dansk juleskildring, eller
måske julebetragtning, der også er ble-
vet læst af mange, hjemme og ude, fo-
rekommer i J. P. Jacobsens navn-
kundige roman „Niels Lyhne". Bogens
hovedperson er juleaften, plaget af sin
ensomhed, søgt hen på en restauration
og træffer her en bekendt, dr. Hjerrild.
De er begge optaget af religiøse grub-
lerier, og de enes om, at man ikke
kommer her til restauranten på en
juleaften med sin bedste vilje, men

med „en ydmygende fornemmelse af
at være sat udenfor". Hjerrild føjer
forklarende til: „Jeg skal sige dem
(Lyhne), der kunne tænkes folk, som
kom her for at give et ungdommeligt
spark til julen, og, De ved, jeg er her
af respekt for andres julefest. Det er
den første jul her, jeg ikke er hos en
elskværdig familie, jeg har kendt
hjemme fra min fødeby, men jeg har
fået den ide, at jeg var i vejen, når
de sang deres julesalmer. Ikke sådan,
at de generede sig, men det berørte
dem utroligt at have een siddende, for
hvem de sange kun var sungne ud i
luften, intet steds hen, det tror jeg da".
Som man forstår, er der selv i en så-
dan vemodig betragtning afspejlet den
magt, julen har over vore sind, den
stemning og fællesfølelse, der uvilkår-
ligt griber os Danske, når julehøjti-
den er inde.
Der går en understrøm af det sam-
me gennem et brev,- som Herman Bang
skrev juleaften 1885 fra Berlin til sin
ven, Peter Nansen, trykt i bogen om
Bangs vandreår. Digteren er, ligesom
Niels Lyhne, henvist til at gå på re-
staurant og føler sig ilde berørt der-
Fortsættes side 33.

3