Atuagagdliutit - 24.12.1957, Blaðsíða 23

Skandinavisk Reproduktionsanstalt
Læderstræde 26 København K
ALPHA-DIESEL A-S
Frederikshavn — Telefon 1000
Danmarkime kågéraliorfigssuit
angnerssåt nutåliaunerssåtdlo
JENSEN&MØEEER. A/s
^dcmmaz/då oy mocfø/ne ÅtÅdfiarfrtÅ,
Novelle af Sid. Roland
Julenat i
Marsf jållet
Da Skott var kommet op af dal-
sænkningen, standsede han et øjeblik
og lænede sig pustende til skistaven.
Mørket var faldet på, og foran ham
skimtedes Marsfjållets tågede top som
en uoverstigelig mur. Men Nils Skott
interesserede sig i øjeblikket ikke for
Marsfjållet. Hans blik gled søgende
frem over dalstrøgets snemasser. Plud-
selig opdagede han et spor, som førte
over mod passet mellem bjergene. Da
spændtes hans muskler på ny. Han be-
gav sig på vej, nøje følgende ulvespo-
ret.
Det var en stejl opstigning, men
Skott steg opad med sejg energi. Da
han var nået et stykke, gjorde han
holdt og spejdede op mod passet, hvor
han fik ø jepå en grå skygge.
Skott havde jaget ulven lige fra
ganske tidligt om morgenen. — Han,
hans fader og en tredie lap fra hans
fødeby på sydsiden af Sauto havde
været i Saxnås, hvor de havde købt
ind til juledagene. På tilbagevejen
havde de ved foden af Ropentjokko
fundet et helt frisk ulvespor.
Nils havde givet faderen sin rygsæk
og var sammen med den anden lap
gået på jagt efter ulven.
Det var juleaftensdags morgen, at
dette skete. Nils og hans kammerat
havde i løbet af dagen flere gange haft
ulven inden for skudvidde, men da de
ingen skydevåben havde, så gjaldt det
jo blot om at gøre, hvad han nu var i
færd med, at trætte dyret. Det var
imidlertid hård frost her oppe på fjel-
det, så ulven kunne stadig holde den
samme fart som i starten.
Da mørket faldt på, gav kammera-
ten op, og Nils var klar over, at han
ville tilbage til byen — og juleaften.
Men skulle han, Nils Skott, opgive
håbet om den lådne, dyrebare pels?
Aldrig i livet! Det måtte være jule-
aften, så meget det ville. Han skulle
have ulven, hans første ulv.
Nils lo for sig selv, da hans tanker
vendte tilbage til dette behagelige
emne. Det var minsandten ikke hver
vinter, at der som nu var ulve på
Marsfjållet, og kunne han dræbe den
bedste, så havde han udført noget, som
hverken hans fader eller nogen anden
lap nogensinde havde kunnet, trods
det, at de havde været med den gang,
da det var almindeligt med ulve på
fjeldet.
Nils’ tanker optog stadig dette her-
lige emne: omkring 600 kroner kunne
den pels, som nu vel var nogle hun-
drede meter fra ham, nok indbringe.
Så meget vidste han, at der blev be-
talt. Seks hundrede kroner! Det var
mange penge...
Niels øgede farten. Måske var dét
forvisningen om de seks hundrede, der
gav ham fornyet kraft, og han steg
med en fantastisk fart. Nu kom der
en stor stigning. Dog Nils sparede ikke
på kræfterne, men gik på med sam-
menbidt energi. Ulven var nu nået op
på Marsfjållets østside, og Nils kunne
se Dyrets skygge, når han for et øje-
blik tog blikket op fra sneen.
Det var i sidste sekund, at han fik
set en stor sneklædt klippeblok, der
skød op af sneen lige foran hans ski.
Endnu et sekunds uopmærksomhed, og
han havde måttet sige farvel til de
seks hundrede!
Nils var atter på Sporet, og tempoet
blev på ny sat i vejret. Han så hurtigt,
at ulven var på vej mod Marssøen. En
plan modnedes i Nils’ hjerne. Ha-n vil-
le forsøge at få ulven til at holde den
retning. Fik han den blot ned til skov-
konten, ville det ikke vare længe, før
selv det mest udholdende dyr var kørt
træt, thi der lå sneen meget løsere end
heroppe på selve fjeldet.
Da vejen stadig gik mod øst, holdt
Nils ikke hus med kræfterne, men
skyndte sig alt, hvad han kunne. Han
var snart så nær ved ulven, at han
tydelig kunne se den. Dyret sagtnede
farten. Det var uden tvivl ved at køre
træt.
—■ Du skal blive min, gamle gråben!
råbte Nils pludselig ivrigt, men han
holdt straks inde, da han så, hvad
hans ubeherskede glædesudbrud hav-
de haft til resultat. Ulven havde vendt
sig og begav sig nu af sted mod nord!
Den ligefrem sprang fremad.
— Jeg må forsøge at få ham tilbage
i den gamle retning, mumlede Nils
ved sig selv.
Han løb ned i dalstrøget og opad
skråningen til den bjergås, hvor ulven
nu var. Nils arbejdede, så det værkede
i hans ryg. Angsten for at hele dagens
møje og besvær skulle være tilintet-
gjort, gjorde ham urolig. Han så kun
ulven, der i lange sæt søgte at komme
forbi ham.
Nils fik en mærkelig tåge op foran
øjnene og en stærk susen for ørene...
Men så, nogle kraftige tag til, og han
var oppe på bjergåsen. Ulven havde
ikke ventet at se sin fjende så nær
ved sig. Den rykkede lidt tilbage og
gav et ildevarslende hyl fra sig.
Nils’ ski pegede lige mod ulven.
Denne stod stille et øjeblik og over-
vejede hvilken vej, den skulle fort-
sætte. Den sprang ned ad — mod øst.
Nils pustede ud, mens han fulgte
alle ulvens bevægelser med øjnene.
Den forsvandt i dalsænkningen, ned
mod skoven. Nils lo en sejrsbevidst
latter. Nu var han sikker på, at dyret
ville holde den retning, han ville have.
På begge sider af dalstrøget fandtes
(Fortsættes side 30)
26