Atuagagdliutit - 24.12.1957, Blaðsíða 4

TY...
NEJ, Alfred vidste ikke rigtig, hvad han
skulle. — Han havde tænkt på det siden
i aften, da sønnen og svigerdatteren hav-
de været der og siddet og fortalt, at de
kom til at lukke.
Lukke! Han havde set på dem.
Ja, lukke. Hvis ikke andre kom og lukkede. Det
kunne nok ikke nytte at blive ved, når de stadig
stod og manglede penge. De havde alligevel ikke haft
nok, da de begyndte, og de havde for lidt at handle
med, så folk gik andre steder hen. Nu skulle de be-
tale husleje for butikken den t
11. — De var lige blevet fær-
dige med at afdrage, hvad de
var kommet til at skylde for
sidste kvartal, og værten ville
vel ikke blive ved med at få : ''r
sine penge bagud, det var der
ikke noget at sige til. De havde
regnet med noget bedre han-
del nu op til jul, men det så
ud til at slå fejl. Og de varer,
de havde, skyldte de også for
— de fleste da. Dé skyldte og
skyldte og skyldte.
Det var svigerdatteren, som
havde sagt det meste. Søren
var kun kommet med en be-
mærkning nu og da. Han hav-
de siddet og set nedslået ud.
Men, hvad så?
Ja, hvad så? Så ingenting.
Sønen havde haft arbejde på
en fabrik, hvor han stod og
passede en maskine. Men en
dag var han kommet til skade
og var blevet kørt på hospita-
let. Da han kom ud igen, var
de tre fingre og det meste af
højre hånd væk. Og der var
vrøvl med den erstatning, han
skulle have, fordi han ikke
havde haft en skærm slået for.
Det var ikke gået i orden end-
nu, og det var måske tvivl-
somt, om han fik noget. Så
havde han solgt en grund, han
havde afdraget på i adskillige
år, og de havde overtaget en
lille forretning, hvor de hand-
lede med tobak og øl og aviser
og besørgede konfirmations-
og festtelegrammer.
Alfred kunne godt se, at de
havde ret. Han havde selv
tænkt på det, når han stod
uden for butikken. Der lå nogle billige shagpiber i
spredt orden, nogle pakker tobak, lidt cigaretter og
cerutæsker, et par blyanter, en æske med farve-
kridt, tre flasker blæk af forskellig størrelse, et par
mapper med brevpapir og nogle festtelegrammer,
som var begyndt at falme. Hvad kunne det nytte, at
det var en hjørnebutik, når den ligefrem lå og lyste
af fattigdom. I forretningen længere nede i gaden
var vinduet fuldt af varer. Der var så meget, at man
knapt kunne få øje på, hvad der var.
De havde været så forhåbningsfulde, da de be-
gyndte. Det skulle nok gå. Børnene kunne bringe
aviser og ugeblade ud, og konen være med i butik-
ken, når der var travlt. Men hvad kunne det nytte,
når der aldrig var travlt?
De andre søskende kunne ikke hjælpe dem. De
kunne nok selv bruge, hvad de tjente •— sådan gjor-
de jo folk nu. Jo, den yngste havde lånt dem, hvad
han havde sparet sammen — det så han vel aldrig
igen — og man kunne ikke forlange, at han skulle
blive ved.
Stemningen havde været trykket, da de var gået.
Alfred havde ikke sagt ret meget, og han så godt, at
Anna havde fået våde øjne. De havde haft syv børn
og sørget godt for dem, til de blev så store, at de
kunne selv. Nu havde de kun deres aldersrente og
så meget i deres sparekassebog, at de kunne komme
i jorden uden at børnene skulle skillinge sammen.
Og selv om de tømte den-----------
Alfred havde ikke sovet ret meget den nat. Hvad
Anna havde, vidste han ikke. Det var vist ikke værd
at snakke om det. Det med sønnen var det sidste,
han havde tænkt på, før han sov, og det første, da
han slog øjnene op.
Men da han stod i det lille køkken og vaskede sig
— de havde været så heldige at få byttet sig en lille
lejlighed til, da de måtte nøjes med aldersrenten og
den treværelsers blev for dyr — var han pludselig
kommet til at tænke på Kristen.
Kristen var rig. Kristen kunne måske hjælpe, hvis
han ville. Han havde i alt fald forstand på forret-
ning. Hvis han nu talte med ham?
Byen var jo ikke større, end at man løb på hin-
anden engang imellem. Gik de på hver sin side af
gaden, hilste Kristen altid pænt med hatten. Men
var det på samme fortov kunne det godt falde ham
ind at slå ham på skulderen og sige: „Goddav, Al-
fred, nå, hvordan går det? Vi går og bliver grå.“
Nej, stor på det var han vist aldrig blevet, skønt
han var med i både det ene og det andet. Alfred
havde indtryk af, at man så op til ham allevegne og
regnede ham for at være en god mand.
En dag — ja det var altså det, der snart måtte

Hl
f ]Ml:p llif: * f I f! v fø&m
Am yf jfk^t f fMUiM
—Pn&rl
v ty' vy..vv- ..r,
■A i'
UDE
DET DYBE
J7;

Han holdt ikke af det. Han havde aldrig nogensin-
de bedt Kristen om noget — det havde heller ikke
været nødvendigt. Og nu var det mange år siden.
Men de hilste da, når de mødte hinanden på gaden.
Alfred og Kristen var skolekammerater og ung-
AF PETER HANSEN SKOVMOES
TEGNINGER: JOHS. BÆCH
domskam'merater. Kristen var kommet i lære hos
købmanden derhjemme, da Alfred tjente i gården
ved siden af. Og da Kristen var udlært og kommet
til byen og Alfred havde fået arbejde på sodavands-
fabrikken, var de kommet en del sammen, blandt
andet havde de været på samme hold, da dette med
at spille fodbold var kommet op. Alfred kunne hu-
ske, at han en dag havde spurgt Kristen, hvorfor
han ikke i stedet havde meldt sig ind i roklubben.
Men Kristen havde rynket på næsen.
„Roklubben — nej, den er for fars sønner og sag-
førerfuldmægtige og farmaceuter og den fine ende,
men fodbold, ser du, det er for tømrere og smede-
drenge og os andre almindelige mennesker."
Men så havde Kristen selv fået forretning og var
blevet gift — og nu havde han byens største kolo-
nialforretning en gros og hørte vel selv med til den
fine ende.
Skønt Alfred vidste ikke rigtig, hvad han gjorde.
være tyve år siden — havde de mødt hinanden uden
for hans forretning og var kommet i snak. Til sidst
havde Kristen sagt: „Hør, kunne du ikke have lyst
til at gå med ind og se min krambod?"
Alfred var gået med. Og det kaldte Kristen en
krambod! Tre, fire kontorer. Og et lager så stort.
Kælder, stue og første sal hele gården rundt prop-
fuld af varer af alle slags. Kristen havde vist om-
kring, og Alfred havde været stum af forbavselse.
Endelig havde han sagt: „Ja, men hvordan bærer
man sig ad med at få--------?
„Hvordan man bærer sig ad? Slid og slid — jeg
■er her altid selv — og dygtige folk, som man kan
stole på----og så kunder, som ved, at de kan stole
på én."
Så fortalte Kristen om et flaskerensningsanlæg,
som han lige havde bestilt.
„Hør, var det ikke noget for dig at passe det? Det
må du da kende til. Du kan komme med det samme,
og du skal få det godt her."
Men Alfred havde været på fabrikken i tredive år
og syntes, at han var for gammel til at gøre foran-
dring. Han havde det jo godt, hvor han var.
„Tænk over det", havde Kristen sagt. „Jeg skal
sige dig — det med sodavandsfabrikken holder ikke
i længden. De små fabrikker vil gå neden om — de
kan ikke klare sig i konkurrencen, nu de store
bryggerier er begyndt."
Alfred havde alligevel sagt nej. Desværre havde
han sagt nej. Nogle år efter måtte sodavandsfabrik-
ken lukke, men da havde han ikke villet gå over til
4