Atuagagdliutit - 24.12.1957, Blaðsíða 5

Kristen. Kristen havde jo sine faste folk, og han
ville ikke komme og skubbe nogen til side. Han
havde måttet tage fat på langt hårdere arbejde, end
han var vant til. Og nu var han altså nået den alder,
hvor man også blev fri for det.
Skulle han gå ned og tale med Kristen?
Han ville ikke sige noget om det til Anna. Det var
jo heller ikke for, at han ville bede ham om noget.
Det vil sige------nej, det ville han alligevel ikke.
Han ville bare — han vidste ikke selv, hvad han
ville.
„Jeg går lidt, Mor“, sagde han.
„Hvor skal du hen?“
„Å, jeg ved ikke — måske ingen steder".
„Hvis du skal indenfor hos Søren, kan du så ikke
tage denne pakke med? Det er den sweater, jeg har
strikket til Niels. Jeg glemte at give Sine den, da de
var her i aftes."
Anna lagde mærke til, at han havde taget sin
pæne overfrakke på. Det behøvede han da ikke, når
han ingen steder skulle hen.
Han stod lidt uden for Sørens butik. Jo, der var
pyntet lidt op i vinduet i anledning af julen. Guir-
lander af små dannebrogsflag og julekort og små
grankviste. De gamle festtelgrammer var heldigvis
væk. Men der var altså alt for lidt rigtige varer i det
vindue — og alt for lidt indenfor.
Bagefter gik han ned til Kristens forretning. Nog-
le damer sad og skrev på maskine i det forreste kon-
tor. En af dem rejste sig og kom hen til ham. Han
spurgte, om hr. Olsen var til stede.
Nej hr. Olsen var der ikke.
„Kommer hr. Olsen måske ikke i dag?"
Det vidste hun ikke. Om der var en besked?
Hm. Nej, det var der ikke.
Han gik igen. Han var lige ved at gå hjem. Men
så drejede han af op ad Storegade og gik videre ud
ad Allerupvejen. Det var koldt. Det mærkedes mere
herude, hvor vinden var imod. Nu begyndte det at
sne.
På venstre side var der høje beboelseshuse med
butik ved butik. Til højre var der villavej ved vil-
lavej, der gik ned mod fjordpromenaden.
Han drejede af igen og stod stille, da han var
kommet et stykke ned.
Der lå Kristens villa. Den var ikke særlig stor
eller flot. Kristen havde selv bygget den for en del
år siden, da der endnu var
grunde at få. Egentlig var
det et ganske alminde-
ligt hus med stue og før-
ste sal. Foran var der en
pæn lille forhave. Bag lågen
en række fliser og tre trap-
petrin op til en dør med
en lille messingplade. Ved
enden af haven var der
en skrå nedkørsel til en ga-
rage, hvor porten var luk-
ket.
Alfred gik videre ned
imod fjorden.
På tilbagevejen standsede
han igen. Kristen var nok
ikke hjemme, når han ikke
havde været i forretningen.
Det sneede tættere nu.
Der begyndte at lægge sig
et fint hvidt lag over flise-
rækken.
Nej, det var nok ikke
værd. Han gik videre igen
— hjemad.
Men han blev ved med at
tænke på Kristen. Da det
begyndte at mørkne, tog
han sin frakke på. „Jeg går
lidt", sagde han.
„Nå. Varer det længe?"
„Nej, det tænker jeg ik-
ke."
Konen så på ham. Han
havde været så underlig
fraværende hele dagen. Det
var knapt, han havde sva-
ret, når hun sagde noget til
ham. Nå, han havde nok
godt af at røre sig lidt. Men nu havde han igen den
pæne frakke på.
For anden gang stod Alfred uden for Kristens hus.
Der var tændt lys derinde. Sneen var fejet af flise-
rækken. Han tog i lågen. Skulle han eller skulle han
ekke?
Så tog han en rask beslutning og gik hen og rin-
gede på.
Der blev tændt lys indenfor. Det var datteren, der
lukkede op. Alfred vidste, at hun var lærerinde. Hun
så afventende på ham.
Han spurgte, om hr. Olsen var hjemme.
„Ja. Hvem må jeg sige, det er?"
„Alfred Andersen".
Han kom ind i entreen. Et øjeblik efter kom Kri-
sten. „Nej, er det dig, Alfred! Velkommen! Det er
nyt at se dig her!"
„Ja". Alfred stod lidt genert. Han vidste ikke rig-
tig, hvad han skulle sige.
„Værsgo! Nej, tag nu frakken af".
Kristen fik ham indenfor, anbragte ham i en stol
og kom med cigar.
Alfred sad og så sig om: Tykt tæppe på gulvet,
malerier på væggen, grønne planter i vinduet — og
Kristen lige overfor — med et stort skrivebord imel-
lem dem.
„Nå. Hvordan har du det?" spurgte Kristen.
„Åjo, tak — sådan så jævnt — — “
„Arbejder du endnu?"
„Nej. I den sidste tid har jeg ikke haft noget. Jeg
kunne måske nok, men der er jo ikke så meget brug
for een, når man bliver gammel. Man vil hellere
havde de yngre. Det er der ikke noget at sige til. Jo,
forår og efterår har jeg lidt havearbejde for folk,
og så har jeg jo min aldersrente."
Han så på Kristen. Han så ud, som han havde set
ud de sidste femten år. Det mørke hår var måske
blevet lidt tyndere, det var også begyndt at blive
gråt — men ellers. Så kom han til at se ned ad sig
selv. Han havde ikke tænkt, at han skulle have frak-
ken af — han skulle hellere have skiftet tøj. Men så
ville Anna vel have spurgt om for meget.
„Og hvordan går det med børnene?" spurgte Kri-
sten.
„Jo-o, tak."
„Hvordan går det med — var det ikke Søren, han
hed — ham, der kom til skade med hånden? Fik han
ikke en lille forretning?"
„Jo". — Nå det vidste han altså.
„Hvordan går det med den?"
„Å, ikke særlig godt".
„Nå."
„Jeg var forresten nede i din forretning i dag, men
du var der ikke."
„Nej, jeg har været forkølet, og så var der en del,
jeg lige så godt kunne ordne herhjemme."
Kristen sad og så på Alfred. Hvor lignede han sig
selv endnu — lidt kejtet, lidt genert. Han havde al-
tid syntes, Alfred blev ved at ligne en dreng, også
da han blev voksen. Det gjorde han egentlig endnu
— sådan en god gammel dreng omkring de halv-
fjerds.
Nå, og hvad var det så, du ville tale med mig om?"
Alfred tav lidt.
Ja, han vidste egentlig ikke, hvad han ville. Det
vil sige, det vidste han jo nok, men----—
„Var det noget med Søren og hans forretning?"
Det gik op for Alfred, at Kristen var en mand, der
forstod at spørge og gå lige løs på en sag.
„Ja-a, jo-o.“
Og så kom det altsammen, både det, de andre
havde sagt, og det, han selv havde gået og tænkt på.
Det var ikke, fordi han ville bede ham om noget,
han ville altså bare tale om det — -—
Og Kristen sad og hørte på ham — han hørte det
hele. Men samtidig sad han og tænkte på noget helt
andet------
Der lå en gammel skole ude på landet midt mel-
lem to byer og omtrent midt i et langstrakt sogn.
Den havde ligget der i næsten hundrede år og var
vel lagt netop der, for at de fleste af børnene kunne
få lige langt at gå. Over for skolen et lille stykke
nede var der en mose, hvor der altid var åbent vand.
Om sommeren var vandet ikke så stort, men om vin-
teren og i fugtige år. gik det undertiden langt op
igen. Så kaldte de det fladvandet.
Det havde været barfrost i nogen tid, og vandet
var lagt til. Degnen havde forbudt børnene at gå
ned på isen, fordi frosten ikke havde været hård
nok, og mosen var dyb. Men den sidste dag før jule-
ferien havde humøret været højt i drengeflokken i
(Fortsættes side 32)
o