Atuagagdliutit - 24.12.1957, Blaðsíða 9

dliarKame sutorniartarfingmukarsi-
mavdlutik.
OKalugpalårissåkut tåssuna ersser-
poK isumavut jutdlip pissaunerata su-
nertarai, uvagutdlo Kavdlunåt jutdli-
litdlarångat atautsimortariaKarnermik
misigisimanermik kimingneKartartu-
gut.
tamatuma akerdlianik Kavdlunåt
taigdliéine jutdle erKartomeKarsima-
vok Peter Faberip jutdlime orpiliamik
taigdliåtigut. tåussuma Kavdlunåtortai
kalåtdlisut nugterneKarneranit nuna-
miorpalungneruput, jutdle sivisussa-
KissoK akisoKissordlo naggatågut OKau-
tigineKarsimavdlune. Faber taigdlior-
tusimångikaluarpoK telegramertar-
fingme direktøriusimagame, jfitdli-
mutdle tungassunik måna tikitdlugo
mérKanit nuånarineKartuartunik taig-
dliaKarsimavdlune, tamåko ilagåt: „ta-
mavikasiat agpita".
nalivtine orpiliaK Kavdlunåt kå-
ngartugssåungitsumik jutdlimut tu-
ngatilersimavåt. Kavdlunåt taigdlior-
tuisa nalivtine inusimassut tusåma-
ssaunerussut ilåt Mogens Lorentzen
agdlagpoK jutdle orpiliartaKångitsoK
jutdliungitsoK. anersame Kavdlunåt
amerdlanerpårtait taimatut isumaKar-
tångitdlat ingmingne jåtdlisiusagånga-
mik imalunit Kanga pisimassut erKar-
sautimingne Kagfakåtitdlugit nunane
takornartane ungasigsorssuame jut-
dlisiortarångamik.
Svend Rindholt.
(nailisardlugo Kavdlunåtdlo atuag-
kiåinik angnerussumik atuarsimå-
ngitsunut påsiuminarsardlugo
nugtigaK).
Grønlandsposten
sender læserne
de bedste ønsker
om en
glædelig jul
og et
☆
Atuagagdliutit
atuartiminut
jutdlime
ukiortåmilo
ajungitsunik
kigsaussivdlune
pivdluarKussivoK
ENGANG for mange år si-
den var der i Paradis en
meget ulykkelig lille en-
gel, som alle de andre
engle kaldte „den mind-
ste engel". — Han var nøjagtigt
fire år, seks måneder, fem dage,
syv timer og to og fyrre minutter,
da han præsenterede sig for den
rare Set. Peter, der sad og vogtede
himlens port. Fra det øjeblik var
det så som så med den himmelske
fred, den mind-
ste engel blev
snart en hel pla-
ge for de andre
engle. Han var en
forfærdelig lille
klodset engel, og
han sang altid
falsk, når det
himmelske kor
øvede sig. — Når
der skulle være
aftenbøn, kom
han altid for sent
— og det fejlede
ikke, at han hver
gang bragte en af
de andres vinger
i uorden.
Men det vær-
ste var næsten, at
de andre engle
og keruber talte
om, at han slet
ikke så ud som
en engel! Og de
havde også fuld-
stændig ret. —
Hans glorie sad dårligt, og man så
ham næsten altid holde på den med
sin lille svedige hånd, når han løb.
Ja, selv når han forholdt sig i ro,
opførte hans glorie sig slet ikke,
som glorier plejer — enten gled
den om bag i nakken på ham, eller
også tabte han den, så han måtte
løbe efter den langs himlens gyldne
gader.
Nu kan enhver jo forstå, at den
mindste engel før eller senere måtte
stå til regnskab for sin udiscipline-
rede opførsel. Og en dag blev han
så anmodet om at melde sig hos en
af ærkeenglene.
Med tungt hjerte begav han sig
på vej efter først at have pudset
sin glorie, så fint han kunne — ved
at ånde på den og polere den med
sin kjortel.
Ærkeenglen kiggede ned på den
lille synder og lo hjerteligt ad hans
forlegne ansigt.
— Nå, så du er den lille fyr, der
har lavet så meget postyr! Kom her
og fortæl mig, hvordan det nu kan
gå til. —
Og før den mindste engel vidste
af det, sad han på ærkenglens skød
og fortalte, hvor svært det var for
en dreng pludselig at føle sig for-
vandlet til en engel. — Han havde
hjemve-------det var jo ikke for
det: Himlen var vidunderlig smuk,
men jorden var også smuk! Var
den måske ikke også skabt af Vor-
herre selv? Der var træer, man
kunne klatre i, huler, man kunne
lege i, solen, regnen, skumringen
og dæmringen og det dejlige varme
sand under ens fødder.
Ærkeenglen smilede og i hans
øjne sås et forstående glimt — et
halvglemt minde om en anden lille
drengs barndom for mange, mange år
siden.
Så spurgte han den mindste en-
gel, hvad der ville gøre ham mest glad,
og den mindste engel tænkte sig lidt
om. Så hviskede han i ærkeenglens
øre:
— Der er en æske, som stod under
min seng derhjemme — hvis jeg bare
kunne få den, så ville jeg blive me-
get glad —!
Ærkeenglen nikkede. — Du skal nok
få din æske, lovede han, og en engel
blev straks sendt af sted til jorden
for at bringe æsken til Paradis.
I den kommende tid undrede alle sig
over den store forandring, som nu
var sket med den mindste engel. Han
var ovenud lykkelig og hans opførsel
var hævet over enhver kritik.
Men så skete det, Jesus, Guds søn
skulle fødes i Betlehem. Og da nyhe-
den om den forestående begivenhed
spredtes i Paradis, forenedes alle eng-
lenes stemmer i et mægtigt glædeskor.
Alle begyndte at forberede sig på at
fremstille gaver til Jesusbamet — alle
undtagen den mindste engel. Han satte
sig på den gyldne trappes øverste trin
og gav sig til at spekulere over, hvad
han dog skulle finde på.
Tiden for det store mirakel nær-
mede sig — og den mindste engel be-
stemte sig så til at forære Jesusbar-
net sin æske. Han kom stolt med den
og lagde den foran Guds trone ved si-
den af alle de andre strålende skinnen-
de gaver fra Paradisets engle — gaver
af en så vidunderlig skønhed, at hele
universet oplystes blot ved genskin-
net af dem. Og da den mindste engel
så dette, skammede han sig og ønske-
de, at han kunne tage sin gave tilbage.
Den var grim og værdiløs — blot han
dog kunne fjerne den, før Vorherre
havde fået øje på den! Men det var
for sent! Guds hånd bevægede sig
langsomt over den vældige række af
strålende gaver — og standsede plud-
selig, udstrakt over den mindste en-
gels beskedne gave.
Den mindste engel rystede over hele
kroppen, da æsken blev åbnet for Vor-
herres og alle englenes øjne. Og hvori
bestod så hans gave til barnet? — To
små hvide sten fra den mudrede bred
af en af floderne i hans barndoms egn,
en strålende presset blomst plukket på
en af højene over Jerusalem, en kniv
med afbrækket spids og et gammelt
læderhalsbånd, som hans lille hund
engang havde båret.
Den mindste engel græd varme bitre
tårer, for nu vidste han, at han i ste-
det for at ære Guds søn, havde gjort
nar ad ham med denne lille grimme
gave. Hvordan havde han dog nogen-
sinde kunnet finde den æske så vid-
underlig?
I sin befippelse vendte han sig og
prøvede at løbe bort fra den himmel-
ske fader, men det mislykkedes, og før
han vidste af det, stod han foran selve
tronen. Det var et øjebliks fuldkom-
men tavshed. Så hævede Vorherres
stemme sig som dejlig musik:
— Af alle gaver har denne lille æske
behaget mig mest. Dens indhold er
jordisk, og min søn skal være konge
over jorden — det er ting, han vil
værdsætte og med sorg efterlade, når
hans gerning dernede er fuldendt!
Igen var der et øjebliks tavshed. Så
begyndte den råt udskårne, uanselige
æske at gløde med et pragtfuldt skær;
skæret blev til en flamme og flam-
men lyste med en sådan klarhed, at
det blændede alle englenes øjne. Der
var ingen undtagen den mindste en-
gel, der så flammen løfte sig foran
Guds trone. Han og kun han iagttog,
hvorledes den spændte sin bue over
firmamentet, hvor den stod og kastede
sit klare, hvide, skønne lys over en
stald, hvor et barn fødtes i samme øje-
blik ...
☆
-
Historien om den klodsede
JULEENGEL
vEa ☆
En fortælling for alle, som elsker
\¥* ) julen, skrevet af den canadiske
forfatter Charles Tazewell
- - >
9