Atuagagdliutit - 24.12.1957, Blaðsíða 18

Et fjeld
som
afskeds

Kakinnåiv, en af de dygtigste jægere -
KakinaK, piniartorssuaK najordlugo
Brooks Range, den vældige fjeld-
verden mod nord i Alaska, stiger
langsomt frem af vintemørket, med
dale, krat og hvidklædte toppe så
langt øjet rækker. Lyset bliver stær-
kere, dag for dag tager det til. Og så
hen i januar sker underet, — det før-
ste gyldne solstrejf glider henover
fjeldryggene.
Kulden er skarp, stormene kommer
hyppigt, som et piskende kog ned
mod dalen og lægger sneen højt om
teltene. Men vi klager ikke, tværtimod
ser vi lyst på livet, for der er rigelig
med rener, og hver dag er vi mætte.
Ja, det er et dejligt syn med disse
tusinder af vildrener omkring os. Nog-
le holder sig længe på et sted, andre
er på vandring i lange rækker. Under-
tiden styrer de lige mod vor boplads,
og da bliver der et farligt postyr af
halsende hunde og forskræmte rener.
I denne tid har jeg stor glæde af
mine ski, og har her en fordel frem
for eskimoerne, som kun bruger sne-
sko. Sneen er hårdt tilføget, og fjeld-
siderne byder på de største undere. Det
er da en oplevelse at suse nedefter og
lige ind i en af de store renflokke, som
holder til i dalbunden. Før de får be-
sluttet sig til flugt, bliver de stående
omkring mig og kigger, som om de i
forargelse tænkte: „Snesko, javel, men
det der nye, det gælder ikke."
En slæde forspændt med ti halsen-
de hunde med skum om munden kom-
mer jagende ind i lejren med Agnak
som kusk. Han kommer fra bopladsen
en dagsrejse mod syd og bringer bud
om, at en jordemoder må komme, så
hurtigt det lader sig gøre. Man venter
en ny verdensborger i vildmarken. I
Nunamiut er det de ældre mænd, der
assisterer som jordemødre, og da det
— altid i sprudlende humør,
n i ka td 1 u ngau s sa rf i un gi ts o k .
falder sig sådan, at Agok skal på ulve-
jagt på de kanter, bliver det ham der
tager jobbet. Elegant og sikkert ordner
han fødslen; det bliver tilmed en pige.
Efter gammel skik bliver barnet op-
kaldt efter en af bedsteforældrene.
Ajapana bliver navnet.
Før i tiden var det ikke så sjældent,
at man satte børn ud i sneen og lod
dem fryse ihjel. Noget sådant kunne
blive nødvendigt, hvis familien skulle
klare sig i en vanskelig tid. Dette gør
man ikke mere.
En aften slentrer jeg over til Pa-
neaks telt, som jeg plejer. Han ligger
på ryggen og holder den yngste søn
Vikak op i luften i strakte arme og
synger de underligste sange, mens un-
gen spræller af fryd. Ja, Paneak er i
et strålende humør; han er netop kom-
met hjem fra jagten med to ulveskind
over skulderen.
Mange jægere samles i teltet, og som
sædvanlig, efter en heldig jagt, for-
tæller Paneak gamle historier. Han
har en rigdom af dem. Næsten ordret
er de fortalt ned gennem generationer
og de gengives igen med den samme
intense fortællerglæde. Det er histo-
rier fra før og efter „Den store flod",
om eskimoerne der boede på en højde-
ryg, mens alt andet var hav; om rav-
nen der drev spyddet i et lille stykke
land og fik vandet til at synke; om
havets dyr der i zig-zag snoede sig ud-
efter og således formede de mange
krogede elvelejer. Det er historier om
djævle som udspyr ild; om medicin-
mænd der vækker døde tillive og går
tværs igennem fjelde; om underlige
mennesker der lever i luft og i vand,
på månen og stjernerne; om mammut
og mus; om mennesker i dyreham; om
kærlighed og meget andet. Man føres
ind i en sælson fantasiverden.
— Den pragtfulde jæger er et syn,
som han sidder der og lever med
i det han fortæller. Snart dvæler han
ved historiens fine pointer, snart bry-
der han ud i en lille munter latter ved

ÉMBBI
j' B
lÉÉliSlr"’^ '9s' ***■*'
I Brooksfjellene færdes Grissly-bjørnen og der er mange uf dem. Dette billede viser en
“fætter** af grissly-bjørnen, den brune bjørn, som færdes i kystområdet noget længere
mod syd. Dét er jordens største rovdyr.
agdlarssuaK, Alaskap kujatå’tungånltoK. tåuna silarssuarme Kåsugtut angnerssaråt.
ave
• •
et humoristisk indfald; når handlin-
gen så presser på dirrer spændingen
bag de få, malende ord.
Historier skal vandre, siger eskimo-
erne, og i sandhed er det historier fra
mange og fjerne eskimosamfund, som
det eskimoerne bliver mest forundrede
over er den elektriske pære, jeg hæn-
ger op i skindteltet, og som lyser så
snart motoren sættes til. Det er mær-
kelig „medicin".
En dag jeg kalder på Injuaslurak
Et kraftigt måltid på en rå rensdyrknogle. Rensdyrkød blev spiist til alle måltider. Ofte
blev kodet kogt et øjeblik, men mange gange blev det også spist råt, særlig i frossen
tilstand.
lugtup talia oKångitsoK mikåinardlugo — aitsåme tåssa! tugtup neuå nunamlormiut inu-
ssutivigssuaråt, ilane iilåginardlugo amerdlanertigutdle Kcrissortordlugo nerissardlngo.
er vandret herop i fjeldene. Men et
stort antal af historierne er utvivlsomt
Nunamiuts egne. løvrigt er enkelte hi-
storier næsten de samme som dem, der
fortælles blandt grønlandseskimoerne.
Som før nævnt har disse eskimoer
ikke længere medicinmænd, og de
dyrker ikke det gamle. Men de tror
fuldt og fast på det underlige, som
fortælles ned gennem slægterne. De
tror, at en mærkelig mand ved navn
Ahjalmaltra skabte de første eskimoer
af ler; at en medicinmand kan bræn-
des levende og komme tillive igen; at
der lever mennesker i luften og meget
andet.
Så er der aftener i teltet, hvor der
er stemning for sang. Og der bliver
sunget af hjertens lyst, snart af en en-
kelt, snart i kor. Sangen er noget væ-
sentligt for eskimoerne. De har også
en mængde sange: fest- og dansesan-
ge, jagtsange, beskyttelsessange, hu-
moristiske sange, medicinsange, kær-
lighedssange og andre. Stadigvæk ska-
bes der nye sange i fjeldene. Nuna-
miuts mest populære komponist er
gamle Maptigak.
Takket være den kendte „bushpilot"
Sig Wien, som iøvrigt er af norsk æt,
har jeg i vinterens løb fået en stål-
båndsoptager fløjet hertil. Eskimoerne
synger og fortæller historier i mikro-
fonen og således samler jeg et fængs-
lende materiale. Apparatet er en stor
sukces, for sangene kan jo gengives
umiddelbart efter, at de er sunget. Men
slår det mig, at han er tavs og fravæ-
rende. Agmalik fortæller så, at Injua-
slurak netop er kommet tilbage'fra en
ulvej agt, hvor der hændte noget sæl-
somt. Han skød en sort ulv; dyret rul-
lede rundt og blev liggende. Han gik
så op til det, men pludselig sprang det
op og flygtede. Han gav ulven to kug-
ler på ganske nært hold, men den fort-
satte, som om den var usåret, og for-
svandt over højene.
Den slags hændelser med dyr er al-
tid et ondt varsel, siger Agmalik.
Sandsynligvis betyder det død, kan
hænde det er Injuaslurak der snart
skal dø.
Det bliver vår. Blændende sol over
den hvide fjeldverden. Pletvis smelter
sneen i dalene, småbække risler. Ulve-
ne sover nu størstedelen af dagen på
højene, hvor de har vid udsigt. Eski-
moerne binder bjørneskindslæder
udenpå kamikkerne, for at gå lydløst,
når de sniger sig ind på dyrene. Ry-
perne kommer i store flokke og sætter
sig i v'idjekratlet omkring lejren. De
ser ud som underlige hvide frugter
mellem de nøgne kviste. Drengene la-
ver sig bue og pil og clriver ivrig jagt
på dem. Grizzly-bj ørnen tumler ud af
hiet, og som vi farer over landet, stø-
der vi rask væk på dens vældige fod-
spor i sneen. Vildrenerne har fået uro
på sig; i lange rækker trækker dyrene
nordpå. Det gælder om at nå op til
kystens tundraland i tide, for der skal
kalvene fødes i den lyse, arktiske for-
sommer.
Vi kommer langt omkring med hun-
despand; jager ren, ulv og bjørn og har
det dejligt. Vor menu byder nu på nye
specialiteter: den yderste nye del af
unge renhorn, og de store larver, som
findes på indersiden af skindet. For
første gang i lange tider får vi også
andet end det, som har med ren at gø-
re: i morænerne fremgraver børnene
rødder, der har en sødlig smag.
Så får vi besøg. Den kendte danske
arkæolog, Helge Larsen, kommer fly-
vende og lander i lejren. Sidste år hav-
de jeg truffet ham i Norne, og vi af-
talte da, at-han skulle aflægge en visit
i fjeldene. Helge Larsen har holdt til i
Alaska i lang tid, og har udført et
fremragende arkæologisk arbejde i
kystområderne. Sammen med Froelich
Rainy gjorde han det opsigtsvækkende
Ipiutak-fund ved Point Hope, og på-
viste en tusindår gammel eskimokul-
tur med tilknytningspunkter dels til
indlandet, dels til Asien. Den isolerede
eskimogruppe, som jeg lever iblandt,
har han imidlertid aldrig før truffet,
lige så lidt som han eller andre har fo-
retaget udgravninger i Brooks Range
fjeldene. Han vil nu orientere sig en
del på en lynvisit.
Det er en frisk fyr, der straks finder
sig tilrette med køddiæt og primitivt
teltliv. Jeg beder min eskimovenner
om at hjælpe ham på alle måder, sær-
lig med oplysninger. Jeg havde ind-
tryk af, at han var fornøjet med op-
holdet, da han en unge efter drog syd-
på til Fairbanks.
Nu trækker folkene fra de andre bo-
pladser ind til vor lejr, og snart er vi
alle samlet igen. — En af kvinderne
fra den fjerneste boplads er bedrøvet.
Henne i vidjekrattet står en lille kiste,
og i den ligger hendes tre måneder
gamle barn, som døde engang i vin-
ter. I måneder er kisten blevet flyttet
omkring fra lejrplads til lejrplads, for
efter eskimoernes skik skal den døde
ikke begraves før sneen er borte.
Så lakker det mod den tid, da jeg
skal forlade eskimoerne. Som vi en af-
ten sidder i teltet og taler om vort liv
i fjeldene og om den verden, jeg snart
skal rejse tilbage til, siger Paneak: „Vi
vil give dig det fjeld, som går op fra
kæmpedalen; det skal få dit navn, og
vi vil huske dig med det". Jeg ved ik-
ke, hvad jeg skal svare. „Sådan en ting
bliver husket af vort folk fra slægt til
slægt".
Vi skilles sent. En tid lang bliver jeg
stående uden for mit telt og ser over
mod fjeldet, hvis sneklædte top tegner
sig skarpt i den lyse vårnat. Lige over-
for det, på den anden side af den brede
dal, knejser et andet fjeld mod him-
len. Det hedder Suapok efter en eski-
mo, som døde for længe siden. En gang
NUNAMIUT IV
AF HELGEINGSTAD
da han drog forbi, sagde han: „Jeg har
ingen børn; når jeg er død, vil jeg ger-
ne have, at I husker mig med det
fjeld".
Der står da mit fjeld og spejder over
mod Suapok og er i godt selskab. Jeg
tænker på Peneaks ord og de tanker,
der ligger bag, og føler det som en
virkelig og stor gave fra disse enkle
mennesker.
En flyvemaskine brummer mellem
fjeldene, så flyver den lavt henover
renskindsteltene, mens hundene bjæf-
fer mod den — og lander. Tiden er in-
de: Jeg-må skilles fra Nunamiut-fol-
ket og rejse tilbage til den såkaldte ci-
vilisation langt, mod syd.
Vi spænder hundene for; i strakt løb
går det op til den lille sø. Mine ting
Aguk er omkring 70 år gammel, men farer
som en ulv over fjeldene. Han er en strålen-
de fyr, som altid er parat til at hjælpe andre.
Åguk 70 migss. ukiulik, aulagsarlssutsimigut
inusugtunguamut aulassinåinaK. inugsdamer-
sorssuaK nåkigtarajugtordlo tamanik ikimiu-
matdlangmagssuaK.
kommer på, og der står da eskimoerne
i en klynge omkring flyvemaskinen.
Her er jægerne Paneak, Kokinja, Mi-
kiena; den ranke halvfjerdsårige Map-
tigak med bøssen over ryggen. Koner-
ne med den mindste tittende frem un-
der hættens ulveskindskant, de dejlige
piger med Paneolak og Tatkavinja i
spidsen. Og børnene, mine små tyran-
ner, med den smilende Alusuk og den
sjove treårige jæger Ajakeorak forrest,
og yndige, lidt forsagte Sikieakuk ba-
gest i flokken, — alle disse venner,
med hvem jeg så længe har delt glæ-
der og sorger.
Vi letter. Deroppe fra ser jeg ned
mod denne lille flok mennesker, som
helt alene tager kampen op mod na-
turen langt derinde i fjeldene. Så fat-
tige, men med et ukueligt mod til at
være lykkelige. — Efter en drejning
suser flyet henover PaneaK, som dri-
ver hundespandet hjem mod lejren.
Han kaster hovedet tilbage og hilser
med armen, — hans varme smil er det
sidste indtryk. Så går det mod syd
gennem den blånende fjeldverden.
Kakinnån gør slæden klar til vinteren. Dette er den såkaldte „Basketslæde", en type, som er meget brugt i Alaska. De fleste nuna-
miuter har imidlertid tungere slæder med linje, solide meder.
KakinaK KumusiortuarsinaK. isamutit taimåitut Alaskame atorneKaKaut, mmamiormiiitdle najangnaitsunik portusunik perdlålingnik
KanxutcKarput.