Atuagagdliutit - 25.06.1959, Blaðsíða 4

Da købmand Severin over-
tog den opgivne kolonisation
— og fandt en „belejlig skibshavn og bygningsplads",
hvor Christianshåb nu ligger
----------------- ------------------------------i
Idag, den 25. juni, 225-årsdagen for
Christianshåb s grundlæggelse.
Anlægget af kolonien skyldes den
danske købmand Jacob Severin, der,
efter i sommeren 1733 at have haft et
skib på rekognoscerings- og handels-
togt til Diskobugten, bestemte sig til
at overtage den af regeringen da op-
givne kolonisation på Grønland.
Severin udsendte året efter tre ski-
be på handelstogt, og efter at disse
var mødtes i Diskobugten gik den 14.
juni skipper og købmand i land „for
at udse en belejlig skibshavn og byg-
ningsplads". Dagen efter kastedes an-
ker i den fundne havn, og allerede den
25. indviedes ved en gudstjeneste, som
holdtes af missionær Poul Egede, den
første nordgrønlandske koloni, der op-
kaldtes efter den danske konge Chri-
stian den Sjette.
Hermed var grundlaget for Severins
grønlandske handel og en udvidelse af
Hans Egedes påbegyndte missions-
virksomhed lagt. Men Severin havde
en hård konkurrence i hollænderne,
der hidtil havde været enerådende i
Diskobugten og foretog tvangshandel
med befolkningen, fratog grønlænder-
ne deres produkter og gav dem vær-
diløst kram i stedet. Severin klagede
til den danske regering, og resultatet
heraf blev, at det blev forbudt alle
fremmede at drive fangst nærmere
end fire mil fra land og at handle med
grønlænderne inden for et område af
15 mil fra Christianshåb!
Kaperjagt pr. kongebrev
Dette tog hollænderne sig imidlertid
let, hvilket medførte gentagne rivnin-
ger, og til sidst tillodes det Severin til
forsvar for sin handel at armere sine
skibe. Disse blev samtidig ved en kon-
gelig resolution af 21. februar 1738
kendt berettigede til inden for koloni-
området at bemægtige sig fremmed
skib og gods, hvilket omsattes i prak-
sis samme år, idet købmand Fersleff
med bevæbnet mandskab beslaglagde
et hollandsk skib, der var gået til an-
kers i nærheden af kolonien.
Året efter gik fem hollandske skibe
til ankers i havnen Makelijk Oud midt
i den nyanlagte kolonis område, hvor
også tre af Severins skibe lå. Skipper
Niels Fynboe på det ene af de danske
skibe oplyste hollænderne om den
danske regerings forbud mod at op-
holde sig inden for koloniområdet og
opfordrede dem til at forlade dette,
hvilket de dog pure nægtede. De dan-
ske skibe gav sig derefter til at besky-
de de hollandske, og da disse havde
lidt tilstrækkelig skade, strøg de fla-
gene og overgav sig. De hollandske
besætninger fik overladt nogle cha-
lupper med proviant og fik derefter
forbindelse med landsmænd, som
bragte dem velbeholdent hjem, me-
dens danskerne overtog skibene.
God havn — men dårlig
beliggenhed
Hvad angår anlægget af kolonien
havde man nok fundet en god havn,
men selve koloniens beliggenhed var
langtfra ideel, idet der kun var ringe
plads omkring husene og elven, der
løb imellem dem, ved tøbrud svulme-
de stærkt op og oversvømmede det
snævre terræn. Det værste var dog, at
beliggenheden under det høje og stej-
le fjeld gjorde føhnvinden yderst ube-
hagelig og til tider farlig, når den med
voldsomhed kastede sig ned over hu-
sene. Dette var allerede i 1739 nær
blevet koloniens undergang, idet nyt-
årsdag en voldsom sydoststorm øde-
lagde de fleste af husene, men det
lykkedes dog i løbet af en halv snes
dage at få dem nødtørftigt reparerede.
Det efterfølgende år blev husene re-
parerede og kompletterede med mate-
rialer fra to af de tagne hollandske
skibe, som ophuggedes her, da de var
for dårlige til at føres hjem til Dan-
mark, og omtrent samtidig lod køb-
mand Niels Egede „anlægge et lidet
batteri for kolonien, og opsætte en
flag-stang til vort store kongeflag".
Et åndeligt centrum
Stedet var ved koloniens anlæggel-
se ikke beboet af grønlændere, men
efterhånden fik en del lov at bo her
for at undervises til dåb; dette med-
førte imidlertid, at nogle efterhånden
nedsatte sig her for stedse, ligesom
også de stadig hyppigere blandede
ægteskaber drog vedkommendes fa-
milier dertil, og Christianshåb var i
1740-eme et stærkt åndeligt centrum,
hvor den gamle og den nye tro mød-
tes og tog dyst med hinanden.
Handelen kom godt i gang ved
Niels Egedes virksomhed. Han færde-
des uanset vejret på handelstogter
rundt om i sit store opland både som-
mer og vinter og havde stedse heldet
med sig, så koloniens produktion
bragtes stærkt i vejret, og desuden fik
han befolkningen til selv at bringe de-
res varer frem til kolonien. Det for-
tælles, at i marts 1743 var der „så
stærk køring med spæk til kolonien
hver dag, som på torvedagene i Kø-
benhavn"! Omkring midten af det 18.
århundrede bestod koloniens bygnin-
ger af våningshus, brygger- og bager-
hus, provianthus, foustagehus og
spækhus, og den havde en besætning
af købmand, assistent, bødker, tøm-
mermand, kok og 7 matroser, men da
„det sted, hvor kolonien stod, var al-
deles ubekvem i henseende til grøn-
lændernes fangst og næring, hvorover
de næsten hver vinter måtte udstå
hunger og sult", og de døbte „ved de
onde og liderlige matrosers omgang
blev forførte og fordærvedes", forlag-
des missionen i 1752 til Claushavn.
Imidlertid havde Severin måttet op-
give sine grønlandske foretagender, og
i 1750 overdroges landets besejling og
missionens underholdning det tre år
tidligere oprettede „Almindeligt Han-
delskompagni".
Forfald —
Dette opsendte i sommeren 1750
overkøbmand N. C. Geelmuyden, der
af Severins betjente blev overdraget
de tre kolonier og logen Jakobshavn,
hvis bygninger ifølge hans beskrivelse
var så forfaldne og forsømte, at der
endog manglede vinduer og døre. Af
nyttige og fornødne fartøjer som jag-
ter og chalupper, hvilke kompagniet
ifølge oktroyen skulle overtage mod
betaling, fandtes kun en eneste jagt til
et par dusin fade spæk ved Christians-
håb, men den var læk og dens køl be-
skadiget, og 2 gamle chalupper ved
Christianshåb og Frederikshåb var
næsten ubrugelige.
I Christianshåb var våningshuset så
forfaldent, at det ikke lønnede sig at
reparere det, i bryggers og bagers var
skorsten og bageovn ødelagte, provi-
anthuset var utæt og missions- og
skolehuset havde hverken gulvbræd-
der, skorsten eller ildsted og måtte
bygges op fra grunden, men kompag-
niet opsendte både i 1750 og året efter
materialer til at bøde på den store
brøstfældighed ved kolonibygnin-
geme.
Hvis Geelmuydens indberetning
ikke er malet med for sorte farver,
var det således just ikke gunstige kår,
på hvilke kompagniet overtog Seve-
rins bo i Grønland, men en trøst var
det dog, at både Christianshåb og Ja-
kobshavn, hvis ugunstige beliggenhed
havde givet anledning til klage, og
hvis flytning havde været på tale, ef-
ter Geelmuydens mening var anlagt
på de rette steder både i henseende til
bebyggelse og opland for handelen.
Denne var dog overalt i kendeligt for-
fald, Christianshåb og Jakobshavn var
forladt af handelsbetjentene, og kun
en missionær og to kateketer var til-
bage. Men der opstod dog hurtigt bed-
re forhold.
I 1753 kom den hidtidige overassi-
stent i Jakobshavn Jonas Lillienskiold
de Svanenhielm som købmand til
Christianshåb, som han derpå besty-
rede i 30 år, så det kan ikke undre, at
han kom til at sætte sit præg på kolo-
nien for lange tider, både hvad angik
administration, forretningsgang og liv,
og Christianshåb var i enhver hense-
ende godt tjent dermed.
Svanenhielm var en særdeles frem-
ragende koloniadministrator. Han var
et sagtmodigt og vennesælt væsen,
som vandt befolkningen for sig, og
den tillid, han nød hos den indfødte
befolkning steg yderligere, da han i
1758 ægtede en af landets døtre — pi-
gen Birgithe fra Frederikshåb, med
I Holsteinsborg distrikt foregår —
som omtalt — i sommer et interessant
fiskeri-eksperiment, som skal kunne
sige noget om mulighederne fremover.
Den kongelige grønlandske Handel
har i forbindelse med industripro-
grammet ønsket at få et sikkert ind-
tryk af de fiskemængder, der udover
torsk kan leveres af distriktets fiske-
re. Man har derfor iværksat en ind-
handling ved Holsteinsborg og Itiv-
dleK af frisk afnakket, renset og va-
sket havkat med påsiddende skind,
strubeskåret umiddelbart efter fang-
sten. Endvidere indhandles hellefisk
og helleflynder uden hoved og ind-
volde.
Det er hensigten, at denne indhand-
lede friske fisk skal bringes til filette-
ring ved Sukkertoppen, og derfor må,
hedder det i de givne forskrifter, fi-
sken være behandlet med stor omhu.
For at kunne bringe den friske, ise-
de fisk fra Holsteinsborg distrikt og
Kangåmiut til Sukkertoppen har Den
kongelige grønlandske Handel chartret
stålfiskekutteren „Anna Bruun" af
Skagen.
Kutteren laster 70 tons løs fisk og
noget mindre når det drejer sig om
konsumfisk i kasser. „Anna Bruun"
har under dæk plads til ca. 650 fiske-
kasser af standardstørrelse hver med
40 til 50 kilo fisk og kan yderligere
hvem han levede i et lykkeligt ægte-
skab og fik 7 børn. Han var dertil en
oprigtig og from kristen, hvorfor også
missionen havde gode kår, mens han
var hersker over Christianshåb kolo-
niområde, han både støttede og frem-
mede den, hvor han kunne.
Præsenteret for hoffet
Skønt også hans forgænger havde
været en dygtig købmand, lykkedes
det dog Svanenhielm at overgå ham
og i betydelig grad at forbedre kolo-
niens produktion. Da handelen i 1774
igen overtoges af staten, kaldtes han
til København som rådgiver, og ved
denne lejlighed kunne hans virksom-
hed i Christianshåb let have fået
ende, idet han fik tilbudt stillingen
som pakhusskriver, men han kunne
dog ikke tænke sig at opgive Grøn-
land og foretrak at vende tilbage her-
til. Under opholdet i København blev
hans grønlandske hustru præsenteret
ved hoffet og fik af enkedronningen
foræret et halssmykke; desværre døde
hun af kopper på tilbagerejsen til
Grønland, så Svanenhielm kom alene
tilbage til Christianshåb.
Her opstod efterhånden mere og
mere utilfredshed med koloniens pla-
cering, og til ubehagelighederne ved
dens stormomsuste beliggenhed kom
nu også, at våningshusets grund hav-
de forskubbet sig og huset i det hele
taget lidt så meget under vejrets ind-
flydelse, at der i 1763 opsendtes et nyt
hus, som anbragtes på havnebugtens
modsatte side, hvortil også de øvrige
huse i tidens løb blev flyttede.
Da de store forandringer i tingenes
tilstand kom i 1782 med inspektorater-
nes oprettelse og derpå følgende nye
instrukser, takstbestemmelser og regn-
skabsforhold blev det den gamle køb-
mand Svanenhielm for meget — han
tog sin afsked og afleverede den 12.
august 1783 kolonien til sin efterføl-
ger.
Længtes tilbage til
Diskobugten
Da han havde flere udestående for-
dringer, fik han tilladelse til at blive
(Fortsættes side 18)
medtage kasser på dækket, hvis antal
afhænger af vejrforholdene. Kutteren
har en laste- og lossekapacitet på ca.
300 kasser i timen.
Det er meningen, at transportfar-
tøjet skal udføre mindst 5 ture frem
og tilbage mellem Holsteinsborg og
Sukkertoppen i løbet af 14 dage.
Ikke selv fiske
Det er ikke den primære opgave for
„Anna Bruun" selv at fiske, den skal
transportere de grønlandske fiskeres
fangst til behandling, men kutteren
skal heller ikke sejle halvtom, derfor
går bestemmelserne ud på, at kutte-
rens mandskab ved hjælp af deres
meget moderne fiskegrej må supplere
fangsten, så den er fuldt lastet, når
den kommer til Sukkertoppen.
Foruden det danske mandskab om-
bord skal kutteren have et grønlandsk
besætningsmedlem, en fisker som her-
med får chancen for at lære noget nyt,
og man har yderligere ret til at tage
endnu en grønlandsk fisker ombord
Hele eksperimentet vil kune fortælle
noget betydningsfuldt om denne form
for fiskeri og fisketransport og ganske
særligt om samarbejdet fiskerne imel-
lem. Derfor ser man man med spændt
forventning hen til resultaterne.
sic.
Det ny fiskeriforsøg i
Holsteinsborg distrikt
Stor Skagen-kutter sal ind for at transportere frisk fisk fra distriktet og fra Ka-
ngåmiuf fil filettering i Sukkertoppen
4