Atuagagdliutit - 22.10.1959, Blaðsíða 5

Hvad Jørgen Olsen sagde til
»Information«.
S
Og hvad bladets medarbejder mener,
at Jørgen Olsen ikke skulle have sagt i landsrådet
Af FINN BERGHOLT
„Hvem skylder hvem en undskyld-
ning?" spørger Lars Chemnitz i anled-
ning af debatten i landsrådet om
landsrådsmedlem Jørgen C. F. Olsens
udtalelser i et interview med under-
tegnede i „Information". Chemnitz
mener, at Erling Høegh bør give Jør-
gen Olsen en undskyldning, og Erling
Høegh mener, at Jørgen Olsen bør
give landsrådet en undskyldning.
Hvem af de herrer, der bør give hin-
anden en undskyldning, skal jeg af-
holde mig fra at tage stilling til, men
kun slå fast, at Jørgen Olsen i hvert
fald skylder mig en undskyldning!
„Information" besluttede i sommer
— for egen regning uden tilskud fra
Grønlandsministeriet, Den kongelige
grønlandske Handel eller andre — at
sende en medarbejder til Grønland,
for at han kunne danne sig et indtryk
af forholdene. Uafhængig som „Infor-
mation" er af såvel partipolitik som
økonomiske interesser, har det stået
mig frit for at skildre forholdene, som
de tegnede sig for mig, dels ved selv-
syn, dels ved samtaler med forskellige
som jeg traf på min vej.
Jørgen Olsen var en af dem, jeg be-
sluttede mig til at tale med. Jeg var
vidende om, at han hører til de mere
kritiske, men mente og mener, at hans
synspunkter måtte frem i den offent-
lige debat såvel som bl. a. landshøv-
dingens, Erling Høeghs og Elisabeth
Johansens. Ingen, specielt i Danmark,
er tjent med, at nogle synspunkter
forbigås i tavshed. I forvejen er de
oplysninger, der fremkommer om
grønlandske forhold i danske aviser,
i højeste grad mangelfulde. Hvad an-
går de konkrete tilfælde, har ingen af
de tre sidstnævnte medlemmer af
landsrådet indtil dato påstået, at de-
res synspunkter har været forvræn-
get gengivet i „Information". Jeg til-
lader mig at tro, at var den offentlige
diskussion ikke kommet om Jørgen
Olsens synspunkter, havde han også
været særdeles tilfreds med min gen-
givelse af hans udtalelser.
Udtalelserne gengivet
som de faldt
At de heller ikke er blevet forvræn-
get, synes da også til fuldt mål at
være blevet bekræftet ved, at Jørgen
Olsen bl. a. siger:
„Jeg vil sige, at artiklen i og for sig
indeholder mine synspunkter — mine
udtalelsers ånd — netop fra den gang,
men de er blot gjort mere direkte,
kraftigere, end jeg gerne ville give
udtryk for".
Der var aldeles ikke noget i vejen
med Jørgen Olsens eller undertegne-
des ånd, da vor samtale fandt sted.
Jørgen Olsen var særdeles klar, og
hans udtalelser er gengivet, som de
faldt; kun har jeg undladt et enkelt
skarpt personligt udfald mod et andet
landsrådsmedlem, som jeg fandt var
sagen uvedkommende.
Jørgen Olsen tillod sig under lands-
rådsmødet at fremkomme med følgen-
de udtalelse:
„Vi ved jo allesammen, at journali-
ster tit overdriver, måske for at gøre
sig interessante".
Jeg ved ikke, hvor Jørgen Olsen er
blevet bibragt den opfattelse, men kan
måske finde forklaringen i Jørgen Ol-
sens egen journalistiske fortid i Hol-
steinsborg, hvor han efter eget opgi-
vende i sin tid samtidig med, at han
var formand for kommunalbestyrel-
sen, redigerede et lokalt blad.
Anmodede ikke om
gennemlæsning
Jørgen Olsen har ifølge Grønlands-
posten den frimodighed at sige:
„... Derfor henstillede jeg til jour-
nalisten, om jeg ikke måtte have lov
at gennemlæse hans artikel, inden den
blev trykt, men han affærdigede det-
te ...“ og videre senere „... og jeg vil
gerne understrege, at jeg bad journa-
listen, om jeg måtte se artiklen, inden
den blev offentliggjort. Men han af-
færdigede det."
Hertil er kun at sige, at under den
timelange hyggelige og interessante
samtale, vi havde sammen i hans hjem
i Holsteinsborg, fremkom han ikke
med eet ord med en anmodning om at
måtte læse artiklen igennem, inden
den gik i trykken. Det kunne aldrig
være faldet mig ind at afslå en sådan
anmodning, som heller ikke blev
fremsat de mange gange senere, jeg
under mit seks uger lange ophold i
Grønland traf Jørgen Olsen og talte
med ham. Det skete — for at genop-
friske Jørgen Olsens hukommelse —
ifølge min dagbog tre gange i Hol-
steinsborg, derunder flere gange i vid-
ners nærværelse, senere på „Tikerak"
i Sukkertoppen, hvor jeg midt om nat-
ten overlod Jørgen Olsen en køje, og
siden gentagne gange i Godthåb på
gæstehjemmet.
Jeg har al mulig respekt for Jørgen
Olsen og hans synspunkter — også
fordi han i den offentlige diskussion
stod ved dem. Men jeg er meget skuf-
fet over, at Jørgen Olsen alligevel ikke
har kunnet afholde sig fra at give
landsrådet en urigtig fremstilling af
vores samtale.
Udtalelsen om selvstyre
Redaktør Felbo skrev i forbindelse
med referatet af den pågældende sags
behandling i landsrådet bl. a.:
„... men det ville være ganske øn-
skeligt at få at vide, under hvilke om
stændigheder Jørgen Olsen blev næg-
tet gennemlæsning af interviewet, om
udtalelserne er blevet „pyntet op“ og
om afsnittet om „selvstyre" er blevet
gengivet helt uden sammenhæng med
de faldne udtalelser."
Hvad angår de to første spørgsmål,
mener jeg at have besvaret dem fyl-
destgørende, hvad angår det sidste,
fremgår det ikke alene af mine nota-
ter, der endnu er i behold (det har jo
i tidligere grønlandssager vist sig at
kunne få betydning), men synes jeg,
også ret klart af Jørgen Olsens udta-
lelser i landsrådet, at han har udtalt
sig kontinuerligt, som gengivet i „In-
formation".
Jørgen Olsen sagde — i landsrådet:
„Men een ting vil jeg gerne under-
strege meget kraftigt, og det er, at jeg
overhovedet ikke har udtalt mig om,
at der skal skabes landsstyre heroppe.
Da jeg fik stillet spørgsmålet, svarede
jeg, at jeg godt kunne tænke mig, at
landsrådet havde lidt flere beføjelser
i den forbindelse, at jeg gerne ville
fremhæve det forhold, der hersker på
Færøerne i den retning. Det var altså
forkert, det sidste. Jeg blev direkte
spurgt, hvad jeg tænkte på, når jeg
fremkom med sådanne udtalelser, og
jeg svarede, at jeg ganske vist ikke
nøje kendte til forholdene på Færøer-
ne, men at jeg vidste, at landsstyret
på Færøerne har langt mere vidtræk-
kende beføjelser end det grønlandske
landsråd, og at jeg derfor mente, at
det var ønskeligt, at landsrådet havde
lidt større magt, end det har."
I modsætning til Jørgen Olsen har
jeg mine notater at holde mig til, og
jeg gik direkte fra hans hjem til min
midlertidige bopæl og renskrev hans
udtalelser. Jørgen Olsen sagde direkte
til mig: „Jeg mener, at Grønlands
landsråd må have de samme beføjel-
ser som det færøske landsstyre."
Ikke overtelegrafisten
Hvad angår Jørgen Olsens snak om,
at han udtalte sig som „privat person"
og ikke som landsrådsmedlem, tør jeg
påstå, at det ærede landsrådsmedlem
var fuldt klar over, at jeg ikke hen-
vendte mig til ham i hans egenskab af
overtelegrafist i Holsteinsborg.
For mig står det iøvrigt nærmest,
som om jeg er blevet boksebold i et
opgør mellem to landsrådsmedlemmer,
som jeg trods mit ringe kendskab til
grønlandske forhold er vidende om i
forvejen ikke stod på den bedste fod.
Lars Chemnitz slutter sit indlæg i
Grønlandsposten på en særdeles for-
nuftig måde:
„løvrigt synes jeg," skriver han, „at
de to medlemmer, som nu hører til de
gamle i rådet, bedre kan værne om
landsrådets værdighed ved at stræbe
efter enighed blandt medlemmer i ste-
det for at så splid. Sådanne episoder
kan kun skade landsrådets anseelse."
Må jeg sluttelig fremkomme med
følgende hjertesuk:
Landsrådssamlingen 1959 har mere
end nogen tidligere samling vakt op-
mærksomhed i Danmark, og den poli-
tiske interesse for Grønland er så stor
som ingensinde. Landsrådets udtalelse
om den politiske målsætning er et
værdifuldt dokument, men må følges
op af klare antydninger af, hvad man
ønsker. Der hersker desværre også i
politiske kredse i Danmark megen u-
sikkerhed over for, hvad landsrådet
ønsker, når det i udtalelsen hedder:
„... kompetencefordelingen mellem
myndighederne, specielt grønlands-
ministeriet, landsrådet og folketinget,
bør trækkes klart op — alt sigtende
imod administrativt og politisk at nor-
malisere forholdene i Grønland og
mellem Grønland og Danmark."
Hvad er der i vejen med den nuvæ-
rende ordning, spørges der, og hvor-
dan ønsker I den ændret?
Hvorfor har landsrådet ikke nedsat
et udvalg, der over for ministerium og
folketing kunne pege på de nuværen-
de konkrete skævheder og give råd
om, hvilken vej man burde følge?
Rent bortset fra mine personlige
indvendinger mod de olsen’ske krum-
spring i forbindelse med interviewet,
tør det vel antydes, at han i hvert fald
klart påpegede nogle skævheder, der
burde rettes. Landsrådserklæringen
er til gengæld et diplomatisk mester-
værk, men der mangler noget. Med
mit kendskab til danske politiske for-
hold er jeg bange for, at den vil druk-
ne i kønne ord i folketinget. Des-
værre.
Finn Bergholt.
5