Atuagagdliutit - 30.06.1960, Page 8

Ikke for dårlige
Ministeriet udgiver bog som advarsel til udsendte svæklinge og sommer-
mænd
Sid9te år kom to unge mænd til
Godthåb med cykler. Det var deres
hensigt at cykle til Sukkertoppen. De
blev noget forbavsede, da de fik at
vide, at vejen i Godthåb kun er ca. 3
km lang, og at der ikke fandtes hver-
ken vej eller cyklesti til Sukkertop-
pen.
Og som det gik dem, er det gået
mange andre, der er kommet til Grøn-
land. Det har vist sig, at virkeligheden
slet ikke svarede til forventningen.
Grønlandsministeriet har nu afhjulpet
denne mangel på orientering, idet man
har udgivet en lille bog, som udleveres
til alle, der rejser fra Danmark til
Grønland. Bogen er holdt i et klart
sprog, sådan som det er.
Det første, man gør sig klart, er, at
ikke alle egner sig for Grønland. Det
er en udbredt misforståelse, at den
storladne grønlandske natur, som det
hedder i bogen, stilheden og ensom-
heden virker nerveberoligende, og at
folk, der er nedtrykte eller måske har
dårlige nerver, bør søge op til øde-
markerne. Tværtimod viser erfarin-
gen, at den storslåede grønlandske na-
tur på den nedtrykte kan virke knu-
gende og skræmmende. Og et psykisk
uligevægtigt menneske bliver let en
helt utålelig belastning for et lille
grønlandsk samfund.
DANSKERNES OPFØRSEL
Det understreges i bogen, hvordan
danskerne bør opføre sig. I et afsnit,
der kaldes „Nogle vink til den nyan-
komne", tilrådes det at tænke på, at
landet først og fremmest er grønlæn-
dernes hjem, og at man gør klogt i at
optræde med den tilbageholdenhed,
som sømmer sig en gæst. Man må ikke
forfalde til at tro, at ens ankomst vil
vække synderlig opsigt, for befolknin-
gen er vant til at se mange danskere
ankomme og rejse, og de tager det
som en dagligdags foreteelse.
Den grønlandske befolkning er dan-
ske statsborgere med de rettigheder og
forpligtelser, der følger heraf, og de
forventer at blive behandlet som så-
danne, og at man viser dem den re-
spekt, som man ville vise enhver an-
den dansker.
Enhver udsendt arbejdsleder bør
lægge sig på sinde, at en af hans
vigtigste opgaver er at vejlede og
dygtiggøre det grønlandske perso-
nale uden at skabe irritation gen-
nem misforstået overlegenhedsfø-
lelse og overdreven doceren.
IKKE DIREKTE
Bogen stikker ikke noget under sto-
len. Det hedder således bl. a.; grøn-
lænderne viser sjældent direkte uven-
lighed over for danskere, men i en
overgangstid kan der nemt opstå
gnidninger, bl. a. som følge af den
uundgåelige sociale forskel mellem de
udsendte „eksperter" og jævne grøn-
lændere. Forholdet er dog stort set
godt, og det afhænger af den enkelte
persons egen opførsel, hvordan han
bliver modtaget. Optræder man natur-
ligt og hensynsfuldt, bliver man også
akcepteret. Danskere gør klogt i at
lytte sig frem og ikke fare for hårdt
på med egne meninger, og det kan be-
tale sig at lære grønlandsk eller ret-
tere forsøge på det. Det grønlandske
sprog er overordentligt svært for en
europæer, men skal man være i Grøn-
land i længere tid, kan det anbefales
at tilegne sig et begrænset ordforråd.
Ansatte i statens tjeneste kan få gratis
undervisning, ligesom der i adskillige
byer er kursus i aftenskolen.
HUN SKAL VÆRE HUSASSISTENT
Ministeriets bog nævner så godt som
alle små misforståelser, danskere nor-
malt gør sig skyldige i. Men der er og-
så plads til at nævne de problemer,
den nyansatte kan komme ud for. —
Mange har således svært ved at enga-
gere lokal hushjælp, og ved hjælp af
frirejser har ministeriet sørget for, at
man kan få unge piger fra Danmark
eller andre steder i Grønland. Der
bliver i hvert tilfælde skønnet, hvor-
vidt der kan bevilges gratis rejse for
husassistenter fra Danmark, da mini-
steriet helst ikke vil have camouflere-
de besøgsrejser. Det skal altså være
virkelige husassistenter, der rejser
herop.
nerver
DE BIDSKE HUNDE
En særlig advarsel gælder slæde-
hundene, der findes nord for Sukker-
toppen. Hundene er ikke rene rovdyr,
der er klar til at fare på den nyan-
komne, hedder det i bogen, men slæde-
hundene holder sig til og vogter det
hus, de tilhører. Man må kende en vig-
tig usynlig grænse. Det er den såkaldte
kritiske afstand, som de fleste har hørt
om, når talen er om domptører i cir-
kusmaneger. Overskrides den kritiske
afstand, tager et dyr enten flugten el-
ler går til angreb, og det må man vide,
når man færdes mellem slædehunde,
der er udpræget angst-bidere. De ta-
ger efter deres natur ikke flugten, men
snapper eller bider, hvis afstanden
overskrides.
Man gør bedst i at gå i en bue
uden om fremmede hunde og huske
den almindelige regel aldrig at stir-
re en hund stift i øjnene. Det vil
gøre den urolig og kan bevirke, at
den går på. Man må lade, som om
man slet ikke ser den.
SOMMERMÆNDENE
Og så har man et særligt afsnit om
sommermænd. En sommermand er en
person, der ikke er fastboende i Grøn-
land, men som er på besøg heroppe for
et kortere tidsrum. Det kan være som
turist, videnskabsmand, tekniker, em-
bedsmand eller på anden måde. Men
normalt vil det være sådan, at en som-
mermand, hvadenten han rejser i et
vigtigt ærinde eller ej, nødvendigvis
betyder en større eller mindre belast-
ning for det primitive sommer-travle
grønlandske bysamfund. Der skal
skaffes ham indkvartering og rejselej-
lighed, måske endog motorbåd. I de
senere år rejser mange sommermænd
i Grønland, og desværre er de ikke alle
lige hensynsfulde. Sommermanden,
der normalt vil være yderst velkom-
men, ikke mindst fordi han bringer
frisk nyt hjemmefra, må huske, at de
Grønland, ofte vil have travlt, og han
må derfor ikke forvente, at Per eller
Poul har tid til eller kræfter til at stå
på pinde for ham. Og så hedder det
videre i bogen: Er De selv sommer-
mand, bør De i så god tid som muligt
anmelde Deres ankomst, således at der
kan blive lejlighed til at forberede
indkvartering. Og De bør undlade i alt
for høj grad at vise Deres utålmodig-
hed, hvis Deres rejseplaner ikke skulle
klappe. Det gør rejseplaner nemlig
sjældent i Grønland.
Fængsler findes ikke i Grønland, men man kan dømmes til at opholde sig på et
bestemt sted
Kalåtdlit-nunåne parnaerussiveKångilatc, pinerdlugtutdle sumut pinerpoK aut-
dlattineKartardlutik
mennesker, han træffer på sin rejse i

Som en sidste udvej kan fyringsvejledningen, der udleveres til udsendte, anven-
des til optænding
kukutsinigssamik Danmarkimit suliartortunut Hit ser sut, avdlamik såriarfigssae-
rusimavdlune, misigssuatårnemrtOK
Færdes man blandt slædehunde, bør
man i mangel af en pisk gå med kæp.
Et kosteskaft fra butikken kan bruges.
Man får næppe brug for det. Men man
bør gå med det. De hunde, den nyan-
komne ser om sommeren, forpjuskede,
snavsede og apatiske, er ikke de sam-
me, som den overvintrende får at se.
Når den første frostklare månenat
kommer, vil han opleve, at stedets
hunde sidder i nye, blanke vinterpelse
på højderne og hyler som ulve mod
månen i følelsen af, at nu er den rette
årstid kommet for dem.
Man må ikke tage alt med til Grøn-
land. For at hindre overførsel af hun-
desygdomme til Grønland er indførsel
af hunde forbudt, og man må heller
ikke medbringe katte.
SPRITTEN
Og så indskærper bogen, ikke alene
sommermænd, men alle, der kommer
til Grønland, forbudet mod spiritus-
misbrug. Dog forventer man ikke, at
de udsendte optræder som helgener,
men enhver, der kommer til Grønland
bør vise et godt eksempel, ikke mindst
med hensyn til mådehold ved nydelse
af spiritus.
Det er en ret udtømmende bog, mi-
nisteriet har udsendt. Og den imøde-
går en væsentlig del af den kritik, der
hidtil har været fremsat mod mini-
steriet for at give mangelfuld eller un-
dertiden forkert orientering om grøn-
landske forhold til udsendte. Bogen er
rigt illustreret med tegninger af
Bramming, der ikke gør den mindre
læseværdig. Tværtimod.
0
li A
pmgifsoratik OXFORD
'“‘"»ossatø
8