Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 5

syntes, at jeg bag din og tantes ryg
knyttede en hemmelig forståelse for
din vordende hustru. Og så rejste jeg
mig altid og gik, for der var noget
dér, som jeg ville modarbejde. Jeg
havde jo lovet tante at være med i
komplottet, og jeg kom til at gyse
ved tanken om, at jeg måske helst
ville være fri ....
Det var både den dejligste og den
sværeste jul, jeg nogensinde havde op-
levet. Det var som om hver snare, tan-
te lagde for dig, snærede om mine
ben; hvert smil fra Vibeke var som en
bittersød frugt. At tante dog ikke kun-
ne se, at hendes pudsige iver og dår-
ligt skjulte planer kaldte smilet frem
hos os to; og at den tavse forståelse
mellem os, for hver time knyttede os
nærmere sammen. Hvad skulle jeg
gøre? For Vibeke var det vel let nok.
For hende var det jo kun en leg, der
selvfølgelig endte med ægteskab med
dig. For du måtte jo være vanvittig,
hvis du ikke lod dig fange. Og mig så
hun vel på, ligesom tante gjorde, som
et intetkøn, der bare spillede sin rolle
i komedien. Jeg sværger dig til, Vil-
helm, at jeg har aldrig givet dig bedre
bevis på mit venskab end i de dage.
Forestil dig .hvordan skæbnen stod
og råbte ind i mit øre, at her var mine
drømmes prinsesse, hende jeg havde
drømt om og længtes mod hele mit
liv — hende vi gik og talte om, da vi
unge og langhårede gik aftentur på
Langelinie. Jeg måtte holde mig for
ørerne for ikke at høre råbene. Jeg
ville ikke høre de råb, for det var jo
til dig, hun var kommet, det var jo
dig, hun gik her og ventede på. Det
var for din skyld, hun gjorde mit hjem
til et paradis af hygge. Og når hun om
aftenen sad og sang de sange af
Schubert, jeg har elsket hele mit liv,
så var det ikke til at udholde, for jeg
vidste jo, at det var til dig, hun sang
dem, selv om hun slet ikke kendte dig.
Og hændte det, at jeg lod mig rive
med af mine drømme, så varede det
ikke længe, før tante rev mig ud af
dem. Forstod hun mon slet ikke, hvor-
dan det var fat med mig? Jeg tror
det. Men hun nød det; for det viste
hende, at hendes fælder var rigtigt sat.
Når sådan er ligegyldig mus gik i dem,
så skulle rotten også nok lade sig fan-
ge. Til tider va rjeg ved at blive des-
perat, Vilhelm. Og jeg prøvede at bilde
mig selv ind, at jeg ønskede, hun måt-
te blive din kone. Men jeg vidste, at
jeg løj. Og så kunne skamrødmen stige
op på mit ansigt, så jeg følte det som
en varme på min pande. — Nej, lad
være med at afbryde mig, Vilhelm.
Lad mig nu fortælle det hele, og så
sig mig bagefter, om jeg har gjort dig
uret, og om du kan tilgive mig.
5