Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 6

Det blev juleaften og juledag; og
havde jeg været herre over mine tan-
ker, havde det været den hyggeligste
og dejligste jul, jeg havde oplevet.
Men, hvor jeg led! Det var umuligt
at glemme, hvad det altsammen betød,
hvad tanken var med det. Og havde
jeg nu og da et øjeblik glemt det, så
vækkedes jeg hurtigt af tantes under-
fundige ansigt, eller af hendes tale
om, at du skulle komme. Der var øje-
blikke, hvor Vibeke så på mig med et
blik, som syntes at sige mig, at det jo
bare var tantes leg, som hun ikke var
med i, ligeså lidt som jeg var. Men jeg
blev bange for de øjeblikke, turde ik-
ke møde hendes blik, turde ikke dele
noget med hende, som vi to var alene
om.
Den 2. juledag vil jeg aldrig glemme.
Du skulle være kommet ved otte-tiden
om aftenen. Og hvor var den dag dog
uendelig lang! Tante var fyr og flam-
me lige fra morgenstunden. Dit væ-
relse blev pyntet og opvarmet, og Vi-
beke ordnede en buket på bordet ved
din seng; smilende gik hun rundt og
gjorde, hvad tante satte hende til.
Men samtidig havde hun øje for tu-
sinde ting i huset; og så smilede hun
ikke. Jeg har aldrig set nogen, der kan
tage på en gammel vase, på en blomst
eller et gulnet fotografi med så ømme
hænder som hun. De to billeder der-
henne af mine forældre fandt jeg jule-
aften stående på deres vante plads,
men med en fin grankrans om, som de
også har nu. Jeg ville have takket
hende, men det blev vist bare til no-
get kejtet nonsens. Og sådan var det
t). Den fine danske g
fl chokolade med verdensry |
danskit chokolå-
vat silarssuaK
tamåkerdlugo
tusåmassaK
De lækreste
posebolcher
i fuldvægtige
lOO gr. poser
sukuarKat pugssiårxa-
nut portugkat 100 g
pitsagssuit
En virkelig
lækkerbid-
fås
med
og
uden
nødder ‘ Ji
mamardluartoK —
Kåxortariartalerdlugo
KåKortariartalernagulunit
med det altsammen. Gjorde hun vir-
kelig alt det for den ukendte mands
skyld, som tante ville have hende til
at fange? Det spørgsmål stillede jeg
mig selv atter og atter, men jeg turde
ikke besvare det, sådan som jeg helst
ville; for det var som om der intet var
sket, bare det ikke var sagt.
Der var jo ingen sne i fjor, så ku-
sken kørte til stationen med den gam-
le landauer fra fars tid.
Og så sad vi og ventede. Jeg kan
ikke sige dig, hvad der kørte rundt i
mit hovede i de timer, men een følelse
hævdede sig mellem alle de andre: Fø-
lelsen af, at nu var hele denne ko-
medie snart forbi og en afgørelse truf-
fet, så jeg kunne slå mig til ro med
tingene som de var. Det var bare som
om, bare det, at du kom, var nok til
at bringe afgørelsen. At du intet ane-
de om Vibeke, og at I måske slet ikke
blev forelskede i hinanden, når I traf
hinanden — den tanke strejfede end
ikke mit sind. For mig betød din an-
komst som en selvfølgelig ting afslut-
ningen på disse dages kvaler. Du kom
jo og tog din lovlige ejendom i be-
siddelse, og så var der ikke mere at
drømme om.
Men så kom dit telegram, at du ger-
ne ville have lov at vente, for der var
et vigtigt møde i København, du måt-
te rejse over til. Tante blev vred og
skuffet; og det var som al hendes
energi fra disse dage forsvandt. Hun
blev gammel og træt at se på; og da
klokken var ni, gik hun til ro.
Så sad Vibeke og jeg alene tilbage.
Jeg stammede noget om, at vi måske
også hellere skulle gå op, men Vibeke
sagde: Nej, véd De hvad, nu er her så
dejlig varmt. Nu skal De læse det ju-
leeventyr for mig, som De lovede for-
leden.
Jeg sagde, at jeg ikke havde kunnet
finde det, men hun sagde bare: Det er
jo dejligt. Så kan De fortælle det i
stedet. Det er også meget bedre .
FOR KVALITETENS SKYLD
— hver d&se er fyldt
r med friskplukkede C-
ritaminrlge ærter
— Kivdlertftssat tamarmik
értanik C-vltamineKardluar-
tunlk nuniangniut& aaerdlor-
tigaussunik imaaarput
— Vilhelm, prøv nu at sætte dig i
mit sted: Du havde været midtpunk-
tet i det hele i de dage. Og så plud-
selig var du der ikke mere. Du var
faktisk som helt forsvundet. Mine
tanker havde været fyldt af dig, besat
af dig i de dage til værn mod mine
egne tanker og drømme. Nu telegrafe-
rede du, at du ikke kom. Og lod mig
være alene. Alene med Vibeke. Der
var ikke andre i hele verden end os
to; og hun bad mig fortælle et even-
tyr! Åh, jeg kunne fortælle hende et
eventyr, som skulle vare hele livet.
Bare jeg turde. Men jeg kunne næsten
ingenting sige. Sådan som da gamle
P. C. V. Hansen havde stillet mig det
spørgsmål om determinanter, og I alle
sammen sad dernede og ventede på, at
jeg skulle dumme mig.
Hvorfor skal det altid være os
mænd, der skal dumme os og yd-
myge os, Vilhelm? Hvorfor skal det
altid være os, der skal høre ord om
venskab og broder og søster og alt det,
som er de gode kvinders erstatning
for et brutalt nej? Jeg vidste, at jeg
den aften trods mine snart fyrretyve
år ville gøre mig latterlig ved at for-
tælle den unge pige om mine drømme.
Og så ville hun fortælle mig alt det
dér om varmt venskab og meget an-
det. Og hun ville fortælle det smuk-
kere end nogen anden i hele verden
kunne fortælle det. Men hvad skulle
der blive af mig bagefter, Vilhelm?
Hvad skulle der være blevet af mig?
Men så gjorde Vibeke en ting, som
hendes mor eller bedstemor aldrig
ville have gjort; men Gud velsigne
hende, fordi hun gjorde det! Hun ryk-
kede sin stol lidt længere hen til min
og tog min hånd og sagde: Når drenge
skal opleve et eventyr, vil de gerne
mærke en lille hånd i deres. Og små
piger kan slet ikke undvære en stærk
hånd til at holde deres.
Og dér i halvmørket foran kaminen,
hvor brændet langsomt brændte ud,
gik vi sammen ind i den eventyrver-
den, som skal vare livet ud.
— Hvad tror du, tante siger, sagde
hun, da vi hviskede godnat.
— Og hvad sagde så tante, sagde
jeg smilende.
— „Den, der „gravér" en grav for
andre, falder selv i den."
— Nåh, jeg synes nu hellere, man
må sige det sådan, at den, der søger
lykken for andre, får den selv. *—
EMIL NIELSEN
KRYSTALGADE 3 . KØBENHAVN K. . TELEGRAMADR.: »RADIOEMIL«
HOVEDFORHANDLING
KOMPONENTER
»ØSTFOLD«
Transistorradio
Kun en gros
ARISTONA
PHILIG RAM
PHILISHAVE
E. N. SKIBSRADIO
PROTON
Båndoptagere
Kun en gros
6