Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 36

Alt gik godt for Isak, og en skønne dag kom kong Abimelek
med sin hærforer og en af sine venner. Isak blev overrasket
og spurgte, hvorfor de dog kom til ham, når de hadede ham
og jog ham bort. Men det havde nu sin gode grund, at de kom.
Isak ingerdlavdluarpoK, uvdlutdlo ilåne silagigssfigå klinge
Abemelak tikiupoK såkutume nålagåt ikingutimilo ilait ilaga-
lugit. IsåK uisåtdlagtorujugssfivoK aperalunilo s6k orningne-
råne måssa åmigssordlune auldlartisimavdlune. tikiuneraldle
ajiingitsumik plssuteKarpoK.
„Men nu ser vi jo tydeligt, at du er Herrens velsignede, som
han skænker lykken, og sa går det ikke an at være på dårlig
fod med digi** Denne kapilutation tog Isak imod. Han gjorde
et fint gæstebud for dem, og de spiste og drak.
“påsivdluarparput Nålagkap pivdlua.rKussarigåtit, pivdluar-
nermik tunivdlutit, isigkatit inardliortinagitT* tamåna naning-
niarneK Isåp ilagsivå. Kagssimiuaortipailo, neriputdlo imer-
dlutigdlo.
,Jo, vi kan jo ikke undgå at lægge mærke til, at Herren er
med dig/1 svarede de. „Og så har vi tænkt, det var det klo-
geste, om vi kunne slutte en pagt med dig, så vi kan få del
i din store lykke. Man skal jo ikke lægge sig ud med dem,
der skærmes af guderne/“
„tåssa malugiiigitsårsinåunginavtigo Nålagkap najoråtit,** a-
kiput. „tauvalo isumaKalerpugut pitsaunerusassoK angerfige-
Katigiguvtigit, tauva iluanårnerusinåusaaavta. inuitdlume gii-
tinit igdlersugaussut akcrdleriniartariaKångitdlat.
Den næste morgen skulle pagten så sluttes. De to parter svor
hinanden eder, som ikke kunne brydes, uden at rædsomme
ulykker ramte den, der havde brudt det dyre løfte. Isak tog
så afsked med de fremmede, som nu kunne drage bort i den
fred, som pagten gav.
aKaguane angerfigeKatigtngnetc inerpoK. tamarmigdlo anger-
figehatigtgput sanitsauteKarnatik, taimailiorneratdlo inger-
dlavdluarpoK, neriorssoKatiglgdluaramik. Isdvdlo inåvdluar-
Kuvai erKigsivdlutik autdlarsinångortitdlugit.
Da Isak blev gammel, blev hans syn så sløvet, at han ikke
mere kunne se. Han vidste, at han snart kunne dø, og så
kaldte han på sin ældste søn Esav, for at han kunne velsigne
ham, inden døden kom.
Isak uiorKångorame issigiarssugtiingorsimavdlune kisa tag-
pingivigpoK. tOKunigssilo ilisimaleramiuk KanigdlissoK, erne
angajugdlcK KaerKuvå Esåve loKutinanc pivdluarKujumav-
dlugo.
Da Esav var kommet hen til ham, sagde han til sin søn:
„Tag din pilekogger og din bue og gå ud og skyd mig et
stykke vildt, lav det så rigtigt til efter min smag, så jeg kan
spise det og samle mig kræfter til at velsigne digi
Esåvip orningmanc ernerminut OKarpoK: „pisigsit Karssutit-
dlo tiguvdlugit piniarniarniarit nujuartanik, igdlingnartumig-
dlo nerissagssiordlunga. nerisavara pivdluarKusavdlutit nu-
kig tors imarKUv diung al
„Gør nu, hvad jeg siger dig, min drengl Gå ud og hent to
af de bedste gedekid, så jeg kan lave en ret mad til din far.
Så skal du gå ind til ham med den, så han kan give dig vel-
signelsen, inden han døri**
„ernera, taimailiorniarit, sordlo oKarfigigivkitl autdlarnia-
rit savaussdrKanigdlo mardlungnik pitsaunersiordlutit aig-
dliutdlunga, atåtat nerissagssiorsinaorKUvdlugo. iserfigiumår-
patdlo nerissagssainik pajugdlugo, toKutinane pivdluarKusi-
naorKUvdlutitT*
Men Jakob mente, at det alligevel var for dristigt. „Det går
ikke, mor, husk på, at Esav er håret over hele kroppen, og jeg
er glat! Min far vil opdage, at jeg bedrager ham, og så risi-
kerer jeg at få en forbandelse i stedet for velsignelsenT*
Jåkule isumanarpoK saptserneruvatdlårtOK. „anåna, iluarna-
viångilaK, Esåvimc timime hdgut mernoKarpoK, uvangale mer-
KOKarnangal atdtama malugisavå perKUserdlugfigigivne, ernu-
måssutigdralo pivdluarKuncKarnanga perdloi'KuneKåinåsasso-
ralungaT*
„Vi vil derfor tillade os at foreslå et edsforbund imellem
os. Du må da ikke gøre os noget ondt, således som vi jo egent-
lig ikke har gjort dig fortræå, men blot handlet vel imod dig
og ladet dig fare med fred/*
„ugpernarsaivfigcKatigtngniarta ajoriumik plsångitsugut
ingmivtinut. ivdlit uvavtinut, uv agut dio ilingnut taimailiorna-
ta ,ajungitsumik perérsimagavtigit Kanordlo pinak auidlartit-
dlutit.**
Så meget kunne altså Isaks lykke bevirke, og den varede ved.
Næppe var Abimelek og hans to ledsagere draget bort, før
Isaks folk kom og bragte ham melding om den brønd, de
havde gravet, og der var triumf i deres stemme, da de sagde:
„Vi har fundet vand!**
Isåp pivdluarnera suniuteKardluarpoK, taimåituardlunilo.
Abemelak ilagissailo mardluk auidlarhårnersut Isåp kivfai ti-
kiuput oKardlutik puilassumik navssårdlutik agssagkaming-
ne, nuånångårdlutingme oKarput: „puilassumik navssårpu-
gutr
Men Rebekka havde stået og lyttet til alt det, hendes gamle
mand havde sagt, og så snart Esav var ude af døren, fortalte
hun det hele til Jakob. Nu gjaldt det om at handle hurtigt,
inden Esav fik velsignelsen og al den lykke og rigdom, den
førte med sig.
Rebekkale KanitånlpoK oKaustlo nålaordlugit. Esåvilo ani-
niariarmat tamanik Jdko oKalugtupå. tuavisårpålo pivdluar-
ku s sut Esåvimut pitlnago ,taimalo iluanårneK pisfissutitdlo
pitinagit piniarKuvdlugit.
Jakobs betænkelighed gjorde imidlertid ikke hans moder
bange. „Den forbandelse skal jeg nok tage på min kappe, gør
blot, som jeg siger T* Så hentede Jakob kiddene, og Rebekka
tilberedte dem således, som hun vidste, at Isak kunne lide dem.
Jåkuvdle isumakulungnerata arnå ånilångateKalersingilå.
„perdlorKussut uvavnut tugkile. taimailiorniarit, sdrdlo OKar-
figigivkitr tauva Jåko savaussårtcanik aigdlcrpoK, Rebekku-
vdlo Isåp mamarissarpiai nalunginamigit mamarunavigsunik
nerissagssiorpd.
37