Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 21

man hørt mage til frækhed? Og jeg,
som troede .... Modbydelige parasit!
Perfid sjakal! skreg SeredaK hæst. Du
pynter ikke på landskabet, jeg smi-
der dig ud i elven så let som en for-
hutlet mågeunge!
SeredaK var handlingens menneske,
der sjældent sagde noget uden at gøre
alvor ud af det. Under tilskuernes
tavse opmærksomhed nærmede han
sig sit bytte med faste skridt.
Men så skete der noget uventet.
Kammeraterne brød ud i en lystig
latter og råbte i kor:
— Hej, KilaserssuaK! Pas på, at du
ikke taber bukserne!
KilaserssuaK var vadet ud i elven,
kun iført badebukser, der var så vide
om livet, at han måtte holde bræmmen
i den ene hånd for ikke at blive tiltalt
for gadeuorden. I den anden havde
han en spinkel medestang, og forover-
bøjet strakte han den ud.
— Der sidder en myg på min ryg og
stikker, lo han, men jeg vil nødig gå
glip af den store ørred, jeg har jaget
i snart ti minutter. Og dog er jeg rede
til at optræde som livredder, uanset
tabet af bukser og ørreden. Hør, Kiki!
— Du skal ikke finde dig i noget. Svar
igen! — Jeg samler dig op.
Det hele var spoleret for SeredaK.
Han var ikke længere midtpunktet.
Publikum lo for tidligt og på et for-
kert sted.
SeredaK skiftede hurtigt sind, og ef-
ter nogen parlamenteren sluttede Kiki
og han et kompromis, der gik ud på,
at Kiki skulle beholde redskabet mod,
at han betale procenter af fangsten.
Der var ikke flere fisk i dammen,
og KamilinguaK foreslog, at man skulle
koge fangsten, mens den endnu var
frisk.
For en gangs skyld var der ingen,
der modsatte sig.
Med et stort smil tog KamilinguaK
kniven frem og belavede sig på at
flække ørrederne, og snart steg en
herlig duft af kogte ørreder.
Efter måltidet holdt man rast en
stund, men så enedes man om at kigge
nærmere på lokaliteterne.
Denne gang lavede motoren ingen
kludder, og forbi et græsbevokset
næs tøffede båden langs med et fugle-
fjeld. Der var masser af måger, og en
art ved navn tatterat var særlig frem-
herskende.
Tatteratterne fløj højt over båden,
spejdende efter småsild. Af og til fo-
retog de et fantastisk styrtdyk ned i
havet for derefter at komme op igen
med småsild i næbbet. Så satte de
kursen tilbage mod reden, hvor de
velnærede unger delikaterede sig med
de fede sild. Ingen forstyrrede det
idylliske familieliv. Fuglene var i yng-
letiden totalt fredet.
Men nu arriverede SeredaK & co.
med derres støjende motorbåd. Be-
boerne på fjeldet kiggede nysgerrigt
med hovedet på sned på fredforstyr-
rerne. Hvad var meningen med dette
besøg?
— Vi lægger til fjeldsiden og ser,
om ungerne er tjenlige til føde! råbte
SeredaK.
Sulut fik det ærefulde hverv at
klatre op og undersøge størrelsen og
kvaliteten af ungerne. Det var ikke så
meget for at bryde fredningsbestem-
melserne som for at tilfredsstille nys-
gerrigheden. En trind unge er den
største delikatesse, en grønlænder
kender. Desuden er vildt til for at spi-
ses, og når jægerinstinktet er vakt til
live, er der intet, der hedder medli-
denhed. At fange vildt er for en jæger
en så naturlig ting, som det er at
meje en mark for en bondemand.
Men ligesom Sulut skulle til at be-
give sig på sin ekspedition, faldt afgø-
relsen i ordets bogstaveligste forstand.
KamilinguaK begik i sin kådhed den
letsindighed at gribe bådshagen og
lange til en af de nederste reder, så
den faldt ned i vandet.
Den ødelagte rede lå på et utilgæn-
geligt sted. Af erfaring vidste man, at
fjeldets øvrige beboere ikke ville bry-
de sig om tilflyttere, og man enedes
om at anvende den medlidenhedsfor-
anstaltning, der var praktiseret i lan-
det gennem århundreder.
Aflivningen af de stakkels unger fo-
regik stille og smertefrit; men den
lidt makabre scene endte i fryd og
gammen.
Kiki samlede en skræmt unge var-
somt op af vandet og kylede den mod
rælingen. Men i sin iver begik han et
fejlkast. Ungen fløj gennem luften,
hoppede et par gange på vandet og
svømmede til sidst, ganske uskadt!
Sejladsen fortsatte som om intet var
hændt. Den slags var noget, en fan-
ger kom ud for daglig.
I bunden af fjorden sås en lang-
strakt grøn skrænt og lokkede. Her
var kvanner i massevis. Denne rabar-
beragtige plante er dejlig spise, og her
så SeredaKs gridske øjne straks en
chance.
— Gutter, den er mægtig, nu samler
vi kvanner! råbte SeredaK.
Båden kunne næsten ikke nå ind
for kvanner. Lommeknivene blev ta-
get frem, og snart hørtes kun den
hule lyd, når stænglerne blev skåret
over.
SeredaK arbejdede som besat med at
skære kvanner, og Kiki samlede dem
i bundter. Så snart Kiki udmattet lag-
de sig ned i græsset, for hans makker
frem, ruskede Goaten i kraven og lod
sin forbandede slagord høre: Kiki,
husk, tid er penge!
Hen på de små timer indstillede han
endelig arbejdet og erklærede, at den
første halvdel af Kikis straf var der-
med udstået. Nu måtte han værs’go
samle kræfter til den anden halvdel.
— Vi begyndte på en frisk, vågn op,
din drønnert! genlød SeredaKs høje
råb imellem fjeldene.
Kiki gned øjnene og mumlede med
søvndrukken stemme! Allerede?
— De, der vil frem i verden, må
klare sig med lidt søvn, svarede Sere-
daK og fremlagde dagens program for
den alt andet end begejstrede Kiki.
Det var en dejlig søndag morgen
med solskind og frisk brise. Fjorden
var omkranset af høje, stejle fjelde,
der skrånede ned mod en anselig
kratbevokset slette, hvor nordboerne
fordum havde haft deres gårde og
marker. Ind imellem krattet på slet-
ten stak nogle forvitrede kampestene,
som fortalte om landets tidligere be-
boere. Gennem sletten skar elven sig
ned mod havet. I tidens løb havde
vandmasserne transporteret betydelige
mængder af sand, grus og ler ud i ha-
vet, så det efterhånden var blevet til
et imponerende delta. Det var lav-
vande, og båden lå på en sandbund,
hvor tusinder af sandorme røbede de-
res tilstedeværelse ved utallige pyra-
mider af skud. Hunrypen kaldte sine
unger til morgenmad, og småfuglene
legede tagfat imellem grenene.
Kiki satte sig ned på en sten, helt
betaget af den skønne udsigt, men den
jordbundne SeredaK havde andre be-
greber om naturskønhed.
— Ser du, her er overflod af smuk-
ke grene ,og byen sukker efter grønt,
sagde han. Derpå beordrede han Kiki
til at samle grene. Kiki var helt rød af
myggestik og fik rifter på hænderne.
Men SeredaK blev ubønhørligt ved
sit. Påbegyndt arbejde skulle gennem-
føres, og hvad vigtigere var: Man
skulle tage sin straf som en mand.
Omsider skønnede SeredaK, at fo-
retagendet nu kunne svare sig, og at
Kikis straf måtte betragtes som ud-
stået. Som trofæ havde Kiki fældet et
nydeligt træ, tæt besat med skønne,
takkede grene. SeredaK blev meget
glad herover og sagde, at træet skulle
stå i forstavnen og trække kunder til.
Der var mange sæler ude i fjorden.
De optrådte i flokke og var meget
hurtige i deres bevægelser. SeredaK
beordrede, at man skulle forsøge lyk-
ken som sælfanger. NiuverteK fik den
vanskelige opgave at betjene riflen, og
UmiarneK fik pålæg om at yde sit
bedste.
— Sæler i styrbord, udbasunerede
KilarserssuaK. SeredaK rettede kursen
efter flokken og hylede:
— Fuld kraft frem, skytten klar!
Skuden gjorde de utroligste manøv-
rer. Den skød frem i zig-zag, bakkede
og drejede i snævre cirkler, men dyre-
ne var ikke til at komme på skud-
hold. Efter længere tids hektisk jagt
og nogle mislykkede forsøg mente Se-
redaK, at øjeblikket nu var inde til at
foretage det afgørende skridt.
Sælerne var som slugt af havet.
Spændingen var uudholdelig. Motoren
gik for halv kraft.
Et dumpt drøn afbrød stilheden, og
en tæt røg spærrede udsigten. Var det
en træffer eller forbier?
Da røgen omsider var lettet, nåede
man lige at se et glimt af sælerne, der
forsvandt i et skumsprøjt.
Samtidig skete der et par ubehage-
lige overraskelser. Maskinen, der sy-
nes at have overvundet repirations-
besværet, strejkede uden varsel. Sere-
daK var fyr og flamme. Hvæsende
sprang han efter motorpasseren. —
UmiarneK parerede overfaldet. Derved
kom SeredaK til at vælte en gryde
med varmt vand, som KimilinguaK i
sin tjenesteiver og i sin uforbeholdne
tro på jagtens heldige udfald havde
sat over et tændt primus.
Fuldstændig himmelfalden gloede
han skiftevis på UmiarneK, Kamili-
nguaK og den væltede gryde, men sag-
de ikke et ord.
I strålende solskind rundede skuden
næsset ved byen. Båden lignede gran-
givelig en flydende oase, som den var
pyntet med grene.
Folk stimlede sammen ved kajen
som en gydende sildestime. De albuede
sig og småskændtes for at komme
frem.
SeredaK var i hopla. Med general-
skjorten prangende i solskinnet stod
han i al sin vælde og hørte på den
regn af tilbud, som han enten reflek-
terede på eller afviste med ordene:
— Tror De, jeg er idiot?
Kikis træ havde endt sin mission,
men SeredaK fandt på, at det skulle
plantes i haven til minde om turen og
hans formidable forbedringskur af
Kiki.
På vejen op mod huset blev SeredaK
standset af en vildfremmed dame, der
sagde:
— Hør kammerat! Vil De være ven-
lig at give mig et par grene af Deres
dejlige træ?
SeredaK var straks på pletten og
svarede i en brøsig tone:
— Sig mig, hvornår er vi blevet
kammerater? Træet er desuden ikke
til salg!
Det var tydeligt, at damen ikke hav-
de ventet at få et så uimødekommende
svar. Hun stod betuttet, men så sendte
hun SeredaK sit mest charmerende
smil og sagde i en beklagende tone.
— Ja, tiderne har forandret sig. Det
var ikke som dengang, da der var rig-
tige høvdinge til, som ikke var bange
for at give en sølle kvinde noget af
deres overflod.
Det kunne SeredaK ikke tage. Han
var jo en høvding. Det var hævet over
enhver tvivl. Han havde overflod. Det
var faktum. Ingen skulle betegne høv-
ding SeredaK som en fedtet rad!
SeredaK tøede pludselig op. Det var
jo bare hans spøg. Det var ikke sådan
ment. Men de sårbare kvindfolk mis-
forstod altid. Selv følgelig skulle hun
have sine grene, og hun havde værs’go’
lov til at vælge af hans bundt!
Det var damen henrykt for. Hun tog
de allerbedste, og med et underfundigt
smil vinkede hun til den stolte høv-
ding SeredaK.
Under ceremonielle former blev
træet omhyggeligt plantet ude i haven.
Dagen efter var det væltet og alle
blade var forsvundet. Geden havde at-
ter været på spil. — Og det var derfor,
det var så svært at sige: — Jeg er din
goat.
Jørgen Fleischer.
Mor! Det er en gal mand — far står derhenne!
— arrå! atåtåungilaK — atåta åjlnga!
22