Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 15

AF AAGE DONS
Niels skulle være rejst fra Wien
den tyvende december, men den tolvte
måtte han gå i seng af en voldsom for-
kølelse, der udviklede sig til slim på
lungerne, og lægen sagde, at han lige
så godt med det samme kunne opgive
håbet om at komme hjem til Dan-
mark i julen.
— Frau Krenn vil nok sørge godt
for Dem, dr. Burg sendte hende et
muntert blik. Hun var så tækkelig
med sin kraftige skikkelse presset
inde i det solide korset, med sit sølv-
grå, koket friserede hår, med den
kunstfærdige teint og den fine rosa
silkebluse. Og hun smilede tilbage
med stærke hvide tænder og lysende
gråblå øjne, der sad lidt skævt. Jo,
hun skulle da rigtignok pleje ham,
som var han hendes egen søn, sagde
hun på sit omhyggelige tysk, for hun
var fra Pernau i Estland. Og med bøn-
lig stemme tilføjede hun: — Verehrter
hr. doktor, De ville vel ikke med det
samme se på min undulat, Hansi, han
hoster så skrækkeligt.
Dr. Burg rystede på hovedet over
alle disse patienter, men vægrede sig
ikke, selv om det var noget overra-
skende, at man anmodede ham om den
slags, han var dog ikke dyrlæge. Og
så kom frau Krenn da bærende med
Hansi i hænder, der skælvede af æng-
stelse. Selv vovede hun sig aldrig til
læge, skønt hun ofte havde de mest
foruroligende symptomer.
Hansi hostede grusomt, og hans mor
havde stillet den rigtige diagnose,
bronchitis. Dr. Burg turde ikke give
meget håb om helbredelse. Frau Krenn
begyndte at glippe med de skæve øj-
ne, og med ét strømmede tårerne ned
over kindernes sarte rouge. Da dok-
toren var gået, spurgte hun stadig
grædende, om Niels havde noget imod,
at Hansi stod inde hos ham, for der
var jo så koldt i det balkonværelse.
Man boede typisk wiensk. Lejlighe-
dens indehaverske, fraulein Dora, der
tilbragte størstedelen af døgnet ude i
byen, sov i den midterste stue, og den
måtte man gennem for at komme ind
i balkonværelset, hvor hr. og frau
Krenn logerede. Niels derimod boede
ganske ugenert.
Om sommeren var balkonværelset
vidunderligt med udsigt over Servi-
tenplatz og den smukke hvide kirke og
med frisk luft og sol; men om vinte-
ren, når alle onde vinde hylede om
hjørnet og trængte ind gennem de
utætte fløjdøre, klagede frau Krenn
over trækken og kulden.
Naturligvis kunne Niels ikke nægte
at huse undulaten, skønt dens ved-
holdende og forpinte hoste var nerve-
pirrende. Den bragte også uro med sig,
for frau Krenn var utrættelig til at
pusle om den. Hun tvang den til at
drikke mærkelige urteafkog (lægeur-
ter var hendes speciale), hun gav den
inhalationer og varmede den ved sin
barm. De to patienter stjal det meste
af hendes tid, men når Niels beklagede
den ulejlighed, han gjorde, tyssede
hun på ham: — Nævn det dog ikke,
Nielsl.
Han havde en mistanke om, at hans
sygdom ikke kom hende helt på
tværs. Allerede en måned i forvejen
var hun begyndt at jamre over, at han
skulle rejse: — De burde dog blive og
se, hvordan vi fejrer jul i Wien,
Nielsl, hvorfor vil De rejse netop nu?
Han tvivlede ikke på hendes sym-
pati, men vidste nøgternt, hvorfor
hun ønskede, at han skulle blive. Han
spiste hos Krenns, fordi det var det
letteste, og fordi han kunne lide ma-
den. Og han betalte den så rigelig, at
både hun og hendes mand levede gra-
tis, og det trængte de i høj grad til.
Hr. Krenn, der engang havde haft en
stor forretning med landsbrugsmaski-
ner et sted i Baltikum og tilmed havde
været østrigsk vicekonsul, var nu re-
duceret til hjælpearbejder i et tryk-
keri. Og han var ikke mere ung. —
Min stakkels lille mand slider så fryg-
teligt, han må slæbe de tungeste ting,
sukkede frau Krenn tit. Hendes mand
beklagede sig aldrig, men man så, at
det tog på ham, han var gusten og
bøjet. Kun en sjælden gang ytrede
han noget om, at han jo måtte skynde
sig at få en bedre stilling, han havde
kun tolv år igen, og inden den tid
skulle han have sikret fremtiden for
Mutterchen.
Frau Krenn var dødsensangst for
sygdomme og læger. Og endmere angst
for fremtidens trods sin Gustis forsik-
ringer om bedre kår. Og denne frygt
havde måske sin grund i hendes hid-
tidige levnedsløb, som var dramatisk
og højst vekslende. Den skeptiske Niels
havde hørt adskilligt derom. Det var
beretningen om en elsket fader og
eventyrets onde stedmoder; om ud-
dannelse til lærerinde på et institut i
det kejserlige Set. Petersburg og adop-
tion af en russisk general; om high
life i Set. Petersburg og Warszawa om
ægteskab med en af „vore smukke
uforglemmelige russiske gardeoffice-
rer" og hans tidlige død; om krigens
og revolutionens rædsler og mødet
med hr. Krenn i en fangelejr i Sibi-
rien ;om flugten tilbage til Baltikum
og en jævn borgerlig tilværelse som
hans kone („han hørte jo ikke helt til
min stand, Nielsl"); om falitten og
hjemrejsen til hr. Krenns fødeby,
Wien om den sorteste elendighed i
kriseårene, en elendighed, der fortone-
de sig i denne foreløbige, tålelige til-
værelse som arbejderhustru. Måske
tvivlede Niels undertiden på frau
Krenns sandfærdighed, men han lyt-
tede interesseret og ikke uden med-
følelse. For dette menneske led. Sine
borgerlige ambitioner ville og kunne
hun ikke opgive. Og de indbefattede
smukke klæder, en god stilling for
Gusti og eget hjem. Men det var ikke
nemt for fattigfolk af få lejlighed i
Wien i 1937. Næh, fremtiden var en
svimlende afgrund. Gusti havde mange
fjender i trykkeriet, han var jo bour-
geois’en, som frau Krenn sagde, og de
andre arbejdere var røde, og en skøn-
ne dag fik de vel smidt ham ud, hvis
der ikke skete værre ting.
Men foreløbig levede man ganske
godt. Niels havde blot ved sin eksi-
stens gjort frau Krenns tilværelse en
smule lysere, hun havde flere penge
til sin rådighed, og af og til gik de på
caféhus sammen eller i kino. Morgen-
teen drak de i hinandens selskab, og
morgenen var frau Krenns kritiske tid,
bekymringerne for den kommende dag
tyngede hende til jorden. Hun la-
menterede: — alt gik jo så skævt,
Gusti havde ingen udsigter, skønt man
via Niels’ indflydelsesrige bekendte
anstrengte sig for at skaffe ham en
bedre stilling; — hun havde stadig <>n
svag borende smerte under det højre
bryst og vidste ikke, om det var gal-
den eller leveren; — Gusti trængte så
meget til et pænt sæt tøj, og især nu
da han søgte stilling — og endelig
angsten for den kommende alderdom.
Men frau Krenns jeremiader havde °n
besynderlig stimulerende indflydelse
på Niels, hvis livsånder også var lidt
træge om morgenen. Så megen trage-
die virkede direkte komisk på ham,
det hændte, at han til frau Krenns
målløse forargelse gav sig til at le. Så
satte hun sig på køkkenstolen, stiv af
vrede, og de slavisk skæve øjne ud-
trykte alt det, hendes mund ikke ned-
lod sig til at sige. Hun blev siddende
hånligt knejsende og målte ham, mens
han serverede teen. Først når han
havde hentet sin honning eller inge-
færmarmeladen frem, og teen duftede,
og han selv lod munden løbe, anime-
ret af hendes surhed, tøede hun lang-
somt op. — Jeg er jo et stemnings-
menneske, Nielsl, — undskyldte hun
sig, — ja, jeg lader mig desværre helt
beherske af mine stemninger. —
— Ville det ikke være bedre, at jeg
sad og skrev mine julebreve herinde?
— spurgte frau Krenn, — så er jeg jo
hos begge mine patienter, hvis de skul-
le trænge til mig. —
Jo, det var måske det bedste, sagde
Niels. Han indså, at der naturligvis
var lunere inde hos ham end i balkon-
værelset, hvor vinden stod på, og det
sparede jo også på kullene, at der ikke
skulle fyres.
Frau Krenn ryddede hans skrive-
bord for bøger og aviser og papirer og
gav sig til at skrive på store blanke
folioark. I begyndelsen jævnt og sir-
ligt som en artig skolepige, — men så
greb minderne hende, ansigtet blev
uroligt, forpint, og de altid villige tå-
rer begyndte at flyde. Med bævende
mund vendte hun sig imod ham: —
Ja, Nielsl, nu hyler jeg igen, for nu
kommer jeg til at tænke på min skøn-
ne gyldne ungdom. Det er mest ved
juletid, erindringerne hjemsøger mig
.... så føler jeg stærkest, at ung-
dommen er forbi .... den dejlige sorg-
løse tid. —
Frau Krenn havde et ordvalg, så
(Fortsættes side 26)
15