Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 23

Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 23
JULEDROP i Angmagssalik Det var ved middagstid søndag den 18. december. Julekoncerten, en ønske- koncert, som afholdtes hvert år til fordel for patienterne på sygehuset og til glæde for alle andre, var lige be- gyndt over den lokale radiostation, da speakeren brat brød af. Der blev en kort pause, så kom han igen og sagde: „I dette øjeblik kommer en catalina ind over kysten østfra. Vi kan se ham heroppe fra nu. I løbet af nogle mi- nutter vil han være klar til nedkast- ning af posten." Hvad der blev sagt eller spillet det næste kvarters tid, hørte ingen. Ra- dioerne stod rundt om i husene og gjaldede ud i de tomme stuer. Sådan var den festlige optakt til den sidste jul, vi kom til at tilbringe i Angmagssalik i Østgrønland. Vi havde aldrig før oplevet postdrop. Og så end- da julepost! Det lød utroligt. Himlen var grå, hvidliggrå uden nuancer og uden vind. Så snart vi kom ud på trappen, blev påstanden om flyveren verificeret: Vi nåede at op- fatte en svag, syngende motorbrum- men, før enhver lyd druknede i hun- denes hylen. Denne summen fra him- len var mere end deres ører kunne tage, de måtte synge med. Et spand langt borte begyndte, og mindre end et minut efter sad hver eneste hund i byen på sin hale i sneen og sang med snuden hysterisk strakt mod himlen. En jamrende korsang steg op og slog sammen et sted over husene, blev hængende som et låg over byen, lyden frøst fast i vore ører. Så så vi den. En prik mellem fjel- dene. Den tog form, strøg lavt ind- over, en smuk maskine med lange vin- ger, skabt som en fugl til at svæve — den havde ikke meget til fælles med disse projektil-skabte fartvidundere, man sætter rekorder med. Den var grå med militærets runde nationalitets- mærker under vingerne, en dansk ma- rinecatalina. Drønende gik den over de stille hu- se med de sagte pulsende skorstene, hvis røg stod som bløde tuschstreger mod himlens grå, et brøl af liv fyldte luften — et brøl derude fra den store verden, silarsuak. Vi dukkede os lidt. Jeg stod med drengen, vores ældste, på armen, min kone ved siden af. Inde i køkkenvinduet hang de små tvillinger, måbende ansigter som bal- loner, de forstod hverken buh eller bæh. Maskinen kredsede et par gange over byen, før den droppede den før- ste postsæk. Idet den passerede over en flad strækning ned til fjorden, hvirvlede en mørk tingest ud, og pludselig udfoldede faldskærmen sig, stor og gul mod himlen. Et sus, et henåndet „Næh!" steg op over byen, alle mennesker var kommet ud i sneen og stod med ansigterne vendt opad, de så mirakler. „En blomst, en blomst!" råbte dren- gen og hoppede på min arm. Blomsten dalede ned. Hundrede grønlænder- drenge løsrev sig fra mirakeltrancen og styrtede gennem sneen mod stedet, hvor den ville lande. Da den var lige over dem, tøvede den, fangede et umærkeligt vindpust i den blikstille dag og svævede drillende lavt hen over marken. Den dinglende sæk un- der faldskærmen blev ved at være lige over en levende skov af snappen- de drengehænder, drenge styrtede af- sted, faldt over hinanden, rejste sig igen, løb som et kobbel ulve i en sky af opsparket sne, hoppede højt op efter sækken og faldt ned på ryggen af hinanden og tumlede videre, gispende efter luft. Og pludselig var den langt nok nede — sæk og faldskærm forsvandt under en vrimmel af drengekroppe, alle kom først. Catalinaen slog et sving ind over byen, ud over fjorden, kom så indover igen og droppede næste sæk. En ny blomst sprang ud, et nyt kobbel drenge pløjede gennem sneen. Der kom tre eller fire sække ialt. En af dem løsnede sig fra faldskærmen Jg fo’r som et meteor ned blandt husene, mens den gule blomst visnede på him- len og slatten og formålsløst sank mod jorden. Vi stod der og glemte at fryse, in- tenst tog vi oplevelsen af vores første drop til os. Aldrig før eller siden har jeg væ- ret ude for så koncentreret en jule- stemning som den dag, mens de gule blomster dalede mod jorden. Der lå tyk sne på alle tage, mange små huse lå i alt det hvide og sendte langsom røg op, det var en juleby, en nisseby mere hyggelig end man kunne se den på noget julekort. Rundt om til alle sider lukkede de store fjelde, her lå et lille sted afspærret fra verden og var verden nok i sig selv. Hvordan tog vores verden sig ud deroppe fra? Hver gang maskinen brummede over, vinkede vi allesam- men og mente at kunne se dem vinke igen. Måtte de ikke føle sig som veri- table julemænd deroppe — her kom de med julepost til mennesker, som normalt ingen breve fik i otte måne- der? Følte de den glæde, de gjorde os? Mærkede de den bevægelse, der steg fra os op mod dem, en overrumplende følelse af, at verden pludselig var blevet god? Sad nogen deroppe og tænkte på, at her ville han gerne dale ned og holde jul, her måtte freden være dyb og ny — her var et Shangri- La, ukendt smukt og stille? Eller sad de og sagde: „Se nu at få smidt de sække for helvede, så vi kan komme hjem — pokker skulle spilde en hel søndag på det pjat her!" Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at maskinen kredsede et par gange mere over byen, efter at sækkene var ka- stet, og da den endelig stak af, strøg den ganske lavt ned over husene og vippede med vingerne til afsked. Vi stod og vinkede, allesammen. In- gen gik, før den sidste svage motor- durren var forsvundet. Vi stirrede i den retning, den var fløjet bort, og samlede os om oplevelsen af det mær- kelige, at nogen var kommet fra den store verden derude til vort lille inde- frosne, glemte samfund. At nogen havde set hvordan her var nu og alle- rede var borte igen. Langsomt tømtes silamutten. Folk dryssede bort i klynger, gik en for en fra sneen og kulden ind til varme, ad- vent og julekoncert — og den utål- modige venten på posten. Jul i Angmagssalik — en af de to kolonier på landets bagside, den flere tusind kilometer lange østkyst. Lukket inde fra oktober til Sankt Hans af drivisens milebrede, svære bælte, med hundreder af kilometer øde, menne- sketom kyst på begge sider. Vi sad hele eftermiddagen og hørte ønskekoncert — sidste søndag i ad- vent. Børnene, min kone og jeg — og vores uforlignelige unikum af en kiv- fak. Atten år, tyk og glat og glinsende, lige kommet ind fra en lillebitte bo- plads og ude af stand til at tale et ord dansk. Et bredt, mørkt ansigt un- der det sorte og svære hår. Hun elske- de børnene. Da vi fik et glas sherry, drak hun ud i eet drag. Der havde hersket to- talt spiritusforbud for folk af hendes race i mange år. Hun havde aldrig haft lejlighed til at lære at nyde det, men drak det, som havde det været vand. Radioen spillede, i den tidlige skumring sad vi med adventskransen, der var vissen og grå, men dog endnu havde røde bånd, tændt og lyttede. Og ventede. Timerne gik. Min kone tog frakke på og gik over til naboen for at høre, om de heller ikke havde fået noget. Jo da, de havde fået en ti-tolv breve. Vi ventede videre. Og sidst på efter- middagen kom der endelig en med vo- res julepost. Der var eet brev, og det var en regnskabsopgørelse. Det viste sig senere, at man havde glemt en postsæk på Island. Den lå i Reykjavik. Vi fik for øvrigt vores julepost. Den kom engang i januar eller februar, da den glemte sæk blev kastet ned sam- men med et nyt drop. Da vi åbnede konvolutterne, dryssede det ud med julenisser og små flag og anden skæmt af den slags, der ingen tid på året er mere passé end i januar .... — Men nu, set på afstand, var det for så vidt ligegyldigt — at vi ikke fik posten til jui, mener jeg. For den virkelige oplevelse gik vi ikke glip af, den fik vi — den dybt grebne stem- ning, det så helt fyldte øjeblik, da ma- skinen strøg over os og de gule blom- ster udfoldede sig på himlen. Det kunne ingen tage fra os. Og det glemmer vi ikke. REJSEGRAMMOFONER brugte - med 10 grammofonplader oxalugfarfut angatdldfagkat atornikut — OKalugtarfuvdlo nQtai 10 85,00 kr. 4- nagslénerata akia llAngutdlu- go tigunerane aklllgagssAngordlugit nagsltineaasaput. kr. 85,00 + porto, sendes pr. efterkrav. The Old Record, Elmegade 10, København L,_________________________________i 24

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.