Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 23

JULEDROP i Angmagssalik
Det var ved middagstid søndag den
18. december. Julekoncerten, en ønske-
koncert, som afholdtes hvert år til
fordel for patienterne på sygehuset og
til glæde for alle andre, var lige be-
gyndt over den lokale radiostation, da
speakeren brat brød af. Der blev en
kort pause, så kom han igen og sagde:
„I dette øjeblik kommer en catalina
ind over kysten østfra. Vi kan se ham
heroppe fra nu. I løbet af nogle mi-
nutter vil han være klar til nedkast-
ning af posten."
Hvad der blev sagt eller spillet det
næste kvarters tid, hørte ingen. Ra-
dioerne stod rundt om i husene og
gjaldede ud i de tomme stuer.
Sådan var den festlige optakt til
den sidste jul, vi kom til at tilbringe i
Angmagssalik i Østgrønland. Vi havde
aldrig før oplevet postdrop. Og så end-
da julepost! Det lød utroligt.
Himlen var grå, hvidliggrå uden
nuancer og uden vind. Så snart vi kom
ud på trappen, blev påstanden om
flyveren verificeret: Vi nåede at op-
fatte en svag, syngende motorbrum-
men, før enhver lyd druknede i hun-
denes hylen. Denne summen fra him-
len var mere end deres ører kunne
tage, de måtte synge med. Et spand
langt borte begyndte, og mindre end
et minut efter sad hver eneste hund i
byen på sin hale i sneen og sang med
snuden hysterisk strakt mod himlen.
En jamrende korsang steg op og slog
sammen et sted over husene, blev
hængende som et låg over byen, lyden
frøst fast i vore ører.
Så så vi den. En prik mellem fjel-
dene. Den tog form, strøg lavt ind-
over, en smuk maskine med lange vin-
ger, skabt som en fugl til at svæve —
den havde ikke meget til fælles med
disse projektil-skabte fartvidundere,
man sætter rekorder med. Den var grå
med militærets runde nationalitets-
mærker under vingerne, en dansk ma-
rinecatalina.
Drønende gik den over de stille hu-
se med de sagte pulsende skorstene,
hvis røg stod som bløde tuschstreger
mod himlens grå, et brøl af liv fyldte
luften — et brøl derude fra den store
verden, silarsuak. Vi dukkede os lidt.
Jeg stod med drengen, vores ældste,
på armen, min kone ved siden af.
Inde i køkkenvinduet hang de små
tvillinger, måbende ansigter som bal-
loner, de forstod hverken buh eller
bæh.
Maskinen kredsede et par gange
over byen, før den droppede den før-
ste postsæk. Idet den passerede over
en flad strækning ned til fjorden,
hvirvlede en mørk tingest ud, og
pludselig udfoldede faldskærmen sig,
stor og gul mod himlen. Et sus, et
henåndet „Næh!" steg op over byen,
alle mennesker var kommet ud i sneen
og stod med ansigterne vendt opad, de
så mirakler.
„En blomst, en blomst!" råbte dren-
gen og hoppede på min arm. Blomsten
dalede ned. Hundrede grønlænder-
drenge løsrev sig fra mirakeltrancen
og styrtede gennem sneen mod stedet,
hvor den ville lande. Da den var lige
over dem, tøvede den, fangede et
umærkeligt vindpust i den blikstille
dag og svævede drillende lavt hen
over marken. Den dinglende sæk un-
der faldskærmen blev ved at være
lige over en levende skov af snappen-
de drengehænder, drenge styrtede af-
sted, faldt over hinanden, rejste sig
igen, løb som et kobbel ulve i en sky
af opsparket sne, hoppede højt op efter
sækken og faldt ned på ryggen af
hinanden og tumlede videre, gispende
efter luft.
Og pludselig var den langt nok nede
— sæk og faldskærm forsvandt under
en vrimmel af drengekroppe, alle kom
først.
Catalinaen slog et sving ind over
byen, ud over fjorden, kom så indover
igen og droppede næste sæk. En ny
blomst sprang ud, et nyt kobbel
drenge pløjede gennem sneen. Der
kom tre eller fire sække ialt. En af
dem løsnede sig fra faldskærmen Jg
fo’r som et meteor ned blandt husene,
mens den gule blomst visnede på him-
len og slatten og formålsløst sank mod
jorden.
Vi stod der og glemte at fryse, in-
tenst tog vi oplevelsen af vores første
drop til os.
Aldrig før eller siden har jeg væ-
ret ude for så koncentreret en jule-
stemning som den dag, mens de gule
blomster dalede mod jorden. Der lå
tyk sne på alle tage, mange små huse
lå i alt det hvide og sendte langsom
røg op, det var en juleby, en nisseby
mere hyggelig end man kunne se den
på noget julekort. Rundt om til alle
sider lukkede de store fjelde, her lå et
lille sted afspærret fra verden og var
verden nok i sig selv.
Hvordan tog vores verden sig ud
deroppe fra? Hver gang maskinen
brummede over, vinkede vi allesam-
men og mente at kunne se dem vinke
igen. Måtte de ikke føle sig som veri-
table julemænd deroppe — her kom
de med julepost til mennesker, som
normalt ingen breve fik i otte måne-
der? Følte de den glæde, de gjorde os?
Mærkede de den bevægelse, der steg
fra os op mod dem, en overrumplende
følelse af, at verden pludselig var
blevet god? Sad nogen deroppe og
tænkte på, at her ville han gerne dale
ned og holde jul, her måtte freden
være dyb og ny — her var et Shangri-
La, ukendt smukt og stille?
Eller sad de og sagde: „Se nu at få
smidt de sække for helvede, så vi kan
komme hjem — pokker skulle spilde
en hel søndag på det pjat her!"
Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at
maskinen kredsede et par gange mere
over byen, efter at sækkene var ka-
stet, og da den endelig stak af, strøg
den ganske lavt ned over husene og
vippede med vingerne til afsked.
Vi stod og vinkede, allesammen. In-
gen gik, før den sidste svage motor-
durren var forsvundet. Vi stirrede i
den retning, den var fløjet bort, og
samlede os om oplevelsen af det mær-
kelige, at nogen var kommet fra den
store verden derude til vort lille inde-
frosne, glemte samfund. At nogen
havde set hvordan her var nu og alle-
rede var borte igen.
Langsomt tømtes silamutten. Folk
dryssede bort i klynger, gik en for en
fra sneen og kulden ind til varme, ad-
vent og julekoncert — og den utål-
modige venten på posten.
Jul i Angmagssalik — en af de to
kolonier på landets bagside, den flere
tusind kilometer lange østkyst. Lukket
inde fra oktober til Sankt Hans af
drivisens milebrede, svære bælte, med
hundreder af kilometer øde, menne-
sketom kyst på begge sider.
Vi sad hele eftermiddagen og hørte
ønskekoncert — sidste søndag i ad-
vent. Børnene, min kone og jeg — og
vores uforlignelige unikum af en kiv-
fak. Atten år, tyk og glat og glinsende,
lige kommet ind fra en lillebitte bo-
plads og ude af stand til at tale et
ord dansk. Et bredt, mørkt ansigt un-
der det sorte og svære hår. Hun elske-
de børnene.
Da vi fik et glas sherry, drak hun
ud i eet drag. Der havde hersket to-
talt spiritusforbud for folk af hendes
race i mange år. Hun havde aldrig
haft lejlighed til at lære at nyde det,
men drak det, som havde det været
vand. Radioen spillede, i den tidlige
skumring sad vi med adventskransen,
der var vissen og grå, men dog endnu
havde røde bånd, tændt og lyttede.
Og ventede.
Timerne gik. Min kone tog frakke
på og gik over til naboen for at høre,
om de heller ikke havde fået noget.
Jo da, de havde fået en ti-tolv breve.
Vi ventede videre. Og sidst på efter-
middagen kom der endelig en med vo-
res julepost. Der var eet brev, og det
var en regnskabsopgørelse.
Det viste sig senere, at man havde
glemt en postsæk på Island. Den lå
i Reykjavik.
Vi fik for øvrigt vores julepost. Den
kom engang i januar eller februar, da
den glemte sæk blev kastet ned sam-
men med et nyt drop. Da vi åbnede
konvolutterne, dryssede det ud med
julenisser og små flag og anden
skæmt af den slags, der ingen tid på
året er mere passé end i januar ....
— Men nu, set på afstand, var det
for så vidt ligegyldigt — at vi ikke
fik posten til jui, mener jeg. For den
virkelige oplevelse gik vi ikke glip af,
den fik vi — den dybt grebne stem-
ning, det så helt fyldte øjeblik, da ma-
skinen strøg over os og de gule blom-
ster udfoldede sig på himlen.
Det kunne ingen tage fra os. Og det
glemmer vi ikke.
REJSEGRAMMOFONER
brugte - med 10 grammofonplader
oxalugfarfut angatdldfagkat
atornikut — OKalugtarfuvdlo
nQtai 10
85,00 kr. 4- nagslénerata akia llAngutdlu-
go tigunerane aklllgagssAngordlugit
nagsltineaasaput.
kr. 85,00 + porto, sendes pr. efterkrav.
The Old Record,
Elmegade 10, København
L,_________________________________i
24