Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 35

Abraham var 175 år, da han døde, gammel og mæt af dage.
lians ældste son Ismael fik mange Efterkommere, men i lang
tid havde Isak og Rebekka ingen børn. Isak bad da til Her-
ren om, at hans hustru måtte skænke ham en søn.
Aberdt 175-inik ukioKardlunc toKuvoK, utomalingårdlune
Kasuvdlunilo erneralo angajugdleK Ismaile kinguårpagssuana-
lerpoK. Isårdie Rebekkalo sivisoKissumik Kitornartångitdlat.
tauva IsAk Nålagkamut KinuvoK nulé KitornartårlerKuvdlugo
ernerin ik.
å lsakjsyntes bedst om Esav, medens Rebekka holdt mest af
Jakob. En dag, da Esav træt og udmattet kom hjem fra jagten,
havde Jakob lige kogt sig en ret røde linser, og Esav bad om
at få noget'„af dette røde," for han var lige ved at dø af sult.
Isdp Esdve Kujagissard, Rcbekkavdle Jdko Kujagineruvdlugo.
uvdlut ildne Esdve piniarniarsimavdlune tikipoK Kasutavigsi-
mavdlune, Jdko értaussiorsimavdlune KalarKamersoK. Esåviv-
dlo ilainik tunernuvdlunc Kinuvigd, ilame kångnermit per-
dlilivigkame.
Isak havde heldet med sig, han var en rigtig „lykkemand",
der ejede Herrens velsignelse. Han blev både rig og mægtig,
og han havde småkvæg, hornkvæg og trælle i en så stor
mængde, at filisterne, der boede i landet, blev helt misunde-
lige derved.
IsdK iluanåriartuinarpoK, angutingordlunilo „pivdluartoK",
Nålagkap pivdluarnussineranik pilik. pisdrssuangorpoK pi-
ssauniligssuvdlunilo, savauterpagssuaKarpoK ncrssussuauter-
assuuKalerdlunilo; kivfarpagssuaKarpordlo, filisteritdlo lå-
ne nunaKarput slngasugtorujugssuångorput.
Da Isaks folk gravede i dalen, stødte de på vand, for også
her gjorde Isaks store lykke sig gældende. Men også der var
man misundelig, og hyrderne på stedet sagde, at dette vand
var deres. Så flyttede den fredelige Isak også derfra.
Isdp angutitai KdrKume agssaisitdlutik puilassumik pitsa-
vingmik navssårput, tåssanilo IsdK sule pivdluarnerulerpoK.
tamdnisaordle sliigasugtoKarpoK, savanigdlo pårssissut OKar-
put puilassoK pigigigtik. tauvalo IsdK avdlamut nfiginarpoK.
Herren lovede da Rebekka, at hun skulle få tvillinger, to
sønner, men den ene skulle undertvinge den anden, og det
skulle blive den ældste, der kom til at trælle for den yngste.
Nogen tid efter kom tvillingerne til verden.
Nålagkap Rebekka neriorssorpd ernernik mardluliautildru-
mdrtoK, åipdligdK åipe ndlagtigiumdrd, asulo angajugdleK nu-
kardlermut kivfaujumdrdlunigdK. kingunin'gdtsiarssuagut
mardlulissat inungorput.
Den ældste kaldte de Esav, og han var lodden over hele
kroppen, medens den yngste var ganske glat, og ham kaldte
de Jakob. Da dc<blev store, blev Esav en vild og dygtig jæ-
ger, medens Jakob var en fredsommelig mand, der boede i
telte med sit kvæg.
angajugdleK Esdvimik atserpåt, timdlo tamarme merKOKar-
poK. nukardleK merKOKångilaK, Jdkumigdlo atserpåt. agdliga-
mik Esdve angalaortimgorpoK piniartungordlunilo, Jdko er-
Kigsisimårtåtitdlugo tup'ermine nerssutautinenajortigalugit.
Jakob var snedig, som hele hans mors familie var det og så
straks, at der her var en situation, som kunne udnyttes. ,Ja,
men så må du sælge mig din førstefødselsret til gengæld,"
sagde han. „Ja, hvad skal jeg med den, når jeg er lige ved at
omkomme," svarede Esav.
Jåkulo sianttsftngilaK arnaminit ilagissane tamatumuna tuv-
ssarsimanerdlugit. ermnardlo angajumc kångnera iluartitsi-
ssutigisinausorilerpd. „Kd, angajugdliussutsit uvavnut akigiu-
magugko," oKarpoK. „ilauna, kågdlungame ioKulerdlunga ahga-
jugdliussusera sugssarisavara," Esdve OKarpoK.
Men Jakob ville nok være på den sikre side. „Du må først
sværge, at du vil give mig den!" Det gjorde Esav ,og han fik
både brød og linser til gengæld. Da han havde spist og druk-
ket, gik han sin vej; men førstefødselsretten hørte nu Jakob
til.
Jåkuvdle KularnarungnaersitdluarliniarKdrpå. „ugpernarsaiv-
figissariaKarparma akigiumagagko l" Esdvilo taimuiliorpoK,
tauvalo igfiaminersivdlunilo értaussarsivoK angajugdliussutse
akigalugo. taimalo nererérame KimagupoK; Jdkuvdlo anga-
jugdliiissuseK pigilerpd.
De gav sig til at genere ham på forskellig måde, blandt
andet ved at kaste de brønde til, som Abraham i sin tid havde
ladet grave. Til sidst bad Abimelek ham ligefrem om at flytte
el andet sted hen. „Du er blevet os for mægtigl"
åssiglngitsutigut ajoKuseriartalerpat, puilassåtdlo Aberåp
sandrisimassd aserorterniartalerdlugo. kisa kunge Abimtlap
avdlamut ndrKuvdlugo Kinuvigd. „uvavtinut pissauneKarpat-
dldlcKautitl"
Så drog Isak bort og slog lejr et andet sted, og han lod atter
de brønde udgrave, som filistrene havde tilkastet, da Abraham
var død, og han gav dem de samme navne, som de havde
båret i Abrahams tid.
tauva IsdK autdlarpoK avdlamilo nunagssitdlune, puilassu-
liordlunilo Aberåp tOKunerata kingornagut filisterit aseror-
tigåt agssarKigdlugo, arKinigdlo atsersornigpai Aberål infitit-
dlugo aterisimassåinik.
Han gravede atter en brønd, blev atter generet oa flyttede til
et tredie sted, også her stødte han naturligvis pa vand, men
alligevel drog han videre og kom til Beersjcba helt nede mod
syd. Her åbenbarede Herren sig for ham om natten og sagde:
' uma puilassuliorKigpoK. ajoKusersorneKarKileramile avdla-
mutaoK någpoK, tåssalo pingajugssdnik. tåssanilo imersiv-
dluarpoK, taimåitoK autdlarKigpoK Bérsdbap kujatdne nunaKa-
lerdlune. låssane Nålagkap iinuåkut sarKumerfigd, OKardlu-
nilo:
,Jeg er din fader Abrahams Gud. Frygt ikkel Jeg er med
dig, jeg vil velsigne dig og give dig en talrig efterslægtl“ Så
byggede Isak et alter, han påkaldte Herrens navn, opslog sit
telt og lod sine folk grave en brønd.
„uvanga tåssa atdtavit Aberåp Gutia. sujdråsångilatitl ila-
gdvkit, pivdluarKujumdrpavkit kingudgssatit kisineritsiingor-
titdlugitr tauva IsdK tunissiviliorpoK lunissivdlunilo Nålag-
kap arKane, tupinilo nåparpd kivfailo puilassuliorput.
36