Atuagagdliutit - 22.12.1960, Qupperneq 11

JULENISSEN
Del er lige 100 år siden, julenissen første gang
dukkede op i en dansk avis, men skikken at give
nissen julegrød er rester af en fjern fortids
hedenske offergaver
fylder
— Halløj, sagde en lille rødklædt
nisse, og klip-klap, klip-klap kom han
benende hen over bordet, så kvasten
på hans lange røde nissehue daskede.
— Hør, sagde jeg, kunne du ikke
ta’ og gå ned af mit pæne bord, du har
jo træsko på!
Men han lo bare og sprang op på
skrivemaskinen. Tip-tap, tip-tap, sag-
de det, da han sparkede og sprang og
dansede hen over tasterne.
— Hør, hvad er meningen?-På
papiret stod der: Julenissernes 100 års
jubilæum! Han satte sig på farve-
båndslåget og daskede med benene:
— Har du helt glemt, at du lovede
mig at skrive noget om det?
— Man skulle tro, du var julenisse-
pressesekretær.
—----------— -
jutdlip
unuå
pilerångat tårneK
Kagdlissarput inuit
sordlo eKimavdlutik
kissalårniartut.
tauvalo atugkat,
åssigit misigissat
OKaluasautdlutik
kdtutitsigångata
sordlo iluåtdlak.
pilerångat tårneu
uvdlut puiugkatut
isorinaraluit
tåkuterKileraraut.
påsilerarårput
uvdlut atorigkavut
nagdliutarångata
uvdlut atugagssavut
neriungneKartumik
pi gssamårutaussut.
taimanerssuardle
uvdlut nåmagtivfigssåt
erinigissaussoK
åma isumavtigut
uvagut pigårput.
nagdliungmat tauva
uvdlut nåmagtivfigssåt
nerssutit inånit
KingulerpoK uaumaneu
Kardlut aulalerput
tugsiarniardlutik;
er sissut tusarput:
erseuinase.
erniussup Gutip
méruatut Bitdlimime
pernussivfigånga
kina inoKatiga
asassagssarigiga.
tåssa ivangkilio.
kingunigssarisavå
nuname erKigsineu.
Marcus Lauesenip taigdliå
migssilioriardlugo
kalåtdlisUngortitsissoK
Frederik Nielsen.
____________________________—
ioo år
— Jeg er avis-nisse — min fætter
hedder sætternissen, men han er ikke
nogen julenisse. Julenisser er bare en
gren af nissefamilien — men det er
efterhånden blevet den største ....
— Du har vist ret. Det tænkte jeg
slet ikke på.
— Nej, det er fejlen ved menneske-
ne. De tænker ikke. Vi nisser er af en
mere eftertænksom slægt. Vi har i
mange hundrede år ....
— Sagde du ikke lige, at nisserne
havde 100 års jubilæum?
— Julenisserne sagde jeg! Nisser i
gamle dage havde ikke noget videre
med julen at gøre. Det var bjerg-
mandsfolk som Snehvides syv dværge
— huleboere, højboere, „underjordi-
ske" ----, der bl. a. hentede malm ud
af bjergenes skumle indre, og forar-
bejdede den — tit „i bjergets dyb",
hvor der altså var bjerge — til pragt-
fulde drikkehorn, krus, kander, fade,
smykker — altsammen så fint og
kunstfærdigt udført, at menneskelige
håndværkere måtte misunde dem
håndelaget. Derfor ville mennesker
også gerne have fat i de fine ting, men
det var svært nok, for troldtøjet ville
have menneskeblod og menneskesjæle
som betaling. Du kender nok det fine
„oldenborgske horn" på Rosenborg?
Rent historisk siges det at være ud-
ført i Tyskland på bestilling af Chri-
stian den Første, som ville skænke det
til Hellig Tre Konger i Køln. Men et
gammelt sagn fortæller om en olden-
borgsk prins, der en nat red gennem
en skov, hvor en dejlig elverpige søgte
at besnære ham og bød ham af det
kunstfærdige horn. Han hældte drik-
ken ud — den sved hestens hale og
bagdel — og fik den til at galopere
derfra i sindssyg fart---men hor-
net reddede han ....
— Ja, den slags er jo sket — også
andre steder. Sådan et sagn og et
horn er der også fra Lyngbygård i
Skåne.
— Det horn er ikke nær så fint —
men det var heller ikke en prins, der
blev budt at drikke af det. For resten
havde de underjordiske meget andet
at gøre end at smede horn og byde
riddere trylledrikke af dem. Har du
hørt ,at det var dem, der engang for-
hindrede svenskerne i at ta’ Born-
holm? Nå ikke — jo, det var i 1645, et
par svenske orlogsskibe var på vej for
at indtage øen, men pludselig så be-
sætningen hele Hammerknuden vrim-
lende fuld af folk i grå kofter og røde
huer, og der kom stadig flere til fra
alle sider — for på sådan en klippeø
^var der naturligvis mange af dem —
og så fik svenskerne nok og vendte
om. De kunne jo ikke ane, at der kun
var ganske få soldater på Hammers-
hus. Nå — men — Nis Gårdbo — ken-
der du ham? Han er en ældgammel
fyr af de underjordiskes slægt, og han
er en direkte efterkommer af de væt-
ter, som de første agerbrugere i dette
land ofrede til for at sikre høsten, og
for at vætten skulle beskytte husdyre-
ne — i stedet for at gøre dem syge.
Vætten boede i det store gamle træ
på gårdspladsen, eller i en gammel
tjørn. Ved solhverv og midsommer fik
han sit rigelige offer af festbrygget
hældt ud over træets rod. Siden fik
både han og hans nevø Nis Gårdbo
part af julebrygget og julegrøden, og
lidt til St. Hans af gammel vane. Væt-
ten blev gammel og glemt-------men
Nis blev husket. Han flyttede ind i
stalden til husdyrene — kom somme-
tider helt ind i stuen. Han var for det
meste en hjælpsom fyr, som det var
rart at stå sig godt med — bare fol-
kene huskede at give ham sødgrød
med sødt øl til jul og et par andre
opmærksomheder i årets løb — ellers
kunne han godt hjælpe lidt på den
svigtende hukommelse. Hvis en ko
faldt om, eller gårdens bedste hest
blev halt, var man klar over, at man
gjorde bedst i at være lidt mere gav-
mild mod gårdboen. Han kunne nu og-
så af og til være lidt drilsk og somme-
tider lidt ondskabsfuld — man må jo
huske på hans afstamning og hans
forfædre og tilgive ham. Det skete og-
så mest, hvis han blev glemt eller
narret. Det var blandt gårdens karle
en yndet sport at prøve at udforske
Nis Gårdbos liv og levned, men han
ville som andre folk have sit privat-
liv i fred og drillede derfor de nysger-
rige eller gjorde sammen med sine
underjordiske slægtninge livet surt for
dem. Det hændte, at en karl blev nødt
til at forlade gården og søge tjeneste
andetsteds, og så skulle han nok vogte
sig for at lægge sig ud med gårdboen
der. Gårdboen blev ligesom vætten,
hvor han var. Han var en enlig ung-
karl, en halvgammel, ensom knark
uden familieliv eller påhæng. Men han
havde en yngre slægtning, en kvik
lille nisse — af den slags, som Selma
Lagerlofs Niels Holgersen mødte i Ve-
ster Vammenhog. Han var temmelig
nært beslægtet med julenisserne ....
— Julenisserne, som bor i Elver-
høj ....
— Det er egentlig noget pjat. I El-
verhøj boede i gamle dage elverpiger
og troldtøj, men ikke hæderlige nis-
ser. H. C. Andersens Elverhøj er be-
folket med helt anderledes fantasi-
fulde og sære væsener.
— Han har måske ikke kendt nis-
serne?
— Nå ikke! Hvad så med Nissen hos
Spækhøkeren — Nissen og Madam-
men og Nissen flytter med? Men for
resten, det er sjovt nok, nu du siger
noget om højen og det — tag lige den
bog derhenne på hylden ....
Bogen var tegneren Johan Thomas
Lundbyes skitsebog: „Trolddom og
Huletanker", hvor han har tegnet sig
selv som en bakketrold med rød hue.
Da nogle af hans venner kaldte ham
en nisse, tegnede han på næste blad
sig selv i bakketroldens skikkelse pe-
gende på en grødspisende nisse: See!
der sidder nissen med sin julegrød —
jeg er en bakketrold, skrev han neden-
under. Tegningen er fra 1846 og må
nok regnes for at være den ældste
tegning af nissen. Men — selv om
denne nisse var tegnet med sin jule-
grød, var det ikke specielt en jule-
nisse — måske har den dog alligevel
indgivet sin tegner en ide, for siden
tegnede Lundbye i massevis af nisser,
og de blev snart til julenisser.
Men det var — skønt nissen i skitse-
bogen var ung og drenget — dog sta-
dig mest halvt underjordiske bjerg-
mandsnisser med langt skæg og gam-
melmandsudseende. Det samme gjaldt
de nisser, som en anden tegner, Hans
Christian Clausen Ley, samtidig var
begyndt at tegne.
— Var det så julenisser?
— Nej, vent lidt. Først må jeg lige
fortælle noget, forklarede min nisse-
gæst.
Da Vilhelm Pedersen og siden Lo-
renz Frolich skulle illustrere H. C.
Andersens nissehistorier, ville de for
det første ikke plagiere Ley og Lund-
bye, for det andet fandt de, at det
passede skidt til eventyrene med de
halvgamle knarke — det skulle være
kåde nissedrenge, skælmske småfyre,
der i læserens sind skulle levendegøre
digterens halvt ironiske nisser med de
såre menneskelige motiver og følel-
ser. Og så skabte de to tegnere en
helt ny og sjov slags nisser — drilske
spilopmagere, som havde de gode bed-
steborgere til bedste-----og nu nær-
mer vi os julenisserne, som i mellem-
tiden var kommet til verden. Hvem af
de nævnte tegnere, der egentlig op-
fandt julenisserne, ved jeg ikke, må-
ske var det en helt femte. Men i hvert
fald optræder de første tegnede jule-
nisser i Illustreret Tidendes julenum-
mer for 100 år siden. På en f’.ot tegning
med en masse krimskram af ramme-
værk uden om danser en velhavende
borgerfamilie om et stort lyspyntet
juletræ — noget nyt og derfor meget
spændende dengang. Formodentlig
tænkte ingen da på, at den virkelige
nyhed var nede i kælderen. For her
— under familiens stue — holder nisse-
familien jul om grødfadet. Nu var
nisserne blevet til en hel familie. I
næste års julenummer flyttede de op i
stuen, hvor man ser dem kigge frem
bag juletræets grene. Dermed var de
blevet til julenisser. Siden har de ikke
været videre underjordiske. Selv om
de måske ikke helt har fornægtet
slægtskabet, så holder de dog hellere
til i tårnet hos uglen eller i stalden
hos katten, som de altid broderligt
har delt julegrøden med. Øllet har
nok været mere for Nis end for Mis.
Den forøvrigt allerede med på Lund-
byes første nissetegning — og den har
nok også været Nis Gårdbos spise-
kammerat. I Nøddebo Præstegaard er
nisserne i kirketårnet — og i Køb-
mandsgaarden’s jul møder vi dem al-
levegne, selv om de stadigvæk er lidt
lyssky og kun holder af at komme
frem, når ingen ser dem.
— Nå, ved juletid synes jeg da ikke,
nisserne er særlig lyssky. Så er her jo
(Fortsættes side 30)
11