Atuagagdliutit - 02.11.1961, Page 12

Kabliau — Kablunåk
Der er ingen grund fil at frygte, torsken vil forsvinde, siger Otto Rosing
i denne artikel
Der tales og skrives ofte om, at tor-
sken en skønne dag vil forsvinde fra
Grønlands kyster, og denne tanke har
muligvis været hemmende for fiske-
riets hurtigere udvikling. Vi læser be-
kymrende indlæg i bladene som: Hvad
så----hvis torsken forsvinder og alle
fiskerianlæg står ubenyttet, hvad skal
vi gribe til? Sådanne bekymringer har
ingen påviselige grunde. Skaberen har
fra tidernes morgen placeret torsken
i en overkommelig nærhed af de nord-
lige kolde zoner.
Allerede i det 14. århundrede blev
torskefiskeriet drevet af hollænderne,
og af englænderne før 1415. År 1500
fiskede portugiserne og englænderne
allerede ved Labradorkysten. Efter
Amerikas opdagelse (1492) flyttede
man snart fiskeriet til Newfoundland,
men det islandske torskefiskeri miste-
de derfor ikke sin betydning, for der
var stadig 4—5000 mand af forskellige
nationaliteter, der drev fiskeri der, og
islændingene selv tog del i legen og
producerede allerede dengang mellem
1.118.000 og 3.180.000 kg årligt tilvirket
fisk. I kong Jakobs regeringstid blev
150 skibe brugt til dette fiskeri. Det
amerikanske fiskeri overgik imidler-
tid langt det islandske. I årene 1786—
88 sendte England gennemsnitlig 402
skibe med en samlet besætning på
16.856 mand.
Fra 1814 sendtes årligt følgende ski-
be til torskefiskeri: Fra Newfound-
land: 300 skonnerter, fra Nova-Scho-
tia og New-Brunswick 120 og fra
Amerika 500. I Norge begyndte man
at udnytte torskerigdommen og ud-
førte af tilvirket fisk 13 mili. kg i 1831.
Endelig havde russerne også begyndt
på torskefiskeri i Det hvide Hav. Por-
tugal, Spanien og Frankrig var også
godt med fra begyndelsen. Et engelsk
skib traf således i 1517 40 ved New-
foundland fra disse lande. 1578 sendte
Spanien 100 skibe og andre 30 på hval-
fangst; Frankrig 150 og England send-
te 50 skibe. Indtil i begyndelsen af det
17. århundrede blev disse skibe ofte
hjemsøgt af sørøvere, som tog både
gods og mandskab.
87.000 fiskere i 1818
Torskefiskeriets enorme omfang
ved Newfoundland kan ses af følgende
tal fra 1818:
Frankrig sendte 25.000 mand og 500
skibe.
England sendte 25.000 mand og 520
skibe med 10.000 både.
Amerika sendte 37.000 mand og 2000
skonnerter.
Som et kuriosum skal citeres en
tysk skribents udtalelse: „Det new-
foundlandske fiskeri danner en hoved-
planteskole for Englands sømagt. Det
har på en væsentlig måde bidraget til
at give Englands handel og industri
opsving". Fra dette fiskeri rekrutte-
redes nemlig de mest hårdføre og mest
modige matroser.
Trods Grønlands geografiske belig-
genhed er så gunstig som den over-
hovedet kan være, hvad „torskebæl-
tet“ angår, så levede vi dog stadig
fuldstændig uvidende om den guld-
grube, der findes lige udenfor vore
kyster og om den store tilstrømning
fra mange søfarende nationer.
De 8000 grønlændere regnede
man ikke med
Første gang vi hører om torsken ved
Grønland var i 1653 på Danells anden
rejse, hvor det hedder: „Den 20. juli
om aftenen passerede vi Baals Rivier
og stak derfra i SW ud til søs, hvor
vi traf en fiskebanke, på hvilke vi
fangede halvanden læst fisk (ca. 3
tons) men nu måtte vi af mangel på
salt høre op dermed".
Poul Egede anfører i sin dagbog, at
fiskere fra Boston allerede før 1783
indfandt sig årlig på fiskebankerne
udenfor Frederikshåb. Fra gammel tid,
indtil 1920’erne var ne\yfoundlandske
fiskere hyppige gæster hver sommer
nord for Holsteinsborg og ved Tasera-
lik.
1851 blev der nedsat en kommission,
som skulle drøfte de grønlandske han-
delsforhold med henblik til indførelse
af et friere handelssystem. Herunder
indgav J. Mathiesen (fhv. styrmand
og kolonibestyrer, senere fyrinspektør
på Hesselø) et interessant forslag om
udnyttelse af den rige grønlandske
torskeforekomst — ikke til gavn og
nytte for den grønlandske befolkning,
men for de danske indvandrere. Der
skulle således anlægges fire fisker-
byer langs kysten, kun danske stats-
borgere må nedsætte sig i disse byer.
Pasform
og
styrke
1/66
Gå i Kajakbutikker-
ne og få den gode
service.
Kajak niuvertarfiu-
tainut niuverniarnia-
rit kussanartumik
niuvertineKåsautit.
GRØNLANDS INDKØBSRING
RADIO
FJERNSYN
BÅNDOPTAGERE
— et kvalitets-
produkt
Transistormodtager „SUSI"
En lommemodtager lige som man kan ønske den. Let håndterligt format
og i smukke farver. Forbløffende god gengivelse. Tilslutning til udvendig
antenne og til ekstra høretelefon eller højttaler.
Områder: LB — MB
Farver: Grå — rød — blå — grøn
Mål: 94X158X35 mm
Batterier: 4 stk. Hellesen nr. 18
Pris: Kr. 215,—
transistor-radioarax „SUSI"
nålaorut kaussarfingmiortariaK sumitl-
kumagåine. pissaritsut Kalipautigigsår-
tufdlo. tupingnåinarfumik nipigigsut.
antennelerfeKarput, siutinutdlo ikufag-
kanik nålaorutinut højtfalerimutdlunit
fkutarfeicardlutik.
Generalrepræsentant og en gros: Ewald Steensen, Hjørring, Parallelvej 41
Tlgr.adr.: Waldsten, København N, Nørrebrogade 66—68
kCmglkormiut pisiniarfigissartagåt 1825-ime tungavilerneKartoK „Clausholm” Per Liitkenip titartagå
©HOLMEGAARD
Grønlands egen befolkning tog man
ikke med i betragtning. Dette havde
sin grund. Da Hans Egede kom herop
i 1721, anslog han befolkningens stør-
relse til ca. 30.000 individer, men fol-
ketallet dalede uhyggeligt i de føl-
gende 130 år, så at der i 1851 kun var
knapt 8.000 tilbage. Så fattig og elen-
dig en befolkning — et dødsdømt folk
— havde man ikke tanke for at for-
binde med de efterhånden velbekendte
rige torskeforekomster i Grønland.
D’herrer tænkte vel: Den smule be-
folkning må hellere fange og skaffe
spæk, som den altid har gjort, for tran
har man altid brug for til belysning i
københavnske gader.
Torskelever
Allerede før 1850 havde monopol-
handelen begyndt at indhandle tor-
skelever, og nogle kolonibestyrere til-
virkede klipfisk på egen regning og
solgte produktet privat, men monopol-
handelen aflivede også dette initiativ.
Ved Ikamiut indhandledes således på
et år 65 tdr. torskelever. Man smed
simpelthen kroppene væk! I disse år
var der begyndende indhandling af
torsk forskellige steder i Sydgrønland,
så at den årlige produktion af tilvirket
fisk beløb sig fra 9 til 25 tons. Ved
Fiskenæsset indhandledes årlig 30.000
stk. tørfisk, som blev fordelt til de
nordligere kolonier, til udhandling og
sultekost til de fattige. Indhandlingen
af torsk, der påbegyndtes nu for 100
år siden, led også en rolig død under
monopolhandelens langsomt virkende
men sikkert dræbende atmosfære
samtidig med, at den aflivede en rest
af energi og initiativ hos befolknin-
gen, Ja, selv vor gode gamle ven S.
Kleinschmidt havde ikke fundet det
umagen værd at nævne sårugdlit i sin
ordbog. Så betydningsløs har torsken
altså været for de lyse hoveder i
Godthåb.
Ingen bekymring
Strømme i de grønlandske fjorde og
bag ved skærgården forandrer sig år
for år i forbindelse med de skiftende
kolde og mildere vintre. Da torsken
nu engang ikke er så dum, som den
har ord for at være, følger den ganske
nøje strømændringer og varmegraden
i havet; dette er bestemmende for,
hvor torsken er at finde det år eller
det andet år. Den flytter bare hen til
et andet sted, hvor den synes, der er
godt at være. Den forsvinder ikke, så-
dan har det altid været og vil ved-
blive at være. „Derfor må I ikke være
bekymrede og sige: hvad skal vi spise?
eller: hvad skal vi drikke- eller: hvad
skal vi klæde os med?“ (Math. 6, 31).
Vi bør være mange flere
Jeg skal ikke komme ind på den
nyere tids udvikling af torskefiskeriet,
da det er velkendt. Jeg vil kun med
stolthed og glæde påpege den hurtige
og tilsyneladende solide udvikling, der
er sket i de sidste 40 år, der er gået.
Det „dødsdømte" folk rejste sig lang-
somt op og viste sig som dygtige og
ihærdige fiskere, ingenlunde ringere
end fiskere andet steds fra. Den ned-
adgående kurve i befolkningsstatistik-
ken har ændret kurs, og nu er vi på
vej til de 40.000. De fiskende nationer
ude i den store verden ved nu, at
grønlænderne gerne vil have, at de re-
spekterer fiskerigrænsen ved Grøn-
land.
Befolkningens hurtige tilvækst i
Grønland er ingenlunde foruroligende,
som nogle vil påstå. Hvis vi skal hæv-
de os som fiskeproducerende nation,
må vi være mange flere. Først når vi
har nået de 50.000—100.000, vil alle
disse nok som bekendte forhold rettes.
10 miil. æg
Et lyst hoved, som påstår at have
talt en enkel torsks rogn, vil vide, at
den tæller 10 miil. æg Yngelen ud-
klægges på havoverfladen. Mange æg
går naturligvis til spilde, bliver spist
af fugle og småfisk, men jeg gad vide,
hvor mange æg der bliver udklægget
og bliver til torsk. Hvis vi nu siger, at
kun 5000 æg af de 10 millioner når at
blive til torsk, altså en enkelt torske-
moders børn, hvor mange torske-
mødre er der så ikke i hele „torske-
bæltet": Det hvide Hav, Nordnorge,
Færøerne, Island, Grønland, Labra-
dor og Newfoundland? Hvis alle tor-
skemødre hver får 5000 raske børn
hvert år, så er der ikke megen sand-
synlighed for, at torsken forsvinder fra
Grønland.
Mens vi er ved torsken: torskens
latinske navn er: Gadus callaris (G.
Morrhua), på dansk torsk-stortorsk —
tåretorsk, på grønlandsk sårugdlit (så-
rivdlik. gi. gr.). Den hedder også
Kabliau, muligvis af bastisk oprin-
delse. Baskerne var et søfarende folk,
der beboede kysten af Biscayabugten
i gamle dage. De var ikke bange for at
tage på langfart og gjorde røvertogter
til England, Orkney- og Shetlandsøer-
ne, Færøerne og Island. De har anta-
gelig været de første europæere efter
nordboerne, der har besøgt Grønland
og gjorde det af med de sidste nord-
boere i Sydgrønland, AngåkaK-ken fra
UnartOK fortalte Niels Egede i 1759
om et sådant røverskib, der skulle
gøre ende på nordboernes saga. Ba-
skerne skulle altså være de første eu-
ropæere som Grønlands befolkning så
i fordums dage.
Torsk = danskerel
Jeg har engang læst et eller andet
sted, at Baskerne kaldte de folk, de
stødte på på deres togter — folk, der
var mere primitive end dem selv, for
„Kabliau", en nedsættende betegnelse,
et hånsord, rent ud sagt „torsk" — som
den dag i dag bruges som skælsord for
folk, der laver dumheder. Vor beteg-
nelse for europæer eller en dansker er
KavdlunåK — ældre skrivemåde Ka-
blunåk; der er delte meninger om,
hvad ordet egentlig betyder. Det er
nærliggende at antage, at Baskerne
kaldte eskimoerne, de mødte, for
Kavliau, og da dette ord til stadighed
blev udtalt og gentaget af Baskerne,
blev det hængende ved dem selv, når
eskimoerne talte indbyrdes om disse
mærkelige fremmede folk, som de in-
gen ide havde om at navngive. Kab-
liau, sagde de hele tiden, omdannet til
grønlandsk udtale, KavdlunåK. Senere
blev ordet KavdlunåK til et begreb om
en hvid mand, europæer, en dansker.
KavdlunåK må så sandsynligvis være
udledt af Kabliau — torsk!
Lars Dalager (1750-ne) nævner, at
eskimoerne kaldte hollænderne for
Jånerssuatsiait (vel for at skelne dem
fra andre nationer). Det er vel fordi,
der er så mange, der hed Jan — en
parallel til det før omtalte.
Otto Rosing.
A/S WRIGHT, THOMSEN & KIER
civilingeniører og entreprenører
ingeniørit entreprenørit
ÅLBORG — KØBENHAVN — ÅRHUS
angutit moderniussut uvdlut
tamåkiavdlugit Brylcreem a-
tortarpåt, Brylcreemivme nut-
sat uvdloK nåvigdlugo pissusig-
ssamigsortitarmagit — asulo
orssuerdluernarane. nutsatit i-
luaKuserumagugkit Brylcreerh
atorniaruk.
BRYLCREEM
G l’R HÅRET NYT LIV
VILDE HA
SUKCES