Atuagagdliutit - 04.01.1962, Blaðsíða 8

Grønlandsudvalget vil søge
at finde et bredt kompromis
Men en stigende og mere rentabel produktion
er en forudsætning for væsentlig højere leve-
standard i Grønland
Som alle i Grønland vil vide, blev
der i februar måned 1960 af den da-
værende minister for Grønland Kaj
Lindberg nedsat et udvalg, som fik til
opgave at foretage en gennemgang af
de politiske, økonomiske og admini-
strative forhold vedrørende Grønland
og derefter at fremsætte en udtalelse
om, hvorvidt der måtte være anled-
ning til inden for de nævnte områder
at søge det grønlandske samfunds
udvikling tilrettelagt efter andre syns-
punkter end de hidtil gældende. Hvis
man kom til det resultat, at der var
anledning til sådanne ændringer, skul-
le udvalget fremsætte forslag med
henblik herpå.
Udvalget, for hvilket jeg blev for-
mand, fik navnet „Grønlandsudvalget
af 1960“, men det betegnes også ofte
som „målsætningsudvalget".
Selv om de fleste har kendskab til,
hvem der er medlemmer af udvalget,
— mange har jo også mødt udvalget
under rejsen i 1960 eller medlemmer
af udvalget under senere besøg i Grøn-
land — tror jeg alligevel, det vil være
nyttigt at gøre nogle bemærkninger
herom.
Udvalget er overvejende politisk
sammensat og adskiller sig herved fra
Grønlandskommissionen i 1949—50
hvori der vel sad politikere — både
grønlandske og danske — men hvor
flertallet af medlemmerne var em-
bedsmænd og specialister.
Grønlandsudvalget af 1960 er altså
overvejende politisk sammensat. Fol-
ketingets udvalgsberettigede partier,
d. v. s. Socialdemokratiet, som jeg selv
repræsenterer, Venstre, Det konserva-
tive Folkeparti, Det radikale Venstre
og Socialistisk Folkeparti, er repræ-
senteret med hver et medlem.
Fra grønlandsk side er der også en
stor politisk repræsentation, idet de 2

Af grønlandsudvalgets formand,
folketingsmand
VICTOR GRAM
grønlandske folketingsmænd sidder i
udvalget, dog således, at grønlandsmi-
nister Garns suppleant til Folketinget,
visitatsprovst Rink Kleist, er indtrådt
i stedet for ministeren. Det grønland-
ske landsråd er repræsenteret af 5
medlemmer, hvoraf 2 repræsenterer
henholdsvis de grønlandske arbejdere
og de grønlandske fiskere og fangere.
Herudover har departementchefen
i grønlandsministeriet, direktøren for
Den kgl. grønlandske Handel, forman-
den for Handelens Styrelsesråd samt
nogle få repræsentanter for danske
erhvervsorganisationer sæde i udval-
get.
EN UDSTRAKT HÅND
Baggrunden for nedsættelsen af
— derfor er der
bedre træk l Cecil ..!
— taimåitumik Cecil'it
mitdluaruminartdssar-
. put..!
rønm
— og sd kan
man smage den
gode tobak i Cecil..!
asulo tdssa Cecil’it tu-
pasungnerrårig-
dlutik
Cecil er altid
ensartet rullet ..!
Cecil’it åssigiårdluartu-
mik imussaussarputl
En lille pause før arbejdet går videre —
en hyggelig sludder — Ild på cigaretten —
selvfølgelig en Cecil: den er altid perfekt
rullet af fyldige, mættende blended-tobak-
ker. Det er derfor, den lange Cecil bliver
mere og mere populær, og allevegne hører
man ....sd er der tid til en Cecil!
akunerutdlugo Kasuersålårdlune nuånit-
dlåraoK OKalOKatigérujdrdlune — sikarite
kukutdlugo — sorunalume Cecil. tåuna tor-
ratdlavigdlugo imussauvoK putdlårigsu-
ngordlugo pitsaunersiugkanik tupartali-
gauvdlune. taimåitumigdluna Cecil takisoK
piumaneKarnerujartulnarsimassoK, tamane
OKartut tusarssaulerdlutik: — tåssa Ce-
cilitorf igssångorpoK!
Grønlandsudvalget af 1960 var en ud-
talelse, som det grønlandske landsråd
fremsatte i sommeren 1959. I denne
udtalelse blev det anført fra grøn-
landsk side, at der var et akut behov
for klarlæggelse af en række påtræn-
gende problemer i Grønland. Der er en
stærkt stigende politisk aktivitet i
Grønland, og landsrådet ønskede der-
for, at der kunne fastlægges en lang-
sigtet målsætning for opbygningen af
det grønlandske samfund, og for det
dansk-grønlandske samarbejde. Man
fandt, at det var nødvendigt at trække
linierne op for, i hvilken grad og i
hvilken takt man kan normalisere
forholdene i Grønland og forholdet
mellem Grønland og Danmark admini-
strativt og politisk, således at Grøn-
lands placering som en ligeberettiget
dansk landsdel fastslås og efterleves,
idet man dog naturligvis måtte tage
hensyn til de særlige forhold, som
følger af landets barske natur og —
i forhold til Danmark — fjerne be-
liggenhed.
Landsrådets udtalelse var vel ud-
tryk for, at der består en række kom-
plicerede politiske og administrative
problemer imellem Grønland og Dan-
mark, men samtidig et udtryk for, at
hele det grønlandske folk føler sig
nær knyttet til Danmark og nærer et
stærkt ønske om, at Grønland i alle
henseender bliver betragtet som en
ligeberettiget landsdel.
I Danmark er dette blevet modtaget
særdeles godt i offentligheden, og det
er blevet betragtet som en udstrakt
hånd fra grønlandsk side med det for-
mål, at grønlandske og danske i nært
samarbejde skulle prøve at løse en
række problemer, som i de senere år
har trængt sig stærkere på, og som —
og det er der ingen grund til at skjule,
hverken for den danske eller grøn-
landske offentlighed — har haft en så
vanskelig karakter, at det gode forhold
har været sat på prøve.
OFFENTLIG INTERESSE
Det kan vel i øvrigt være af inter-
esse, at den danske offentlighed inter-
esserer sig meget for Grønlandsudval-
gets arbejde. Det fremgår af dagspres-
sen, som ofte beskæftiger sig med det-
te spørgsmål såvel som med mange
andre grønlandske spørgsmål.
Jeg behøver vist ikke her at gå nær-
mere ind på udvalgets mange opga-
ver. Jeg har i sommer, da jeg besøgte
landsrådet, redegjort herfor i min hen-
vendelse til landsrådet, en henvendel-
se som blev udsendt i radioen og som
findes at læse i landsrådsreferatet. Jeg
vil derfor samle mig om de problemer,
som i øjeblikket i særlig grad beskæf-
tiger udvalget, nemlig de økonomiske,
og herunder da navnlig spørgsmålet
om løn- og prispolitikken i Grønland.
BOSERUP-RAPPORTEN
Grønlandsudvalget har nu haft en
møderække i november måned, og der
var enighed om i vinter at arbejde vi-
dere med spørgsmålene i arbejdsud-
valg og underudvalg. Dette har med-
ført, at samtlige grønlandske medlem-
mer indtil videre forbliver i Dan-
mark.
Grundlaget for drøftelserne i møder-
ne og dermed for størstedelen af det
arbejde, som vil blive udført i vinter,
er en redegørelse om løn- og prispoli-
tikken i Grønland, som den til udval-
get knyttede økonom, cand. polit. Mo-
gens Boserup, har udarbejdet.
Den målsætning, som man opstiller
med hensyn til Grønlands økonomiske
forhold — og det må vel nok siges, at
en sådan målsætning hidtil ikke har
været klart opstillet, men er blevet
overskygget af praktiske opbygnings-
opgaver — er jo af afgørende betyd-
ning for alle andre samfundsforhold
i landsdelen. Man har derfor anset det
for nødvendigt at lade foretage dybt-
gående økonomiske undersøgelser og
overvejelser. Resultatet heraf er den
nævnte redegørelse,
med hen er den nævnte redegørelse.
Mogens Boserup har haft særlige
forudsætninger for at lave dette ar-
bejde, idet han i mange år har virket
i De Forenede Nationer i forbindelse
med problemer i udviklingslandene, og
hans erfaringer herfra er særlig vær-
difulde, fordi Grønland i mange hen-
seender er et udviklingsland.
Det ser da også ud til, at redegørel-
sen om løn- og prispolitikken er et
arbejde, som kan danne et godt
grundlag for drøftelserne med hen-
blik på løsning af de vigtige proble-
mer.
DET STORE PROBLEM
Løn- og prisspørgsmålet er et af de
ømme punkter i forholdet mellem
Grønland og Danmark. Det er man
klar over i Danmark, også i offentlig-
heden, og man kan hyppigt se i avi-
ser og høre på møder o. lign. steder, at
heller ikke alle i Danmark har let ved
at forstå, at grønlænderne ikke lønnes
lige så højt som danske.
Det må da også umiddelbart fore-
komme mindre retfærdigt og vanske-
ligt at forstå, at grønlændere, som ud-
fører samme arbejde som danske, og
som har den samme uddannelse bag
sig og kan arbejde lige så godt, ikke
modtager den samme aflønning. Det
er da ikke ligeberettigelse, vil man
sige.
Det vil ikke være nye ord i Grøn-
land, når jeg nu siger, at det ikke er
så let, som det lyder. Der er en lang
række vanskelige problemer forbun-
det hermed, tildels af nationaløkono-
misk natur.
Desværre er den grønlandske natur
meget karrig, klimaet meget hårdt og
afstandene til de markeder, hvortil de
grønlandske produkter skal sendes, og
til de havne, hvorfra de grønlandske
forsyninger skal komme, meget lange.
Dertil kommer, at hele det grønland-
ske erhvervsliv bortset fra lidt fåre-
avl, stort set hviler på de værdier, der
kan hentes op af havet, fisk og sø-
pattedyr. Endelig bor befolkningen
De andre og os selv
Kontorchef P. P. Svejstrups afhandling: Det humane synspunkt I det
internationale samarbejde
Kontorchef P. P. Svejstrup er i den
sjældne situation at forene en
nær tilknytning til FNs arbejde for
de nye nationer med et nøje kendskab
til Grønland og dets problemer. Når
kontorchefen derfor nu har udarbej-
det en afhandling om de problemer,
som verden står overfor i forbindelse
med de nye folks overgang til den
vestlige livsform, må det være natur-
ligt, at man også i Grønland får
kendskab til de tanker, som deri
fremføres, tanker som på mange må-
der også har direkte tilknytning til de
problemer, vi står overfor i Grønland.
Afhandlingen hedder „Det humane
synspunkt i det internationale samar-
bejde" og er udgivet med støtte af Mi-
nisteriet for Grønland. I det følgende
skal søges givet et referat af dens ho-
vedtanker:
Hvis man spørger om, hvad der er
rigtigt og forkert, når det gælder sy-
net på og behandlingen af menne-
sker, specielt mennesker i almindelig-
hed, også dem man ikke direkte er
knyttet til, da bliver svaret, at der
ikke er noget rigtigt og forkert i abso-
lut forstand. Synet på mennesket skif-
ter med tiderne — og med de forskel-
lige perioders vekslende forudsætnin-
ger. Men det har gennemgået en ud-
vikling — og er stadig i stærk udvik-
ling. Engang var mennesker delt op i
små samfund og ansvar og forpligtel-
ser fandtes kun overfor de mennesker,
der tilhørte ens egen lille enhed. De
andre betragtedes principielt som
fjender, og overfor dem gaves ingen
etiske forpligtelser, de faldt uden for
den moral, som var gældende for ens
eget samfund.
Da Europa begyndte at kolonisere de
andre verdensdele, var dette syn på
andre mennesker endnu stort set her-
skende — og kom derfor også til at
bestemme kolonisatorernes holdning
overfor koloniernes befolkninger. Man
kan blot tænke på negerslaveriet for
at forstå, hvor lidt forståelse, der
fandtes for menneskeværd og menne-
skeret i de tider.
Men ganske langsomt spirede be-
vidstheden om, at mennesker
var eet, at hvert menneske havde et
særligt værd og en særlig ret, som
andre burde respektere. Det kristne
syn har utvivlsomt haft sin store an-
del i dannelsen af et sådant nyt men-
neskesyn. Sit første tydelige udtryk
fik det i den første menneskerettighe-
dernes erklæring efter den franske
revolution, der hævdede menneskets
personlige frihed og ret. Dette var be-
gyndelsen til dannelsen af en slags
verdenssamvittighed, en udvikling,
som siden fortsatte. Dannelsen af det
internationale Røde Kors var et andet
udtryk for, at der var en stigende er-
kendelse af et fælles ansvar overfor
alle mennesker og enhver form for
menneskelig nød. Arbejdet fortsatte
i Folkeforbundet og i Forenede Natio-
ner efter 2. verdenskrig, hvor den nye
menneskeretserklæring af 1948 tyde-
ligt viste udviklingen i den internatio-
nale samvittighed. Mens den første
væsentligst talte om retten til frihed,
understreger den anden også menne-
skets ret til at være fri for sult og nød
— altså om de sociale forpligtelser
overfor alle de hundreder af millioner
som til nu har levet på eksistensmi-
nimum.
Den anden menneskeretserklæring
har utvivlsomt haft sin andel i den
voldsomme frigørelsesproces, som alle
koloniområderne har været vidne til
netop i årene siden da. I denne erklæ-
ring har folkene fundet opmuntring
og bekræftelse på, at deres sag var
retfærdig, og at de havde en verdens-
stemning bag sig i kravet om at få del
i Jordens goder på lige fod med de
gamle folk, altså de europæiske.
Men denne internationale ansvars-
bevidsthed er endnu langt fra virke-
liggjort. Den dannes stadigt kun lang-
somt — og desværre langsommere end
selve samfundets udvikling og men-
neskenes deraf hastigt stigende af-
hængighed af hverandre. Det må der-
for være en pligt for enhver af sin
evne at bidrage til udviklingen af en
sådan almindelig fælles tankegang
om, hvad der er rigtigt, og hvad der er
forkert i forholdet mellem Jordens
beboere.
Denne den menneskelige tankes
langsomhed i forhold til selve udvik-
lingen er en af de vigtigste grunde til,
at det er meget vanskeligt for de nye
folk at fuldbyrde overgangen til en
teknisk livsform og udviklingen af
moderne samfund. Men der er mange
grunde til disse vanskeligheder:
☆
oloniherrernes overlegenhed på de
fleste tekniske områder samt de-
res hele specielle dygtighed har na-
turligt hos de undertrykte folk avlet
en masse mindreværdsfølelse, som gi-
ver sig mange kedelige udslag i had,
trods eller passivitet. I samme grad
som de gamle folk stadig føler sig som
de givende og de nye som de modta-
gende i det indbyrdes forhold, vil den-
ne følelse kun vokse og vanskeliggøre
forholdet endnu mere.
Hermed hænger også tillidskrisen
sammen. De hvide arbejdsherrer på
arbejdspladserne har intet naturligt
fællesskab med deres arbejdere, de er
fremmede — og tilmed har arbejderne
ingen virkelig beskyttelse i stærke or-
ganisationer el. lign. Det fællesskab og
den gensidige tillid, som er så vigtig
på enhver arbejdsplads, kommer der-
for let til at mangle netop der, hvor
der var mest brug for den, fordi opga-
verne er særligt store. Man har brugt
at sende dygtige specialister ud for at
hjælpe de nye folk med opbygningen
af et nyt samfund, men i alt for man-
ge tilfælde er disse specialisters ar-
bejde ikke lykkedes, fordi de nok var
teknisk dygtige, men ikke forstod at
vinde befolkningens tillid og medar-
bejderskab.
Det gamle samfund er i princippet
stillestående. Overgangen til det nye
kræver en ændring af hele livsindstil-
lingen fra det statiske og stillestående
til den erkendelse, at alt er og skal
være udvikling — imod stadig større
teknisk fuldkommenhed, stadig større
levefod, stadig større sikkerhed.
8