Atuagagdliutit - 04.01.1962, Blaðsíða 25

Hvad fortæller fangst-
sammendragene os
Af kontorchef Ph. Rosendahl
Når fangstlistesammendraget årligt
udkommer, så går det sådan, at man
ser tallene for det sted, man selv bor
ved, og sammenligner det med de an-
dre bopladser og udsteder i ens egen
kommune. Og man ser vel også nok
på hovedskemaet for kommunerne
forrest i heftet for at bemærke, hvil-
ke kommuner der ligger højere, og
hvilke kommuner der ligger lavere i
fangsten end ens egen. Men ellers
kommer man næppe dybere ind i hef-
tet, for tallenes mængde føles ganske
naturligt uoverskuelige.
Sidder man derimod i et boligstøtte-
eller erhvervsstøtteudvalg eller i en
kommunalbestyrelse, og man skal væ-
re med til at drøfte, hvilke steder der
bør udbygges og derfor have fortrin
med byggelånene, og hvilke steder det
gavner mest at yde erhvervsstøttelån
til motorbåde o. 1., har man stærkt
brug for tallene, og man går dem der-
for dybere igennem.
Jeg vil derfor gerne i dette og i de
kommende numre af Grønlandsposten
til lettelse for den almindelige læser
søge at give nogle nemt læselige over-
sigter over, hvad de mange tal kan
fortælle. Jeg begynder derfor her med
følgende emne:
Var 1959/60 et godt eller et dårligt
år for fangsten.
Sammenligner man fangståret 1959/
60 med de 5 foregående år, fortæller
sammendragene os følgende:
DET SYDLIGE VESTGRØNLAND
I fangståret fra 1. april 1959 til 31.
marts 1960 var grindefangsten ganske
overordentlig heldig. Ren jagten gav
også usædvanlig stort udbytte, og det
samme gjaldt blåræve. Men også fang-
sten af hvalros, hvide ræve, remme-
sæl, klapmyds og bjørn lå noget over
det normale.
Lidt under gennemsnittet var fang-
sten af marsvin og af spraglet sæl.
Havkalfangsten var endnu ringere, og
ringest var fangsten af sort- og blå-
sider.
Fangsten på hvidhvaler og netsider
var som de foregående år.
DET NORDLIGE VESTGRØNLAND
Fangsten her afveg ikke så meget
fra gennemsnittet, selv om fangst af
blåræve, netsider, sildepiskere, rem-
mesæl og hvalros lå noget over dette.
Under gennemsnittet lå fangsten af
grønlandssæl, klapmyds, marsvin,
hvidhval og narhval.
Fangsten på netsider, havkal, hvide
ræve og spraglet sæl var helt som de
foregående år.
ØSTGRØNLAND
Også her afveg fangsten stort set
ikke særlig meget fra gennemsnittet.
Klapmydsfangsten lå dog lidt over
gennemsnittet, hvidhvalfangsten var
også en smule over dette.
Lidt under gennemsnittet var fang-
over fangstens udbytte i de forskellige
landsdele får man dog ved at se, hvor
stort et udbytte fangsten gav, når man
udregner fangsten i det kød, den har
givet.
I det sydlige Vestgrønland var kød-
udbyttet 31°/o over gennemsnittet.
I det nordlige Vestgrønland var kød-
udbyttet l#/o over gennemsnittet.
I Østgrønland var fangsten under
gennemsnittet, men dog kun 2%>.
Altså ser man, at fangsten har væ-
Masser af kød
sten af bjørn, sort- og blåsider. Lidt
lavere endnu var fangsten af blåræ-
ve, hvalros og navnlig af hvide ræve.
Fangsten på netsider, havkal, rem-
mesæl og hval var som de foregående
KØDMÆNGDEN
Det letteste og
sikreste overblik
neae amigåsångitsoK
ret særlig heldig sydpå i dette fangst-
år.
For Nordgrønland (Thuledistriktet)
haves kun oplysninger for Savigsivik,
da det i de sidste 6 år ikke er lykke-
des at få fangstlister ført deroppe.
Men i år har man sat fangstlisteførin-
gen i nyt system. Vi kan derfor vente
at få gode oplysninger, også for Thule-
distriktet for 1961/62 og i fremtiden.
Udsættelse af moskusokse-
kalve på Svartenhuk
Jeg overværede et kommunalbesty-
relsesmøde i Upernavik den 3. oktober,
i øvrigt som eneste tilhører, skønt mø-
det var offentligt. Repræsentanten fra
Prøven, Johannes Kristiansen, rejste
spørgsmålet om at få indført rener til
Laksefjordområdet men mødte mod-
vind, da flere af de andre medlem-
mer var bange for, at en formentligt
deraf følgende fredning i visse områ-
der ville indskrænke deres fangst-
rejser.
Som mangeårig beboer i Upernavik
distrikt fik jeg — skønt gæst — lov
til at støtte forslaget med, hvad jeg
vidste om problemet vildren og tam-
rens trivsel i samme egn gennem kor-
respondance i sin tid med Fridtjof
Nansen. Det kan korteligt resumeres
i, at vildren og tamren har en naturlig
trang til at søge sammen og ikke
mindst i parringstiden, hvilket kan
være til stor gene for renejere, men
skulle være en stor fordel her, hvor
man netop ønsker, at tamrenerne
skulle blande sig med deres vilde
frænder og efter et vist åremåls fred-
ning kunne gøres til genstand for jagt.
Johannes Kristiansen fremførte, at
man måtte tænke på fremtiden og at
dette kunne blive dobbelt nødvendigt,
hvis man, som det syntes, fra KGH’s
side fandt det påkrævet at stoppe ind-
handlingen af spæk og lever, det ene-
ste udover skind, som befolkningen i
Upernaviks distrikt havde at sælge.
Og den resterende vildrenbestand var
nu så lille, at der f. eks. i indeværende
sæson ikke var skudt en eneste ren
hverken fra AugpilatoK, Prøven eller
Sdr. Upernavik, og kun tre dyr på
Svartenhuklandet af jægere fra Ig-
dlorssuit på Umanakfjorden.
Under debatten kom man ind på
flytningen af moskusokser fra østky-
sten til vestkysten, som nu øjensynligt
stod for at blive ført ud i livet. Man
forstod ikke, hvorfor de fangede kalve
just skulle sættes ud i Sdr. Strøm-
fjord, som i forvejen var Grønlands
bedste land jagtområde og som tilmed
lå i et distrikt, der i fiskerimæssig
henseende var landets bedste. Yder-
mere var spørgsmålet om at overflytte
moskusokser fra østkysten til vestky-
sten allerede først i halvtredserne
rejst i landsrådet af Upernavik di-
strikts daværende medlem Hendrik
Olsen og med direkte henvisning til
de relativt store og sikkert velegnede
områder på Svartenhuk og Nugssuak.
Det ville skuffe, at befolkningen i
Upernaviks og Umanaks distrikter var
blevet forbigået, skønt de mere end
andre trængte til nye støtteerhverv.
Forleden var jeg i Zoologisk Have for
at se på de fjorten indfangede moskus-
oksekalve, der trivedes godt og så le-
vedygtige ud. Jeg så dem i ånden beite
i de store dalfører på Svartenhuk, hvor
kun en enkelt rejsende embedsmand
eller postkører med måneders mel-
lemrum bryder freden. Der burde disse
hårdføre dyr eller andre moskusokser
sættes ud, for der ville de kunne leve
ugenert af menneskene og uden igen
at genere disses liv og erhverv.
Iblandt de denne gang indfangede
kalve er desværre kun fire af hunhøn,
så antallet er for lille at dele til for-
mering på to områder. Bliver Sdr.
Strømfjord fremdeles det foretrukne
sted, bør man overveje på ny at sende
Chr. Vibe af sted. Pengene, der vil
medgå, vil være bedre brugt end man-
ge andre, der i disse år bliver investe-
ret i Grønland.
Andr. Lund-Drosvad
CHR. CHRISTENSENS
MASKINFABRIK
SV. AA. LARSEN og O. RATHJE
„Lille Skagen"
ilevKårnartOK
isumangnaitsoK
akikitsoK
7 — 25 HK
„Lille Skagen"
Økonomisk
Driftsikker
Billig
Fra 7 til 25 HK.
SKAGEN

•-*-
mugssuåt silarssuarme
tusåmassak
iarfingme okåinarit
HØNG piniardlugo
erdenslcendte danske speciales*
Forlann HØNG i batikken
Demosthenes’
forunderlige
rejse
Af Loke
(Fortsat)
Demosthenes svarede naturligvis
ikke. Han bare så ned i sneen, som
blodet fra hans sår farvede purpur-
rød.
„Du burde have vidst det, „fortsatte
ravnen halvkvalt af grin, „kvinder er
noget rak!"-----Rak — rak — rak!"
gentog den, mens den fløj bort.
„Ak — ak — ak! gensvarede fjelde-
nes ekko.
— Demosthenes blev resten af dagen
på det sted, hvor han indenfor så kort
et tidsrum havde mødt både kærlig-
hedens jublende lykke og kærlighe-
dens dybe smerte. Blodet holdt efter-
hånden op med at løbe, men kun for at
afløses af en strøm af hede tårer. Den
store stærke Demosthenes, storfange-
ren, vagabonden, frihedskæmperen
Demosthenes Teriangniaksen, græd
som en hvalp.
____
Først da det begyndte at mørkne, og
de store blege stjerner tændtes, tog
han sig sammen og luntede ind i fjel-
det.
Dette fandt sted den 2. marts et sted
omtrent midtvejs mellem Kangen og
Atangmik.
Kapitel 29.
En ulykke kommer sjældent alene.
To dage efter mødet med den skønne
Helene var der gået betændelse i De-
mosthenes sår, og betændelsen gav
ham feber. Først prøvede han a^ lade
som ingenting, men da hans tempera-
tur efterhånden steg så meget, at sne-
en smeltede, når han løb henover den,
indså han, at han omgående måtte sø-
ge hjælp.
Således gik det da til, at han en tid-
lig morgen kom vaklende ud til
Atangmik, fandt jordemoderens gule
boligstøttehus, skrabede på døren med
forpoten — og besvimede.
Jordemoderen, Karoline-Amalie, som
lige var stået op, hørte lyden og gik
ud og lukkede op.
„Der ligger en halvdød ræv her-
ude!" råbte hun ind til jordemoder-
manden, der endnu lå i køjen.
„Slå den helt ihjel og flå den!" blev
der svaret indefra.
Men Karoline-Amalie tøvede med at
udføre ordren. „Måske er det Demo-
sthenes, den talende ræv, siden den
opsøger mennesker!"
Og uden at sige mere til manden,
fiskede hun sin penicillinsprøjte op af
forklædelommen og tømte den til sid-
ste dråbe i låret på Demosthenes,
hvorefter hun slæbte ham ind på so-
faen i sygestuen og dækkede ham til
med uldne tæpper.
Penicillinet, denne fantastiske uni-
versalmedicin, der i Grønland anven-
des mod alle lidelser lige fra gigt til
dårlig ånde, reddede Demosthenes’
unge liv. Næste dag var han feberfri,
og dagen efter igen var han helt rask
og parat til at rejse videre.
„Du kan sikkert sejle med Hånsera-
laK et stykke nordpå. Han skal på
jomfrurejse med sin nye motorbåd,"
sagde Karoline-Amalie.
Motorbåden „Gammel Vin" var tyve
fod lang, og HånseralaK havde selv
bygget den af drivtømmer, forskal-
lingsbrædder og tretommersøm. I bu-
gen af den havde han installeret en
brugt 10 hk benzinmotor. Nu var det
store øjeblik kommet, da den skulle
ud på sin første tur.
Hånseralak, Demosthenes og en del
andre mandfolk sprang ombord (i alt
kom selskabet til at bestå af seksten),
fortøjningerne løstes, og motoren sat-
te i gang, brølende som en sulten hun-
tiger. Hele skroget rystede.
„Hun er ellers livlig!" grinede Hån-
seralak tilfreds.
Så sejlede de.
Kapitel 30.
„Hvorfor er der så lidt vand i bå-
den?" spurgte Demosthenes, da de
havde sejlet lidt.
Hånseralak bøjede sig ned og så, at
„Gammel Vin" ganske rigtig tog en del
vand ind. Men han sagde blot mun-
tert: „soKutångilak — spiller ingen
rolle! Der skal være vand i bunden af
en båd, det holder den tæt!"
Det var tydeligt, at selskabet var
indstillet på en rigtig „skovtur", idet
man i rigeligt mål havde medbragt
skydevåben, patroner, sigtebrød, mar-
garine, sukker, the, citronvand, sove-
poser og rensdyrskind. Derimod hav-
de Hånseralak i sin egenskab af for-
mand, næstformand og sekretær i den
lokale afholdsforening modsat sig, at
der medtoges alkoholiske drikke.
Alting gik godt. Blot spejdede man
med skudklare bøsser længe forgæves
efter fugle.
Da kom tilfældet de gode atang-
mingmiutter til hjælp. Der skete nem-
lig det, at det ene tændrør, hvis ge-
vind åbenbart må have været lidt
slidt, pludselig røg af motorblokken og
med et knald og et hvin forsvandt op
i den frostklare luft, hvor det højt op-
pe traf og dræbte en intetanende tat-
terat, der styrtede i vandet få meter
fra „Gammel Vin". Straks efter var
luften som ved et trylleslag fyldt med
tateratter, der på god tateratvis for-
samledes fra nær og fjern for at be-
græde deres dræbte kammerat. Det
kan nok være, der kom gang i bøsser-
ne! I løbet af ingen tid var et halvt
hundrede stykker nedlagt og samlet
op i båden.
Tændrøret var og blev imidlertid
borte. Antagelig var det allerede gået
ind i et kredsløb omkring Jorden. —
Men det var der råd for: Den finger-
nemme Hånseralak stoppede hullet
hvor det havde siddet med en hagl-
patron, der lige passede i størrelsen.
Og så sejlede „Gammel Vin" videre på
een cylinder.
Kapitel 31.
Ved middagstid passerede de fiske-
ristationen TovKussaK, hvor de gule
barakker stod og sov deres vintersøvn.
Kort efter var det, at Elisæus begynd-
te at hikke, først bare sådan alminde-
ligt, men lidt efter lidt så voldsomt at
det ikke længere kunne betragtes som
normale afholdshik. Alles øjne rette-
des mod ham.
„Hvordan er dette dog gået til, Eli-
sæus?" spurgte Hånseralak med en
stemme, der røbede både harme og
smerte.
„Hik!" sagde Elisæus og smilede. —
Øjnene stod stive i hans lyserøde an-
sigt. Han lignede en rødfisk.
(Fortsættes)
25