Atuagagdliutit - 28.02.1963, Blaðsíða 12

Grønland kan græde tørre tårer over de
afbrudte fællesmarkeds-forhandlinger
Lige uden for Grønlands dør — på to franske øer syd for New Foundland
— er Fællesmarkedet ved at udvikle en moderne fiskeindustri, som
ligger på linie med Grønlands
Grønland og Fællesmarkedet. Emnet
har optaget adskillige af os i nogen
tid. Vi kender vist alle landsrådets
udtalelser i sagen — gående ud på at
man så vidt muligt ønskede at kunne
opretholde grønlandske særordninger.
Oprindelig gik man ud fra, at dette
ville være muligt på samme måde
som under den frihandelssammenslut-
ning, som vi er blevet tilsluttet, altså
inden for samarbejdet mellem de syv
lande, hvis fælles organisation kaldes
EFTA eller „de ydre 7“.
Der kom vældig fart over feltet, da
man blev klar over, at Danmarks til-
slutning kunne være nært foreståen-
de — og da det samtidig oplystes, at
der var mest stemning for ikke at tage
særlige forbehold for Grønlands ved-
kommende eller også, at der ikke var
mulighed for at tage nogen forbe-
hold.
Vi rejste fra KGHs side tanken, om
man ikke for Grønland kunne udvir-
ke en forlænget overgangsfrist, måske
ved slet ikke at foretage en egentlig
tilslutning af Grønland, men at nøjes
med det man kalder associering, hvil-
ket vil sige et venskabeligt men mere
løst samarbejde — fra den nydendes
side helst fortolket på den måde, at
man får alle fordele, men ikke skal
yde alt for meget for det.
Visse kredse tilbageviste associe-
ringstanken som uværdig eller lignen-
de. Nu ved De jo, hvad der er sket.
For få dage siden talte man endog om
Englands associering og dermed vel
også om Danmarks associering. I dag
ved vi knapt nok, om der overhovedet
tales om nogen tilslutning — om det
hele ikke ender i handelskrig og af-
spærring — eller om man samles i 2
lejre: De 6 lande inden for Fælles-
dog i væsentlig større stil
markedet i den ene og de 7 lande
uden for Fællesmarkedet i den anden.
Denne pludselige ændring i situa-
tionen stiller mig i en noget vanskelig
position. Jeg behøver ikke fortælle
Dem om enkeltheder i fællesmarkeds-
aftalens indhold. Det kan De læse i
min artikel i Tidsskriftet Grønland.
Jeg kan heller ikke bruge det manu-
skript, jeg havde udarbejdet for at
fortælle om Grønland under Fælles-
markedet. For det er jo ikke sikkert,
det bliver aktuelt.
Den eneste fordel vi har er den, at
vi alle får mere tid til at tænke over
tingene, og det kan nu være meget
værd. Vi var jo ved at komme ind i
et hæsblæsende tempo, hvor påstande
fik lovlig stor vægt, og hvor der var
ringe plads og tid for omtanke.
Vi må huske, at landbruget har en-
orme interesser i Fællesmarkedet, og
at store beløb er på spil hver eneste
dag. Det er vel derfor, ingen turde lø-
be nogen risiko for udsættelse. Nu ud-
taler landbrugets førstemand, at der
ikke er andet at gøre end at vente og
se. Industrien og handelen har klart
taget standpunkt mod Danmarks til-
slutning uden England. Politisk ligger
det vel sådan, at vel kun ét parti kan
tænkes for alvor at overveje denne
tanke. Fra flere sider i de nordiske
lande lyder røster om at tilstræbe en
styrkelse af samarbejdet mellem de
ydre syv.
Det er ikke spor lettere at tale om
tingene på denne baggrund, men må-
ske kan det blive nok så frugtbart.
Nu må man ikke tro, at Fællesmar-
kedstanken er skrinlagt. Der forhand-
les stadig i Bruxelles. Englænderne
har deres folk dernede, og det har vi
selvfølgelig også — og frem for alt
har de Gaulle som bekendt givet sit
samtykke til, at man foreløbig i alt
fald gør situationen op, og d.v.s. at
man ikke afbryder forhandlingerne.
Det går der, som i enhver han-
delsforretning, at situationen hur-
tigt kan skifte — men i dag er der
den forskel fra før den 14. januar
1963, at vi kan og må indkalkulere
flere muligheder — og ikke behø-
ver at nøjes med kun at tage den
ene til efterretning.
Grønland er selvfølgelig kun en me-
get lille brik i dette store spil. Som
enhver anden dansk landsdel kan
Grønland ikke stå uden for de begi-
venheder, der berører Danmark.
Grønland må og vil følge Danmark,
fordi man som del af riget ikke kan
gøre andet — men vi vil alle gerne
skabe sikkerhed for, at der tages vidt-
gående hensyn til Grønlands særlige
erhvervsforhold. Med andre ord, at
der skabes det bedst mulige udvik-
lingsgrundlag for den grønlandske
befolkning. Det tror jeg, vi alle er
enige om, og vi ved, at det ligger
samtlige politiske partier og selvføl-
gelig også den danske regering stærkt
på sinde.
På den anden side lægger man
også vægt på, at den grønlandske
befolkning selv følger med, selv er
med til at træffe beslutningerne —
på rette sted og tid, og det vil i den
afgørende fase sige gennem de fol-
kevalgte repræsentanter.
Jeg skal ikke vise nogen vej eller
træffe nogen beslutning. Det skal de
valgte politiske repræsentanter gøre.
Derimod ser jeg min opgave i at ana-
lysere og stille beregninger og oplys-
ninger til rådighed. Det kan vi stadig,
selv om ingen i dag kan sige, hvad det
i grunden er, vore vise mænd skal
tage standpunkt til — men det skal
nok hurtigt vise sig.
Vi kan vist godt være bekendt at
indrømme, at det er svært at forstå
den internationale handels og det in-
ternationale samarbejdes problemer i
deres inderste væsen. Det ser måske
meget nemt ud, når de store optræder
på slap line, men bag dem står mil-
lionfolk, hvis stræben og ønsker de al
deres individualitet til trods er eks-
ponenter for. Svært må det også være
for grønlændere at tage standpunkt til
dette store spil, hvad enten det så er
det politiske eller det økonomiske —
og derfor skal vi nok være glade for
den betænkningstid, vi nu har fået.
Da „de 7 ydre landes" frihandels-
område — altså den såkaldte EFTA-
organisation — og nu i 1962 „de seks"
— altså den såkaldte Fællesmarkeds-
organisation — blev drøftet i Grøn-
lands landsråd, var det første gang,
udenrigshandelspolitikken præsente-
redes som et problem, som den grøn-
landske befolknings valgte repræsen-
tanter skulle tage standpunkt til. I
dag er problemstillingen i al sin uvis-
hed stort set den samme.
Landsrådet ville med god sindsro
én gang til kunne fremsætte de sam-
me udtalelser — i samme sikre over-
bevisning om, at regeringen ville be-
stræbe sig på at opnå det bedst mu-
lige.
Lad os da her — til vejledning må-
ske for senere afgørelser — søge at
gøre os vanskelighederne og forud-
sætningerne klart.
Det er måske nærliggende at spør-
ge, hvorfor Grønland da i det hele ta-
get drages ind i så indviklet en dis-
kussion. Grunden hertil er den enkle,
at Grønland i dag ikke kan eksistere
uden international handel, d.v.s. han-
del med fremmede lande. Det er den
gamle historie om, at sælen ikke læn-
gere giver befolkningen føde, klæder,
lys og varme. Det er der for mange
folk og for få sæler til. Selv om der
var bedre balance mellem sæler og
folk, ville man i dag vel ikke nøjes
med det, som sælen kan give. Man
ville ønske et behov tilfredsstillet, som
kun kan tilfredsstilles med varer ude
fra, og d.v.s., at man må handle med
udlandet. Hvis erhvervslivet bygges
på fiskeforekomst — og det er Grøn-
land nødt til at gøre — så er handelen
med udlandet tilmed en livsnødven-
dighed.
Forbindelsen med Danmark er ikke
tilstrækkelig. Af alle de varer, der
leveres fra Grønland, sælges kun 20
procent i Danmark. De 80 procent sæl-
ges på verdensmarkedet, i internatio-
nal konkurrence. Vi har endnu ikke
fået undersøgt de tilsvarende tal for
forsyningstjenesten i Grønland, altså
for udhandlingen. Også her kommer
et væld af varer fra verdensmarke-
det, selv om procenten ikke kan være
nær så høj.
Alt dette viser en ganske eneståen-
de afhængighed af verdenshandelen,
og vi ved, at den ikke vil blive mindre
i de kommende år. På 5—6 år har vi
fordoblet afsætningen af grønlandske
produkter. I 1962 nåede vi et nyt re-
kordbeløb på 52 miil. kr. Det er over
60 procents stigning på 2 år. I løbet
af de næste 5—6 år regner vi med
endnu en gang at fordoble omsætnin-
gen. Men vi kan kun sælge denne sti—
- søger De den fine tobaksnydelse - midt mellem cigaretten og cigaren...
ITlalarizas
10 STK. KR.4,00
orssugssaK sipårsiuk
silarssuarme tamarme B & W ALPHA-t,
totaktit ventilexangitsut dieselmotorit, tu-
såmassarujugssunerisa uko pissutigait:
aserortujuissusé orssugssartungingajang-
nerilo. — motorit angissusé: 100 HK-nit
1000 HK-nut.
Spar brændselsolie.
B & W ALPHA totakts ven-
tilløse dieselmotorer er
kendt over hele verden på
grund af:
Den store driftssikkerhed
og dens lave brændstof-
forbrug. — 100—1000 HK.
FREDERIKSHAVN . TELEGRAMADRESSE: ALPHA
Direktøren tor Den kongelige grønlandske Handel, Hans C. Christiansen,
holdt den 24. januar i Grønlænderforeningen i København et foredrag
om de grønlandske problemer i forbindelse med Fællesmarkedet. Vi
gør opmærksom på denne dato, da der er sket en del inden for dette
område siden da, men bringer alligevel foredraget, da det giver en bred
orientering om hele problemstillingen og også indeholder nogle af de
fremtidsudsigter, der kan blive Grønland til del i et styrket ydre frihan-
delsområde som følge af Fællesmarkeds-forhandlingernes sammenbrud.
enskendte danske specialost
Forlan« HONG i butikken
ssuåt silarssuarme
tusåmassak
ingme okåinarit
HØNG piniardlugo
gende produktion, når verdensmarke-
det står åbent for os.
Det gør verdensmarkedet som
bekendt ikke altid. Man lægger
told på for at skaffe penge i im-
portlandets statskasse — men også
for at beskytte den hjemlige indu-
stri — eller man bremser på an-
den måde enkelte landes import for
at gavne andres.
Hvis eksportlandet er ene om pro-
duktionen, kan det forme sig så hel-
digt, at forbrugerne i importlandet må
betale, hvad det koster. Når vi ser
bort fra kryolitten, må vi sige, at
Grønland ikke er ene om nogen pro-
duktion — og så bliver det nemt leve-
randørlandet, der må betale regnin-
gen. Og i leverandørlandet kan det
sjældent blive andre end producenter-
ne, det vil i vort tilfælde sige fiskerne ,
og arbejderne, der må finde sig i la-
vere priser og lavere løn — hvis de da
ikke vil leve af statsunderstøttelse, og
det forudsætter måske endda, at in-
ternationale aftaler overhovedet tilla-
der dette.
Desuden har forbrugerne jo ofte de-
res bestemte prisideer. Lad os sige, at
vi i Grækenland får 2 kr. pr. kg salt-
fisk. Hvis den græske stat ville lægge
50 øre told på, og hvis forbrugerne
skulle betale prisen, så ville fisken
komme til at koste 2,50 kr. Dermed
kan den blive for dyr i forhold til
landets eget fiskeri — og det er meget
betydeligt — eller i forhold til kyllin-
ger fra USA eller lammekød fra New
Zealand, som i dag er saltfiskens al-
vorligste konkurrenter. Hvis vi allige-
vel vil opretholde salget, må vi måske
nedsætte prisen, og d.v.s., at vore pro-
ducenter, fiskere og arbejdere, får
mindre for arbejdet — hvis vi da ikke
kan finde andre markeder, men det er
nemmere sagt end gjort, fordi der er
grænser for, hvem der overhovedet vil
spise saltfisk i dag.
Hvis nu andre lande, f. eks. fordi
statskassen altid har brug for penge,
giver sig til at opkræve told, så bli-
ver varerne dyrere alle vegne. Den si-
tuation har verden været i nogle gan-
ge. Så plejer der at komme kloge
mænd, der siger, at dette er ganske
meningsløst, og så giver man sig til
gensidigt at ophæve eller nedsætte
tolden. Så bliver handelen friere, og
derfor taler man om frihandel. For
godt 100 år siden gik en sådan frihan-
delsbevægelse hen over Europa. Man
ophævede told og indførselsforbud og
lignende. Så kom der igen en lang pe-
riode, hvor alle lande lagde told på
alt, og når told ikke var tilstrække-
ligt, så søgte man at bremse indførs-
len på anden måde. Det blev så me-
ningsløst og så generende for al ud-
vikling, at vi i dag oplever en ny fri-
gørelsesbevægelse. Både EFTA og
Fællesmarkedet er udtryk for denne
bevægelse.
Hele Vesteuropa har levet i en op-
adgående konjunktur. Der har været
stigende beskæftigelse, stigende pro-
duktion, gode indtægter, voksende ef-
terspørgsel, og derfor overalt mangel
på kvalificeret og til dels også ukva-
lificeret arbejdskraft. Så gælder det
om at bruge arbejdskraften fornuf-
tigt, d.v.s. der, hvor den giver det
største udbytte — og det er jo ikke
i de beskyttede industrier, fordi det er
derfor, de har beskyttelse behov.
Konjunkturer er noget indviklet og
mærkværdigt noget. De er vanskelige
at forklare. Lad os her nøjes med at
sige, at gode konjunkturer er gode ti-
der, hvor der er god beskæftigelse, og
hvor lønninger og priser er høje. Det
er sådanne gode konjunkturer, der har
arbejdet for dem, der er gået ind for
større frigørelse af den internationale
handel, og dermed for en mere hen-
sigtsmæssig placering af arbejdskraf-
ten.
Det er en lidt forenklet forklaring,
men den vil måske kunne give et
indtryk af den økonomiske baggrund
for Fællesmarkedstankens succes.
Dertil kommer selvfølgelig også poli-
tiske overvejelser — og argumenterne
for nærmere sammenslutning har og-
så her vist sig langt mere tungtvej-
ende, end hvad der kunne tale imod.
Oprindeligt var der adskillige poli-
tiske betænkeligheder. Det kom klart
til udtryk, da man ved siden af „de
6“, der kunne danne Fællesmarkedet,
skabte den europæiske samarbejdsor-
ganisation af andre syv lande, hvis
kendingsbogstaver er EFTA. Den øn-
skede at være mere moderat og at be-
vare langt større selvstændighed for
de tilsluttede lande.
Man vil huske, at der for Grønland
blev lavet en særordning under EFTA.
Vi kom først med noget senere, og ret
vidtgående forbehold muliggjorde op-
retholdelse af grønlandske særordnin-
ger, hvilket var ønsket af landsrådet.
Landsrådet har ønsket, at tilsvarende
forbehold — så vidt muligt — også
tages over for Fællesmarkedet, men et
12