Atuagagdliutit - 28.02.1963, Blaðsíða 14

Grønland kan
ræde tørre tårer...
(Fortsat fra forrige side).
ne produktionsstigning er selvfølgelig
også fulgt andre resultater, som ikke
altid træder lige klart frem. Jeg vil
driste mig til at nævne lønningerne,
hvor der er ved at ske en udvikling
af virkelig betydning ved voksende
overgang til akkordsystemer og lig-
nende.
Vi har inden for KGH i 1962 i vore
industrivirksomheder udbetalt arbej-
derlønninger for 3 miil. kr., men her-
af er ca. 2 mili. kr. udbetalt som ak-
kordlønninger, og det har selvfølgelig
givet arbejderne langt større indtæg-
ter end dem, der kommer til udtryk i
de foreliggende overenskomster. I
Christianshåb- fabrikken f. eks. lå i
1962 den gennemsnitlige akkordtime-
fortjeneste 50 procent over normal ti-
meløn. I Sukkertoppen-fabrikken lå
den endog 100 procent over normal ti-
meløn.
På samme måde har arbejdet med
rationalisering af skibsekspeditionerne
i de sidste 4 år gjort så gode frem-
skridt, at rederivirksomheden har spa-
ret omkring 1 miil. kr. om året på det.
Derved har vi kunnet undgå væsent-
lige fragtforhøjelser, men samtidig er
de grønlandske havnearbejderes ind-
tægter sat betydeligt i vejret, så de
alle de steder, hvor de nye akkorder
virker, i gennemsnit ligger 100 pro-
cent og mere over normal timeløn.
Bag disse resultater ligger hele tiden
det store spørgsmål om menneske-
materialets tilgang og uddannelse.
Kan vi følge med i uddannelsen, så
kan vi også skabe gode arbejdsplad-
ser. Samtidig har vi kunnet vise, at
der kan skabes rentable virksomheder.
Læg mærke til, at de 2 ting ganske
af sig selv følges ad. Det kræver in-
gen lovændring eller særlige foran-
staltninger, men er en følge af hele
det økonomiske spil og af den mål-
sætning, vi arbejder efter.
De samme fabrikker, som giver go-
de lønninger, giver i dag også over-
skud. Endnu i 1960 gav fabriksvirk-
somhederne tilsammen 720.000 kr. i
underskud, i dag giver de overskud. I
1961 var det lige så stort som under-
skuddet i 1960, nemlig 757.000 kr.
Når vi først kan føre et sådant
realistisk bevis for, at visse virk-
somhedsformer, og det er de egent-
lige indlustrivirksomheder, kan
drives rentabelt i Grønland, så
kommer overgangen til det private
erhvervsliv næsten af sig selv. In-
gen må da vente, at kunne interes-
sere privat kapital, hvis der ikke er
en rimelig chance for passende ud-
bytte.
De har ekspemplet herpå med Godt-
håb-anlægget, der vil blive overtaget
af et lige oprettet aktieselskab, som
fuldstændig beherskes af privat kapi-
tal — og De kan være helt overbevist
om, at det ikke bliver et enestående
eksempel. Jeg nærer ikke tvivl om, at
Godthåb-eksperimentet vil lykkes —
og når det først bliver klart, så vil vi
i meget hurtigt tempo kunne gå vi-
dere: til Frederikshåb, til Julianehåb,
til Nanortalik og måske også til andre
byer — og dette er en udvikling, der
ikke ligger ud i en fjern fremtid. Jeg
forudser, at den vil være fuldbyrdet
i de kommende 10 år.
Man har sagt, at producenterne, alt-
så frem for alt fiskerne, ikke er fulgt
med i denne udvikling. Hvis man ser
på erhvervsgrupperne i deres helhed,
holder dette næppe stik, men jeg er-
kender da fuldt ud, at man skal være
varsom med kun at tale om helhed
og gennemsnit. Ser man på de enkel-
te pladser, så må man vist erkende, at
fiskerne f. eks. ikke har haft de sam-
me muligheder for belønning af ek-
straordinær indsats som den, arbej-
derne har haft. Jeg vil dog gerne på-
pege, at der på dette punkt er en me-
get væsentlig ændring, der er umid-
delbart forestående.
Ligesom der bag akkordsystemer og
præmiesystemer jo ligger den ide, at
arbejderne bør deltage i de fordele,
som produktionsvirksomheden opnår,
således kunne man sige — og det er
sagt fra fremstående grønlandsk side
— at f. eks. fiskerne burde have ad-
gang til i de gode fiskeriområder at få
part i de bedre indtjeningsmuligheder.
Det har vi selvfølgelig været opmærk-
somme på, og vi har prøvet at lede
udviklingen denne vej. En alt for svag
prisdifferentiering var det første
med omløbssmøring, hærdede
lejesøler og lejer af kobber-
bly bronce.
Dieselmotorer
4-takf, 10—225 HK
Marlne-motorer
enten med skrue med vendbare
blade og reduktionsgear
eller med fast skrue og reverse-
reduktionsgear.
Stationære motorer.
Diesel-generatorer
og andre dieselaggregater.
Verdenskendt —
den er bedst og den er dansk.
kåvingnermigut illiater-
tartoK lejesøleré må-
ngersagkat, lejere kd-
ngusangmik anerdlorta-
lingmik broncemigdlo
sandt.
DIESELMOTORIT
4-takf, 10—225 HK
Marlne-motorlt
ulutitertagkanik sarpigdlit reduk-
tionsgearigdlitdlo imalunit au-
la jangigkanik uteriarsinaussu-
nigdlo sarpigdlit reduktions-
gearigdlit.
motorit aulajangersimassumik
inigssisimassut, Diesel-genera-
torit motorérKatdlo avdlat die-
seliussut.
silarssuarme tamarme nalune-
KångitsoK — pitsaunerssaussoK
danskitdlo suliåt.
A/s HERMAN SVENDSEN
GLOSTRUP DIESELMOTORFABRIK
GASVÆRKSVEJ 3, GLOSTRUP
TELEGRAMADRESSE: SVENDSENHERM.
>1
Det nye kvarter på Østerbro i Godthåb efter snestor-
men for nylig.
Nup igdloKarfiata nutårtå K'ugssunguarmfoK xanigtukut
anorerssuardlune apitdlarmat kingorna.
skridt. Udbyttedeling og vinterpriser
var de næste. Alle disse nydannelser
bør udbygges — og ganske især ud-
byttedelinger, fordi den er egnet til at
fremme den fælles interesse i effektiv
produktion.
Dette er dog ikke alt. Men det, som
jeg frem for alt tænker på, er den
prishævning, som er direkte tilsigtet
med Godthåb-ordningen, for derved at
skabe eksistensmulighed for større bå-
de, som er forudsætningen for en vir-
kelig fremgang i det grønlandske fi-
skeri. Godthåb-selskabet står frit i sin
prispolitik. Det må forudses, at dette
selskab, for at skaffe den for rentabi-
liteten nødvendige tilførsel af fisk, vil
føre en langt mere elastisk prispolitik,
end KGH hidtil har kunnet gøre. Det
er muligt, at man vil tilstræbe en ret
kraftig sæsonvariation af indhand-
lingspriserne. Man må kunne regne
med, at indhandlingsprisen for torsk
i årsgennemsnit ikke kommer til at
ligge under 40 øre, og muligvis vil
man i årsgennemsnit komme til at lig-
ge op imod 50 øre pr. kg.
Hvis de anlæg, som administreres
af KGH, og som har lignende indret-
ning og kapacitet, ikke kan følge med
i denne prisudvikling, vil der ske en
almindelig tilflytning af større både
til de uafhængige anlæg — og vi kom-
mer til at savne vor part hårdt — i
Narssax og Sukkertoppen straks, i
Holsteinsborg i 1964 og i Frederikshåb
i 1965. For at sikre fisken til disse stør-
re industrianlæg og dermed disse an-
lægs rentabilitet, bliver KGH derfor
simpelthen nødt til på disse pladser
stort set at følge samme prispolitik.
Det samme vil ske på alle de ste-
der, hvor der efterhånden etableres
moderne industrianlæg, hvis rentabili-
tet er afhængig af store råvaretilførs-
ler. Vi står altså her med et klart eks-
empel på, at den industrielle udvik-
ling, som vi nødvendigvis må gå ind
i, hvis vi vil føre Grønland ind i en
konstruktiv erhvervsudvikling, næ-
sten af sig selv fremtvinger pris- og
lønstigninger på de store produktions-
steder.
Det, som er væsentligt, er, at vi
har nået det stade, hvor der ikke
til hvert eneste lille skridt på ud-
viklingens vej kræves politiske
Alt hvad De behøver
til opvarmning
KUL
KOKS
CINDERS
OLIE
OLIEFYR
TANKE
DET DANSKE KULKOMPAGNI
RÅDHUSPLADSEN 14 • CENTRAL 9214
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
KØBENHAVN
beslutninger og politisk dirigering,
men at det nu er økonomiske kræf-
ter, der virker.
Nu synes De måske, jeg er kommet
lovlig langt bort fra emnet. De kan
spørge, hvad alt dette har at gøre
med intenationalt samarbejde, med
Fællesmarkedet og EFTA. Jo, alt dette
danner grundlaget for Grønlands del-
tagelse i dette internationale samar-
bejde, fordi alle disse virksomheder
kommer til at arbejde for det inter-
nationale marked. Det er der, vi skal
finde afsætning for de mange nye
produkter.
Spørgsmålet er så, om disse nye
virksomheder er stærke nok til at
kunne gå ind i den internationale
konkurrence. For øjeblikket føler vi
os stærke nok. Vi føler, at vi med fæl-
lesudvalg og andre samarbejdsudvalg,
med udbyttedeling i fabrikkerne til
gavn for producenterne og med ud-
vikling af akkordsystemer og lignen-
de til gavn for arbejderne, har fået
redskaber i hånden, som sikrer den
grønlandske béfolknings interesse og
aktive medvirken, og frem for alt og-
så dens videre udvikling.
Det er dette erhvervsgrundlag,
der giver den grønlandske befolk-
ning lov til at se fremtiden for-
trøstningsfuldt i møde, og måske
også med store forventninger. Fak-
tisk gennemgår den grønlandske
befolkning i disse år en udvikling,
som er ganske enestående.
Jeg tror på, at den grønlandske be-
folkning evner at leve op til en ny
tids krav, at vi i de kommende 10—
20—25 år vil se grønlændere i stort
tal overtage ledende poster i Grøn-
lands erhvervsliv.
Spørgsmålet er blot, om denne linie
også kan gennemføres, hvis den fulde
frihed for ikke blot grønlændere, men
for hvem som helst — f. eks. inden for
Fællesmarkedet — kom over Grøn-
land med ganske få års varsel.
Jeg indrømmer ærligt, at jeg nærer
alvorlig tvivl. Selv om det selvfølge-
lig ikke er mig, der skal træffe de
deraf følgende beslutninger, vil jeg
dog påpege 2 vanskeligheder:
Den ene er den, at befolkningen
befinder sig i en overordentlig
krævende uddannelsesproces, og at
der må være grænser for, hvor
store krav der kan stilles.
Den anden er den, at den grøn-
landske industri er overordentlig
ung. Den er kun i sin vorden, og
derfor en spæd og sart plante, som
der kan være al mulig grund til at
hæge om.
I øvrigt hænger de 2 ting jo sam-
men. I realiteten er industriens ud-
vikling afhængig af befolkningens ud-
Permissionshus
En dejlig 1-plans gulstensvilla
med stor stue, spisestue, sove-
værelse, 2 kamre, køkken med
elkomfur, oliefyr, i Munkebo
mellem Odense og Kerteminde,
er fra 1. marts 1963 og 2V2 år
fremover til leje for halv- eller
helårs permissioner. Huset er
delvis møbleret, og den måned-
lige ydelse er 550 kr. Skriftlig
eller telegrafisk henvendelse in-
den den 28. februar til Mølkæ-
ret 109, Munkebo, derefter
Særsløv Petersen,
elværksbestyrer, Nanortalik
vikling — forudsat selvfølgelig at det
er den grønlandske befolkning, der
skal være bærende kraft. Derfor tror
jeg, det i høj grad er et spørgsmål, om
tempoet overhovedet kan forøges
yderligere. Derfor opstod tanken om
eventuelle overgangsanordninger og
forlængede tilpasningsfrister.
Disse tanker kan stadig blive ak-
tuelle, fordi de internationale forhold
og den tekniske udvikling kræver
samarbejde i større politiske enheder
eller grupper. Principielt er der i den-
ne henseende ingen forskel, hvad en-
ten man taler om EFTA eller Fæl-
lesmarkedet.
Med henblik herpå vil jeg til af-
slutning gerne sige, at jeg er overbe-
vist om, at man med udfoldelse af en
passende forhandlingsdygtighed i gi-
vet fald må kunne vinde gehør for
grønlandske særønsker. Inden for
EFTA er der jo ført håndgribeligt be-
vis for det, men jeg mener også, at
man kan påvise en betydelig smidig-
hed inden for Fællesmarkedet.
Som eksempler vil jeg nævne den
græske associeringsaftale, som jeg
har gennemgået meget nøje. Den gav
Grækenland alle fordele straks, me-
dens der for Grækenlands modydelser
blev fastsat frister på 12 år og 22 år
— og mere har vi næppe brug for i
Grønland.
Så vil man sikkert sige, at det var
en helt anden historie — at Græken-
land er et selvstændigt rige, og at
Grønland kun er en landsdel og en
meget lille brik i et stort spil. Så vil
jeg henvise til det, man i Fællesskabet
kalder „aktiv regionalpolitik", d.v.s. en
bevidst udenrigspolitik, der tilsigter
udvikling af mindre udviklede områ-
der inden for Fællesskabet. Denne re-
gionalpolitik bygger meget væsentligt
på lignende ideer som dem, vi kender
fra Grækenlands-aftalen.
I øvrigt ligger genstanden for ét af
Fællesskabets udviklingsprogrammer
lige uden for Grønlands dør. Det er
de franske øer St. Pierre et Miquelon
umiddelbart syd for New Foundland.
Her er der ved at blive udviklet en
moderne fiskeindustri, som ligger
svært på linie med det, som vi er i
gang med i Grønland — men dog i
væsentlig større stil. Vi er i KGH i
gang med en nærmere undersøgelse
af, hvad det er der foregår hos vore
naboer på den anden side, og det skal
der nok komme en artikel ud af til
„Grønlandsposten".
Må jeg slutte denne gennemgang
med at sige følgende:
Jeg tror, at man fra et grøn-
landsk synspunkt kan græde tørre
tårer, hvis det skulle trække ud
med Danmarks tilslutning til Fæl-
lesmarkedet, fordi det vil give det
grønlandske samfund den forlæn-
gede overgangs- og tilpasningstid,
som vi har så hårdt brug for.
Skulle forhandlingerne derimod bli-
ve optaget igen, så må vi erkende, at
det danske landbrug vejer tungere til,
• end det grønlandske fiskeri. Denne
realistiske vurdering er dog ikke alt,
hvad der kan siges i denne sag, fordi
vi ved, at Grønlands vel ligger samt-
lige politiske partier og også regerin-
gen meget på sinde, og at man derfor
vil gøre, hvad der overhovedet er
muligt for samtidig at varetage den
grønlandske landsdels interesser så
godt og effektivt som overhovedet mu-
ligt.
14