Atuagagdliutit - 29.04.1965, Blaðsíða 6

Grønland i de sidste 25 år
Der har ikke været bedre folk end de gamle eskimoer. Deres efter-
kommere — grønlænderne — er folk, som vi har glæde af af have med
os i vort samfund. De er ikke blevet ringere end deres forfædre, og vi
skal vise de folk tillid, udtalte Eske Brun i et foredrag i Det grønlandske
Selskab.
Det der skete den 9. april, hvad det
betød for Grønland, det har jeg altid
gået ud fra, at det var noget, som alle
og enhver kunne forstå uden nogen
nærmere forklaring, men jeg vil alli-
gevel gerne lige ridse op, hvad det
betød. I 1940 var Grønland monopol-
handelens og afspærringens land. Alt,
hvad der blev produceret til eksport
fra Grønland, blev produceret for Den
kongelige grønlandske Handels reg-
ning og sendt til København uden
hensyn til, hvor det ellers skulle hen
i verden. Al den fisk, som skulle ned
på Middelhavet, skulle først til Køben-
havn. Al forsyning til hele Grønland
kom fra Den kongelige grønlandske
Handel, som ikke bare rent faktisk,
men rent lovligt var den eneste for-
syningsmulighed, Grønland havde.
Det var forbudt under nogen form at
sende andre forsyninger derop end
dem, som Den kongelige grønlandske
Handel sendte, og de kom op fra
København med de skibe, som Han-
delen ejede til dette formål.
Hele det grønlandske økonomiske
system var baseret på den simple
kendsgerning, at Den kongelige grøn-
landske Handel ordnede alt, sørgede
for alt, og gjorde det fra København.
Og hele denne livsnerve var hugget
over med et eneste hug. Dér sted vi så
og skulle træffe beslutninger om, hvad
vi skulle gøre. Det var ikke let, alle-
rede af den grund, at det var over-
ordentlig vanskeligt at finde ud af,
hvad der egentlig skete i verden.
Men det var helt klart for mig i det
mindste, at nu stod vi over for noget
langvarigt. Jeg regnede allerede i
april 1940 med, at hvis vi slap med
4 år, så var vi billigt sluppet. Det stod
helt klart, at Grønland ikke kunne
klare sig, uden at der blev åbnet helt-
nye veje for det økonomiske liv i
Grønland, helt nye forsyningsmulig-
'tø; • r ", ^ r foran
i fc l J ^10 * *« med å
AGFA SILETTE F
altid klar til blitzfotogra-
fering.
Indbygget synkronisator
til AG 1-blitz.
Stor optisk søger, der vil
glæde enhver fotoamatør.
Objektiv:
Agfa Color-Agnar
2,8/45 mm.
Lukker:
Prontor 125.
Hurtigoptræk, symbol- og
meterindstilling, tilbage-
spolingssving.
Farvefilmen
AGFACOLOR CT 18
gengiver minderne i
strålende naturtro farver.
filme Kalipautilik
AGFACOLOR CT 18
erKaimajumassat Kalipau-
tigeKissunik Kalipautait-
dlo erKordlugit åssilissar-
pai.

heder, helt nye eksportmuligheder.
Der var én ting til, som jeg måtte tage
stilling til. Vi hørte fra Grønlands
Styrelse meget lidt. Vi modtog et tele-
gram, som meddelte os, hvad den
kongelige proklamation havde sagt
hernjemme om at indrette sig under
de givne forhold, som man jo ikke
kunne se bort fra i Danmark.
Men gjaldt det også os i Grønland?
Det stod os helt klart — det stod mig
helt klart i det mindste og de fleste
deroppe og alle efterhånden, at den
danske regering måske nok havde frie
hænder til at sysle lidt med forskel-
lige ting, navnlig hvis deres syssel
kunne give sig udslag i eksportmulig-
Jied til Tyskland, men i det øjeblik
den danske regering skulle vælge mel-
lem to muligheder, hvoraf den ene var
for og den anden var mod tysk in-
teresse, så ville den ikke blive spurgt.
DANSKE INTERESSER
Vi sad oppe i Grønland og var ikke
under den samme tvang. Den tyske
besættelse var selvfølgelig dengang
ikke udstrakt til Grønland og blev
det aldrig. Vi stod altså i den lykke-
lige situation, at vi kunne arbejde
udelukkende ud fra danske interesser.
Jeg prøvede så at gøre mig klart, hvad
er de danske interesser. De danske in-
teresser i Grønland er for det første,
at det, der skete nu, ikke kom til at gå
ud over den grønlandske befolkning.
Den grønlandske befolkning levede
på et eksistensminimum. Den havde
en uhyre lav levestandard. De økono-
miske omvæltninger, der skete nu,
måtte ikke betyde en sænkning af den
levestandard, for det kunne den al-
deles ikke tåle. Det ville først og frem-
mest give sig udslag i, at den grøn-
landske befolknings tillid til, at dens
forbindelse med Danmark var til lyk-
ke for den, ville få et grundskud. Men
ved siden af denne interesse, så er der
endnu en dansk interesse, som vi også
måtte tilgodese. Danmark er blevet
overfaldet og med en magtanvendelse
undertrykt. Danmark vil aldrig blive
frit igen, hvis udøveren af dette magt-
misbrug vinder den krig, som nu går
for sig. Det er alle danskes opgave,
når de sidder uden for denne magt, at
støtte de bestræbelser, som er imod
den. Hvad Grønland kan gøre for at
hjælpe den allierede krigsindsats, det
er det vor pligt at gøre. Det var de to
retningslinjer, som jeg regnede med,
vi ville komme til at lægge an for vort
arbejde i Grønland.
Det var selvfølgelig ikke noget, jeg
sad og vedtog med mig selv den 9.
april. Det var noget, som man længe
gik og grublede over og overvejede og
fandt ud af. Og jeg kan jo sige, at
hvad der skete i Europa i tiden efter
den 9. april, gjorde det jo ikke lettere;
først faldt Danmark og Norge, så faldt
hele Vesten, og Petain forklarede den
franske regering, da de spurgte ham,
hvad han mente om England, at om
3 uger så ville Hitler have vredet hal-
sen rundt på England som på en kyl-
ling.
Det gik jo ikke sådan, men det var
der jo ikke blot i Europa, men også
ude omkring i verden en del menne-
sker, der i sommeren 1940 mente ville
ske. Vi valgte deroppe det standpunkt
at fortsætte efter de to retningslinjer,
jeg har fortalt om.
pifsaunermit pitsaunex
FORHANDLERE
OVERALT I GRØNLAND
AMERIKA OG GRØNLAND
Og så gik da krigsårene. Vi havde
et stort held, nemlig det, at Amerika
var neutralt endnu i 1940 og 1941.
Hvis Amerika havde været krigsføren-
de på dette tidspunkt, er jeg bange
for, at vi ikke havde kunnet opbygge
vores organisation så effektivt, som vi
kom til at gøre det.
Lad mig begynde med at sige, og det
skal siges her, for det er vigtigt, vi
havde i Amerika én mand, som blev
et strålende eksempel for os, nemlig
Kaufmann. Sammen med ham opbyg-
gede vi en organisation i Amerika. Vi
fik megen hjælp fra forskellige sider,
i de sidste 4 år brugte vi Østasiatisk
Kompagni’s kontor i New York prak-
tisk talt som vor eneste agent derovre
for eksport og import.
Vi havde ingen skibe — ganske vist
var både „Gertrud Rask“ og „Hans
Egede" kommet til Grønland, idet de
var kommet af sted fra København
umiddelbart før besættelsen, men
„Gertrud Rask“ forliste på kysten af
Canada i 1941, og „Hans Egede“ for-
liste — forsvandt — med en last kryo-
lit, formodentlig torpederet, ret tidligt
på krigen også. Ingen skibe — noget
helt nyt i Grønlands historie. Ikke at
have skibe selv, som man selv rådede
over og bestemte over og sendte, hvor-
hen man ville med de varer, man øn-
skede. Kryolitselskabets „Julius Thom-
sen", som også var sluppet til Grøn-
land i tide, gjorde underværker med
sin lille kapacitet, men ellers måtte
vi indrette hele vor forsyningstjeneste
på fragtede både, og fragtmarkedet
under krigen det var jo en historie
for sig selv — ikke blot økonomisk,
men i særdeleshed restriktionsmæs-
sigt.
TRANSITHAVNE OPRETTES
Det var svært at overbevise verden
om krigen, at vi skulle have skibe til
at sejle med civile varer til Grønland,
så længe der var så mange militære
varer at sejle med i verden, og for
øvrigt så varede sejladserne så uri-
meligt længe, fordi de skulle konvoje-
res, at vi som regel havde vores over-
liggedagpenge startende, inden skibet
havde forladt den sidste amerikanske
havn på vej til Grønland. Vi kunne
selvfølgelig ikke forlange, at disse
skibe skulle anløbe 15 forskellige
grønlandske havne, sådan som vores
egne skibe havde været vant til. Vi
måtte etablere en helt ny forsynings-
metode med transithavne — en 3—4
transithavne langs kysten — hvortil
de store, fragtede skibe kom med
deres laster.
Vi måtte bygge varehuse og anlæg
på de steder, hvor transithavnene blev.
Vi måtte etablere hele organisatio-
nen, hele administrationen deroppe, og
vi havde det held, at erhvervslivet i
Grønland havde fremgang under kri-
gen, og fisk, som vi i 1940 var meget
bekymrede for, om vi i det hele taget
kunne komme af med, viste sig jo
gudskelov at være særdeles efter-
spurgt på det portugisiske markede.
Portugiserne var jo neutrale, så de
kunne selv sende skibe op efter dem.
Alt i alt er der måske ikke så meget
mere at sige om Grønlands økonomi-
ske liv under krigen. Vi fik alle vore
forsyninger. Det var meget, meget lidt,
vi kom til at savne. Vi kom af med
alle vore produkter, og den grønland-
ske levestandard var nærmest stigende
under krigen, simpelthen på basis af
den stigende produktion, men i øvrigt
fastholdt vi hele det gamle økonomi-
ske system. Vi var fast besluttet på,
at det ikke efter krigen skulle siges
om os, at nu havde kattene været ude
af Grønland, og nu havde musene
Fantastisk som den
I ÆGTE JAVA
smager igennem
REN
KAFFE
Hollandimiut kavfiliSt
aserorterdluarsimassoK
kavfe akuserneKangitsoK
pikunardlumartoK
tupingnardluinartumik kavfitut Javamit
pissutut mamartigiJSOK
spillet på bordet. Vi gik endda ret
pedantisk, ret langt med hensyn til at
fastholde de gamle bestemmelser, de
gamle regler i det omfang, det var
muligt.
ARBEJDET FORTSATTE
Lægevæsenet kørte videre så godt,
som det havde gjort før krigen. Kir-
ken fortsatte sit arbejde deroppe. Sko-
len fortsatte sit arbejde deroppe. Selv-
følgelig havde vi problemer ustandse-
lig styrtende ind over os, men jeg
tror, jeg kan sige, og jeg tror, at de,
som var med i de år, vil give mig ret
i, at vi kom forbløffende let igennem
de økonomiske kriser, som kunne have
sat ind langt mere alvorligt.
Der skete andre ting deroppe. Grøn-
land blev jo basisområde for krigs-
operationer og blev et uhyre vigtigt
område, efter at Amerika var kommet
med i krigen. En stor del af den
patruljetjeneste, som gjorde det mu-
ligt at vedligeholde forbindelsen over
Nordatlanten under krigen, blev ud-
ført fra Grønland. Vi havde udmær-
kede erfaringer med vort samarbejde
med amerikanerne under krigen. De
kom derop aldeles uvidende om, hvad
det hele drejede sig om i Grønland,
selvfølgelig, men når man forklarede
dem det grundigt, og når man navnlig
sørgede for bestandig at forklare hver
ny mand, der kom, for der kom jo nye
folk hvert år, så var de uhyre hjælp-
somme, klare til samarbejde. Vi fik
dem anbragt for alles vedkommende,
næsten da, på steder, hvor de kunne
blive isoleret, så de kom faktisk til at
spille en meget lille rolle i det grøn-
landske samfundsliv, for den grøn-
landske bevidsthed, under krigen.
GRØNLANDS LILLE KRIG
Vi havde vores egen lille krig der-
oppe. Tyskerne skulle jo have vejr-
meldinger fra Nordgrønland. Dér hav-
de vi den store glæde, at det blev
vores egne folk, som tog stødet af.
Tyskerne etablerede gentagne somre
vejrstationer i Nordøstgrønland, og
Grønlands administration etablerede
en patruljetjeneste deroppe med alle
de fangstfolk og radiotelegrafister,
som havde siddet dér, da krigen brød
ud og et par stykker til for øvrigt,
også et par nordmænd var med, ud-
rustede dem og gav dem en militær
status. De kørte rundt deroppe og
fandt tyskerne lige så hurtigt, som de
fik etableret deres stationer og sør-
gede for, at de blev udryddet ved
amerikansk hjælp.
De var en virkelig oplevelse de folk,
og det kunne jeg spinde mange og
lange ender om, hvor godt et arbejde
de gjorde. En mand faldt, en tysker
fik de også ram på, og hele den dan-
ske hær oversteg aldrig 16 mand,
tyskerne havde noget mere. Disse vore
folk gjorde stor gavn, og navnlig fik
de amerikanerne til at få øjnene op
for, hvad danskerne kunne gøre, når
de blev givet en chance derfor.
I det hele taget vil jeg gerne her
benytte lejligheden til at takke mine
gamle medarbejdere fra krigsårene i
Grønland. Der vil altid i mit hjerte
være et blødt punkt for dem.
DEN 5. MAJ 1945
Jeg sagde, at vi fastholdt reglerne,
politikken i Grønland. Da vi kom til-
bage, var der ikke sket noget, som
betød, at man simpelthen kunne køre
videre, hvor 1940 havde brudt af, og
på samme måde, men vi havde gjort
erfaringer under krigen. Lad mig her
holde mig til mit eget indtryk og mine
egne erfaringer af, hvad Grønland var
blevet til i årene op til 1945. Ja, lad
mig lige give et lille glimt ind i al
denne saglighed af den 5. maj 1945 i
Grønland. Se, vi havde jo den chance
i Grønland, at vi var 5 timer bag-
efter, så hvad I hørte her kl. 8,30 om
aftenen, det hørte vi kl. 3,30 om efter-
middagen.
Vi havde faktisk en virkelig chance
for at fejre dagen, og det var fanta-
stisk, hvad folk havde gemt af disse
ting, som man nu så længe havde suk-
ket efter. Det var utroligt, hvad en
ganske almindelig Hof kunne udstå
af 5 års oplagring, det var utroligt
hvor gode de gamle danske cigarer
stadig var. Det var utroligt, hvor man-
ge flasker Aalborg Akvavit, der endnu
fandtes rundt omkring, så vi fik en
dag ud af det, ikke bare en aften. Nå,
men det var den 5. maj, og så kom
vi tilbage.
NY TID — NY POLITIK
Og som jeg siger, der var intet sket,
som betød, at man ikke kunne køre
videre, som om intet var sket. Min
egen opfattelse var den, at ganske
uden hensyn til krig eller ikke krig.
så var den gamle politik i Grønland
efterhånden kørt udover sin rimelige
virketid. Den gamle afspærring, det
gamle monopol, den gamle idé om, at
alle grønlændere essentielt er fangere
og lever af det, og alle andre indtæg-
ter fra arbejde eller fra fiskeri er kun
lidt ekstra penge ind imellem, den er
død. Hvis grønlænderne skal have en
levestandard, som er forsvarlig og
rimelig, så kan den ikke baseres mere
på den antagelse, at sælfangsten er
tilstrækkeligt grundlag for alt.
Vi må gøre os klart, at naturen har
forandret sig, men menneskene har
også forandret sig. Alt er gået i en
bestemt retning, i den retning, at vi
nu må vælge en helt ny politik i Grøn-
land. Og hvad må være grundlag for
denne nye politik? Den gamle politik
har ført os ud i socialt uholdbare til-
stande. Den grønlandske befolkning er
dårligt ernæret, har dårlige huse, har
dårlig helbredstilstand. De bliver dår-
ligt opdraget, undervist, og følgen er
tuberkulose og uvidenhed.
Vi må gøre os klart, at der må væl-
ges en helt ny politik, og dens grund-
lag må være: Grønland er en del af
det danske samfund. I det danske
samfund sørger vi for, at alle følger
med. Det er ikke, fordi det er noget,
naturen siger, at sådan skal det være.
Der er masser af samfund, de fleste
samfund, de største samfund i verden,
der er baseret på: Vil du med, så
hæng på! Men det danske samfund,
dér har vi noget andet, dér har vi det,
at vi siger, vi skal alle med. De folk,
som det danske samfund omfatter,
dem føler samfundet sig ansvarlige
for, og hvis de ikke har det godt, hvis
de er syge eller arbejdsløse eller fat-
tige, eller hvis de ikke selv kan sørge
for en uddannelse, eller hvis de ikke
selv kan sørge for en ordentlig be-
handling, så gør samfundet det. Det
er den filosofi, som det danske sam-
fund er opbygget på, og der er ikke
den fjerneste grund til, at dette prin-
cip ikke skal udvides til at omfatte
Grønland også.
Jeg fandt støtte i vide kredse her-
hjemme for dette synspunkt, først og
fremmest blev det taget op af Hed-
toft. Hedtoft så aldeles klart, hvad det
drejede sig om. Det drejede sig netop
om det at få det danske princip: „Sam-
fundet sørger for, at ingen sakker
agterud", udvidet til at omfatte Grøn-
land. Og så kom da kommissionen,
som gav sin betænkning i 1950, som
blev den bibel, som blev rettelinjen
for det arbejde, som derefter blev
gjort indtil nu. Som den rigtige bibel
er den jo blevet læst og fortolket på
mange måder, men dens hovedprincip!
at nu er Grønland en del af det danske
samfund, og vi er alle ansvarlige for,
at de har det godt deroppe og har det
ordentligt, det er blevet fulgt.
TB-BEKÆMPELSEN
Lad mig nævne noget af, hvad der
nu er sket i disse 15 år.
De grønlandske lønninger og de
grønlandske priser — på de grønland-
ske frembringelser — to ting som selv-
følgelig i ethvert samfund, også her-
nede, også i alle andre samfund giver
anledning til enorme kontroverser og
uhyre utilfredshed, har været i en be-
standig fremmarch. I 1939, da jeg kom
til Grønland for at blive landsfoged,
og i trediverne i det hele taget, lå det
grønlandske årlige forbrug af for-
brugsvarer på en 3—4 mili. kr. i det
prisniveau, man havde dengang og i
en befolkning, som først under krigen
passerede 20.000.
Disse 3—4 mili. kr. er i dag meget
Vil De bo centralt og smukt?
Vender De igen hjem til det sydlige Danmark for at bosætte Dem eller
på permission, kan vi tilbyde Dem sommerhusgrunde og sommerhuse
idyllisk beliggende ved skov og strand kun ca. 30 km fra Rådhuspladsen.
Ligeledes har vi helårsgrunde og helårshuse med samme beliggenhed.
De kan uforbindende henvende Dem til
P. Boisen og Søn
Jyllinge Ejendomshandel,
Bygaden 47, Jyllinge pr. Roskilde. Tlf. (03-388) 88.
6