Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 29.04.1965, Blaðsíða 6

Atuagagdliutit - 29.04.1965, Blaðsíða 6
Grønland i de sidste 25 år Der har ikke været bedre folk end de gamle eskimoer. Deres efter- kommere — grønlænderne — er folk, som vi har glæde af af have med os i vort samfund. De er ikke blevet ringere end deres forfædre, og vi skal vise de folk tillid, udtalte Eske Brun i et foredrag i Det grønlandske Selskab. Det der skete den 9. april, hvad det betød for Grønland, det har jeg altid gået ud fra, at det var noget, som alle og enhver kunne forstå uden nogen nærmere forklaring, men jeg vil alli- gevel gerne lige ridse op, hvad det betød. I 1940 var Grønland monopol- handelens og afspærringens land. Alt, hvad der blev produceret til eksport fra Grønland, blev produceret for Den kongelige grønlandske Handels reg- ning og sendt til København uden hensyn til, hvor det ellers skulle hen i verden. Al den fisk, som skulle ned på Middelhavet, skulle først til Køben- havn. Al forsyning til hele Grønland kom fra Den kongelige grønlandske Handel, som ikke bare rent faktisk, men rent lovligt var den eneste for- syningsmulighed, Grønland havde. Det var forbudt under nogen form at sende andre forsyninger derop end dem, som Den kongelige grønlandske Handel sendte, og de kom op fra København med de skibe, som Han- delen ejede til dette formål. Hele det grønlandske økonomiske system var baseret på den simple kendsgerning, at Den kongelige grøn- landske Handel ordnede alt, sørgede for alt, og gjorde det fra København. Og hele denne livsnerve var hugget over med et eneste hug. Dér sted vi så og skulle træffe beslutninger om, hvad vi skulle gøre. Det var ikke let, alle- rede af den grund, at det var over- ordentlig vanskeligt at finde ud af, hvad der egentlig skete i verden. Men det var helt klart for mig i det mindste, at nu stod vi over for noget langvarigt. Jeg regnede allerede i april 1940 med, at hvis vi slap med 4 år, så var vi billigt sluppet. Det stod helt klart, at Grønland ikke kunne klare sig, uden at der blev åbnet helt- nye veje for det økonomiske liv i Grønland, helt nye forsyningsmulig- 'tø; • r ", ^ r foran i fc l J ^10 * *« med å AGFA SILETTE F altid klar til blitzfotogra- fering. Indbygget synkronisator til AG 1-blitz. Stor optisk søger, der vil glæde enhver fotoamatør. Objektiv: Agfa Color-Agnar 2,8/45 mm. Lukker: Prontor 125. Hurtigoptræk, symbol- og meterindstilling, tilbage- spolingssving. Farvefilmen AGFACOLOR CT 18 gengiver minderne i strålende naturtro farver. filme Kalipautilik AGFACOLOR CT 18 erKaimajumassat Kalipau- tigeKissunik Kalipautait- dlo erKordlugit åssilissar- pai. heder, helt nye eksportmuligheder. Der var én ting til, som jeg måtte tage stilling til. Vi hørte fra Grønlands Styrelse meget lidt. Vi modtog et tele- gram, som meddelte os, hvad den kongelige proklamation havde sagt hernjemme om at indrette sig under de givne forhold, som man jo ikke kunne se bort fra i Danmark. Men gjaldt det også os i Grønland? Det stod os helt klart — det stod mig helt klart i det mindste og de fleste deroppe og alle efterhånden, at den danske regering måske nok havde frie hænder til at sysle lidt med forskel- lige ting, navnlig hvis deres syssel kunne give sig udslag i eksportmulig- Jied til Tyskland, men i det øjeblik den danske regering skulle vælge mel- lem to muligheder, hvoraf den ene var for og den anden var mod tysk in- teresse, så ville den ikke blive spurgt. DANSKE INTERESSER Vi sad oppe i Grønland og var ikke under den samme tvang. Den tyske besættelse var selvfølgelig dengang ikke udstrakt til Grønland og blev det aldrig. Vi stod altså i den lykke- lige situation, at vi kunne arbejde udelukkende ud fra danske interesser. Jeg prøvede så at gøre mig klart, hvad er de danske interesser. De danske in- teresser i Grønland er for det første, at det, der skete nu, ikke kom til at gå ud over den grønlandske befolkning. Den grønlandske befolkning levede på et eksistensminimum. Den havde en uhyre lav levestandard. De økono- miske omvæltninger, der skete nu, måtte ikke betyde en sænkning af den levestandard, for det kunne den al- deles ikke tåle. Det ville først og frem- mest give sig udslag i, at den grøn- landske befolknings tillid til, at dens forbindelse med Danmark var til lyk- ke for den, ville få et grundskud. Men ved siden af denne interesse, så er der endnu en dansk interesse, som vi også måtte tilgodese. Danmark er blevet overfaldet og med en magtanvendelse undertrykt. Danmark vil aldrig blive frit igen, hvis udøveren af dette magt- misbrug vinder den krig, som nu går for sig. Det er alle danskes opgave, når de sidder uden for denne magt, at støtte de bestræbelser, som er imod den. Hvad Grønland kan gøre for at hjælpe den allierede krigsindsats, det er det vor pligt at gøre. Det var de to retningslinjer, som jeg regnede med, vi ville komme til at lægge an for vort arbejde i Grønland. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg sad og vedtog med mig selv den 9. april. Det var noget, som man længe gik og grublede over og overvejede og fandt ud af. Og jeg kan jo sige, at hvad der skete i Europa i tiden efter den 9. april, gjorde det jo ikke lettere; først faldt Danmark og Norge, så faldt hele Vesten, og Petain forklarede den franske regering, da de spurgte ham, hvad han mente om England, at om 3 uger så ville Hitler have vredet hal- sen rundt på England som på en kyl- ling. Det gik jo ikke sådan, men det var der jo ikke blot i Europa, men også ude omkring i verden en del menne- sker, der i sommeren 1940 mente ville ske. Vi valgte deroppe det standpunkt at fortsætte efter de to retningslinjer, jeg har fortalt om. pifsaunermit pitsaunex FORHANDLERE OVERALT I GRØNLAND AMERIKA OG GRØNLAND Og så gik da krigsårene. Vi havde et stort held, nemlig det, at Amerika var neutralt endnu i 1940 og 1941. Hvis Amerika havde været krigsføren- de på dette tidspunkt, er jeg bange for, at vi ikke havde kunnet opbygge vores organisation så effektivt, som vi kom til at gøre det. Lad mig begynde med at sige, og det skal siges her, for det er vigtigt, vi havde i Amerika én mand, som blev et strålende eksempel for os, nemlig Kaufmann. Sammen med ham opbyg- gede vi en organisation i Amerika. Vi fik megen hjælp fra forskellige sider, i de sidste 4 år brugte vi Østasiatisk Kompagni’s kontor i New York prak- tisk talt som vor eneste agent derovre for eksport og import. Vi havde ingen skibe — ganske vist var både „Gertrud Rask“ og „Hans Egede" kommet til Grønland, idet de var kommet af sted fra København umiddelbart før besættelsen, men „Gertrud Rask“ forliste på kysten af Canada i 1941, og „Hans Egede“ for- liste — forsvandt — med en last kryo- lit, formodentlig torpederet, ret tidligt på krigen også. Ingen skibe — noget helt nyt i Grønlands historie. Ikke at have skibe selv, som man selv rådede over og bestemte over og sendte, hvor- hen man ville med de varer, man øn- skede. Kryolitselskabets „Julius Thom- sen", som også var sluppet til Grøn- land i tide, gjorde underværker med sin lille kapacitet, men ellers måtte vi indrette hele vor forsyningstjeneste på fragtede både, og fragtmarkedet under krigen det var jo en historie for sig selv — ikke blot økonomisk, men i særdeleshed restriktionsmæs- sigt. TRANSITHAVNE OPRETTES Det var svært at overbevise verden om krigen, at vi skulle have skibe til at sejle med civile varer til Grønland, så længe der var så mange militære varer at sejle med i verden, og for øvrigt så varede sejladserne så uri- meligt længe, fordi de skulle konvoje- res, at vi som regel havde vores over- liggedagpenge startende, inden skibet havde forladt den sidste amerikanske havn på vej til Grønland. Vi kunne selvfølgelig ikke forlange, at disse skibe skulle anløbe 15 forskellige grønlandske havne, sådan som vores egne skibe havde været vant til. Vi måtte etablere en helt ny forsynings- metode med transithavne — en 3—4 transithavne langs kysten — hvortil de store, fragtede skibe kom med deres laster. Vi måtte bygge varehuse og anlæg på de steder, hvor transithavnene blev. Vi måtte etablere hele organisatio- nen, hele administrationen deroppe, og vi havde det held, at erhvervslivet i Grønland havde fremgang under kri- gen, og fisk, som vi i 1940 var meget bekymrede for, om vi i det hele taget kunne komme af med, viste sig jo gudskelov at være særdeles efter- spurgt på det portugisiske markede. Portugiserne var jo neutrale, så de kunne selv sende skibe op efter dem. Alt i alt er der måske ikke så meget mere at sige om Grønlands økonomi- ske liv under krigen. Vi fik alle vore forsyninger. Det var meget, meget lidt, vi kom til at savne. Vi kom af med alle vore produkter, og den grønland- ske levestandard var nærmest stigende under krigen, simpelthen på basis af den stigende produktion, men i øvrigt fastholdt vi hele det gamle økonomi- ske system. Vi var fast besluttet på, at det ikke efter krigen skulle siges om os, at nu havde kattene været ude af Grønland, og nu havde musene Fantastisk som den I ÆGTE JAVA smager igennem REN KAFFE Hollandimiut kavfiliSt aserorterdluarsimassoK kavfe akuserneKangitsoK pikunardlumartoK tupingnardluinartumik kavfitut Javamit pissutut mamartigiJSOK spillet på bordet. Vi gik endda ret pedantisk, ret langt med hensyn til at fastholde de gamle bestemmelser, de gamle regler i det omfang, det var muligt. ARBEJDET FORTSATTE Lægevæsenet kørte videre så godt, som det havde gjort før krigen. Kir- ken fortsatte sit arbejde deroppe. Sko- len fortsatte sit arbejde deroppe. Selv- følgelig havde vi problemer ustandse- lig styrtende ind over os, men jeg tror, jeg kan sige, og jeg tror, at de, som var med i de år, vil give mig ret i, at vi kom forbløffende let igennem de økonomiske kriser, som kunne have sat ind langt mere alvorligt. Der skete andre ting deroppe. Grøn- land blev jo basisområde for krigs- operationer og blev et uhyre vigtigt område, efter at Amerika var kommet med i krigen. En stor del af den patruljetjeneste, som gjorde det mu- ligt at vedligeholde forbindelsen over Nordatlanten under krigen, blev ud- ført fra Grønland. Vi havde udmær- kede erfaringer med vort samarbejde med amerikanerne under krigen. De kom derop aldeles uvidende om, hvad det hele drejede sig om i Grønland, selvfølgelig, men når man forklarede dem det grundigt, og når man navnlig sørgede for bestandig at forklare hver ny mand, der kom, for der kom jo nye folk hvert år, så var de uhyre hjælp- somme, klare til samarbejde. Vi fik dem anbragt for alles vedkommende, næsten da, på steder, hvor de kunne blive isoleret, så de kom faktisk til at spille en meget lille rolle i det grøn- landske samfundsliv, for den grøn- landske bevidsthed, under krigen. GRØNLANDS LILLE KRIG Vi havde vores egen lille krig der- oppe. Tyskerne skulle jo have vejr- meldinger fra Nordgrønland. Dér hav- de vi den store glæde, at det blev vores egne folk, som tog stødet af. Tyskerne etablerede gentagne somre vejrstationer i Nordøstgrønland, og Grønlands administration etablerede en patruljetjeneste deroppe med alle de fangstfolk og radiotelegrafister, som havde siddet dér, da krigen brød ud og et par stykker til for øvrigt, også et par nordmænd var med, ud- rustede dem og gav dem en militær status. De kørte rundt deroppe og fandt tyskerne lige så hurtigt, som de fik etableret deres stationer og sør- gede for, at de blev udryddet ved amerikansk hjælp. De var en virkelig oplevelse de folk, og det kunne jeg spinde mange og lange ender om, hvor godt et arbejde de gjorde. En mand faldt, en tysker fik de også ram på, og hele den dan- ske hær oversteg aldrig 16 mand, tyskerne havde noget mere. Disse vore folk gjorde stor gavn, og navnlig fik de amerikanerne til at få øjnene op for, hvad danskerne kunne gøre, når de blev givet en chance derfor. I det hele taget vil jeg gerne her benytte lejligheden til at takke mine gamle medarbejdere fra krigsårene i Grønland. Der vil altid i mit hjerte være et blødt punkt for dem. DEN 5. MAJ 1945 Jeg sagde, at vi fastholdt reglerne, politikken i Grønland. Da vi kom til- bage, var der ikke sket noget, som betød, at man simpelthen kunne køre videre, hvor 1940 havde brudt af, og på samme måde, men vi havde gjort erfaringer under krigen. Lad mig her holde mig til mit eget indtryk og mine egne erfaringer af, hvad Grønland var blevet til i årene op til 1945. Ja, lad mig lige give et lille glimt ind i al denne saglighed af den 5. maj 1945 i Grønland. Se, vi havde jo den chance i Grønland, at vi var 5 timer bag- efter, så hvad I hørte her kl. 8,30 om aftenen, det hørte vi kl. 3,30 om efter- middagen. Vi havde faktisk en virkelig chance for at fejre dagen, og det var fanta- stisk, hvad folk havde gemt af disse ting, som man nu så længe havde suk- ket efter. Det var utroligt, hvad en ganske almindelig Hof kunne udstå af 5 års oplagring, det var utroligt hvor gode de gamle danske cigarer stadig var. Det var utroligt, hvor man- ge flasker Aalborg Akvavit, der endnu fandtes rundt omkring, så vi fik en dag ud af det, ikke bare en aften. Nå, men det var den 5. maj, og så kom vi tilbage. NY TID — NY POLITIK Og som jeg siger, der var intet sket, som betød, at man ikke kunne køre videre, som om intet var sket. Min egen opfattelse var den, at ganske uden hensyn til krig eller ikke krig. så var den gamle politik i Grønland efterhånden kørt udover sin rimelige virketid. Den gamle afspærring, det gamle monopol, den gamle idé om, at alle grønlændere essentielt er fangere og lever af det, og alle andre indtæg- ter fra arbejde eller fra fiskeri er kun lidt ekstra penge ind imellem, den er død. Hvis grønlænderne skal have en levestandard, som er forsvarlig og rimelig, så kan den ikke baseres mere på den antagelse, at sælfangsten er tilstrækkeligt grundlag for alt. Vi må gøre os klart, at naturen har forandret sig, men menneskene har også forandret sig. Alt er gået i en bestemt retning, i den retning, at vi nu må vælge en helt ny politik i Grøn- land. Og hvad må være grundlag for denne nye politik? Den gamle politik har ført os ud i socialt uholdbare til- stande. Den grønlandske befolkning er dårligt ernæret, har dårlige huse, har dårlig helbredstilstand. De bliver dår- ligt opdraget, undervist, og følgen er tuberkulose og uvidenhed. Vi må gøre os klart, at der må væl- ges en helt ny politik, og dens grund- lag må være: Grønland er en del af det danske samfund. I det danske samfund sørger vi for, at alle følger med. Det er ikke, fordi det er noget, naturen siger, at sådan skal det være. Der er masser af samfund, de fleste samfund, de største samfund i verden, der er baseret på: Vil du med, så hæng på! Men det danske samfund, dér har vi noget andet, dér har vi det, at vi siger, vi skal alle med. De folk, som det danske samfund omfatter, dem føler samfundet sig ansvarlige for, og hvis de ikke har det godt, hvis de er syge eller arbejdsløse eller fat- tige, eller hvis de ikke selv kan sørge for en uddannelse, eller hvis de ikke selv kan sørge for en ordentlig be- handling, så gør samfundet det. Det er den filosofi, som det danske sam- fund er opbygget på, og der er ikke den fjerneste grund til, at dette prin- cip ikke skal udvides til at omfatte Grønland også. Jeg fandt støtte i vide kredse her- hjemme for dette synspunkt, først og fremmest blev det taget op af Hed- toft. Hedtoft så aldeles klart, hvad det drejede sig om. Det drejede sig netop om det at få det danske princip: „Sam- fundet sørger for, at ingen sakker agterud", udvidet til at omfatte Grøn- land. Og så kom da kommissionen, som gav sin betænkning i 1950, som blev den bibel, som blev rettelinjen for det arbejde, som derefter blev gjort indtil nu. Som den rigtige bibel er den jo blevet læst og fortolket på mange måder, men dens hovedprincip! at nu er Grønland en del af det danske samfund, og vi er alle ansvarlige for, at de har det godt deroppe og har det ordentligt, det er blevet fulgt. TB-BEKÆMPELSEN Lad mig nævne noget af, hvad der nu er sket i disse 15 år. De grønlandske lønninger og de grønlandske priser — på de grønland- ske frembringelser — to ting som selv- følgelig i ethvert samfund, også her- nede, også i alle andre samfund giver anledning til enorme kontroverser og uhyre utilfredshed, har været i en be- standig fremmarch. I 1939, da jeg kom til Grønland for at blive landsfoged, og i trediverne i det hele taget, lå det grønlandske årlige forbrug af for- brugsvarer på en 3—4 mili. kr. i det prisniveau, man havde dengang og i en befolkning, som først under krigen passerede 20.000. Disse 3—4 mili. kr. er i dag meget Vil De bo centralt og smukt? Vender De igen hjem til det sydlige Danmark for at bosætte Dem eller på permission, kan vi tilbyde Dem sommerhusgrunde og sommerhuse idyllisk beliggende ved skov og strand kun ca. 30 km fra Rådhuspladsen. Ligeledes har vi helårsgrunde og helårshuse med samme beliggenhed. De kan uforbindende henvende Dem til P. Boisen og Søn Jyllinge Ejendomshandel, Bygaden 47, Jyllinge pr. Roskilde. Tlf. (03-388) 88. 6

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.