Atuagagdliutit - 29.04.1965, Blaðsíða 19

mindre samtalegrupper. Her tænker
leg ikke på landsrådsmedlemmer, som
må have ret til at forbeholde sig deres
stillingtagen og ret til at nøjes med at
samle indtryk af den forudgående de-
bat; — en ret, som ikke er blevet re-
spekteret af vore nyhedsformidlere i
Grønland. Der er imidlertid folk, der
som før sagt — holder sig tilbage i
offentlige møder, fordi deres indlæg
n®Ppe ville vække den nationale be-
gejstring og ikke henrive en forsam-
ling. De repræsenterer ofte nuancerede
standpunkter, der dog har det tilfæl-
les, at de lige modsat den først om-
talte gruppe debattører sætter vær-
dien af deres børns uddannelse i før-
ste række og siger, at dernæst må vi
Pleje vort sprog og grønlandske sær-
Prseg. Dette standpunkt bør respek-
teres.
Dette var hovedsageligt indtryk af
sprogdebatten, som er affødt af lov-
forslaget. Men det er kun én side af
forslaget. Oven i købet en side som
forslagsstillerne er veget udenom lige-
som katten om den varme grød, og
som de korrekt har overladt landsrå-
det at tage sttilling til. Det hænger
dog nært sammen med kernen i hele
Problemet: Skal skolen stile efter at
føre eleverne frem til standpunkter,
så de kan gå ind i erhvervsuddannelse
°g højere skoleuddannelse på lige fod
med andre danske? — Eller skal vi
stile mod erhvervsuddannelser, der
hun kan gælde i Grønland?
Det må erkendes, at spørgsmålene
er tendentiøse, men de er vistnok ri-
melige alligevel. Som forholdene er
for tiden, får vi et forsvindende min-
dretal af elever, der er kvalificeret til
videre uddannelse på lige fod med alle
danske borgere. Og det skal ærligt og
brutalt siges, at antallet af kvalifice-
rede er endog betydeligt mindre end
det faktiske antal, der sendes til vi-
dere uddannelse. Dette er en kends-
gerning, som er uden for diskussion.
Skolens struktur er også blevet de-
batteret. Her har interessen samlet
s‘g om obligatorisk og frivilligt 8. og
9- skoleår, om en lovpligtig centrali-
sering af skolegangen for de større
børn fra udsteder og bopladser, såle-
des at der skal være pligt til at sende
dem til skolehjem. Og endelig har læ-
rerforeningens forslag om en udvidelse
af de pligtige skoleår med to børne-
haveskoleår vakt interesse. Indtryk-
kene af denne del af debatten er, at
forældre og lærere ser ret ens på for-
udsætningerne, men sikkert ud fra
forskellige motiver. Der er stort set
erhghed om, at 8. og 9. klassernes un-
dervisning skal udbygges hurtigt, men
På frivillig basis; at skolehjemsophold
bør være frivillige, og at det vil være
fiavnligt at indføre børnehaveskole
flest mulige steder.
Lærerforeningens motivering er in-
teressant og bemærkelsesværdig, fordi
det vistnok er første gang, der offent-
Lgt er fremsat en ubesmykket vur-
dering af skolens situation. Det er be-
stemt ikke „sød tale", som ministeren
R. & H. MEYER
Kalipausissarfik
salissarfigdlo
Indlevertng I Grønland
-OLES VAREHUS*, GODTHÅB
en vidunderlig
smag og fylde
^ IV ESCAFÉ
udtrykte sig for nogen tid siden. Det
siges først, at som forholdene er, må
grønlandske skolebørn gennem et be-
tydeligt længere skoleforløb for at nå
samme standpunkter, som dansk fol-
keskole opnår. Hvis dette skal ændres,
må loven give mulighed for radikal
revision af undervisningens kvalitet og
omfang. — Det er kun en enkelt sæt-
ning, men der ligger deri både krav
om millionudgifLsbeløb og også krav
om en omstrukturering af skolen.
Videre siges det: Alle hidtidige er-
faringer og undersøgelser tyder på, 1)
at de grønlandske skolebørns moden-
hed er ringe, 2) at skolestandpunkter-
ne ligger betænkeligt lavt, 3) at discip-
linære problemer (skulkning f. eks.)
er voksende, 4) at hjemmenes indstil-
ling til skolegang ikke har gennemlø-
bet en tilfredsstillende udvikling, 5)
at de udsendte lærere trods øget antal
ikke i større tal forbliver i Grønland
så længe, at de opnår tilfredsstillende
rutine, og 6) at intet peger imod, at
grønlandske børns latente intelligens
skulle være ringere end danske skole-
børns. Samtidig stiller samfundet det
krav (jvf. bl. a. lærlingeloven), at de
unges faguddannelse skal være af
samme værdi og omfang som dansk
faguddannelse. Det er tydeligt, hedder
det videre, at man her står over for
en konflikt, og man efterlyser ganske
særlige foranstaltninger i den grøn-
landske skoles arbejdsgang for at løse
eller mildne denne konflikt. Lærerne
er selv klar over to angrebspunkter,
nemlig børnenes skolemodenhed og de
ringe danskkundskaber, og peger på
bornehaveskolen som et middel, men
ikke som et universalmiddel.
Sammen med udtalelserne angående
det grønlandske sprog i skolen fore-
kommer lærernes tilkendegivelse at
være det mest afklarende, skolelovs-
debatten indtil nu har givet.
☆
Som før nævnt kommer dertil alt
det, som ikke er blevet sagt. Hvor er
det forbavsende, at der f. eks. ikke
har været et eneste læserbrev eller
andet indlæg fra forældre, som er til-
hængere af skolens danskundervisning
i de yngste klasser. Næsten hundrede
procent indmeldes børnene i de klas-
ser, hvor de ikke får undervisning i
grønlandsk sprog før 3. klasse. Der
har været talt og skrevet imod denne
ordning med stærke ord, men of-
fentlig tilslutning ser man ikke eller
sjældent noget til, skønt så godt som
Rektor Chr. Stærmose
hele befolkningen i praksis går ind
for den.
Ligeledes er det påfaldende, at
Grønlands eneste politiske parti uan-
tastet og uimodsagt både i sit program
og ifølge dets ledende folks udtalelser
går fuldt og helt ind for sprogets frem-
trædende placering i skolen og uddan-
nelsen. Hvorfor har offentligheden ik-
ke fået nogen forklaring på motiverne
til, at nogle af partiets ledende folk i
praksis ikke går ind for programmet
og udtalelserne. Personligt mener jeg,
at man kan være en akkurat lige så
god grønlænder, selvom man f. eks.
sætter sin søn eller datter i engelsk
skole, hvor de ikke lærer at læse og
skrive grønlandsk, blot bør man ikke
samtidig så stærkt kræve obligatorisk
undervisning i sproget for alle andre
folks børn.
Men der er mere af det usagte i de-
batten, som har interesse. Når man
taler med folk, som almindeligvis har
deres meningers mod — det gælder
også de ældre elever i realskolen, hø-
rer man ofte udtalelser i retning af,
at man ikke behøver at være så bange
for at miste sit modersmål, thi så
grundfæstet som det er, ville det tage
århundreder at udrydde det, selvom
der blev gjort forsøg derpå. Lige så
umuligt, siger man, er det at undgå
en stærk kulturændring, som også må
smitte af på sproget. Det må den
grønlandske befolkning affinde sig
med.
Al tale om at bevare sprog og kul-
tur uændret er falske støttepunkter
for folk, der føler, at de ikke kan
klare at følge med i udviklingen og
derfor mere eller mindre bevidst søger
at bremse den. I debatten har vi
imidlertid ikke hørt disse toner.
Tværtimod er et bemærkelsesværdigt
stort antal af talerne og de skriftlige
indlæg præget af ret snævre, natio-
nale standpunkter.
☆
For ikke at blive misforstået, må
det her indskydes, at jeg hører til
dem, der med stærk vemod ser kultu-
ren ændre sig og delvis gå i opløs-
ning, ser gamle traditioner og skikke
forsvinde i fremskridtets malstrøm.
På den anden side anser jeg det ikke
alene for nytteløst at ville opdrage
kommende generationer til overvejen-
de at bygge på fortidens vaner og tra-
ditioner, men også for direkte skade-
ligt, fordi de unge derved kommer ud
af takt med udviklingen og bliver til-
skuere til den i stedet for medarbej-
dere i den.
I en historietime i realskolen prøve-
de eleverne og jeg engang at analy-
sere begrebet kultur, og ved at lede
eleverne kraftigt på sporet fandt vi
frem til en række grønlandske kultur-
elementer, der ganske pænt stemte
overens med de ni hovedgrupper plus
mange undergrupper, som Hartvig
Frisch med forbehold opstiller i sin
bog Europas Kulturhistorie. Ud fra
spørgsmålet til eleverne: „Hvad er vi
med vor bedste vilje i stand til at be-
vare af vor gamle, overleverede kultur
i den brydningstid, vi selv oplever?"
— gennemgik vi hele rækken: sprog,
skrift, litteratur, klæder, transport,
fødevaner, bolig og boligvaner, red-
skaber, religiøse skikke, familie, sam-
fund, styreform o. s. v. o. s. v..
Stort set og med nogle nuanceringer
kom vi til det resultat, at ved en god
indsats kunne sproget nok bevares,
men vi kunne næppe styre en sprog-
udvikling. Alle andre kulturelementer
ville før eller senere ende på museum
eller i historiebøger og blive afløst af
fremmede elementer. Man kan godt
græde over en sådan erkendelse, men
den er vistnok realistisk. Det var for-
bløffende, så nøgternt eleverne er-
kendte, at en så isoleret befolknings-
gruppe som deres egen selv må træffe
en bestemmelse om, hvorvidt man skal
bryde med gammel levevis eller ej,
og selv må tage konsekvenserne af
bestemmelsen. Der er ingen vej til-
bage.
☆
Debatten har som sagt været inter-
essant og givende, skønt ikke ude-
lukkende stemmende til optimisme.
Stort set har skolen fået et tillids-
votum fra forældrene. Undertiden så
stærkt, at man er bange for, at mange
overvurderer skolens formåen. I un-
dervisningen kun man nemlig ikke bå-
de blæse og have mel i munden, så-
dan som nogle debattører har forsøgt
selv og krævet af os. For de menne-
sker, som kræver, at skolen — vel at
mærke med overvejende dansksproge-
de lærere — ikke blot skal give ele-
verne lige så god uddannelse, som dan-
ske elever får, men også skal bevare
og udvikle grønlandsk sprog og kul-
tur, — for de mennesker kan jeg ikke
finde noget bedre at holde for øje end
den før nævnte Hartvig Frischs ord
angående loven om fremskridt og kul-
tur: „Det evige fremskridt bryder sig
til alle tider vej som et kulturtab —.
Højtudviklede vaner, der bunder i år-
hundredlang tradition (sml. den kine-
siske skrift) bliver en hindrende mur
for fremskridtet, som altid mangler
stil og værdighed, som altid er for-
styrrende og støjende, til tider uhyg-
geligt i sin nedbrydende kraft".
Svælget mellem den tekniske og den
åndelige udvikling er diskuteret ofte
nok i forbindelse med spørgsmålet, om
den grønlandske befolkning kan følge
med i, hvad der sker i dag, og sympto-
mer på en opløsning af folkekarakte-
ren er gang på gang blevet fremdraget,
når man taler om kønssygdomme, al-
koholmisbrug, kriminalitet o. s. v..
Dette svælg vil øges dag for dag, hvis
ikke skole og opdragelse kan følge
med tiden, og ikke blot følge bagefter,
men evne at vise vej fremefter.
Kulturtabet behøver man ikke at
ofre så megen opmærksomhed, selvom
det er et taknemligt emne at indhøste
bifald på. Jeg vil vove at påstå, at
skolen i dag gør en større indsats end
nogensinde f. eks. for at udbrede grun-
digt kendskab til Grønlands kultu-
relle og historiske udvikling. Det er
ikke det store problem i skolen. Det
er også i forhold til de store sociale
og menneskelige problemer, der tår-
ner sig op, mindre betydningsfuldt, om
børn og unge elever skal have to timer
grønlandsk mere eller mindre på time-
planen.
Det er ganske vist fristende at dykke
ned i et sådant helt korrekt spørgs-
mål, men det, som er landsrådets store
ansvar, er afgørelsen af, om skolen
skal give en tidssvarende oplæring,
så eleverne kan klare sig i konkurren-
cen både her og ude i verden, — el-
ler ej.
Chr. Stærmose.
TJ A FN A TD TILDEN GRØNLANDSKE FISKERFLÅDE
Jii i w XTlIV kalåtdlit aulisariutåinut
Det SKAL være
KELVIN HUGHES
Kompakt transistoriseret
MARINE RADAR TYPE 17
med 8 afstandsområder, 24 miles rækkevidde og
9" billedror (med linse 12").
UNÅUSAOK'
KELVIN HUGHES
pQiik transistorilik
MARINE RADAR TYPE 1Z
ungasissusla 8-nik nikltautlllk, angnerpdmlk 24
mileslnlk fakungnigsinaussoK, bllledrørle 9"
(linsia 12").
Ceneralrepræsentant:
Kelvin Hughesip radariliå imåne atortugssiau,
type 17, nutaunerpås akikitsuvoK, atorsinauv-
dluartoK, transistorilik, okUsok, inikitsoK sarfa-
migdlo atuinikitsoK. radar type 17 piukunar-
dluarpoK aulisariutine avdlanilo angatdlatine
inigssineKåsavdlune, tåssa angatdlatine inituju-
ngitsune sarfamigdlo atuinikitsune. suliarine-
KarsimavoK tuluit angatdlåssinikut ministere-
Karfiane piumassarineKartut nåpertordlugit,
umiarssuarnilo angnerussune radaritut sitdlima-
tigssatut nalerKutdluinardlune, tåssa ikunerane
aningaussartutit angnikitsugamik, atorneralo
tutsuviginardluinardlune.
type 17 åssinik sukutsinguinut agdlåt ersserica-
rigsunik takutitsissarpoK, 9 tomminigdlo billed-
røreKardlune. taimaingmat linseisarnigsså pi-
ssariaKångilaK, akornutigssaKångilardle agdli-
sitsissumik linsilisagåine, åssit angissusiat 12
tommingordlugo. takungnigtarfiata angnertussu-
sia 8-nik avdlångortauteicarpoK lU sømilimit 24
sømilisut isorartutigissoK takusinauvdlugo.
sapingisamik tutsuviginarsarnigsså isumagalugo
atortue pitsauvdluinartuput, Kajangnaeidssunik
transistoreKardlune issimit kissamitdlo suner-
neKarsinåungitsunik, taimaingmatdlo sivisoKi-
ssumik piusinaussunik. radarimut atavoK anten-
ne ingmikut sanåK suniuteKardluartoK.
★
Kelvin Hughes sidste nye marineradar, type 17,
er en prisbillig, ydedygtig, transistoriseret let-
vægts-radar med ringe strømforbrug og små di-
mensioner. Type 17 radaren egner sig overor-
dentligt til installation i coasters, fiskefartøjer,
slæbebåde, lystbåde og andre mindre fartøjer,
der har begrænset strømforsyning og plads. Den
er konstrueret i overensstemmelse med de krav,
der stilles af British Ministry of Transport, og
frembyder som reserve-radar for større skibe
store fordele, derved at installationsomkostnin-
gerne er små, samtidig med at man drager fordel
af transistorernes store driftssikkerhed. Type 17
giver fremragende detaljeret billedgengivelse og
er forsynet med ni tommer billedror. Billedrorets
størrelse gør det overflødigt at anvende linse,
men der er dog intet til hinder for, at man på-
monterer en optisk forstørrelseslinse, således at
billedstørrelsen bliver tolv tommer i diameter.
Indikatoren har otte afstandsområder, fra 1/t til
24 sømil.
Ud fra ønsket om at opfylde ethvert krav til
driftssikkerhed har Kelvin Hughes lagt vægt på,
at de anvendte komponenter er af høj standard,
og da der desuden anvendes silicone transistorer,
som er ualmindelig robuste og bogstavelig talt
upåvirkede af temperatursvingninger, er drifts-
sikkerhed og lang levetid sikret. Til anlægget
hører den meget effektive „Slotted waveguide"
antenne.
S. Smith & Sons (England) Ltd.
KELVIN HUGHES DIVISION
St. Clare Minorles London, E. C. 3
DANSK RADIO AKTIESELSKAB
AMALIEGADE 33 — KØBENHAVN K — TLF. MINERVA 7282 — TELEX 5258
SALG og SERVICE: O. WINSTEDT . GODTHÅB . TELEFON 1233
19