Atuagagdliutit - 29.04.1965, Blaðsíða 7

baglandet inde bag Julianehåb-fjor-
den. Dér så vi, hvad den gamle grøn-
landske sælfangers efterkommer kun-
ne lave på et fuldstændigt andet felt,
helt modsat — diamentralt modsat —
af hvad hans forfædre har lavet. Hvad
han kunne bygge op for et hjem og en
eksistens og en tilværelse derinde, det
er der ingen hernede, der kan gøre
ham efter.
VI SKAL VISE DEM TILLID
Disse erfaringer kan jeg altid sum-
mere op, at det, vi skal gøre nu, er at
vise de folk tillid. Tillid til de folk,
Eske Brun i sine velmagtsdage.
Eske Brun pissagterugtorame.
GRØNLANDS
STORE VEN
25 år er nu gået, siden Grønland modtog det tunge budskab
om Danmarks besættelse. I disse dage er det 20 år siden,
Grønland oplevede den lykkelige genforening med moder-
landet. Tankerne samler sig i denne tid om den mand, der
mere end nogen anden har gjort sit til, at Grønland kunne
komme ud af krigens malmstrøm rigere og stærkere knyttet
til Danmark. Den mand er Eske Brun, hvis sikre holdning i
fortvivlelsens stund har inspireret det grønlandske folk til at
fortsætte arbejdet som før.
Grønland af i dag er i det store og hele Eske Bruns værk.
Ingen anden dansker har siden Rinks dage haft så stor be-
tydning for udviklingen heroppe. Grønland takker i dag sin
store ven for hans dygtige lederskab og hans aldrig svigtende
tro på det grønlandske folk.
Grønland og dets befolkning har været en hjertesag for
Eske Brun i de sidste 25 år, hvor han sad forrest i Grøn lands-
administrationen. Dette fremgår tydeligt af det foredrag, som
Eske Brun har holdt i Det grønlandske Selskab i foråret.
Et uddrag af foredraget bringer vi her. Det er et tilbage-
blik i de mest afgørende år i Grønlands historie.
som har skabt det, som deres forfædre
skabte i Grønland. Og at vi først og
fremmest skal gøre en virkelig indsats
for at genopbygge det, som var det
vigtigste i deres gamle samfund, nem-
lig deres selvstændighed.
I 1940 og i 1950, da var det grund-
laget, som man gik ud fra, men nu
skal vi altså videre. Så er spørgsmålet:
Har vi ved det, som nu skal ske, vist
grønlænderne denne tillid, og vigtigst
af alt, tør de selv have tillid til sig
selv. Se, da Grønlandsudvalget af 1960
skulle fastlægge retningslinjerne for
fremtiden, så var der to punkter, hvor
jeg nærede tvivl, om der blev grebet
l’igtigt.
For det første: Jeg mente, at tiden
nu var inde til, at man skulle fjerne
forskellen i lønsystemerne i Grønland
og i resten af Danmark. Jeg mente, at
man skulle begynde straks at give alle
grønlændere, som havde lært noget,
som kunne og ville gøre en virkelig
indsats ■— en ledende indsats — i deres
samfund, samme lønvilkår som deres
tilsvarende medborgere, som gjorde
det samme arbejde hernede. Jeg men-
te, at man med indsatsbelønnende løn-
systemer for alle andre i Grønland
efterhånden skulle kunne opnå det
samme for alle kategorier af lønnede
i Grønland. Jeg mente, at det kunne
gennemføres ved at lade den samme
tjenestemandslov gælde i Grønland og
hernede og ved at lade alle statens
talrige overenskomster med funktio-
nærorganisationer gælde ensartet i
Grønland og hernede.
Dette skulle så kombineres med en
kilde-lønskat, hvis provenu skulle til-
falde landskassen, i øvrigt samtidig
med, at de indirekte skatter for Grøn-
land skulle koordineres med de her
gældende og tilfalde statskassen, så-
ledes at toldgrænsen mellem Grønland
og Danmark kunne ophæves. Jeg vil
nødig her misforstås. Det, jeg tænkte
mig, det var ikke det, som man nu
kalder ligeløn. Alle, som ved besked,
er enige om, at grønlandstillægget til
de udsendte er en nødvendighed, selv
om så få har mod til at vedstå sig
konsekvenserne af denne erkendelse
og af denne nødvendighed.
IKKE ENIG MED G-60
Det andet punkt, hvor jeg var i
tvivl om visdommen i det, der blev
fastsat, det var den stadig eksisteren-
de isolationisme i Grønland. Resten
af den gamle afspærringspolitik. Jeg
tænker her både på fiskerigrænserne
og på erhvervsadgangen. Det, at man
ikke tør lade danske fiskere fiske ved
Grønland nu, det at man ikke tør lade
danske rejse op til Grønland og udøve
erhverv, er for mig en lidt bitter man-
gel på tillid til sig selv hos den grøn-
landske befolkning. På begge disse
punkter var det mig aldeles klart, at
jeg ikke var i overensstemmelse med
den aldeles overvejende del af den
grønlandske befolkning, og jeg var
under alle omstændigheder ikke i
overensstemmelse med de grønlandske
medlemmer af G-60.
Jeg gjorde mig så min personlige
stilling op således:
To gange har jeg haft den lykke,
når jeg selv skal sige det, at stå i for-
grunden i afgørende perioder i Grøn-
lands historie — i 1940, da jeg var 35
år, i 1950, da jeg var 45 år. Nu er jeg
60, helbredet er ikke, hvad det har
været. I gamle dage havde man en
overordentlig nyttig ting i Grønland,
som hed 60-års grænsen, som jeg ikke
mener, man kan undvære, selv om
man har afskaffet den. Jeg er tvivl-
rådig med hensyn til, om de ting, som
man nu gennemfører i Grønland på
de afgørende punkter, som jeg har
nævnt, bliver ført ud efter den rigtige
linje, og jeg er aldeles overbevist om,
at den, som skal være med i forgrun-
den ved udførelsen af dette arbejde,
han skal være 100 pct. overbevist om,
at de retningslinjer, som er anlagt, er
rigtige. På dette grundlag — og jeg
vil bede Dem erindre, at jeg også
nævnte mit helbred — søgte jeg ud af
tjenesten. Jeg mente, at.tiden var inde
til, at en yngre skulle frem. Jeg vidste,
at der var mange, som kunne gøre det
— og jeg gik.
stærkt på march imod 200 i det dob-
belt så store samfund og i det måske
fire gange så høje prisniveau. Selv om
man dividerer det med 8, så står der
stadigvæk 25 sammenlignet med de
gamle 3—4 mili. kr. Vi har fået skik
På vores lægevæsen deroppe. Det
gamle lægevæsen, de havde deroppe
før krigen, skal jeg ikke sige et ondt
ord om. Jeg kan sige mange, mange
gode ord om det, hvis jeg havde tid
n°k. De gamle distriktslæger før kri-
gen, de sled i det, og de arbejdede, og
deres muligheder var få og små, men
hvad de havde af muligheder, dem
odnyttede de til den sidste sveddråbe,
°g der var dog heller ingen steder i
v'erden under tilsvarende vilkår, hvor
man havde noget bedre eller blot no-
get så godt. De var ikke i stand til
at gøre noget ved tuberkulosen. De
gamle distriktslæger kunne i realiteten
kun rejse rundt i deres distrikt og er-
kende, at en mand havde tuberkulose,
klappe ham på skulderen og sige, at
han skulle sørge for at spise noget
bedre, få et bedre hus og så rejse
hjem.
En af de meget store glæder for mig
1 disse år, der er gået, har været det
hold, vi har fået om tuberkulosen.
Dronning Ingrids Sanatorium, alle de
mange nye sygehuse, alle de kolossale
udvidelser af både læge- og syge-
Plejerskestaben og selvfølgelig først og
fremmest den forhøjelse af levestan-
darden, der har fundet sted samtidig,
alt dette har betydet, at vi i dag har
hånd om tuberkulosen i den forstand,
at kun en brøkdel af de, som fik tu-
berkulose i gamle dage, får det nu, og
ahe de, som får det, bliver fundet med
det samme og kan få den behandling,
de skal have. Det har været en virke-
hg stor tilfredsstillelse.
Den forbedrede levestandard og den
forbedrede medicinaltjeneste har givet
sig udslag blandt andet i en befolk-
ningseksplosion, som vist nok har
verdensrekord. Og det har selvfølgelig
sat grå hår i hovedet på dem, som skal
tage sig af børnene, nemlig skolerne,
yi har gjort meget for skolerne i disse
ar, i det hele taget meget for uddan-
nelsen af den grønlandske ungdom.
Der har været snakket meget om,
hvorvidt det var nok, og nok er jo
altid et meget vanskeligt mål at ud-
fylde, men at der har været en enorm
fremgang fra de gamle kateketskoler,
het tror jeg, at enhver, som har set
hem, må erkende.
krav om teknik
Den gamle tekniske tjeneste i Grøn-
land, den har jo — tør jeg nok antyde
bredt sig i reden deroppe. Hele det
grønlandske nye erhvervsliv kræver
1° nemlig en teknik, som man slet ikke
kendte i gamle dage, og det er ikke
bare erhvervslivet, skolen gør det san-
delig også, for slet ikke at tale om
sygehusene.
Da vi byggede Dronning Ingrids
Sanatorium i 1952—53, da var der
egentlig få, som gjorde sig klart, at det
havde vi lagt op til i lang tid, for der
havde ikke været nogen som helst
mulighed for at bygge det sanatorium,
ADOPTION
Barnløst ægtepar ønsker at
adoptere et barn. Gode for-
hold og egen virksomhed.
Billet mrkt. Adoption,
Grønlandsposten, Højagervej
15, Rungsted Kyst.
hvis der ikke i Godthåbs havn var en
kaj, hvor disse enorme mængder af
byggematerialer kunne tages i land,
hvis der ikke i Godthåb var et vand-
værk, som kunne skaffe disse 400
mennesker, som virkede og var pati-
enter på dette sygehus, vand, hvis der
ikke i Godthåb var et elværk, som
kunne skaffe strøm til alle disse ny-
modens genstande, som disse læger,
som kom op, jo endelig skulle have,
og hvis der ikke i Godthåb var en by
i det hele taget med veje og trafik,
som kunne være betjening for en så-
dan institution som et sygehus i det
format.
Jeg vil gerne her i dag lægge et godt
ord ind for den tekniske tjeneste i
Grønland, som er bygget op deroppe i
disse år. Det er ikke bare en gøgeunge,
som har bredt sig på de andre væse-
ner bekostning. Det er forudsætnin-
gen for, at de andre væsener over-
hovedet kan virke.
DET UNGE GRØNLAND
Jeg vil gerne erindre om, at de folk,
der bor i Grønland, grønlænderne, det
er stadig efterkommere af de folk, der
boede deroppe i forrige generation, og
i forrige generation igen, at det er
folk, der har boet deroppe i 4000 år.
Det er efterkommere af de folk, som
menneskeheden skubbede foran sig ud
dér, hvor mulighederne var ringest, og
som dér skabte måske verdens lykke-
ligste samfund ved et hårdt arbejde.
Dem, der tror, at den gamle fanger
ikke bestilte noget, han må tænke om.
Der var tale om et hårdt arbejde og
et knippeldygtigt arbejde, ikke mindst
et godt arbejde, som foregik oppe i
pæren på ham.
Der har ikke været bedre folk i ver-
den end de gamle eskimoer. Og deres
efterkommere i Grønland i dag, det er
folk, som vi har glæde af at have med
os i vort samfund. De står i en over-
gangsperiode med alt, hvad det be-
tyder af usikke'hed for dem, men jeg
kan garantere Jer for, at de er ikke
blevet ringere end deres forfædre. Jeg
ser dem jo ustandselig. Jeg har ikke
haft nogen større glæde ved noget be-
sog i Grønland end det, jeg havde i
f jor, da jeg var deroppe sammen med
piinsesse Benedikte, og vi var ude for
at besøge en fåreholder, som boede i
Medova te ta’r trætheden
Medova’s indhold af æteriske stoffer i forbindelse med ren cof-
fein bevirker, at centralnervesystemet og storhjernen stimuleres
på få minutter. Brug de nye "dobbelte" Medova tebreve, som hver
giver 2 kopper stærk og velsmagende Medova! Så slipper De for
teblade både i tepotte, kopper og køkkenvask. Det er den nem-
meste og mest økonomiske måde at lave te på - for De kommer
aldrig til at bruge for meget te - portionerne er præcist afmålt.
NU ER DET ENDNU LETTERE AT LAVE GOD TE!
Medova-brevene gi’r duftende og herlig te på 3-4 minut-
ter, for de fine smagsstoffer trækkes hurtigt ud. Når bre-
vet fjernes er teen stærk, mørkgylden - og aldrig bitterl
j REGARD i
Ipflt Danmarkime tunineicar- .
nerpårtåt nårtunigssamut nå- I
pautipilungnutdlo igdlersfl- 1
| tauvoK.
j REGARD "I
I Danmarks mest solgte i
mærke 1 |
. HYGIEJNE-GUMMI
j — beskytter mod svanger- |
. skab og sygdomme. i
7