Atuagagdliutit - 14.10.1965, Blaðsíða 18

faratsuf angmagssagssuitdlo neKifagssal. iluarsagagssaf tamarmik iluarsarne-
Karsinéuput. imap ifissusianut ugfortautit radaritdlo ilangutdlugif.
Fiskeristationen er iben 1. maj til 1. oktober og leverer alt i proviant og fiskeri-
udstyr, salt og agnsild.
Stationen påtager sig alle arter reparationer også for ekko- og radaranlæg.
TELEGRAMADRESSE:
RAFADRON . FÆRINGEHAVN
aulisartut umiarssualiviat 1/5-imit 1/1 O-mut angmassarpoic pericumautigssatdlo
aulisarnermutdlo afortugssat tamaisa niorxutigissardlugit.
rygsæk fik en ordentlig lufttur og blev
flænget i stykker. Opvisningen varede
omkring halvanden times tid. Så blev
det mørkt, og tyren forsvandt.
— Var De ikke bevæbnet?
— Vi har aldrig haft våben med på
vore ekspeditioner.
MOSKUS-INVASION OG SKYDERI
— Fru Simpson, De har også haft
ubehagelige oplevelser med moskus-
okserne.
— En aften dukkede en tyr op ved
mit telt, og da den forekom mig farlig,
bragte jeg børnene i sikkerhed på den
anden side af en flod. Jeg sejlede så
tilbage, mens mine børn stod skrigen-
de på den anden bred, og det lykkedes
mig at få fat i bagagen, inden der
skete noget med den.
-—• Var De alene hele tiden i de seks
uger?
— Kun i en halv snes dage i sam-
menhæng. Det viste sig, at det sted,
jeg havde valgt, er meget besøgt af
rensjægere fra Sukkertoppen og Ka-
ngåmiut. De kom med deres familier
og slog lejr hos os. Mens mændene
gik på jagt, passede konerne børnene.
Det var vældig spændende. I virke-
ligheden skete der det, at mine tre
børn lærte temmelig meget grøn-
landsk, og de grønlandske børn lærte
påfaldende meget engelsk. De må
være meget sprogbegavede, disse
grønlændere. Jeg lærte ikke et kuk,
hvad grønlandsk angår.
— Det er kendt, at der er skudt på
moskusokserne i området. Kender De
noget til det?
— Jeg troede, det var en velbevaret
hemmelighed, men det er altså kendt?
— Ja.
— Well. Vi havde en del ube-
hagelige oplevelser med moskus-
okserne, som flere gange invade-
rede vores lejr. Og en dag, da der
kom syv okser på én gang, begynd-
te grønlænderne at skyde deres rif-
ler af, først i luften, og da det ikke
hjalp, skød de på dem. Det er rig-
tigt, at i hvert fald et dyr blev
såret, og det døde senere.
STORE MÆNGDER ASBEST
— Fandt De nogle interessante ting
i området?
— Mr. Simpson: Jeg fandt langt
inde i landet og i stor højde talrige
muslingeskaller, som beviser, at der
her engang i oldtiden må have været
en strandbred, hvilket vil sige, at
havets vandstand må have været be-
tydelig højere end i dag. Jeg fortalte
det til danske geologer, der var meget
interesserede. De havde ikke konsta-
teret det før i området nord for Sdr.
Strømfjord.
— Fru Simpson: Og jeg fandt asbest.
Jeg har også fundet det i Australien,
men den grønlandske kvalitet var be-
tydeligt bedre.
— Var der store mængder?
— Enorme mængder. Jeg viste nogle
prøver til danske geologer, der bare
sagde, nåh, ja, det er asbest. Så det
var ingen sensation for dem.
Må jeg i øvrigt sige, at jeg i de seks
uger fik det bedste indtryk af grøn-
lænderne fra de to steder, hvor de
bor. Det er mit indtryk, at de er
yderst intelligente, og at de lever på
den måde, de gør, ikke fordi de ikke
kender en anden måde at leve på, men
fordi de foretrækker den gammeldags
facon.
A
S
FÆRINGEHAVN
På vej op over fjeldet. Kajakkerne blev båret i særlige aluminiumsstativer,
majornakut. Kåinat aluminiunik ingmikut sanånik nangmauserdlune agssartorneuarput.
Fra Sdr. Strømfjord til
Christianshåb
med kaj ak...
Den skotske ekspedition, der gik over indlandsisen og roede i kajak
fra Søndre Strømfjord til Christianshåb, benyttede lige så primitive
midler, som Nansen anvendte i 1888.
23 dage tog det den skotske læge, der
krydsede indlandsisen fra Angmag-
ssalik til Sdr. Strømfjord, om at gå
og sejle videre fra Sdr. Strømfjord til
Christianshåb. Det blev en spændende
tur, på mange punkter livsfarlig, ikke
mindst i Nordre IsortoK, men langt
mere farlig end den grønlandske natur
var dog de moskusokser, som magister
Chr. Vibe har sat ud i Sdr. Strøm-
fjord-området. En vred tyr var lige
ved at bringe ekspeditionen til en
ubehagelig afslutning. Den forfulgte
de tre englændere, der deltog i ekspe-
ditionen til Christianshåb, dr. Hugh
Simpson, Bill Wallace og Roger Tufft.
De blev i sidste øjeblik reddet af deres
kajakker, som de sprang om bord i.
Ekspeditionen er nu afsluttet ef-
ter tre måneders ophold i Grøn-
land. Den blev gennemført med lige
så primitive midler, som Nansen
anvendte i 1888, og den tur, man
gennemførte, var betydelig læn-
gere end Nansens. På gennemrejse
fra Grønland til Glasgow fortalte
dr. Hugh Simpson og hans kone,
Myrtie, der som eneste kvinde er
gået over indlandsisen, om deres
oplevelser, efter at de var kommet
til Sdr. Strømfjord.
— Efter turen over indlandsisen
efterså vi vor udrustning og klargjor-
de to kanoer, vi havde bragt med os.
De skulle bruges til resten af turen,
fortalte dr. Simpson. Vore børn på
3, 4 og 5 år var fløjet til Sdr. Strøm-
fjord for at modtage os, og vi beslut-
tede os til at etablere en lejr på den
sydlige side af Sdr. Strømfjord 70—80
km fra den amerikanske base. Her in-
stallerede min kone og børnene sig i
et telt, mens vi tre mænd indledte
ekspeditionen over land og vand til
Christianshåb.
— Lod De kone og tre børn være
alene i et telt ude i ødemarken?
— Ja, ja. De var der i seks uger,
men det kan min kone senere fortælle
om. Vi mænd havde regnet ud, at vi
kunne klare det meste af turen på
350 km til Christianshåb i vore kajak-
ker, og i virkeligheden kom vi heller
ikke til at gå mere end 20 km i alt
I STRØMHVIRVLERNE MED
RASENDE FART
Da vi nåede IsortoK, startede Roger
som den første i sin énmandskajak.
Vi iagttog bekymret hans færd i kik-
kerten. Så snart han var kommet fri
af vores vig, blev hans kajak grebet
af strømmen. Den lillebitte båd dan-
sede som en æggeskal. Undertiden var
bølgerne så høje, at vi kun kunne se
hans hoved. Men efter nogen tid så
vi ham kante sig ind til bredden på
den anden side af strømfaldet. Så var
det vores tur. Vi skubbede tomands-
kajakken ud, og et øjeblik efter fløj
vi fra bredden med en rasende fart.
I begyndelsen syntes jeg, det var
spændende, indtil jeg fik øje på de
kaotiske bølgemure, der rejste sig
foran os. Ganske hjælpeløse kastedes
vi mod de største — bjerge af hvid-
med vore kajakker på ryggen. Den
samlede udrustning vejede 175 kg, så
flere steder måtte vi gå to gange for
at få hele udrustningen med os over
land. Det farligste sted var Nordre
IsortoK, som inde i landet er en glet-
scherflod med en strøm kraftigere end
nogen anden strøm, jeg har set på
mine talrige ekspeditioner rundt om
i verden.
havde ikke taget lang tid, skønt vi sej-
lede en strækning på tre km. Næste
dag sejlede vi yderligere 40 km ned
ad floden, og det samme gentog sig,
men efterhånden blev strømmen min-
dre stærk. Resten af turen til Chri-
stianshåb var mindre dramatisk, og
vi nåede dertil netop som vore mad-
rationer var sluppet op.
DEN VREDE TYR
— Hvilke dyr mødte De på turen?
— Vi så store mængder af rensdyr,
enorme mængder på den sydlige del
af Nordre Strømfjord, men nord for
denne fjord så vi ikke et eneste rens-
dyr, selv om livsbetingelserne her
synes lige så gode som længere sydpå.
Vi så også et stort antal ræve og man-
ge rævefælder langs kysten. Vi fandt
en ræv i en fælde. Ræven var næsten
død af sult — det var vi forresten
også på det tidspunkt — men vi slap
den løs. Et andet sted fandt vi en ræv,
som må have været død i mindst to
år.
— De har haft vanskeligheder med
moskusokserne.- 1
toppet, brunt vand. Så var der vand
overalt, og det strømmede ned i båden.
Men selve hastigheden reddede os fra
at få skroget fyldt med vand. Få se-
kunder efter lagde bølgerne sig, nu
blev vi grebet af de mange småhvirv-
ler, der var neden for slugten. Så duk-
kede Rogers skikkelse op på bredden
foran os, og vi sluttede os til ham.
Turen fra den ene bred til den anden
— Efter turen til Christianshåb sej-
lede vi med skib til Holsteinsborg, og
herfra fortsatte vi delvis med kajak
ind i Sdr. Strømfjord for at finde min
kone. En aften, vi havde slået lejr og
befandt os et stykke fra teltene, duk-
kede en moskustyr op. Den fulgte
brummende efter os, da vi gik tilbage
mod teltene, og efterhånden som vi
satte farten op, gjorde den det også.
Da vi nåede hen til bagagen, nåede vi
lige at snuppe kajakkerne og hoppe
ud i dem. Tyren var lige i hælene på
os. Vi roede ud i en ganske lille sø,
mens tyren travede rasende frem og
tilbage på bredden få meter fra os.
Det var en meget velnæret tyr.
Da den ikke kunne nå os, den led
øjensynlig som vist alle moskusokser
gør af vandskræk, gik den i stedet løs
på vores bagage. Den kastede rygsæk-
kene op i luften. Vi var meget bekym-
rede, for den ene indeholdt vore
kameraer og 2000 meter film. Den be-
gyndte at skubbe den ene rygsæk med
filmene og kameraerne hen til vandet
og standsede først, da den var en
meter fra vandkanten. Den største
i
18