Atuagagdliutit - 18.08.1966, Qupperneq 8

Kolonitiden om igen!
I Grønlandsposten nr. 12 i år læste
jeg en artikel om, at man nu har pla-
ner om at bygge distriktsfartøjer. Min
første tanke var: Skal vi nu tilbage
til forholdene i kolonitiden? Jeg for-
stod hensigten med distriktsfartøjerne
på den måde: Embedsmændene skal
i embedsmedfør berejse distrikterne
med disse fartøjer. Bådene skal samti-
dig anvendes som kystfartøjer med en
fast rejseplan. Hvordan kan de stak-
kels embedsmænd få tid til at ud-
føre deres embedspligter, når far-
tøjerne samtidig skal fungere som ru-
tebåde?
Jeg har virket som præst i Grøn-
land i 45 år og har i embeds medfør
berejst de forskellige præstegæld som-
mer og vinter, så jeg ved, hvad jeg
taler om. Den dag i dag er det helt
umuligt for en embedsmand at berejse
et distrikt i Grønland efter en fast
plan. Man kan ikke på forhånd vide,
hvilke embedspligter man skal udføre
hvert enkelt sted. For præstens ved-
kommende er det sådan, at han må få
tid og ro til at tale med menigheden.
Da missionen i sin tid begyndte sit
arbejde i Grønland, fik missionærerne
den instruks, at de skulle berejse di-
striktet med Handelens togtef artøj er.
Der var hverken spækhuse eller bu-
tikker i kolonierne dengang. Denne
ordning fungerede upåklageligt, så-
længe Hans Egede var i Grønland.
Det var også Hans Egede, der stod for
Handelen. Men da Hans Egede forlod
Grønland, blev dette samarbejde øde-
lagt. Fra da af foregik togterejserne
på den måde: Når togtefartøjet med
kolonibestyreren og præsten ankom til
et sted, begyndte indhandlingen af
spæk med det samme. Alle var travlt
optaget af spækindhandlingen. Præ-
morsø
olieovn
1003
Morso olieovn 1003 er
forsynet med en luftkon-
troller. Brændstof: Gasolie eller
petroleum. Farve: Olivengrøn med perle-
grå forplade. Højde 92 cm. bredde 54 cm.
dybde 40 cm. Ydelse: 6000 cal./t.
MORSØ STØBEGODS
St. Kongensgade 63 — København K.
sten stod dér og var ude af stand til
at udføre sine embedspligter. Først
når det forretningsmæssige var over-
stået, fik præsten lejlighed til at gøre
noget ved sin gerning. Men kolonibe-
styreren havde ikke tid til at vente
på præsten. Blandt præstens opgaver
var, at forberede folk til dåben og ek-
saminere de døbte, men han fik ikke
tid til det, og måtte rejse, fordi koloni-
bestyreren var blevet godt gal af at
vente.
En nidkær præst kunne ikke finde
sig i sådanne forhold, og dette blev
anledning til en årelang kamp mellem
præster og kolonibestyrere, der må
betegnes som en sort kapitel i koloni-
sationens historie. En række klager
nåede i årenes løb frem til missions-
kollegiet, men kollegiet havde ikke
råd til at anskaffe egne rejsebåde.
Men missionens arbejde var dermed
ikke knækket. Missionærer trodsede
disse ulidelige forhold. De mest nid-
kære anskaffede sig endog konebåde
for egen regning og var således ikke
mere afhængige af koloniens togtefar-
tøjer. Der var også missionærer, som
øvede sig i kunsten at bruge en kajak.
Nogle af dem blev helt ferme til ka-
jakroning, f. eks. Otho Fabricius og
Spindler. Om den sidste fortælles det,
at han en vinter i stærk nordenstorm
trodsede vejret i kajak med en sæl
på slæb.
Sådanne forhold eksisterede til mid-
ten af det 19. århundrede, men senere
gik det bedre, da missionærer og Han-
delens folk fik en konebåd til rådig-
hed til rejser. I begyndelsen af det
20. århundrede blev konebåde stadig
brugt til inspektionsrejser. Så blev
konebådene erstattet med robåde af
træ. Da jeg i 1917 begyndte at arbejde
som præst, havde mit præstegæld en
robåd, men vi havde en konebåd i re-
serve, som vi kunne bruge i nødstil-
fælde. Dengang kunne man foretage
embedsrejser i ro. Befolkningen i di-
strikterne satte pris på, at præsten fik
tid til at udføre sine embedspligter.
Forholdene i dag er andre end den-
gang, men efter min mening har em-
bedspligterne idag samme omfang for
præsternes vedkommende. Man må jo
huske på, at missionærer i gamle da-
ge foruden gudstjenester også havde
pligt til at eksaminere så vel børn
som voksne i skolelærdom og kristen-
domskundskaber.
Derfor mener jeg, at omfanget af
præstens pligter på et udsted eller en
boplads er næste det samme som i
gamle dage. Også præstens pligter
som sjælesørger er ikke undergået
stor forandring gennem årene. Præ-
sten har også lov til at udfolde oply-
sende virksomhed. Der er således nok
at tage fat på for en nidkær præst.
TRAKTORER
MASKINER
ROADLESS 90:
• 6-cyl. 90 HK dieselmotor • 9x24”
fordæk og 12x38" eller 14x30” bag-
dæk • Separat til- og frakobling af 4-
hjulstræk ■ Vægt: 3950 kg med for-
endevægte som standardudstyr
COUNTY SUPER 6:
• 6-cyl. 95 HK dieselmotor • Lige store
for- og baghjul, 12x38” eller 14x30”
• Vægt: 3965 kg med 2245 kg på for-
akslen og 1720 kg på bagakslen
COUNTY SUPER 4:
- 4-cyl. 64 HK dieselmotor • Lige store
for- og baghjul, 12x38" eller 14x30"
• Vægt: 3529 kg med 1997 kg på for-
akslen og 1532 kg på bagakslen
Alle traktorerne er udstyret med helt
uafhængigt kraftudtag, uafhængig hy-
draulik med dobbeltvirkende redskabs-
kontrol, differentialespærre, styre-
bremser (sikrer lille venderadius), hy-
draulisk styring samt mange mulig-
heder for anbringelse af ekstravægt.
ROADLESS 65:
• 4-cyl. 64 HK dieselmotor • 9x24"
fordæk og 12x38" eller 14x30" bag-
dæk • Separat til- og frakobling af 4-
hjulstræk • Vægt: 3232 kg med ideel
vægtfordeling
OVERLEGEN
TRÆKKRAFT
OG STØRRE
REDSKABER-
MED FORD
4-HJULSTRÆK
Før i tiden havde præsten gode
hjælpere i kateketer på udstederne.
Det er ikke mere tilfældet i dag.
Manglen på kateketer bliver mere og
mere mærkbar, og denne udvikling
vil uden tvivl fortsætte. Desuden er
de få kateketer idag for en stor del
beskæftiget med undervisning i bør-
neskolen. Dette betyder, at præsten nu
om dage har mere behov for tid til at
berejse sit præstegæld.
Men midt i dette kom der en plan
om bygning af distriktsfartøjer, der
skal bruges både som rejsefartøjer og
rutebåde med fast plan. Hvis planen
skal føres ud i livet, kommer vi til-
bage til gamle forhold, og præsterne
får ikke mere indflydelse på embeds-
rejsens tilrettelæggelse. Man må håbe,
at kirkemyndighederne vil prøve på
at løse dette problem, og at præsterne
selv vil gøre noget for at opnå bedre
arbejdsvilkår.
G. Egede.
Hj ælpemaskme i kuttere
I „Dansk Fiskeritidende" udtaler,
Dansk Fiskeriforenings formand, fi-
skeskipper Henry Sørensen:
— Med min egen erfaring om den
værdi, der ligger sikkerhedsmæssigt
og økonomisk i at have et hjælpema-
skineri ombord i kutterne med tilhø-
rende dynamo og lænsepumpe, vil jeg
gerne opfordre fiskerne til at anskaf-
fe sig et sådant hjælpemaskineri. Fra
to organisationers side gav vi udtryk
for sympati for denne tanke, men vi
mente, at tiden ikke var inde til at
indføre en obligatorisk ordning, da
mange 30 tons kuttere i dag har så
store motorer og tanke, at de optager
pladsen fuldt ud i maskinrummet.
Men med anskaffelse af en hjælpe-
motor tænker man først og fremmest
på sikkerheden til søs, men må heller
ikke glemme de økonomiske fordele,
et sådant hjælpemaskineri frembyder.
Jeg kan her pege på de tilfælde,
hvor store og kostbare kuttere har
måttet returnere fra en fisketur på
grund af dynamostop. Det kan ikke
undgås, at en sådan „vending" giver
tab for både skib og mandskab.
Med mine egne erfaringer i erin-
dring om den værdi, der både sikker-
hedsmæssigt og økonomisk ligger i et
sådant hjælpemaskineri, vil jeg gerne
så indtrængende, som jeg kan, op-
fordre vore fiskere til at anskaffe sig
et sådant maskineri. Jeg mener ikke
alene, at man skal sætte grænsen ved
30 tons. Hyis pladsen tillader det i
kutterne, kan man godt gå længere
ned i størrelse, så alle kuttere, der
driver havfiskeri efterhånden forsy-
nes med et sådant maskineri.
Hertil udtaler vicedirektør Magnus
Jensen, KGH:
— Den grønlandske fisker har væ-
ret vågen for dette forhold. Næsten
alle kuttere over 20 tons og enkelte
under, har hjælpemaskineri med dy-
namo og pumpe. Den grønlandske fi-
sker opnår også et andet gode ved at
installere hjælpemaskineri, idet der
tillige påmonteres en luftkompressor
til start af hovedmotoren. Det er jo
en kendt situation, at man i den grøn-
RANDERSIME
AGDLUNAUSSIAT
ATI! KIT!
landske vinter ofte kan have start-
vanskeligheder, fordi man mangler
trykluft, og det er således en betryg-
gelse at kunne starte hjælpemotoren
og lade den trække en luftpumpe.
Tvivlen
må fjernes
Tidligere redaktør af Grønlands-
posten og radioavisen, Palle
Brandt, der var med på stats-
ministerrejsen, skriver om sine
indtryk af gensynet med Grøn-
land efter otte år:
Der findes kritikere, fortrinsvis
boende i Danmark, som påstår, at der
ikke sker fremskridt i Grønland. Disse
mennesker har ikke ret. De gør sig
skyldige i den fejl at sammenligne
forholdene i Grønland i dag med for-
holdene i Danmark, og det er ikke
retfærdigt. Man skal sammenligne
forholdene i Grønland anno 1966 med
dem, som herskede for 10 eller 15 år
siden — og så må man erkende, at der
er sket store, store fremskridt.
Efter at have nævnt en række om-
råder, hvor der var sket store frem-
skridt, fortsætter redaktør Palle
Brandt:
Meget mere kunne nævnes — gode
ting og mindre gode fejl, der er be-
gået, forhold, som burde ændres. Men
Grønland er på vej — optimismen
breder sig — lad det være det bli-
vende indtryk af et gensyn efter otte
år.
Jo, en ting endnu skal siges. Dan-
mark ofrer i disse år mange penge og
meget arbejde på at bygge et nyt
Grønland op, og råde bod på fortidens
forsømmelser. Der sættes ind på at
skabe rentable erhverv, og der arbej-
des på at kortlægge de rigdomme, som
gemmer sig i fjeldene.
Hvad kan der ske, hvis alt dette
lykkes, hvis Grønland en skønne dag
ikke længere koster den danske stats-
kasse store summer, men måske giver
overskud? Den dag grønlænderne er
blevet dygtigere, mere selvbevidste —
den dag de kan selv, vil de da også
selv? Vil der så opstå et krav om en
selvstændig status, som Danmark ikke
kan komme udenom?
Det vil afhænge af os selv. Der er
endnu hos mange grønlændere tvivl
om det officielle Danmarks stilling til
landsdelens politiske status. Denne
tvivl må fjernes, og vi må gennem
aviser, radio og TV forklare grønlæn-
derne, at hos os er der ingen tvivl.
Grønland er en fuldgyldig del af det
danske rige og skal forblive en sådan.
Og så så skal vi selvfølgelig handle
derefter i de kommende år. Kun der-
ved vil vi gøre det rigtige både over-
for Grønland og overfor os selv her-
nede i den mindste del af riget.
Tuborghavnimut pulåmagiå, Danmarkime nangminerssortut
umiarssualivisa angnerssåt
8